Hvis man tegner på film - ANMELDELSE
Titel: Det sidste ord - Filmstriber
144 sider, 249,95 kr
Forfatter: Thomas Thorhauge
Forlag: Rosinante
Udkom: 01-03-2012
ISBN-10: 8763822695
[sol] [sol] [sol] ud af seks sole
Tegneserietegneren Thomas Thorhauge har taget en række prominente filmkunstnere på ordet og på baggrund af stjernernes citater skabt en stribe vilde miniaturefortællinger. DET SIDSTE ORD er for filmelskeren, der gerne vil høre Sylvester Stallone, Lars von Trier og Woody Allen i deres egne ord. Thorhauge går med Mel Gibson på druk og Ingmar Bergman på das, med Elisabeth Taylor på Twitter og Orson Welles på de billige rækker. Med forord af Peter Aalbæk Jensen og efterskrift af Peter Schepelern.
Det sidste ord er med andre ord en overraskende og genrebrydende bog. For smal til coffeetable. For fragmentarisk til tegneserie. For kulturel til satire. For seriøs til celebritybog. Og for mærkelig til filmfagbog. Men det ER Thorhauges mission: at skrævvride og opdyrke tegneserieformens muligheder. Al respekt for det.
Godt, hvordan lykkes det? Bogforsider har det med at skabe forventninger, og Det Sidste Ords forside skaber forventninger om sjov og humor med de filmkendte. Men det er ikke godt, for bogen er ikke sjov. Jeg lo ikke én gang og smilede kun et øjeblik ved synet af Ulf Pilgaard der lægger sig i et solarium. Måske forsøger Thorhauge at være morsom, men det lykkes ikke. Havde man valgt en mere skæv eller fantasifuld forside, ville denne skuffelse have været mindre.
Til gengæld er han visuelt og idémæssigt meget stærkere. Nogle af scenerne brænder sig fast og man ser kændissen i et nyt og overraskende perspektiv. Brugen af lys og mørke, og farver over for sort/hvid er dybt professionelt og emminent. Dramaturgisk er der skåret ind til benet. Vi kastes skarpt ind i et fuldkomment univers, smider hvad vi har i hænderne og sluger historien som den serveres.
Men her er problem nummer to. Problem nummer et var at Thorhauge ikke lykkes at være morsom. Problem nummer to er at scenerne ikke i tilstrækkeligt grad komplementerer eller modspiller de citater som er grundsubstancen i bogen. De fortæller ikke nok historie og de illustrerer kun på besynderligt vis citatet. Det bliver som at læse Se&Hør på LSD. Det stiller ligesom for store krav til læseren. Når alt det er sagt, skal det fejres at vi har forlag og forfattere som bruger krudt på denne slags eksperimenter - dét er det hele værd.
144 sider, 249,95 kr
Forfatter: Thomas Thorhauge
Forlag: Rosinante
Udkom: 01-03-2012
ISBN-10: 8763822695
[sol] [sol] [sol] ud af seks sole
Tegneserietegneren Thomas Thorhauge har taget en række prominente filmkunstnere på ordet og på baggrund af stjernernes citater skabt en stribe vilde miniaturefortællinger. DET SIDSTE ORD er for filmelskeren, der gerne vil høre Sylvester Stallone, Lars von Trier og Woody Allen i deres egne ord. Thorhauge går med Mel Gibson på druk og Ingmar Bergman på das, med Elisabeth Taylor på Twitter og Orson Welles på de billige rækker. Med forord af Peter Aalbæk Jensen og efterskrift af Peter Schepelern.
Det sidste ord er med andre ord en overraskende og genrebrydende bog. For smal til coffeetable. For fragmentarisk til tegneserie. For kulturel til satire. For seriøs til celebritybog. Og for mærkelig til filmfagbog. Men det ER Thorhauges mission: at skrævvride og opdyrke tegneserieformens muligheder. Al respekt for det.
Godt, hvordan lykkes det? Bogforsider har det med at skabe forventninger, og Det Sidste Ords forside skaber forventninger om sjov og humor med de filmkendte. Men det er ikke godt, for bogen er ikke sjov. Jeg lo ikke én gang og smilede kun et øjeblik ved synet af Ulf Pilgaard der lægger sig i et solarium. Måske forsøger Thorhauge at være morsom, men det lykkes ikke. Havde man valgt en mere skæv eller fantasifuld forside, ville denne skuffelse have været mindre.
Til gengæld er han visuelt og idémæssigt meget stærkere. Nogle af scenerne brænder sig fast og man ser kændissen i et nyt og overraskende perspektiv. Brugen af lys og mørke, og farver over for sort/hvid er dybt professionelt og emminent. Dramaturgisk er der skåret ind til benet. Vi kastes skarpt ind i et fuldkomment univers, smider hvad vi har i hænderne og sluger historien som den serveres.
Men her er problem nummer to. Problem nummer et var at Thorhauge ikke lykkes at være morsom. Problem nummer to er at scenerne ikke i tilstrækkeligt grad komplementerer eller modspiller de citater som er grundsubstancen i bogen. De fortæller ikke nok historie og de illustrerer kun på besynderligt vis citatet. Det bliver som at læse Se&Hør på LSD. Det stiller ligesom for store krav til læseren. Når alt det er sagt, skal det fejres at vi har forlag og forfattere som bruger krudt på denne slags eksperimenter - dét er det hele værd.