Papbørn : 0

Ved ikke lige om det skulle være under dette indlæg. Men prøver . I en sen alder har jeg fundet kærligheden, også hans ord . Vi har vær 3 børn som alle er voksen . Han gik fra konen (Mor til børnene)efter 29 års ægteskab. Ikke pga af mig men før jeg kom ind i billedet . Børnene har aldrig tilgivet ham for det . Og synes han skal leve alene. Vi har nu kendt hinanden i 4 år og er blevet gift. Problemet er børnene kommer kun hvis de skal have hjælp af deres far. Ellers kommer de ikke på besøg. Og de er altid utilfreds med ham lige meget hvad han siger og gør . Jeg bliver ked af det hver gang de sårer ham.Vi har prøvet at snakke med dem. Men det bliver altid til råberi og grimme ord. Kun en af dem kommer her . Hvad skal vi sige og gøre ??? Har mest lyst til at glemme dem helt. Eller et stykke tid ikke besøge dem eller ringe til dem .Har noget en ide til hvad vi skal .

Først og fremmest er du nogen egoistiske børn din mand har, som ikke under ham at finde en ny kærlighed og som åbenbart kun under ham at de vil elske ham, hvis han blev hos deres mor. Det er børn der tænker på dem selv og intet andet, fordi det handler om deres egen verden er blevet spoleret fordi mor og far ikke er sammen som en kernefamilie. Børn skal blande sig uden om deres forældres liv, forældre har også behov for at leve og føle sig elsket og skal ikke nøjes for deres børn skyld. Børnene må selv finde ud hvad der gør dem lykkeligt, ligesom deres har måtte erkende at det ikke var deres mor han var lykkelig med.
Det nemmeste er flugten og dev. som du selv skriver glemme dem, men det kan en far og mor ikke, så den løsning må vi springe over. Hvad med at samle dem børnene til en god middag og få talt ud, for mon ikke det er det i trænger til, fordi der måske har været berøringsangst fra jeres side og måske også børnenes side. Tag mod til jer og få samlet dem alle og tale om hvor kede af det i er over at fornemmere tingene ikke helt er som I gerne have det når i er en familie. Det kan godt være de ikke vil jer, men det er jo også en afklaring, men jeg vil krydse fingrer for at det er lutter misforståelse alt sammen og at I alle sammen kan komme frem til en løsning, som alle kan være tilfredse med. Husk at tage ejer skab for hvordan i føler og på ingen måde bebrejde dem for det kommer der intet godt ud. I skal sige noget i stil af jeg er ked af at ..... jeg føler.... jeg fornemmer og ord i den dur skal i bruge.
Nu kommer jeg lige i tanke om noget andet er børnene kommet i den alder, hvor familien ikke er i højsæde, men mere vennerne og det at udfordre livet, så husk de kommer tilbage den dag de selv skaber sig en familie, men de måske bare i øjeblikket har behov for en masse andre ting.
Ringer i til dem en gang imellem og høre hvordan det går. Bare fordi?

Det skriver hun jo de gør!!!! for fanden da.

Læg afstand til dem og lad dem passe sig selv. Ring ikke besøg ikke. De bliver måske klogere en dag - måske ikke, men vær glad for, du først mødte dem i en sen alder ellers havde du ærget dig mange flere år

sikke et dårligt råd jeg håber ikke trådstarter lytter til dig.