Hvor fanden er de asociale teenagere???
Jeg føler mig fandme så underlig. Når jeg går ud af døren føler jeg mig underlig, jeg føler at min gang er underlig, at jeg ser underlig ud, at folk kigger underligt på mig.
Jeg føler mig underlig i min egen krop. Jeg synes min tankegang er underlig. Jeg har ingen venner, det er underligt. Jeg føler mig underlig når jeg er sammen med andre mennesker. Af og til bliver det næsten til en ud af kroppen oplevelse, men så alligevel ikke, fordi jeg har så mange tanker og de holder mig altid nede på jorden.
Jeg er så stille. Jeg er altid stille omkring andre, jeg føler mig underlig hvis jeg siger noget. Jeg vil helst ikke være i fokus.
Jeg ved jeg har meget lavt selvværd og jeg vil bare gerne have noget ud af mit liv, men jeg føler mig låst fast. Jeg kan ikke ruske i mig selv og sige nu går vi dén vej. Jeg ved slet ikke hvor jeg vil gå hen, og er der overhovedet nogen steder der er værd at gå hen uden andre?
Jeg føler mig så fandens alene uden nogen venner, men alligevel kan jeg ikke holde ud at være sammen med andre mennesker. I hvert fald føler jeg at de ikke er den samme slags som mig. Jeg føler mig helt anderledes. I hvert fald er jeg den eneste i min gymnasieklasse der holder sig for sig selv. Jeg mener at have hørt at teenagere var stille, dyste væsner der holder sig for sig selv, men det passer fandme ikke! Det er kun mig! Hvad blev der af emoer og goths og andre lonere? Alle på gymnasiet deltager i alle fester og er glade og sociale! Bare ikke mig. Hvorfor er alle nu så sociale og hvor gemmer de asociale sig?! Jeg vil bare gerne møde en asocial, interlektuel freak som mig selv. Arrrgh hvor er i henne?!?!? [???]
Jeg føler mig underlig i min egen krop. Jeg synes min tankegang er underlig. Jeg har ingen venner, det er underligt. Jeg føler mig underlig når jeg er sammen med andre mennesker. Af og til bliver det næsten til en ud af kroppen oplevelse, men så alligevel ikke, fordi jeg har så mange tanker og de holder mig altid nede på jorden.
Jeg er så stille. Jeg er altid stille omkring andre, jeg føler mig underlig hvis jeg siger noget. Jeg vil helst ikke være i fokus.
Jeg ved jeg har meget lavt selvværd og jeg vil bare gerne have noget ud af mit liv, men jeg føler mig låst fast. Jeg kan ikke ruske i mig selv og sige nu går vi dén vej. Jeg ved slet ikke hvor jeg vil gå hen, og er der overhovedet nogen steder der er værd at gå hen uden andre?
Jeg føler mig så fandens alene uden nogen venner, men alligevel kan jeg ikke holde ud at være sammen med andre mennesker. I hvert fald føler jeg at de ikke er den samme slags som mig. Jeg føler mig helt anderledes. I hvert fald er jeg den eneste i min gymnasieklasse der holder sig for sig selv. Jeg mener at have hørt at teenagere var stille, dyste væsner der holder sig for sig selv, men det passer fandme ikke! Det er kun mig! Hvad blev der af emoer og goths og andre lonere? Alle på gymnasiet deltager i alle fester og er glade og sociale! Bare ikke mig. Hvorfor er alle nu så sociale og hvor gemmer de asociale sig?! Jeg vil bare gerne møde en asocial, interlektuel freak som mig selv. Arrrgh hvor er i henne?!?!? [???]
