Hvordan bliver jeg stærk nok?

Hej
Jeg er en fyr i starten af 30erne, som gennem hele livet har gået og kæmpet med mange problemer , som jeg ikke rigtig har fået kommunikeret ud før jeg har mødt min nuværende kæreste. Problemerne omhandlede kort fortalt især ekstremt dårligt selvværd, som bla. har betydet at jeg ikke har haft nogen form for kæreste (eller i det hele taget været sammen med en pige) før indtil for 2½ år siden. Jeg skal lige sige at det har hjulpet MEGET at få åbnet op for alle problemerne for min nuværende kæreste, og jeg er hjertens glad for at have hende og tror jeg vil have svært ved at undvære hende.
Efter jeg har mødt min kæreste (vi har været sammen i lidt over 1 år), har hun banket uanede mængder af selvtillid ind i mig og jeg kan mærke idag at når jeg går rundt i byen så går jeg nu med oprejst pande hvor jeg før gik dybt sammensunket og så ned i jorden. Så langt hovedparten af tiden har jeg nu positive tanker, hvor jeg før i tiden ofte kunne have selvmordstanker, er de slet ikke tilstede længere. Dejligt!
Dog er der stadig nogle særlige lejligheder, der kan gøre at min selvtillid og positive tanker kan punkteres som var det en nål der punkterede en ballon. Det drejer sig f.eks. om, når venner taler om gamle dage i deres ungdom, eller når jeg ser nyheder eller serier om ungdom, hvor jeg pludselig kan få meget sorte tanker som tynger mig i flere dage. Det drejer sig specielt om at jeg var uhyre alene gennem min opvækst, og blandede mig ikke med mange andre kammerater. Jeg kan heller ikke snakke med om sjove oplevelser med piger i ungdomsårene, eller rejser ude omkring i verden, rejser som jeg egentlig selv har haft drømme om, men ikke turdet efterleve, måske fordi jeg førhen har været så indelukket. Når jeg først har fået de sorte tanker, går de specielt ud på, at det er for sent for mig at udleve min ungdom, jeg har en betroet stilling som højere funktionær, og det ville få dybe økonomiske konsekvenser hvis jeg tog ud og rejste verden rundt et par år nu. Så er det at jeg igen nemt kan krybe ned i et hul og ærgre mig over at jeg ikke tog chancen tidligere i mit liv. Det samme sker nogengange mht. mine tanker vedr. erfaringer med piger - indtil nu har jeg kun mødt piger over internettet - egentlig er jeg meget glad for min nuværende kæreste, men når jeg får disse sorte tanker, tænker jeg at jeg mangler at få rendt hornene ordentlig af mig...det er virkelig tanker som kan få mig HELT ned psykisk ..og naturligt er det jo ikke nogle tanker jeg kan dele med min kæreste!
Jeg ville helst at jeg kunne slippe for, at mit sind er så let påvirkelig for, når andre fortæller om deres erfaringer fra deres ungdom - både mht. rejser og seksuelle erfaringer. Jeg ville i de situationer gerne have et værktøj der kunne gøre at jeg var komplet ligeglad med min "manglende ungdom", istedet for at det rammer som en pil igennem mit hjerte og gør mig dybt ulykkelig i flere dage. Jeg ville gerne, at jeg i ALLE situationer kunne være fuldt ud tilfreds med det liv jeg har nu, istedet for at tænke på det ikke-eksisterende liv jeg har haft da jeg var teenager og i 20'erne og helst lade være med at tænke på hedengangne bristede drømme.
Jeg ved, det er dybe sår, der sidder i min sjæl, og at alt ikke kan blive godt med et fingerknips...dog ville jeg gerne have nogle tips til hvordan jeg kan tvinge migselv til at tænke positivt også i disse situationer og være tilfreds med mit liv, istedet for at gå rundt med en ynkelig selvmedlidenhed, som alligevel ikke hjælper nogen steder!
Håber virkelig, der er nogen derude, der kan hjælpe mig!

Det lyde som en floskel, men du er virkelig ikke den eneste med fornemelsen af, at din ungdom ikke var værd at skrive hjem om eller prale af. I store træk har jeg det den samme følelse, og det aktiverer éns tidligere dårlige selvtillid at høre andre tale om deres ungdomsoplevelser med den største selvfølgelighed. Man tænker: "Hold kæft, hvor må jeg så være en nørd...født nørd, endda!"
Men det er du ikke, min ven, og der er med garanti mange der ligner dig eller allermindst har en snert af at kende det.
Jeg kan kun trøste dig med, at det for mig er sket, at jeg er blevet lidt mindre sårbar med alderen...eller måske respekterer egen sårbarhed lidt bedre...eller begge dele.
Håber det samme sker for dig - og tillykke med din dejlige kæreste! KH Q :-)

Hej "Skrøbelig fyr"
Jeg vil foreslå dig at gå i terapi og jeg vil gerne hjælpe dig. Jeg er diplomuddannet psykoterapeut, og du kan kontakte mig på min mail, som er brigida@sol.dk.
Det lyder, somom der er flere ting, du kunne have glæde af at få gennemarbejdet, så du kan komme videre og leve det liv, du har nu og ikke lade din fortid ødelægge det.
Kh
'Brigida'

Hej Skrøbelig Fyr!
Jeg blev meget ramt af at læse dit indlæg.. og først skal du vide at du er godt på vej ved at få dine følelser om din situation frem i lyset. Husk, at hvor der er vilje er der vej!!! Du kan ikke ændre på fortiden, men du kan leve i nutiden og lægge planer for fremtiden. Det er DET du skal fokusere på og holde fast i når sorgen over "den spildte ungdom" melder sig. For det er sorg.. at dit liv ikke har levet op til dine drømme, og jeg gætter på at det er den sorg du bliver mindet om, når du hører andre fortælle om alle de eventyr du ville ønske du havde haft i dit liv. Sådan har jeg selv haft det.. og det gør sgu ondt!
Du må prøve at acceptere, at dit liv har været som det har været, det kan du INTET gøre ved. Det du imidlertid KAN gøre noget ved, er at finde styrken og modet til at forme dit liv som DU ønsker det skal være.. og vær realistisk! Man kan nemt "drømme" sig til en fantasi verden, hvor problemer, modgang osv ikke eksisterer... Men det er utopi. Livet er ikke lutter lagkage... et virkeligt liv består også af uopfyldte drømme, uopnåede mål osv. Det gør selvfølgelig ondt, og man må lære at håndtere denne smerte på lige fod med den glæde man oplever når livet smiler til én. Det handler om ikke at lade sig slå ud.. Og du har ret, det kan være en stor mundfuld når man føler sig skrøbelig. Men jeg kan høre på dig at du har viljen til sejer... Og den er altafgørende!! Hvor der er vilje er der vej! Du skal bare se målet for dig - så ved du hvilken vej du skal gå, hvilken vej der fører til dit mål, så du bruger dine kræfter på at blive lykkelig i stedet for at sørge og ærgrer dig over alt det du ikke har oplevet.
Det, der slår mig er det du skriver om din kæreste. Du skriver at du naturligvis ikke kan dele dine tanker om "hornene der ikke er løbet af". Måske er det bedst at være åben om dette overfor hende, da hun jo ellers bliver holdt lidt "for nar". Du lyder meget glad for hende og alt det hun har betydet for dig - hun fortjener ikke at leve i uvidenhed om dine tanker om din usikkerhed.. Det vil sikkert være frygteligt hårdt og uforståeligt for hende, hvis du pludselig får lyst til "at løbe horn af dig", når hun ikke har været klar over de tanker der rør sig i dig. Hvis du er bange for at miste hende, hvis du er åben om din usikkerhed, så er det naturligt nok. Hvis hun elsker dig, så er jeg sikker på at i kan løse det..men synes måske det er lidt egoistisk og uden hensyn til hende, hvis du elsker hende og ikke tror du kan undvære hende, og så alligevel går med tanker om at du "mangler at prøve noget af". Og lur mig om hun ikke et eller andet sted godt kan mærke det på dig....Det kan måske gøre hende usikker og sætte en unødig kile mellem Jer. Det ville være synd, når I lader til at passe godt sammen. Husk at gode forhold bygger på åbenhed, tillid og at tage hensyn til hinanden!
Kærlige tanker fra Tea
Ps. Jeg vil også gerne udveksle erfaringer med dig, hvis du har brug for nogle at tale med om det. Jeg kan kende meget fra mig selv i det du beskriver, men tro mig.. du er på rigtig vej, du skal bare finde styrken til at fylde dit liv med det DU synes giver det værdi og indhold. :-)

Efter at have læst dit indlæg lægger jeg mærke til dit tilnavn - skrøbelig. Det kan du vist godt fjerne - jeg synes, du er kommet langt :-)
Jeg kender rigtig godt din situation. Min barndom og ungdom har absolut heller ikke været noget at prale af. Jeg har gjort, som folk har forventet af mig, hvilket betød, at jeg fandt mig selv som 28-årig, gift med den forkerte mand, med udsigt til et mellemlederjob uden at have prøvet noget sjovt og uden den mindste selvtillid.
Først der fandt jeg styrken til at overveje, hvad jeg gerne selv ville. Og jeg ville først og fremmest væk fra den mand, som havde løjet for mig i alt for mange år og som hindrede mig i at søge karriere, jeg ville tro på, at jeg var noget værd, siden jeg kunne blive mellemleder i så ung en alder, og jeg ville opleve noget.
Naturligvis har jeg ikke fået prøvet alt, men der er virkelig sket noget - både med rejser og sex. Nu glæder jeg mig til at se personer fra min fortid, fordi jeg så gerne vil fortælle om min forandring - ja, de husker mig sikkert som nørden, men det kan de ikke kalde mig i dag. Sejr!
Og prøv og spørg dig selv - hvorfor kan du ikke tage ud og rejse på trods af job og økonomi? Er det virkelig ikke noget, som der kunne ændres ved? Hvad hindrer dig i virkeligheden?

Svar til den ærlige,
Angående dine følelser når andre sider og snakker om de piger de har været sammen med, er det jo mange gange ret overfladiske mennesker. Jeg oplever dig som ret dyb ud fra det du skriver. Forstået på den måde det du søger hos andre er, at man kan snakke om dyber ting i tilværelsen. Og kan du finde bekendte ud over din kærste, som du kommer godt ud af det med. Måske snakke med en psykolog, da det kan vise tilfælde være ganske godt. Jeg har en ven, som også har problemer med kvinderne, og jeg kan mærke han træker sig, hvis jeg begynder at taler om mine tidliger forhold. Men jeg har det rigtigt godt med ham, selvom andre kan sige han er lidt nede nogle gange hvad han også er. Jeg kan snakke om andre problemer med ham på en meget nærværende og dyb måde, som jeg ikke kan med ret mange andre.
Jeg har selv problemer med kvinder, men det drejer sig for mig om at nogle kvinder har været meget forelsket i mig, og de har haft urealistiske forestilliger om mig som person. Samt har jeg haft meget svært ved at komme over et forhold som gik forbi, og et dyber forhold til et andet menneske er jo ikke kun sex, selvom det er den drift der gør at vi søger det.
Men jeg tror det er vigtigt for dig at du får nogle andre kontakter end din kærste nogle gange er det bare godt hvis man kan få vent nogle problemer man har med andre end kun sin partner, kvinder er dygtige til det selvom de nok nogle gange snakker lidt for meget om dem.
Håber du finder glæden inde i dig,
MVH.

Du har skrevet et flot og meget ærligt indlæg,som faktisk beskriver din tilstand temmelig klart.
Udfra dit indlæg tror jeg at mange vil kunne nikke genkendende til sig selv.
Hvilket jo selvfølgelig er en sørgelig udvikling.
Men mht til hjælp,er det en jungle at finde rundt i.
Så start med en samtale hos din læge,som i første omgang har nogle forskellige tilbud til dig,alt after hvad han diagnostisere dig.
Håber alt vel. :)
Anna

Dit indlæg rørte mig meget. Jeg har det selv svært for tiden, men vil gerne skrive et svar til dig alligevel.
Først vil jeg spørge dig: Hvem siger, hvad en "rigtig" ungdom er? Hvem siger hvad "normal" ungdom er? Jeg tror der findes mange former for ungdom - nogle mere udsvævende end andre - og jeg tror ikke, det er tilfældigt at det er netop er de "vilde" der eksponrer sig selv mest. Det er dem, vi ser. Alle de mere stille eksistenser, ser vi jo ikke. De sidder hjemme på teenage- og kollegieværelserne og hører musik, læser osv. Jeg er sidst i tyverne og har haft én rigtig kæreste, som jeg var sammen med i 2½ år.
Jeg mødte ham og blev forelsket ved første blik - syns han var det mest vidunderlige og fantastiske væsen, jeg nogensinde havde set. Jeg proklamerede overfor mine veninder, at ham her måtte jeg bare giftes med (sådan endte det så desværre ikke), og ved du hvad? Før mig havde han nul erfaring og var verdens mest indelukkede og hæmmede fyr. Han tænkte: Hvad vil hun med mig, midt i mængden af store flotte fyre med masser af selvtillid og seksuel erfaring?
Men det var ikke dem, jeg ville have - det var ham. Og måske var det netop hans beskedenhed og "mystik" der gjorde ham interessant for mig? Det er ikke interessant for mig at live scoret af en fyr, der har alle de rigtige kommentarer parat - det er ingen udfordring.
Et andet eksempel er min far. Han fik sit første kys som 26-årig - af min mor, som overrumplee ham. Hun er død nu, og i dag er min far så blevet stor-charmøren der har kærester og lever ungdommen ud.
Det, jeg prøver at fortælle dig er nok, at billedet af den "rigtige" ungdom ikke er så entydigt. Vi er mange slags mennesker. Og jeg ved, at de mænd jeg tiltrækkes af, er de mere stille og uerfarne. De erfarne og glatte fyre tænder mig helt af. Og sådan har din kæreste det sikkert også med dig. Det er dig hun vil ha. Lev fremad, se ikke tilbage på det "tabte". Og hvis du havde haft en anden ungdom, havde du jo ikke været dig og været den, din kæreste blev forelsket i.
Jeg begyndte først at "leve livet" mere her i slutningen af mine universitetsår - og for min far blev det så i 50'erne. Og for nogle er det aldrig. Og det er også godt nok! Du er god nok! Jeg skal ikke bebrejde dig, at du har lyst til at løbe hornene af dig, men mærk efter om det virkelig er det, du vil have - og ellers: Vend dig om i sengen og se din dejlige kæreste dybt i øjnene.