Syttende del af krimi-føljetonen

Henriette vandrer hvileløst omkring i Marlenes lejlighed. Tårer kan hun ikke få flere frem af, og de stærke drikke gavner hende heller ikke længere, har hun erkendt. Så efterhånden er hun begyndt at tænke mere rationelt. Hævngerrigheden er i kraftigt aftagende, så hun i første omgang glæder sig over, at kriminalmanden, hun talte med i går, faldt i søvn midt i hendes opspind. Nok fortjener Frank sin velfortjente straf, men det er selvfølgelig bedst, at det bliver gjort på grundlag af det, som han virkelig har bedrevet, og ikke noget hun har opdigtet for at belaste ham.
Af politisk og religiøs overbevisning er hun inkarneret modstander af abort, så selvom hun er meget vemodig over, at hun nu venter et barn, med Frank som fader, så kan det slet ikke komme på tale, at svangerskabet skal afbrydes.
Hun slår sig ned i lædersofaen og tænder for TV. Det bedste hun kan finde frem til er en ligegyldig quiz på norsk TV: - Det bliver nu rart, når Marlene er tilbage. Gad vide, hvad det er for en interessant fyr, hun er løbet ind i?
Marlenes plan om at være på vej hjemover er dog foreløbig forpurret, idet hun er blevet indbragt til afhøring på Næstved politigård, hvor hun har erkendt, at hun glemte kørekortet hjemme i Hirtshals, hvilket indbringer hende en bøde på flere hundrede kroner. Hun fastholder vedholdende, at det var deres hensigt at komme tilbage til kroen den følgende nat, mens hun nægter at have noget kendskab til listen med adresserne i Karise.
- Den er entydigt skrevet af to forskellige personer, hvis man sammenligner skrifttypen her foroven med den i bunden, demonstrerer Isak Bolkir for hende: - Kan du give nogen anden forklaring på dette?
- Det må være en liste, som de tidligere beboer på værelset har efterladt, forklarer Marlene og forsøger at se oprigtig og uforstående ud, om end det knuger hende indvendig at skulle lyve for politiet.
- Vi har af flere beboer i Karise fået fortalt, at I i går trillede rundt i byen og så meget søgende ud. Og da vores folk indhentede jer her ved middagstid, var I atter i gang med det samme formål. Hvad var I egentlig ude efter?
- Det var en af Franks tidligere bekendtskaber, vi forsøgte at finde frem til?
- Hvorfor fandt I så ikke blot hans navn i telefonbogen?
- Fordi ... øh, der kunne vi ikke finde ham... øh hende. Det drejer sig altså om en hende.
- Okay hende. Hvad hedder hun? tilspørger Isak, rejser sig og tager en telefonbog ned fra en hylde.
Den var værre, tænker Marlene og indser, at hun er i en slem kattepine: for hvad svarer Frank mon, når de inde i naboforhørsrummet givetvis stiller ham selvsamme spørgsmål.
- Det skal vi ikke ind på, kan jeg forstå. Okay, der er selvfølgelig heller intet strafbart i at lede efter en gammel bekendt; men tager jeg meget fejl, hvis den, I søgte efter, er indehaver af en mørkeblå Citroën?
Sveden begynder at pible frem på Marlenes pande: - Hvor i alverden ved I det fra?
- Vi ved mere, end du kan forestille dig. Der er blot en ting, som interesserer mig at få belyst. Hvad havde I tænkt jer at stille op, hvis det var lykkes jer at finde frem til denne kvinde?
- Det ved jeg ikke. Det må du spørge Frank om. Men mon ikke de blot ville genoptage deres gamle venskab?
- Nej! svarer Isak eftertrykkeligt: - Hør nu her, du er ikke kørt den lange vej for Frank, uden at vide, hvad det handler om? Bild mig ikke det ind.
- Skal jeg varetægtsfængsles i isolation nu? spørger Marlene og kan ikke holde et hulk tilbage.
- Nej. Afhøringen er overstået. Du kan frit tage hjem ... men husk ... tag toget.
Forvirret rejser hun sig op og vakler hen mod udgangen: - Øh. Sender I så en betjent op med bilen i morgen?
Den blå Citroën ruller ud af Nimtofte, ført af Torben Ollingmann: - Sikke et held, at vi netop traf ham på et tidspunkt, hvor han havde besøg af sin mor. Hun forstod virkelig at få ham til at gå til bekendelse.
- Ja heldigt for os. Men det var ikke særlig heldigt for ham, svarer Louise medlidende med den stakkels mand: - Det var da pinligt for ham, at skulle vedstå sådan noget i hendes påhør. Det ville du heller ikke bryde dig om overfor din mor.
- Vist ikke. Men det vigtigste er, at han nu er villig til at afgive en blodprøve. Hvorfor han vil det besvær igennem, forstår jeg ikke, var det ikke meget nemmere blot at betale. Det ender det jo alligevel med.
- Han gør sig vel visse forhåbninger om, at der skulle være flere muligheder. Og det kan jeg sådan set godt forstå, når jeg tænker tilbage på den måde det skete på. Jeg var overstadig vild i flere uger, efter jeg havde fået min eksamen.
- Nå sådan, svarer Torben og prøver at undgå at se det for sig: - Men du er hundred procent sikker på, at der ikke var andre end Borris Svangholt, som du var sammen med?
- Ja. De øvrige nåede ikke længere end til at danse, gå i biografen og andre sværmerier.
- Øvrige!? Sig mig har du opført dig helt balstyrisk?
- Noget i den stil. Men det ændrede sig brat, da jeg opdagede, at jeg var blevet gravid. Og naturligvis ikke mindst med Cindys svære sygdom, da fik jeg godt nok særdeles meget andet, mere fornuftigt, at tænke på.
- Men hvad med ham doktoren, der helbredte Cindy?
- Ja, hvad med ham? spørger Louise forvirret.
- Det har længe undret mig, at du fik lov at bo gratis der i flere år. Du må da havde givet ham noget igen?
- Jeg gjorde rent i huset, passede haven, handlede ind og tog mig af alle de praktiske ting i hjemmet, som den travle mand og hans samleverske, Ingegerd, ikke kunne overkomme.
- Ja, det er så i orden, svarer Torben og ærgrer sig over, at han fik bragt sin nagende mistanke på banen.
Fortsættelse følger.