Hvor blev gnisten af, var den der egentlig nogensinde?

Min kæresten og jeg er blevet enige om der ikke er nok kærlighed i vores forhold. Derfor går vi hver til sit efter 1½ år. Jeg kan ikke finde ud af om det er min fejl. Har jeg snydt mig selv til at tro at jeg elskede hende? Hvordan ved man at man elsker en anden person? Kan man elske højere end livet? Tror ikke jeg kan, finder altid mine egne behov vigtigere end andres. Har jeg bare ikke mødt den rigtige?
Har hun egentlig bare været en god ven. Til tider har jeg prisset mig lykkelig over at være sammen med hende, for hun er et fantastisk menneske. Har følt noget der nok var kærlighed. Føler mig dog ikke altid lige fysisk tiltrukket af hende pga af lidt overvægt. Det har jeg da også følt mig totalt smålig over. På den åndelige side er hun alt hvad man kan ønske sig i et menneske og mere til. Hvorfor er det ikke nok for mig?
Hvis jeg egentlig ikke elsker hende(eller gør jeg) hvorfor føler jeg mig så tom indeni? Er jeg bange for at være alene? Bange for ikke at være elsket? Er mangel på tollerance over for sin partner mangel på kærlighed?

Prøv at focusere på hvorfor du føler denne tomhed..Er det fordi du mangler den tryghed der er i et forhold? Om det var kærlighed eller ej du følte overfor din kæreste ved du bedst selv, men hvorfor er det så vigtigt for dig at finde ud af? Du kan ikke ændre på fortiden og dine følelser. Se fremad. At du føler tomhed er en naturlig fase i denne overgang. Søg i dit hjerte og vær åben overfor forandringer. Tiden er sikkert inde til at du skal gå nye veje.
..Værdsæt din følelse af tomhed, den vil lære dig en masse....
Knus
maria

...kan du faktisk kun selv svare på.
Enten lige nu ved at føle efter indeni dig selv, hvis følelsen trods alt er tydelig nok et sted.
Eller evt. lidt efter lidt som tiden går, og du måske finder ud af at du savner hende eller at det ikke gør dig noget eller at det måske stadig er lidt af begge dele - eller noget helt fjerde.
Det er sikkert ikke så sjovt ikke at vide om du selv er "skyld" i det eller ej, og om det var kærlighed eller ej. Men tro mig, det dilemma er vi mange der oplever på 1000 forskellige måder. Tror det hører med til livet, du, for nogen af os. Dillemaet vil lære os noget, måske at tage stilling.
At være i tvivl er aldrig særlig sjovt, men det er i det mindste tegn på, at man overvejer hvad der foregår. Om ikke andet må du rose dig selv for dét - tror der er folk nok, der går gennem livet uden at overveje noget.
Dét med overvægten, lige - hæhæ, tjaaaa, har du mon set dig selv i et spejl fornylig? Fejl har vi jo alle! Du vel også...
Om mangel på tolerance er mangel på kærlighed? Svært at sige. Det kan komme af selvoptagethed (som så igen måske kan ha en helt reel grund i din fortid måske)- det kan komme fordi interessen ikke var helt virkelig (det kan jo også være reelt nok)- det kan komme fordi du skal lære tolerance.
Efterhånden vil det nok falde i hak for dig. Din tvivl viser, du er et tænkende menneske, men lad dog ikke tvivlen lamme dig - heller ikke i kærlighed.
Hvis det er muligt, så prøv at lade tvivlen komme både hende og dig selv til gode - så længe du er i tvivl - om ikke andet, så i dine tanker.
Ja, det lyder måske lidt vævende, men det er velment - for det er faktisk rart at høre/læse en mand (går jeg ud fra du er) overveje sin usikkerhed og tvivl uden at være "skråsikker".