Hvordan håndterer jeg dette??

Hej
Mit indre er i oprør!
Nedenstående kan godt virke noget forvirrende, og jeg hopper nok lidt rundt i teksten, men håber alligevel at I forstår sammenhængen!
Jeg er nået til en skillevej i mit liv, men ved ikke hvordan jeg skal håndtere, mit videre forløb!
Jeg er gift på 23. år, men føler ingen kærlighed til min kone, mere. Og det har jeg ikke gjort i de sidste 5-6 år, men det er formentlig en ganske naturlig ting, da følelser ændrer sig med tiden. Hun er mig en god kammerat på mange måder, og vi kan sagtens være i samme stue, og føre en nogenlunde samtale, om hverdagen, arbejde og familie, men det daglige samvær keder mig.
Derudover har hun udviklet nogle synspunkter, det være sig politiske og menneskelige, som jeg slet ikke kan forholde mig til, men som til gengæld kan pisse mig fuldstændigt af, og jeg slet ikke kan få hende til at være lydhør overfor mine argumenter!
Min kone er en del år ældre end mig, og hendes lyst til sexuelt samkvem, forsvandt fuldstændigt for en del år siden, hvad der også begynder at gå mig mere og mere på, da jeg stadig har lyst. Men det rent fysiske, kan jo klares i en håndevending, om man så kan sige.
Nu er der jo nok nogle som undrer sig over at jeg ikke tager en snak med nogle venner/veninder, som kender mig og min kone, men der er der endnu et problem, da hele mit såkaldte netværk er min kones familie. Mine egne venner forsvandt for mange år siden, men det kan, når jeg efterrationalisere, lige så vel være min egen skyld, så der er ikke rigtigt nogle at gå til.
Det skal måske også lige nævnes, at vi er ansat i samme firma, dog ikke i samme hus, men alligevel...
Desuden er der sket det, at min kones datter, som jeg af naturlige årsager, har kendt i mange mange år, er flyttet til den modsatte ende af landet, og er blevet mor, her i efteråret. Så nu handler, meget af hendes liv jo om datter og barnebarn, hvad der er forståeligt nok, og jeg synes da også det er en dejlig ting, men alligevel synes jeg det er ved at blive for meget.
Så her er dilemmaet: Jeg har længe gået med tanken om at forlade min kone, til fordel for mig selv. Men hvordan gør jeg det på en værdig måde, jeg vil jo ikke gøre hende ondt, selvom det ikke kan undgåes. Bilder mig ind, at hun ikke vil forstå mig. Og hvad med alt hvad vi trods alt har opbygget.
Da det er mig som vil skilles, hvor går jeg så hen?
Skæld mig nu bare ud for at være svag, eller lignende, men please, vær saglige i jeres svar, det skulle gerne være noget brugbart, på den ene eller anden måde.
På forhånd tak!!
Michael

Jamen, søde du, hvorfor skulle man (læs jeg) skælde dig huden fuld, fordi du er ærlig overfor dig selv?
Hvis man i et ægteskab igennem en årrække mærker at ægteskabet er døde, og at man ikke længere ønsker at være i det, er det da ingen skam at melde det ud!
I min verden bør du tale med din hustru om det, fortælle hende hvordan du har det, og at du ønsker at ophæve ægteskabet. I vil trods alt få ½ år, hvor i er sepererede, og kan nå at ombestemme jer!
Men kun du er din egen lykkes smed, og selvom ansvaret og hensynet til andre er tungtvejende argumenter for at blive i et ægteskab, må du og kun du skabe dit eget liv og din egen lykke.
Så rådet fra mig: Tal med din hustru, også selv om det vil såre hende! Det vil såre hende langt mere, hvis du bryder ud fordi du har fundet en anden yngre model!
Knus og trøstesmil

Jeg har selv været i din situation, bortset fra, at jeg er kvinde, og jeg kan fortælle dig, hvad jeg selv har gjort.
Jeg var nødt til at bryde ud af mit ægteskab - ikke på grund af utroskab, men fordi kærligheden på en eller anden måde ikke var til stede fra min side mere. Tanken om at blive gammel sammen med min mand var lammende, da jeg er meget udadvendt og aktiv, og min mand var meget lukket og havde ingen andre interesser end sit arbejde.
Du skal tale med din kone og fortælle hende nøjagtigt, hvordan du har det, og at du har behov for at være dig selv. Selvfølgelig gør det ondt på jeg begge, men hvis begge parter er fornuftige mennesker, og det hele kan ordnes på en fornuftig måde, kan begge parter også komme helskindede videre.
Herefter skal du finde dig et sted at bo og så komme videre derfra.
Det er utroligt hårdt, men jeg mener ikke, man skal blive i et ægteskab, når kærligheden ikke mere er til stede. Vi har kun et liv, og det skal helst være så optimalt som muligt.
Det vigtigste er, at I ikke bliver uvenner, for så begynder man at såre hinanden.
Jeg håber for jer begge, at I finder ud af en fornuftig måde at klare problemet på.
Held og lykke med det, og husk, du er ikke et dårligt menneske, selv om du vælger en skilsmisse, selv om du får nok så mange samvittighedskvaler bagefter.

Kære Michael
Vi er her kun én gang, så det gælder om at få så meget ud af det som muligt… Jeg blev selv skilt for 6 år siden og det var hvad man kan kalde den perfekte skilsmisse (hvis det altså findes)
Vi talte ganske enkelt sammen og fik fortalt hvad vi begge ønskede der skulle ske med vores liv i fremtiden.. vi blev så enige om at vi ville hver vores vej på den baggrund blev vi skilt.
Vi boede sammen 8 måneder efter idet vi ikke lige fik solgt hus og vi skulle ud og finde to boliger, vi sov i samme seng (der havde vi jo ligge i mange år, så hvorfor lave om på det)
I den periode vi boede sammen, gjorde vi begge det vi ville, dog altid med omtanke omkrng den anden person, f.eks hvis vi skulle overnatte ude, blev der lige givet besked så man ikke blev bekymret.
Da tiden kom hvor vi så skulle rigtigt hvert til sit, hjalp vi hinanden med at flytte og komme i orden..
Jeg tror grunden til denne ”lykkelige” skilsmisse var at der ikke var en tredje part indblandet
Så der var rene linier…
Den med vennerne er typisk for mænd, hvorfor holder i ikke kontakt med jeres bagland..
Min ex er blevet gift igen og det har jeg det helt fint med…
Så mit råd til dig er TAL om det…

Indledningsvis vil jeg sige til dig, at du er en usædvanlig mand i mine øjne. De begrundelser du fremfører her er jo sjældent mænds bevæggrund for at forlade et ægteskab, men meget ofte kvindernes.
At dine følelser er forsvundet er jo ikke underligt, når jeres egentlige samliv er ophørt (for mig er det ikke det væsentligste, men dog "limen") og hvis i så tilmed holdningsmæssigt har udviklet jer i hver sin retning, så må man vel sige at kvoten er opbrugt. Slet og ret.
Som jeg ser det har du to muligheder. Enten ændre du din hverdag, som du keder dig i, ved at lave dig et liv ved siden af dit ægteskab. Dyrk nogle eventuelle interesser, helst nogle hvor du har mulighed for at knytte nye bekendskaber.
Det har den fordel, at du ikke skal igennem en skilsmisse ikke gennem bodeling, opbruddet osv, men hvis du har det sådan, at du ikke ønsker at sidde i din alderdom og være glad for det kammeratskab, og hvad der ellers kunne være, sammen med din kone, så ser jeg ikke andre muligheder end at du bryder op. Helst inden i bliver hinandens fjender.
Du virker tænkende og formulerer dig ret præcist. Forklar din kone hvad du har beskrevet her. Ingen kan da laste dig, hvad du føler. Vi er jo ikke herrer over at kærligheden dør.
Vær tro mod dig selv og vær din egen bedste ven.
Kærlig hilsen
Dulkis

Det lyder for mig som om du er nået en skille vej i dit liv til din kvinde, og i må forsætte hver for sig... ved godt der måske kan lappes på det med samtaler og terapi... men på det du skriver, lyder du meget nedslidt, så vær lidt ego og sig til hende, at du forlader hende (god ide at finde et sted at bo Inden du gør det, så du har et sted at lande) om det så skal være en pause eller hvad, så i selv finde ud af..
Men det lyder til du har brug for frem.
Nogen gange er man nød til at bare gå... men det er en meget svær ting at få sagt.... men du slider dig selv mere ned hvis du ikke gør det... og ender måske med at gøre noget dumt... lyder heller ikke til at hun er så intresseret i det hele...
Men det er jo en af de ting som er i et forhold som har kørt så lang tid... måske det eneste i har brug for er en ferie?? ferie fra hinanden altså...
Well.. det er en trist og hård tid du går igennem, håber du traffer et valg du selv kan leve med, og et som vil i længden gøre dig bedst, mit bud vil være at sige "hasta la vista" og pakke...
good luck *F*

Det var lige det, jeg forsøgte at sige med mit indlæg også - vi gjorde det nemlig ligesådan!

at jeg har et standpunkt, som jeg står ret alene med. Jeg mener, at hvis kærligheden har været der,så forsvinder den aldrig. Den kan måske være forsømt, groet til i vane, sådan lidt langtidsparkeret.
Jeg ser heller ikke nogen forhindring for et godt samliv fordi fællerne har forskellige holdninger og indstillinger til mange ting. Det burde kunne medføre interessante diskussioner, hvor man virkelig må afprøve sine argumenter!
Men jeg må nok se i øjnene, at for nogle dør kærligheden åbenbart. Men har den været der engang, fortjener den også et alvorligt ment genoplivningsforsøg! Tal med hinanden. Fortæl hende hvad du fortæller os. Hør hvordan hun har det med jeres parforhold. Stil Jeres ønsker om nutid og fremtid op overfor hinanden; måske kan I mødes igen!