ud af helvedet-hvordan?

efter min kæreste søster døde for ca 1 år siden, har har lidt så forfærdeligt af sygdomsangst... det mindste jeg mærker af forandringer i min krop, så tror jeg også, at jeg er har kræft.
Jeg har i den forbindelse opsøgt en psykolog, men min sygdomsangst, men min sygdomsangst er ikke aftagende....
Da min søster levede udviklede jeg for meget mavesyre og fik deraf mange forskellige symptomer-jeg er så kommet i behandling for det og har nu næsten styr på mavesyren....men nu har jeg så med måneders mellemrum difuse mavesmerter i den ene side af maven ved navlen....og mit afføring er nogle gange meget hård, sådan har det stået på i mange måneder efterhånden, så nu er jeg bange for, at jeg har tyktarmskræft og vil måske have mine tarme undersøgt...
Det sidste der nu også påvirker mig meget er, at div. læger har anbefalet mig, at få min livmoder + æggestok fjernet, da jeg har en skrøbelig livmoder med smerter en sjældent gang skyld, oftes, når jeg har hård afføring. Jeg har også 2 fibromer på 3 cm, mener lægerne de er, da jeg har fået foretaget en ultralyd-scanning scanning, som er blevet taget for 1/2 år siden (jeg skal til scanning hvert år)
Jeg er ved at blive desperat nu og der er nærmest gået tvangstanker op i mig.... jeg har i mange måneder tænkt på, at jeg ville opsøge en privat klinik, for at få foretaget en scanning af mit underliv igen og få foretaget en koloskopi eller en kort undersøgelse af min endetarm og et stykke af min tyktarm...
Men jeg er så bange, for ikke at gøre noget, men jeg er også bange for, at få foretaget disse undersøgelser...
Hvad skal jeg stille op? er der noget, som kan få sine tvangstanker til at holde op????

Det hjalp mig

Og når det så viser sig, at der i virkeligheden ikke var noget at være bange for, slipper du automatisk af med den angst. Angst for cancer kan sgatens gi endnu større risiko cancer.
Dvs når man er angst, har man nemmere ved at få cancer og blive syg i det hele taget...
Når diverse læger har anbefalet dig at få livmoder og æggestok fjernet, er det fordi den er skrøbelig, og at det i sig selv ku udvikle cancer. Samt at du har ondt indimellem.
Men DET i sig selv er jo ikke nogen cancer-diagnose!
Og SKULLE du virkeligt ha fået cancer, så ville jeg se at få tjekket det nu, for jo før - jo bedre!
Man KAN ikke løbe fra problemer. Så se at blive undersøgt - og få problemet ud af verden.

Tvangstanker ER tvangstanker, og dem kan man ikke lige komme af med. Jeg har en ven, som har det delvist ligesom dig, og for hende er det nok at vide, at det kun er fantasi. Selvfølgelig skal du lade dig undersøge, hvis du er bange for diverse sygdomme.
Du skal bare huske, at selvom, du HAR en sygdom, er det ikke noget, der slår dig ihjel på stedet. Du skal ikke tage sorgerne på forskud. Når du har en aftale med din læge eller psykolog, så skal du ikke tænke mere over det. Husk nu, at alle sygdomme kan kureres, hvis det opdages i tide, og du skal bare aftale tid, så snart du er i tvivl. HVIS de så finder noget, vil du få instrukser fra din læge. Du skal ikke tænke over det hele tiden, for du kan alligevel ikke gøre noget, før du er blevet undersøgt.
Selvfølgelig tror jeg ikke, du HAR noget, men du er jo på den sikre side, hvis du får aftalt nogle undersøgelser. Normalt forsvinder ens tvangstanker, så snart man opdager, at tankerne ikke kan stille noget op mod dine fysiske sygdomme.
HVIS de finder noget (det er jeg sikker på, de ikke gør), skal du nok blive rask hurtigt, fordi det bliver opdaget tidligt. Og husk nu: ingen kunne gøre for, det der skete med din søster. HELLER ikke dig.
Held og lykke for al fremtid fremover.
Med venlig hilsen Tiguaren🙂

du virker meget moden af din alder tiguaren.

ringe til et privathospital, for der er typisk kun 1 uges ventetid ift. det kommunale sygehusvæsen, der kan der nemt gå op til en måned eller mere....ved godt, at jeg i forvejen har gået i flere måneder, men nu kan jeg ikke mere og jeg har heldigvis en ok økonomi, så jeg kan godt betale, hvad det nu koster...

Kræftens Bekæmpelse - deres sorg/pårørende gruppe?
Du er hverken den første eller den sidste der har oplevet et dødsfald indenfor den nærmeste familie og har svært ved at bearbejde det.
Disse sorggrupper findes overalt i landet, de mødes forskellige steder og der får du talt det hele igennem.
M.h.t. de undersøgelser du overvejer at få foretaget - sådan som du beskriver det, vil undersøgelsernes resultat alligevel ikke har den virkning, du ønsker. Du vil blot finde andre symptomer og andre smerter at beskæftige dig med.
Har du iøvrigt talt med din egen læge om din sygdomsangst?

eg har fået det at vide så ofte, at jeg er begyndt at tro på det.🙂

i kontakt med kræftens bekæmpelse... Den rådgiver jeg fik at tale med var meget dygtig, men så gik hun hen og blev syg, så fik jeg en anden og den måde han kørte terapi på, lå så langt fra min verden, at jeg stoppede der...
Jeg overvejer nu stærkt, at ta på kræftens bekæmpelse igen, bare i en anden by...
Desværre tror jeg ikke, at jeg kan komme med i en sorggruppe, for jeg er over 30 år og i min by, findes der ikke noget. Jeg har efterspurgt hos kræftens bekæmpelse, og de siger, at der indenfor deres regi, desværre ikke findes sorggrupper for voksne, som har mistet en forælder...
Jeg må sige, alt det jeg har set, da min søster var syg, påvirker mig rigtigt meget endnu, jeg tænker på det dagligt, flere gange om dagen og jeg er ofte meget ked af det...Jeg har ikke rigtig nogen, som jeg kan snakke så godt med om lige netop det at miste...
Men jeg har dog læst på nettet, at den tætteste ligger i Ribe - ca 60 km fra hvor jeg bor, så det er da en mulighed...!
Jeg har kun talt ganske lidt med min læge og jeg har for kort tid siden fået en resept på fontex, men jeg har ikke turdet ta dem endnu...
Jeg har i 1 års tid gået hos en psykiater, men det har ikke hjulpet på min sygdomsangst, men det har lettet at tale med psykiateren.Jeg er så stoppet for 4 måneder siden, da terapien ikke hjalp besynderligt...som skrevet går jeg hos en psykolog, men må ærligt indrømme, at det ikke hjælper noget, det er som om, at jeg er et håbløs tilfælde....
Jeg har dog håbet på, at jeg kunne komme med i en angstgruppe, men desværre, så løber jeg igen med panden mod muren, for den nærmeste angstgruppe ligger 1 1/2 times kørsel fra, hvor jeg bor...
Jeg frygter som du skriver, at når jeg er blevet undersøgt for kræft i underlivet og kræft i tyktarmen, at der så dukker nye symptomer op... For det startede først med mavesyre, så jeg fik foretaget gastroskopi, som viste sig var helt normalt, så kom problemerne med det hårde afføring og så underlivet og så ansgt for for lavt blodsukker...
Jeg har fornylig også fået foretaget en afføringstest, for at se, om der var blod i afføringen, det så også normalt ud.. Nu ved jeg så, at der i alle tilfælde ikke altid er blod i afføringen, at det kommer an på, om svulsten bløder...
MEN HVAD GØR JEG SÅ, HVIS JEG VIRKELIG EN DAG BLIVER ALVORLIG SYG, SÅ KAN JEG JO IKKE VIDE, OM DET ER MIN PSYKE, SOM SPILLER IND, ELLER OM JEG VIRKELIG ER FYSISK SYG.... HVORDAN KAN MAN MON KENDE FORSKEL PÅ DET...????

situation og der er heller ikke nogen nem løsning.
Jeg synes at du burde tale endnu engang med din læge og fortælle ham/hende hvad du har haft mest glæde af og få en gen-henvisning.
Men det er ikke nok, du skal også selv arbejde med problematikken inden den vokser dig over hovedet.
Alene det, at du er angst for at have for lavt blodsukker indikerer at der er mere "i vejen" med din måde at tackle almindelige og dagligdags symptomer på, end godt er. Der sker jo ikke andet ved for lavt blodsukker, at du skal spise et stykke frugt eller en kiks og drikke et glas juice eller saft.
Så er den ged barberet.
Sådan som du har det med dine symptomer, vil det være mere end svært for dig at afgøre om du rent reelt er syg eller om det er dit sind der spiller dig et puds. Derfor mener jeg at du skal se at få gjort noget ved det - og det skal være snart, inden det bliver for meget.

lavet en gentest - en blodprøve fra min mor, som viste, at jeg ikke skulle være arveligt dispornibelt for kræft. Der blev også udarbejdet et stamtræ, men da jeg ikke kender så mange af mine familie medlemmer, blev stamtræet ikke fyldestgørende, men derudfra, menes der ikke, at jeg er arveligt diponeret....
Jeg synes det efterhånden er så pinligt at tale med min læge om alle mine forestillinger om at være syg, men det er jo så svært, når jeg mærker forandringer i kroppen - altså ikke bare fordi jeg har hovedpine en dag eller ondt et sted, men når generne bliver ved, så bliver jeg bekymret og senere så angst...
Nogle gange læber mine tanker af med mig, når jeg begynder at ryste, så tror jeg at mit blodsukker er for lavt og så får jeg katastrofetanker om, at jeg måske dør.
Ja, jeg har i det hele taget svært ved at tackle problemer, men der sker også så mange belastende ting i øjeblikket. Men underligt nok, så ser jeg ofte tingene rationel ( ikke lige når det gælder sygdom) og kan bevare overblikket i stressede situationer...
Jeg har besluttet mig for,at jeg i dag finder et privathospital og får en tid til koloskopi og en underlivsundersøgelse....det er de to ting, som jeg har haft det så skidt over.. Det med blodsukkeret måler jeg selv hjemme og indtil videre har de sidste 2 målinger lagt på 5,3 og 5,4 så det ser vist meget fint ud...
Mange tak for dine svarnightnurse 🙂[s]

jeg har nu ringet til et privathospital, men de sagde, at jeg skulle have en henvisning fra min læge, for at jeg kunne få lavet en koloskopi...men hvis jeg bare skulle have lave en sigmoideoskopi, så skulle jeg ikke have en henvisning fra min læge....
Men privathospitalet sagde, at det sker, at selvom man bare tror at man skal have lavet en sigmoideoskopi, så mener lægen i nogle tilfælde at en koloskopi er mere rigtigt at få lavet.
Tja, nu er spørgsmålet så, om min læge vil gå med til det... jeg har for ca 1 måned siden været hos en anden læge, som ligger under samme tag, som min læge og hun ville ikke gå med til at jeg fik lavet en tarmundersøgelse, for hun sagde, "hvad vil du så have lavet næste gang..." jeg har faktisk aldrig bedt min læge om undersøgelse på et sygehus før, det var min egen læge, der sagde, at jeg skulle have lavet en gastroskopi for mange måneder siden.
Jeg føler, at min læge ikke tager mig alvorligt, selvom han laver de undersøgelser jeg ber ham om, men det er ikke uden besvær, men det er ikke let og når jeg spørger ind til nogle ting, så siger han ikke så meget- ligesom da jeg fik svar på min afføringstest, da var det fint og så gjorde vi ikke mere ved det...
Alle de gode læger er der tilgangsstop for, men jeg har brugt en anden meget dygtig læge, når min læge havde ferie.
Er det muligt, at jeg kan ringe til hende den dygtige læge og forklare hende min historie og er det muligt, at hun kan hjælpe mig videre, evt. med en henvisning? måske er der andre private klinikker i min by, så jeg undgår en lang køretur på et privathospital og kan spare de penge, det der koster....????
Hende den dygtige læge kender nemlig min søster fra hendes sygeforløb... Jeg har været hos denne dygtige læge, da jeg havde hård afføring og da undersøgte hun min endetarm og sagde at jeg havde en hæmoride og fik noget salve (som hjalp, ikke kun denne ene gang, men jeg har flere gange også efter haft hård mave uden hæmorider)men hun sagde så, at det skulle følges op på, og da jeg sagde det til min læge, kunne han ikke forstå det.
Jeg ved godt, at jeg skriver meget, men når jeg har gået med alle disse tanker for mig selv i så mange måneder, så springer ballonen på et tidspunkt, som nu...

Hejsa
Jeg ved ikke, hvor i landet du bor, men kan anbefale en dygtig hypnoterapeut i Næstved, tæt på togstationen: www.akupunkturcentret.dk eller ring: 55 72 14 00
Jeg er selv blevet hjulpet der og kender andre, der også er blevet behandlet der med rigtigt gode resultater🙂noget man gerne kører langt for ;)
Må du snart få det godt og få fredfyldthed ind i dit liv!

Jeg ved PRÆCIS hvordan du har det.... min email er helenapigen@hotmail.com.... skriv skriv, jeg har så mange ting at sige, måske vi kan bruge hinanden....