hvordan kunne "røveren"? gåden løst.
Ærede debattører og gode borgere.
I bør nok gennemlæse dette meget grundigt.
Med hensyn til døden har vi et ambivalent forhold til det. Vi forholder os konstant til atomer og molekyler og fra ”begyndelsen af” til Energi af en karakter vi ikke kender.
men, i ”forløbet” blev den form for Energi, atomer og molekyler; først lys partikler. I hele dette lange forløb (15.milliarder år; menneskeår) dannedes det der skulle blive ”materien” og endelig åbenbaredes ”formen” der så kunne ”gøre brug af ”livet der ”fulgte med Energien”.
Så er vi ”fortabte” og uden kundskab, frygter vi døden i det mindste er vi urolige. Kan vi ”eksistere” uden for vort fysiske atomare legeme? Det er hvad vi gerne vil vide.
Er det muligt at være ”den vi er” uden for legemet? Det har jo været menneskenes store skisma lige siden for 200.000 år siden da de første menneskelignende væsener der endelig var nået så langt i deres forløb, at hjernen var ved at nå op på den nødvendige kapacitet for at kunne stille spørgsmålet: Hvem er jeg, hvorfra kommer jeg, hvad skal jeg her og hvad sker der bagefter.
Det er (det var) det store essentielle spørgsmål. (og det er det vel stadig på én eller anden måde) Vi taler om ”tid og rum”.
Altså, kan vi være i vor bevidsthed selv om vi ikke er atomer og molekyler, altså kød og blod? Er vi den vi er også i vor ånd?
Det er vigtigt at forstå, at Gud er Ånd. Altså at være Gud er at være Ånd (ruach).
Det er den eneste betegnelse vi har for noget der ikke er atomer og molekyler, men vi tvivler på om vi også kan være den vi er, i vor ånd (som Gud er).
----------------------------------------------------------------------
I Bibelen fremholdes disse temaer lige fra det første ord; ”i begyndelsen”. Vi har ingen andre referencerammer. Så, Bibelen delte den oplysning, fremsagt af Moses for 3.500 år siden og beskriver en periode på (nu viden) 15 milliarder år.
For derimod 200.000 år siden formulerede Neandertalere disse ord og ”frygten” for ”det der var gået forud” og især frygten for virkelighedens ”torn og tidsler”; de formulerede det på den måde, at beskrive en tanke og en tese der blev udtrykt i sten; udsmykkede stendysser arrangeret i forhold til stjernerne for deres døde.
--------------------------------------------------------
Bibelen har disse temaer længe før Jesus blev født (af en jomfru) og medens Jesus virkede på planeten Jorden læser vi, at døde blev levende. Hvordan og hvorfor?
Ved at fastholde ruach i atomerne og molekylerne; altså Jesus var herre over materien.
Således var det også med alt muligt andet (Jesu mirakler); Jesus var herre over materien i alle dens former. Det er svært at tro, ikke?
Paradiset er vor egen forestilling om ”Paradiset”. Men den ”forestilling” er altså ikke grebet ud af den blå luft, men må være noget integreret i vor ånd for at vi kan tro, at livet ikke slutter når vi dør. Døden er således ikke en afslutning, men en ny begyndelse.
Ingen kan sige noget andet end dette og det lever vi på og det tror vi på og derfor ”er det allerede sket” i vore hjerter.
Så når Jesus siger, at ”røveren” skal være med Jesus ”selv samme dag”, som jo dengang var d. 14.Nisan efter solnedgang og strakte sig til få timer efter Jesu død på Korset, så var det atomare legeme ikke mere det der fastholdt Ånden.
Ånden blev frigjort øjeblikkelig og forvandlingen skete øjeblikkelig (ligesom, når den sidste basun lyder). Det samme skete for ”røveren”, øjeblikkelig.
Her frem sunget af Lise Gerrat på eet åndeligt sprog. http://www.youtube.com/watch?v=DdVLi235gZQ
Og hvor er så Paradis? Paradis er der hvor vi er efter døden (vor forvandling) når vi ”kun” er i ånden. Det betegner vi ofte for sjælen.
Paradiset er altså mere en tilstand, en virkelighed end det er ”et sted” i den betydning vi ellers lægger i ordene ”et sted”.
I den tilstand kunne Jesus i sit oprejste legeme færdes overalt og endda materialisere sig.
Venlig hilsen
Ven af Sandheden.
I bør nok gennemlæse dette meget grundigt.
Med hensyn til døden har vi et ambivalent forhold til det. Vi forholder os konstant til atomer og molekyler og fra ”begyndelsen af” til Energi af en karakter vi ikke kender.
men, i ”forløbet” blev den form for Energi, atomer og molekyler; først lys partikler. I hele dette lange forløb (15.milliarder år; menneskeår) dannedes det der skulle blive ”materien” og endelig åbenbaredes ”formen” der så kunne ”gøre brug af ”livet der ”fulgte med Energien”.
Så er vi ”fortabte” og uden kundskab, frygter vi døden i det mindste er vi urolige. Kan vi ”eksistere” uden for vort fysiske atomare legeme? Det er hvad vi gerne vil vide.
Er det muligt at være ”den vi er” uden for legemet? Det har jo været menneskenes store skisma lige siden for 200.000 år siden da de første menneskelignende væsener der endelig var nået så langt i deres forløb, at hjernen var ved at nå op på den nødvendige kapacitet for at kunne stille spørgsmålet: Hvem er jeg, hvorfra kommer jeg, hvad skal jeg her og hvad sker der bagefter.
Det er (det var) det store essentielle spørgsmål. (og det er det vel stadig på én eller anden måde) Vi taler om ”tid og rum”.
Altså, kan vi være i vor bevidsthed selv om vi ikke er atomer og molekyler, altså kød og blod? Er vi den vi er også i vor ånd?
Det er vigtigt at forstå, at Gud er Ånd. Altså at være Gud er at være Ånd (ruach).
Det er den eneste betegnelse vi har for noget der ikke er atomer og molekyler, men vi tvivler på om vi også kan være den vi er, i vor ånd (som Gud er).
----------------------------------------------------------------------
I Bibelen fremholdes disse temaer lige fra det første ord; ”i begyndelsen”. Vi har ingen andre referencerammer. Så, Bibelen delte den oplysning, fremsagt af Moses for 3.500 år siden og beskriver en periode på (nu viden) 15 milliarder år.
For derimod 200.000 år siden formulerede Neandertalere disse ord og ”frygten” for ”det der var gået forud” og især frygten for virkelighedens ”torn og tidsler”; de formulerede det på den måde, at beskrive en tanke og en tese der blev udtrykt i sten; udsmykkede stendysser arrangeret i forhold til stjernerne for deres døde.
--------------------------------------------------------
Bibelen har disse temaer længe før Jesus blev født (af en jomfru) og medens Jesus virkede på planeten Jorden læser vi, at døde blev levende. Hvordan og hvorfor?
Ved at fastholde ruach i atomerne og molekylerne; altså Jesus var herre over materien.
Således var det også med alt muligt andet (Jesu mirakler); Jesus var herre over materien i alle dens former. Det er svært at tro, ikke?
Paradiset er vor egen forestilling om ”Paradiset”. Men den ”forestilling” er altså ikke grebet ud af den blå luft, men må være noget integreret i vor ånd for at vi kan tro, at livet ikke slutter når vi dør. Døden er således ikke en afslutning, men en ny begyndelse.
Ingen kan sige noget andet end dette og det lever vi på og det tror vi på og derfor ”er det allerede sket” i vore hjerter.
Så når Jesus siger, at ”røveren” skal være med Jesus ”selv samme dag”, som jo dengang var d. 14.Nisan efter solnedgang og strakte sig til få timer efter Jesu død på Korset, så var det atomare legeme ikke mere det der fastholdt Ånden.
Ånden blev frigjort øjeblikkelig og forvandlingen skete øjeblikkelig (ligesom, når den sidste basun lyder). Det samme skete for ”røveren”, øjeblikkelig.
Her frem sunget af Lise Gerrat på eet åndeligt sprog. http://www.youtube.com/watch?v=DdVLi235gZQ
Og hvor er så Paradis? Paradis er der hvor vi er efter døden (vor forvandling) når vi ”kun” er i ånden. Det betegner vi ofte for sjælen.
Paradiset er altså mere en tilstand, en virkelighed end det er ”et sted” i den betydning vi ellers lægger i ordene ”et sted”.
I den tilstand kunne Jesus i sit oprejste legeme færdes overalt og endda materialisere sig.
Venlig hilsen
Ven af Sandheden.