Hvem har det som mig?

Først og fremmest tak fordi i deler jeres viden. Dette er et fantastisk site.
Jeg skriver til jer fordi jeg ikke aner om det kun er mig eller om der er mange der deler den følelse jeg har. Jeg har et fantastisk liv, og det lader til at tingene altid falder på plads til min fordel. Dog på ét punkt, er intet som jeg mener det bør være; jeg har altid følt lyst og begær men aldrig kunne elske.
Jeg er 25 år, og har være seksuel aktiv siden jeg var 15. Jeg elsker virkelig sex og har haft mange fantastiske oplevelser, men sex ender altid med den samme følelse for mig. Jeg føler ubehag med den pige jeg er sammen med efter jeg kommer, og jeg ønsker ikke at være i den situation jeg er i. Det er fuldstændig den samme følelse med alle piger, og den forsvinder igen efter et par min, hvorefter lysten vender stærkt tilbage. Jeg har altid kunnet spille "komedie" for min partner, så hun ikke blev såret på grundlag af en dum tanke i mit hoved, men af samme grund er jeg hurtigt blevet træt af den enkelte, og ingen af mine forhold har derfor varet ret længe.
I de første år betød det intet for mig, for jeg var ung, og sex var bare en fed oplevelse for MIG. Efterhånden har min holdning dog ændret sig, og jeg er ked af at det er sådan. Jeg er i de seneste år begyndt at undre mig over det når jeg er alene, og tænker på om hele mit liv måske bliver sådan - ude af stand til at elske nogen inderligt. Men mest af alt irriterer det min bedre halvdel, at jeg opfører mig som jeg gør…
De piger jeg har været sammen med, er alle fantastiske kvinder i alle hensigter og set i lyset af at jeg ikke er verdens lækreste, verdens mest charmerende eller verdens klogeste, burde hver eneste af de forhold have haft en lang og lykkelig periode. •
Jeg er perlevenner med stort set alle mine ekskærester den dag i dag, og vi glædes ved hinanden nå vi ses, selvom vi i takt med udviklingen i vores liv ikke længere ses så tit.
I skrivende stund er jeg i USA for en kort bemærkning, og jeg har en pige i Danmark som jeg vender hjem til på lørdag. Jeg skriver til dig nu, fordi jeg kan mærke at jeg er nået dertil hvor hun begynder at irritere mig. Igen kigger jeg ned på mig selv og undre mig dybt over hvorfor jeg har den følelse. Hun er sjov, hun er kærlig, hun er vild med sex, hun er utrolig sexet, hun er fuldstændig skudt i mig og helt igennem en sød pige. Hun er alt det jeg drømte om for 3 måneder siden, så hvorfor har jeg ikke den drøm længere? Tydeligvis fortjener jeg ikke en skøn pige som hende, og derfor så meget mere grund til at falde for hende.
Findes der et ord for det jeg føler, eller har jeg bare ikke fundet den rette?
Der er INTET jeg hellere vil end at finde en pige jeg glædeligt og uforstyrret kan skænke al min kærlighed til. At kunne sige "jeg elsker dig" og inderligt mene det, er et stort ønske, men jeg har aldrig været ærlig i de få tilfælde hvor jeg har brugt den sætning og aldrig har jeg haft glæde ved det.
Jeg ser virkelig mig selv som en bachelor og i dette tilfælde er det ikke en god ting. Givet de erfaringer jeg har dannet mig, og de indtryk jeg har fået kan jeg ikke se mig selv som ægtemand og jeg kan slet ikke lide tanken om at få børn. Stod det til mig, burde børn kun være et resultat af ægte lykke, men sådan er verden tit ikke skruet sammen, og jeg føler at jeg kun vil tilføje røde tal til den konto.
Når jeg arbejder, fester, hygger eller hænger ud generer dette mig ikke det mindste. Livet som bachelor fører jo mange rare ting med sig, men tanken om at hele mit liv skal være sådan, er begyndt at tage mere plads i mit hoved.
Egoistisk set håber jeg ikke at jeg er den eneste med dette problem, men at der er mange der deler denne følelse, for så må der også findes en opskrift på hvordan man kommer væk fra den strand jeg er skyllet op på.
Skal jeg omfavne det vilde single liv der ligger mig for veje, eller skal jeg fortsætte med at søge efter den eneste ene, hvor ondt det end må gøre på hende og jeg selv?
Jeg håber at i får tid og lyst til at give mig jeres bud. Det kunne være ret interessant at vide om mange mænd har det som jeg har det.
Med venlig hilsen
Rock_on

For mig lyder det som om du ikke er helt klar over hvad det egentlig er for en følelse du har i dig. Selvfølgelig vil vi alle gerne finde den eneste ene, men man kan ikke tvinge det frem. Ikke alle piger du møder kan muligvis være den eneste ene, så det er normalt, at du ikke føler kærlighed for dem alle. Nyd singlelivet, og så møder du hende lige pludselig. Det er jeg sikker på.
Mht den følelse du får lige når du er kommet, kan du forklare den lidt nærmere?

Forstår slet ikke dine følelser desværre.. Kan sagtens følge dig i hvor frustrerende det må være.. Men jeg er helt på bar bund.. Jeg har selv svært ved at blive forelsket (Er kun sket 3 gange).. Men når jeg gør, så vil jeg give alt for blot at se hende sove, høre hende snakke og se hende en søndag morgen med tømmermænd.. Ved godt at dette indlæg ikke hjælper dig meget..Lyder jo som om du var forelsket, men at denne følelse ret hurtigt dør.. Måske har du bare været uheldig.. Eller måske må du bare lære at holde af selvom forelskelsen dør så hurtigt.. Kan ikke være nemt for dig.. Held og lykke..

Når jeg er sammen med en pige, er det alfa omega at de kommer. Det siger jeg selvfølgelig ikke til hende, men det er sådan jeg har det. At se en pige komme er det mest fantastiske. At kunne holde hende på spidsen, lege med hende og tirre hende indtil man giver slip, og ser hendes krops reaktion, er vidunderlig. Hendes øjne, hendes smil, hendes krop der sveder og ryster, hendes meget tunge åndedræt og hendes mangel på kontrol. Derfor lægger jeg utrolig meget mærke til hvordan den enkelte reagere på mine kærtegn mm. og jeg har derfor aldrig haft en pige som jeg ikke kunne få til at komme. I nogle ekstreme tilfælde komme 10 - 15 gange.
MEN: Når jeg så selv kommer så er det hele bare noget lort. Situationen skræmmer mig og jeg ønsker mig langt væk. Det er her jeg enten foreslår at vi hopper i bad, at vi står op og laver morgenmad eller fortsætter festen hvis det er tilfældet. At ligge og bare nyde, det kan jeg simpelthen ikke. Hun kan have gjort hvad som helst; lade mig komme i munden på hende, sige frække ting, komme inde i hende, udover hendes bryster, udover røven på hende, etc. Jeg ønsker mig bare væk, og det kan ikke gå stærkt nok. Jeg dækker min angst med et bredt smil, kysser hende, siger tak for dejlig sex og krammer hende, men inde i mig selv, er der en anden person der får alt i verden prøver at skubbe hende væk.
Om det er fordi jeg går meget op i hendes velbefindende, ved jeg ikke. Jeg håber det heller ikke, for jeg elsker at få kvinden til at føle sig tilpas og give hende en lækker oplevelse. Kvinder er jo fantastiske og mega sensuelle.
Det er svært... :-(
MVH
Rock_on

Jeg får den tanke, at du overhovedet ikke er forelsket i de piger du har sex med. Man kan jo godt få et kick ud af, at tilfredsstille en kvinde, uden at være forelsket i hende. men når du så selv kommer, så føles det jo helt forkert, fordi du pludselig skal tænke på følelser, istedet for tilfredsstillelse. Eller er jeg helt forkert på den?

Det er meget muligt at du har ret. Jeg vil skynde mig at sige at jeg har været rigtig glad for mange af de piger jeg har haft sex med, men måske ikke forelsket!?
Så er spørgsmålet bare, hvornår bliver jeg det? Jeg har virkelig kendt mange piger, og jeg er ved at være utålmodig...
Kærligst
Rock_on

Du må endelig ikke gå og lede efter forelskelsen. Hvis du ved enhver pige du møder, tænker på om du måske kunne blive forelsket i hende, så kommer du hurtigt til at fremtvinge noget, som du så tror er forelskelse. Og det er jo ikke det du leder efter. Du leder efter ægte kærlighed. Så lev livet uden at tænke alt for meget på at finde den eneste ene. Så kommer det helt af sig selv.

Jeg har det som dig! For mig er det også vigtigt at min fyr har det rigtig godt under sex, men jeg har svært ved at give mig hen. Når jeg kommer, føler jeg mig flov, sårbar og blottet og jeg bryder mig ikke om at være i den situation. Kan du genkende den følelse? At det er ubehageligt at være blottet for den anden?

Hej du.
Jeg kan nikke genkendende til dig problem, men det er ikke sådan jeg har det. Jeg føler mig ikke blottet eller sårbar. Jeg har aldrig problemer med at tilfredsstille (jeg siger ikke at du HAR ;-)), mit problem er simpelthen at jeg jeg i en kort stund overhovedet ikke tænder på den person jeg ligger ved siden af. Og lige præcis det synes jeg er dybt uretfærdigt over for den enkelte.
God weekend.
Knus
Rock_on

Af lyde og tilkendegivelser virker det nu heller ikke som om, jeg har problemer med at tilfredsstille. ;)
Men jeg kunne godt tænke mig at høre, om du i et kort øjeblik finder pigen en smule frastødende? Og du tror ikke, at det har noget at gøre med, at du simpelthen bare mister lysten til sex og dermed ikke kan finde nogen eller noget, der kan tænde dig? For det er vel meget normalt. Når jeg er kommet, har jeg egentlig ofte bare lyst til at komme op og videre.