Hvordan kommer jeg videre når vi ses hver dag?
For nogle måneder siden indledte jeg et forhold til en kollega, som netop var flyttet fra konen da de skal skilles pga at han var forelsket i mig.
Det gik rigtig godt i starten, og jeg var meget forelsket. Men efter kort tid meddelte han at han alligevel ikke var klar til et forhold, og at han havde brug for at være sig selv. Det var forfærdeligt, og jeg var totalt ude af mig selv, og ødelagt af sorg over at han tog alt fra mig igen, men er jo nødt til at acceptere det. Og det er vel også de færreste der er klar til et nyt forhold, når de ligger midt i skilsmisse.
Jeg har sagt til ham at vi ikke skal være venner, og allerhelst ville jeg slet ikke se ham, for på den måde lettere at komme videre. Det er bare nærmest umuligt når jeg ser ham på arbejdet hver dag, og er nødt til at tale med ham. Han er enormt sød og flink overfor mig, sender lange blikke og vil gerne grine, pjatte, drikke en kop kaffe og sådan nogle ting... Men han fastholder at der ikke 'er noget i det', og understreger at han har brug for at være sig selv, men også gerne vil mødes med mig og snakke om andre ting end 'os'.
Det er IKKE en mulighed at skifte job, da jeg er meget glad for mit nuværende og der ikke findes tilsvarende job i nærheden. Hvad skal jeg dog gøre? Der går ikke et minut hvor jeg ikke tænker på ham, og håber at han snart er klar til et forhold og alligevel gerne vil have mig. Men jeg tror ikke engang på det mere, og er også utrolig bitter og skuffet over ham at han på så kort tid har reduceret mig fra at være hans livs kærlighed til at være uforpligtende selskab. Det gør så ondt...
Det gik rigtig godt i starten, og jeg var meget forelsket. Men efter kort tid meddelte han at han alligevel ikke var klar til et forhold, og at han havde brug for at være sig selv. Det var forfærdeligt, og jeg var totalt ude af mig selv, og ødelagt af sorg over at han tog alt fra mig igen, men er jo nødt til at acceptere det. Og det er vel også de færreste der er klar til et nyt forhold, når de ligger midt i skilsmisse.
Jeg har sagt til ham at vi ikke skal være venner, og allerhelst ville jeg slet ikke se ham, for på den måde lettere at komme videre. Det er bare nærmest umuligt når jeg ser ham på arbejdet hver dag, og er nødt til at tale med ham. Han er enormt sød og flink overfor mig, sender lange blikke og vil gerne grine, pjatte, drikke en kop kaffe og sådan nogle ting... Men han fastholder at der ikke 'er noget i det', og understreger at han har brug for at være sig selv, men også gerne vil mødes med mig og snakke om andre ting end 'os'.
Det er IKKE en mulighed at skifte job, da jeg er meget glad for mit nuværende og der ikke findes tilsvarende job i nærheden. Hvad skal jeg dog gøre? Der går ikke et minut hvor jeg ikke tænker på ham, og håber at han snart er klar til et forhold og alligevel gerne vil have mig. Men jeg tror ikke engang på det mere, og er også utrolig bitter og skuffet over ham at han på så kort tid har reduceret mig fra at være hans livs kærlighed til at være uforpligtende selskab. Det gør så ondt...