Hvilken hetz! propaganda! uanstændighed!
http://politiken.dk/debat/ECE1365226/politiken-er-en-uanstaendig-avis/
»Politikens optræden i de sidste tre uger er bunden i dansk pressehistorie«, sagde den midaldrende journalist til mig.
Han var kommet hjem fra udlandet og havde haft lejlighed til at følge Politikens dækning af Breiviksagen og især Politikens systematiske, ustandselige hetz og mistænkeliggørelse af det, der af Politiken kaldes for »højreekstremismen«, og han var rystet over niveauet.
Og der skulle meget til at ryste ham. »Men dette«, sagde han, »det er dog bunden af dansk journalistik. Er det, fordi bladet ikke har en myndig chefredaktør med kendskab til presse og presseforhold? Er det, fordi propagandister derfor har kunnet erobre bladet og slippe et ideologisk og politisk hysteri løs? Hvordan har Politiken dog kunnet bevæge sig ned på dette Stürmerplan?«.
Jeg kunne ikke svare. Jeg læser ikke Politiken. Jeg er modstander af bladets ideologiske linje og kulturpolitiske tradition, selv om jeg i 1961 skrev en bog i beundring for Viggo Hørup.
Jeg havde ikke set, hvorledes bladet førte sig frem i anledning af Breiviks uhyggelige forbrydelse i Norge.
Men jeg havde haft lejlighed til at læse Politikens massive forfølgelse af Sørine Gotfredsen og hendes kronik i Berlingske Tidende 29.7., og da jeg betragtede denne kronik som et sandt og modigt ord i en kaotisk situation, fik jeg lyst til at studere forfølgelsen af hende.
Idet jeg jo måtte finde, at hun tog Breivik for alvorligt, når hun mente at finde et oprigtigt anliggende hos ham – denne patologiske massemorder, som kun er et anliggende for psykiatrien.
Men dette havde Sørine Gotfredsen jo også selv erkendt. Hun beklagede, at hun havde fundet et rationale hos ham, og hun beklagede, at hun havde lagt op til en principiel diskussion på et tidspunkt, hvor sårene var alt for dybe og friske til at kunne diskuteres.
Men selve kronikkens anliggende, en overvejelse af multikulturalismens væsen og den deraf følgende folkelige frygt og fortvivlelse i Danmark og Norge i anledning af befolkningens kun alt for begrundede og berettigede frygt for at blive fremmedgjort i sit eget land – den var jeg ganske enig i og kunne kun beundre hendes mod til at turde sige det.
Men jeg havde siddet i et sommerhus på Anholt i adskillige uger og gik derfor op på læsesalen på biblioteket på Christiansborg for at læse Politiken i sammenhæng, og så måtte jeg give den rystede journalist ret.
Hvilken hetz! Hvilken propaganda! Hvilken uanstændighed!
Også jeg blev forfulgt systematisk, konstaterede jeg. En Christian Braad Thomsen, der i årenes løb har gjort det til en profession at forfalske luthersk kristendom og tilsvine Tidehverv og mig, fik ubegrænset spalteplads til at gentage sine underlødigheder.
BRAAD THOMSEN Filminstruktør: Krarup gødede jorden for terror
Den fhv. satanist Rune Engelbreth Larsen fik ligeledes frie hænder til at mistænkeliggøre Dansk Folkeparti og Systemskiftet af 2001 og naturligvis mig. Igen og igen. Dæmonisering på, ja på Stürmerniveau.
Og bladets lederskribenter fulgte denne linje op. 31.7. skriver Anita Bay Bundegaard: »Der er selve voldshandlingen til forskel på Breivik og DF. Og det er naturligvis helt afgørende. Det andet helt afgørende er, at de på en række områder deler ideologi«.
ANITA BAY: Lars von Trier har ret et stykke hen ad vejen
Og 2.8. skriver Lars Trier Mogensen: »Det er beskæmmende og dybt foruroligende, når en offentligt ansat præst kan få sig selv til at bruge sin prædikestol i form af sit offentlige omdømme til at legitimere det værste terrorangreb på det åbne samfund her i Norden i mands minde«.
LARS TRIER: Lad os konfrontere Sørine Gotfredsen
Det er Sørine Gotfredsen, Mogensen således bagtaler. Det er bl.a. mig, Bundegaard bagtaler. Ved hun noget om, hvad jeg har skrevet om sagen i et snart mangeårigt forfatterskab? Har hun læst min bog om ’Systemskiftet’ (2006).
Fatter hun og Mogensen noget som helst af problemet vedrørende den multikulturalisme og befolkningsundertrykkelse, der er Vesteuropas nuværende angst, bl.a. Danmarks og Norges?
Jo, han har ret, den erfarne journalist, Politiken er i sin nuværende skikkelse en uanstændighed.
»Politikens optræden i de sidste tre uger er bunden i dansk pressehistorie«, sagde den midaldrende journalist til mig.
Han var kommet hjem fra udlandet og havde haft lejlighed til at følge Politikens dækning af Breiviksagen og især Politikens systematiske, ustandselige hetz og mistænkeliggørelse af det, der af Politiken kaldes for »højreekstremismen«, og han var rystet over niveauet.
Og der skulle meget til at ryste ham. »Men dette«, sagde han, »det er dog bunden af dansk journalistik. Er det, fordi bladet ikke har en myndig chefredaktør med kendskab til presse og presseforhold? Er det, fordi propagandister derfor har kunnet erobre bladet og slippe et ideologisk og politisk hysteri løs? Hvordan har Politiken dog kunnet bevæge sig ned på dette Stürmerplan?«.
Jeg kunne ikke svare. Jeg læser ikke Politiken. Jeg er modstander af bladets ideologiske linje og kulturpolitiske tradition, selv om jeg i 1961 skrev en bog i beundring for Viggo Hørup.
Jeg havde ikke set, hvorledes bladet førte sig frem i anledning af Breiviks uhyggelige forbrydelse i Norge.
Men jeg havde haft lejlighed til at læse Politikens massive forfølgelse af Sørine Gotfredsen og hendes kronik i Berlingske Tidende 29.7., og da jeg betragtede denne kronik som et sandt og modigt ord i en kaotisk situation, fik jeg lyst til at studere forfølgelsen af hende.
Idet jeg jo måtte finde, at hun tog Breivik for alvorligt, når hun mente at finde et oprigtigt anliggende hos ham – denne patologiske massemorder, som kun er et anliggende for psykiatrien.
Men dette havde Sørine Gotfredsen jo også selv erkendt. Hun beklagede, at hun havde fundet et rationale hos ham, og hun beklagede, at hun havde lagt op til en principiel diskussion på et tidspunkt, hvor sårene var alt for dybe og friske til at kunne diskuteres.
Men selve kronikkens anliggende, en overvejelse af multikulturalismens væsen og den deraf følgende folkelige frygt og fortvivlelse i Danmark og Norge i anledning af befolkningens kun alt for begrundede og berettigede frygt for at blive fremmedgjort i sit eget land – den var jeg ganske enig i og kunne kun beundre hendes mod til at turde sige det.
Men jeg havde siddet i et sommerhus på Anholt i adskillige uger og gik derfor op på læsesalen på biblioteket på Christiansborg for at læse Politiken i sammenhæng, og så måtte jeg give den rystede journalist ret.
Hvilken hetz! Hvilken propaganda! Hvilken uanstændighed!
Også jeg blev forfulgt systematisk, konstaterede jeg. En Christian Braad Thomsen, der i årenes løb har gjort det til en profession at forfalske luthersk kristendom og tilsvine Tidehverv og mig, fik ubegrænset spalteplads til at gentage sine underlødigheder.
BRAAD THOMSEN Filminstruktør: Krarup gødede jorden for terror
Den fhv. satanist Rune Engelbreth Larsen fik ligeledes frie hænder til at mistænkeliggøre Dansk Folkeparti og Systemskiftet af 2001 og naturligvis mig. Igen og igen. Dæmonisering på, ja på Stürmerniveau.
Og bladets lederskribenter fulgte denne linje op. 31.7. skriver Anita Bay Bundegaard: »Der er selve voldshandlingen til forskel på Breivik og DF. Og det er naturligvis helt afgørende. Det andet helt afgørende er, at de på en række områder deler ideologi«.
ANITA BAY: Lars von Trier har ret et stykke hen ad vejen
Og 2.8. skriver Lars Trier Mogensen: »Det er beskæmmende og dybt foruroligende, når en offentligt ansat præst kan få sig selv til at bruge sin prædikestol i form af sit offentlige omdømme til at legitimere det værste terrorangreb på det åbne samfund her i Norden i mands minde«.
LARS TRIER: Lad os konfrontere Sørine Gotfredsen
Det er Sørine Gotfredsen, Mogensen således bagtaler. Det er bl.a. mig, Bundegaard bagtaler. Ved hun noget om, hvad jeg har skrevet om sagen i et snart mangeårigt forfatterskab? Har hun læst min bog om ’Systemskiftet’ (2006).
Fatter hun og Mogensen noget som helst af problemet vedrørende den multikulturalisme og befolkningsundertrykkelse, der er Vesteuropas nuværende angst, bl.a. Danmarks og Norges?
Jo, han har ret, den erfarne journalist, Politiken er i sin nuværende skikkelse en uanstændighed.