Hvordan kan man hjælpe?

Hvordan kan man hjælpe en person, som er deprimeret? Jeg har en veninde, som gennem de sidste 2 år har haft det svært. Til min store forskrækkelse fortalte hun idag, at hun skulle til lægen (hun er bange for læger, så det i sig selv gjorde mig bekymret). Da hun kom tilbage, spurgte jeg hvordan det havde gået, og hun sagde at det var forfærdeligt, men at det var gået ok.. hun havde fået en slags sovepiller som skulle hjælpe hende med at sove om natten. Så begyndte jeg at blive rigtig bekymret, måske fordi jeg er meget imod piller og medicin, men også fordi hun kun er 16 år.. Jeg spurgte selvfølgelig hvad der var galt, siden hun skulle have de her piller..
Jeg vidste godt, at hun havde det svært, men at det var så slemt, havde jeg ingen ide om. Hun sagde at det var fordi hun havde svært ved at sove om natten, hun blev enormt deprimeret om aftenen (det vidste jeg godt, men jeg vidste ikke at:) og sommetider brød hun pludselig ud i gråd, og kunne græde i flere timer. Lægen havde snakket med hende, ivet hende de her piller, og nu skal hun så også til at snakke med en psykoterapeut. Jeg blev dybt ulykkelig af flere årsager, som jeg ikke behøver nævne her, og ret naturligt, vil jeg selvfølgelig gerne hjælpe hende.. men hvordan?
Er der nogle som har nogle erfaringer eller gode råd, som jeg kan bruge? Det kunne være at jeg skulle nævne, at hun bor i Sverige, så jeg kan ikke tage hen til hende for at snakke med hende face-to-face, desværre :(
På forhånd tak..
Talant

Hvor gerne jeg end ville, så kan jeg ikke give dig et godt råd om,hvordan man hjælper en,der har en depression,og slet ikke når hun bor så langt fra dig.Min søn lider af en depression,han har haft samtaler med en psykolog og er nu på piller.Jeg kender grunden til hans depression,du kender ikke grunden til din venindes? Som jeg kan se det,kan du ikke gøre ret meget andet end lytte til hende. En psykisk sygdom er jo lige så slem som en fysisk ( måske mange gange værre). Bliv ved med at være hendes ven.Svigt ikke.En psykisk sygdom skal ikke være "tys tys". De bedste hilsner fra en mor.

Jeg ved godt hvorfor hun er så deprimeret, eller i hvert fald, hvad der har påvirket det til at det er blevet så slemt. Jeg har kendt hende fra før hun begyndte at blive deprimeret.. men det er ikke noget jeg vil skrive om her til alle.. det er temmelig personligt.. håber du/i forstår det, og håber at det ikke vil blive problematisk for råd og forslag?
Jeg har ingen intentioner om at forlade hende på den ene eller den anden måde. Jeg vil selvfølgelig altid være der for hende, og det ved hun også godt (har sagt det et par gange efterhånden)..
Hvad har du gjort i din søns tilfælde? "Bare" været der for ham, og lyttet og snakket med ham når han har haft brug for det?

Hej
Ja, det må være en svær situation, at din kæreste har fået en depression, og skal behandles med medicin, og have samtaleterapi. Men jeg synes, ikke du skal være bange, eller afskrækket af det. Hvis du elsker hende, og holder af hende, så er det godt, hvis du giver hende støtte, omsorg og kærlighed, samt har tillid og accept af hendes krisesituation, så du ikke svigter hende. Men er der for hende, når hun har brug for dig. Måske er det kun en overgangskrise, som går over igen, og som gør hende rask, når hun får noget samtaleterapi.
Du er nok nød til, at have lidt tålmodighed med hende, så skal hun nok åbne sig, og fortælle hvordan hun har det.
Håber ikke, at det vil ødelægge jeres forhold, og håber, hun får den rigtige behandlig så hun får det godt igen.

håber det er ok??

Nu ved jeg godt at på grund af at jeg valgte at udelade nogle meget personlige ting, så lydder det som om hun er min kæreste. Det kan jeg så lige understrege nu, at det er hun altså ikke. Hun er en veninde, som jeg virklig holder meget af, men altså ikke min kæreste.
Jeg vil, som jeg skrev til den anonyme mor, selvfølgelig støtte hende, være der for hende, men når man kun snakker over MSN, så bliver det sgu lidt svært. Når hun bliver rigtig deprimeret, så lukker hun logisk nok sin computer ned, og så er der ikke så meget at gøre. Jeg kunne selvfølgelig få hendes telefon nummer, men hun er samtidig den type, som ikke bryder sig om at snakke på den måde. Og jeg kan jo som sagt ikke tale med hende face-to-face, fordi hun bor ca. 15 timers kørsel oppe i Sverige..
Men er der ikke en eller anden måde hvorpå man kan hjælpe hende, og som giver lidt mere effekt, end bare at være der for hende, når hun har brug for det? For når hun virklig er nede i kælderen, så gidder hun jo ikke at snakke med nogen, og så bliver det lidt svært..
Det er en utrolig dum position jeg står i, for det er ikke alle ting, som vi kan snakke om, og nogle af de "forbudte" ting, er til dels det der gør hende deprimeret..

Hvis jeg ikke ville have mails fra folk, ville jeg ikke offewnliggøre min mail... men jeg forstår godt du spørger, og tak for hjælpen!

jeg har skrevet det før, og gør det gerne igen. MOTION er den bedste kur mod depression. Det lyder måske frelst, men jeg har det fra folk der har været laaaaangt nede i depression. Det skal være den slags motion hvor pulsen kommer op. De stoffer der bliver frigivet i forbindelse med motion, kompenserer for den serotonin som deprimerede mennesker mangler.
Motion kombineret med medicin og samtaleterapi, det tror jeg er det ultimative. Og selvom du er imod medicin, så er det antidepressive medicin man får i dag, rigtig rigtig godt. Og uden for mange bivirkninger.
Husk, at mennesker der lider af depression, som oftest ikke har overskud til, at skulle forklare hvorfor de ikke har overskud. Et hint om, at man er der når som helst hun har brug for én, tror jeg er vigtigt. Lad være med at tage det personligt, hvis hun ikke kontakter dig... sådan noget.
Det er meget positivt, at hun fortæller dig hvordan det står til. Man ser tit, at deprimerede er geniale skuespillere, og holder facaden læææænge, før den krakelerer.
Bare vær en ven, som du bedst formår. Fortæl og vis hende, at du er der, om ikke geografisk, så i tankerne. Hvis du ikke ved noget om sygdommen, så kan jeg anbefale netdoktor eller depnet.dk
Chin-up til jer begge
varme og håb, Gnaekko

Den unge pige har tilsyneladende fået sovepiller, og det gives IKKE som behandling for en depression.
Vi er meget tilbøjelige til begrebsmæssigt at mixe tingene lidt sammen...at være ked af det i lang tid, ulykkelig og helt ude af den, behøver ikke at være en decideret sindslidelse. Og selvom det var en sindslidelse der var tale om, er er der heldigvis heller ingen indikation for at det behøver at være kronsik kronisk, men man skal bare skelne mellem de to tilstande. At være diagnosticeret med en depression er noget helt andet end at være ulykkelig.
Nu siger du, at hun har været ked af det i to år, og det er grumme lang tid at være i ubalance! Og det gør mig ondt at høre at en så ung pige har det så skidt, men at lægen, og hun selv (sandsynligvis), i første omgang har vurderet at hendes behov er SOVEPILLER er ikke at diagnosticere hende som depressiv (sådan som nogle af de andre debattører går ud fra lidt hurtigt) og sætte hende i behandling for det.
Det er at behandle hende for søvnløshed.
Hypnotica (sovemedicin og bedøvelse) er ikke det samme som antidepressiva (som feks. lykkepiller), og det har ikke den samme indvirkning på signalstofferne i hjernen som antidepressiva har.
Det er nok noget af det medicin der indtages mest af, over hele verden....og det gør det BESTEMT ikke mere "harmløst" af den grund for det er STÆRKT vanedannende, og mange tager sovemedicin næsten hele livet igennem på grund af denne afhængighed...og ikke på grund af et behov for at blive behandlet mod søvnløshed.
Jeg tror det er skidevigtigt for din veninde i første omgang at få noget RO & ORDEN indeni. og at få ladet op. At SOVE i noget der ligner en UGE eller 14 dage er et gammelt kendt og effektivt middel til at lade op og får orden indeni! (Bruger det selv...)
Jeg tror ikke, at hun har mest brug for at høre at du er imod medicinen. Hvis det er hendes eget forslag, så er det jo det samme som at underkende hendes "way out". (Selvom jeg er meget enig med dig i at medicin er en dårlig løsning, så er det for folk, som ser som deres eneste mulighed lige nu...nok det værste at få af vide.)
I første omgang skal hun have en masse optimisme med på vejen...og så skal hun have af vide, at nok ser det kulsort og håbløst ud nu...men det bliver ikke ved....en dag...ingen ved hvornår, men lige pludselig...så er der sgu lidt mere farve på verden, træerne suser lidt mere, blomsterne dufter lidt bedre...der er lidt mere fuglekvidder...lidt mere frisk luft....
Det er rigtigt hvad Gnaekko siger, at for folk der har depressioner, kan den forløsende dag rykke flere måneder nærmere ved at komme i gang med at røre sig, og få blodet til at rulle lidt hurtigere årene og få mere ilt til hjernen...Ofte kan mennesker med depressioner, været gået helt ned i omdrejninger, også fysisk, både blodtryk,, stofskifte...alting sat på vågeblus...
Men du siger din veninde kan græde, somme tider i flere timer...og at det kommer om aftenen. Det kan tyde på at der er en tilstand af ensomhed, eller noget andet, der vender tilbage på den tid af dagen...det kan måske have noget med hendes daglige rytme at gøre. At det er det tidspunkt, hvor hun er færdig med dagens gerning og er mere overladt til sig selv måske....Så kan de følelser som ellers er skjult, få frit løb og overvælde en, når man kommer i enrum med dem...hvis du forstår.
Men at hun kan græde så meget...er faktisk et positivt tegn...for det første frigør det stoffer i hjernen som befrier letter sindet for sorg...på samme måde som motion og latter...også påvirker hjernens produktion af signalstoffer...de der endorfiner, som man kan blive helt legalt "skæv af" ;o).
For det andet tyder det jo på, at selvom det er meget sorgfuldt, så er hun i proces...der sker noget inde i hende....det vil på et eller andet tidspunkt finde en vej....
Mange mennesker med depressioner, resignerer, bliver tomme, ubevægelige, initiativløse, uimodtagelige føler håbløshed....der er hun tilsyneladende ikke og kommer det forhåbentlig heller ikke....
Der er mange der har givet dig råd om at "lytte", og det er fandme også alfa-omega! Bare lidt svært når hun bor i et andet land. Men derfor kan du sagtens opfordre hende til at skrive til dig hver dag...bare et par linier...at give hende en lille krog som hun SKAL runde hver dag...det kan vise sig at være den sprække, der lukker lyset ind.
Du kan sige til hende at hun hver aften, på samme tid, skal skrive til dig, hvad hun har gjort af gode ting for sig selv. Du skal ikke kommentere dem, bare kvittere...sige tak, give hende de bedste ønsker om en god nat.
Du kan på den måde give hende:
- et redskab, (At skrive...At skrive OM noget...og at målrette det ved at skrive TIL nogen.)
- valgmulighed (hun lærer at vurdere, hvordan det virker, det hun fortager sig ved at se det så objektivt dom det nu er muligt.)
- ører...uden fordømmelser - ren accept. (Bare lytte, kvittere takke for det hun har fortalt dig, uden at du vurderer eller bedømmer detdet vil give hende en følelse af at være anerkendt og respekteret, fordi det foregår på hendes præmisser. Det gror man af.)
De tre ting er sådan noget, der gør at folk føler sig set, hørt og accepterede.
Det har ikke noget med psykoterapi at gøre...ligesom at man ikke behøver at have en 4-årig uddannelse som massør for at give hinanden lidt massage i nakken, kan man godt vise hinanden lidt interesse og omsorg, uden at være behandler.
Bare råd....bare tanker...som sædvanlig alt for langt...håber det er ok....
Kærligst
Halfevil333
~ Naira ~

Jeg anede ikke at motion havde så stor betydning for noget som helst, andet end en god kondi.. Jeg tvivler på at det er noget hun vil begynde på lige med det samme, men med lidt held, er jeg ret sikker på at jeg om ikke andet kan få hende ud og gå nogle lange ture (hvis hun ikke allerede gør det)
Tak for det gode råd!
Talant

Det er godt at hører fra folk som har noget erfaring med hvordan det hele hænger sammen i sådan en situation. Jeg vil tage dine råd til mig, og være lidt forsigtig med hvad jeg bringer frem på banen. Det med at tage imod skideballer, og bare sige undskyld, er jeg måske lidt for god til.. Hun var i en periode irriteret over at jeg undskyldte for meget, men jeg må jo prøve at vægte det op imod det du siger her, og så undskylde, når der er brug for det.
Tak til dig også, for de brugbare råd!
Talant

Jeg skriver at hun er deprimeret, fordi at det er det ord hun selv bruger.. og når hun har haft det sådan i 2 år, så er det måske også lidt mere, end "bare" at være ked af det?
At hendes læge vælger at give hende sovepiller, tyder nok på at lægen har haft samme opfattelse som dig, at det ville kunne gøre underværker at få sovet godt igennem. Men når hun så også skal snakke md en psykoteapeut, er det vil igen lidt mere alvorligt end bare almindelig 'ked af det'-følelse, og søvnmangel.
Jeg vil forsøge at få hende til at skrive til mig, selvom jeg ikke er sikker på at det er nogen hun har lyst til. Som du skriver, giver det en masse gode ting, og dem vil jeg forsøge at opnå..
Tak igen igen..
Talant

...man kan vel kun hjælpe andre, ved at give dem det man har. Man kan ikke give noget, man ikke har. Du har en følelse for hende som har en eller anden natur...det er den du skal give hende...men du skal finde ud af at give den dit personlige udtryk...
Det er derfor det ikke duer, at vi render og leger terapeuter overfor hinande. Det holder jo ikke...det er ikke det vi ønsker af hinanden...Terapi virker skidegodt...når det er en terapeut, der udfører det i et terapeutisk miljø...
Men venner skal give hinanden venskab, sådan som det nu skal se ud i deres specielle personlig form. Giv hende det, du elsker allermest....
Bare tanker...er i mit helt følsomme hjørne lige nu...så det er måske ikke brugbart...

..som jeg har gjort. Jeg begyndte "bare" at snakke helt vildt meget med hende, og skrev en masse mails til hende, og selvfølgelig sørgede for, at det ikke blev for meget. Jag kan mærke på hende, når hun begynder at blive irriteret på mig, og så trækker jeg mig lidt tilbage. Jeg har også taget imod de andres bud, og bl.a. "bare" taget imod raseri udbrud, og velkommet dem. Vi snakker om en masse ting mellem himmel og jord, og det er faktisk utrolig lang tid siden, at vi har snakket så godt sammen. Hun har det stadig med at blive sur og ked af det, og jeg har accepteret at der ikke er så meget som JEG kan gøre, så jeg bliver ikke ved med at stræbe efter et eller andet ukendt, i et dårligt forsøg på at få hende til at føle sig bedre tilpas.