Hvordan så Jesus ud?
Den verdslige histories vidnesbyrd om hvordan Jesus så ud, er stærkt påvirket af mange faktorer. Det er forklaringen på hvorfor kunstnere har afbildet ham på vidt forskellige måder.
En af faktorerne har at gøre med kulturen i det land hvor kunstværket er blevet fremstillet. En anden er tidsperioden. De religiøse opfattelser hos kunstnerne og dem der bestilte deres værker, fik også indflydelse på hvordan Jesus blev skildret.
I århundredernes løb fokuserede berømte kunstnere som Michelangelo, Rembrandt og Rubens meget på Kristi ydre. Deres værker, der ofte var fyldt med symbolik og mysticisme, har øvet en stærk indflydelse på den almindelige opfattelse af hvordan Jesus så ud. Men hvad byggede de deres fortolkninger på?
Kunst fra tiden før den romerske kejser Konstantin, der levede fra 280 til 337, skildrede ofte Jesus som den unge „gode hyrde“ med enten kort hår eller langt, krøllet hår. Men herom hedder det i bogen Art Through the Ages: „Temaet ’den gode hyrde’ kan spores tilbage via den [hedenske] græske arkaiske stil til ægyptisk kunst, men her bliver det et symbol på den kristne hjords loyale beskytter.“
Denne hedenske indflydelse blev med tiden endnu mere udtalt. Bogen tilføjer: „Jesus kunne let identificeres med Middelhavslandenes velkendte guder, især solguden Helios (Apollon) [hvis glorie senere blev anvendt til Jesus og derefter til „helgenerne“] eller hans romaniserede østlige modstykke, Sol Invictus (Den Ubesejrede Sol).“ I et mausoleum som man har fundet under Peterskirken i Rom, fremstilles Jesus som Apollon „der styrer solvognens heste over himmelen“.
Skildringen af en ung Jesus varede imidlertid ikke længe. Adolphe Didron fortæller i sin bog Christian Iconography hvad der skete: „Kristusfiguren, der i begyndelsen havde fået et ungt udseende, bliver ældre og ældre som århundrederne går . . . i takt med at kristenheden selv bliver ældre.“
En tekst fra det 13. århundrede der foregiver at være et brev fra en vis Publius Lentulus til det romerske senat, indeholder følgende beskrivelse af Jesu udseende: „Hans hår havde samme farve som en umoden hasselnød [lysebrun] og var glat næsten til ørerne. Fra ørerne og nedefter var håret krøllet, lidt mørkere og mere skinnende, og det lå hen over skuldrene. Han havde midterskilning . . ., et fuldskæg der var af samme farve som hans hår, ikke langt, men lidt tvedelt ved hagen; øjnene var grå . . . og klare.“ Dette opdigtede portræt havde indflydelse på mange kunstnere i tiden derefter. New Catholic Encyclopedia siger: „Hver tidsalder skabte den Kristustype som den syntes bedst om.“
Der var også forskel på hvordan Kristus blev afbildet af folk fra forskellige racer og religioner. Religiøs kunst fra de kristnede dele af Afrika, Asien og det amerikanske kontinent skildrer den langhårede Kristus fra Vesten. Men som encyklopædien tilføjer, blev han undertiden fremstillet med „de indfødtes karaktertræk“.
Protestanternes kunstnere havde deres egen mening om hvordan Jesus så ud. F. M. Godfrey siger i sin bog Christ and the Apostles — The Changing Forms of Religious Imagery: „Rembrandts tragiske Kristus er en emanation af den protestantiske ånd — sorgfuld, udtæret, asketisk, . . . et billede på den selvransagende og selvfornægtende protestantiske sjæl.“ Han siger at det afspejles i „Hans udmagrede legeme, kødets selvfornægtelse, den ’ydmyghed, sindsbevægelse og højtidelighed’ som [Rembrandt] forbandt med det kristne epos “.
Men som vi vil se, er kristenhedens fremstilling af en skrøbelig, gloriekronet, kvindagtig, sørgmodig og langhåret Kristus ikke korrekt. Faktisk ligger den meget langt fra Jesus som Bibelen omtaler ham.
Som „Guds lam“ havde Jesus ingen legemsfejl og var derfor uden tvivl en smuk mand. (Johannes 1:29; Hebræerne 7:26) Og det altid sørgmodige udtryk i ansigtet som man ofte ser inden for populær kunst, har afgjort ikke været kendetegnende for ham. Han gennemlevede ganske vist mange foruroligende begivenheder i sit liv, men af natur var han glad, for han genspejlede til fuldkommenhed sin Fader, som er ’den lykkelige Gud’. — 1 Timoteus 1:11; Lukas 10:21; Hebræerne 1:3.
Havde Jesus langt hår? Det var kun nasiræerne der ikke måtte lade deres hår klippe og ikke måtte drikke vin, og Jesus var ikke nasiræer. Han har derfor uden tvivl ligesom andre jødiske mænd ladet sit hår klippe i en moderat længde. (4 Mosebog 6:2-7) At Jesus også drak vin med måde når han var i selskab med andre, taler for at han ikke var en glædesløs person. (Lukas 7:34) Som bekendt frembragte han vin ved en bryllupsfest i Kana i Galilæa. (Johannes 2:1-11) Og han har øjensynlig haft skæg, hvilket underbygges af en profeti om hans lidelser. — Esajas 50:6.
Hvad med Jesu hudfarve og fysiske træk? Han havde sandsynligvis arvet semitiske træk fra sin mor, Maria, der var jødinde. Hendes forfædre var jøder, i hebræernes slægt. Jesu hudfarve og karaktertræk må derfor have lignet de andre jøders.
Rent fysisk var Jesus tilsyneladende ikke meget anderledes end sine apostle, hvilket fremgår af at Judas måtte identificere ham ved hjælp af et kys da han forrådte ham til hans fjender. Det var derfor ikke svært for Jesus at færdes i ubemærkethed. Ved mindst én lejlighed rejste han fra Galilæa til Jerusalem uden at blive genkendt. — Markus 14:44; Johannes 7:10, 11.
Nogle mener dog at Jesus må have været skrøbelig eller svag. De anfører blandt andet at han måtte have hjælp til at bære sin marterpæl, og at han var den af de tre mænd der blev pælfæstet, som døde først. — Lukas 23:26; Johannes 19:17, 32, 33.
I modsætning til den gængse opfattelse var Jesus ifølge Bibelen hverken svag eller kvindagtig. Den siger derimod at han selv som ung „gjorde stadig fremskridt i visdom og legemlig vækst og i gunst hos Gud og mennesker“. (Lukas 2:52) I størsteparten af 30 år arbejdede han som tømrer. Det var ikke et erhverv som en der var skrøbeligt eller spinkelt bygget, ville egne sig til, især ikke på den tid hvor man ikke havde moderne, arbejdsbesparende maskiner. (Markus 6:3) At Jesus drev okserne, fårene og pengevekslerne ud af templet og væltede pengevekslernes borde, tyder også på at han var stærk og fuld af energi. — Johannes 2:14, 15.
I de sidste tre og et halvt år Jesus levede på jorden, gik han flere hundrede kilometer på sine forkynderture. Men ikke en eneste gang foreslog disciplene at han skulle ’hvile sig lidt’. Derimod sagde Jesus engang til sine disciple, hvoraf nogle var hærdede fiskere: „Kom I nu selv med til et øde sted hvor I kan være for jer selv og hvile jer lidt.“ — Markus 6:31.
M'Clintock og Strongs Cyclopædia skriver at „hele den evangeliske beretning viser at [Jesus] havde en robust konstitution“. Hvorfor måtte han da have hjælp til at bære sin marterpæl, og hvorfor døde han før de andre der blev pælfæstet sammen med ham?
En af hovedårsagerne er at Jesus var udsat for en ekstrem følelsesmæssig belastning. Da tiden for hans henrettelse nærmede sig, sagde han: „Ja, jeg har en dåb jeg skal døbes med, og hvor jeg knuges indtil den er tilendebragt!“ (Lukas 12:50) Den sidste aften i hans jordiske liv ændrede denne knugende følelse sig til dødsangst. „Da han kom i dødsangst fortsatte han med at bede endnu mere inderligt; og hans sved blev som bloddråber der faldt på jorden.“ (Lukas 22:44) Jesus vidste at hele menneskehedens håb om evigt liv afhang af om han forblev uangribelig til døden. Der lå en kolossal byrde på Jesu skuldre. (Mattæus 20:18, 19, 28) Han vidste også at Guds eget folk ville lade ham henrette som en forbryder der var „forbandet“, og den vanære dette ville bringe over hans Fader, bekymrede ham. — Galaterne 3:13; Salme 40:6, 7; Apostelgerninger 8:32.
Efter at Jesus var blevet forrådt, blev han udsat for en grusom behandling. Under en skinproces der fandt sted midt om natten, blev han latterliggjort, spyttet på og slået med knytnæver af landets mest højtstående embedsmænd. Tidligt næste morgen blev der holdt endnu en retssag for at give den natlige retssag et vist skær af lovformelighed. Her blev Jesus forhørt af Pilatus, derefter af Herodes, der sammen med sine soldater gjorde nar af ham, og så igen af Pilatus. Til sidst lod Pilatus ham piske. Lægetidsskriftet The Journal of the American Medical Association beskriver hvordan romernes specielle form for piskning foregik:
„Standardredskabet var en kort pisk (flagrum eller flagellum) med mange snoede eller usnoede læderremme i forskellig længde, hvortil der med mellemrum var fæstnet små jernkugler eller skarpe stumper af fåreknogler. . . . Når de romerske soldater gentagne gange piskede offerets ryg af al kraft, forårsagede jernkuglerne dybe læsioner, og læderremmene og knoglestumperne skar sig ind i huden og det underliggende væv. Efterhånden ville pisken rive flænger i de dybereliggende skeletmuskler og efterlade sitrende strimler af blodigt kød.“
Alt dette har forståeligt nok tæret på Jesu kræfter længe før han segnede under vægten af pælen. The Journal of the American Medical Association siger: „Den fysiske og mentale mishandling som jøderne og romerne udsatte ham for, såvel som mangelen på mad, vand og søvn, bidrog til hans svækkede tilstand. Allerede før selve henrettelsen var Jesu fysiske tilstand meget svækket, hvis ikke kritisk.“
Fra Lentulus’ uægte skriftlige beskrivelse til berømte kunstnere og moderne mosaikvinduer synes kristenheden at være meget betaget af det der tiltaler øjet. Torinos ærkebiskop, vogteren af det omstridte ligklæde i Torino, har sagt: „Den helt usædvanlige, stemningsskabende kraft Jesu billede har, bør bevares.“
Guds ord udelader imidlertid bevidst sådanne „stemningsskabende“ detaljer vedrørende Jesu ydre. Hvorfor? Fordi de højst sandsynligt ville aflede folks opmærksomhed fra det der betyder evigt liv, nemlig bibelkundskab. (Johannes 17:3) Vort ypperste forbillede, Jesus, „ser ikke på menneskers ydre“ og tillægger det ikke nogen større betydning. (Mattæus 22:16; jævnfør Galaterbrevet 2:6.) At lægge stor vægt på Jesu ydre til trods for at de inspirerede skrifter slet ikke nævner noget om det, ville afgjort være i modstrid med selve ånden i Guds ord.
En af faktorerne har at gøre med kulturen i det land hvor kunstværket er blevet fremstillet. En anden er tidsperioden. De religiøse opfattelser hos kunstnerne og dem der bestilte deres værker, fik også indflydelse på hvordan Jesus blev skildret.
I århundredernes løb fokuserede berømte kunstnere som Michelangelo, Rembrandt og Rubens meget på Kristi ydre. Deres værker, der ofte var fyldt med symbolik og mysticisme, har øvet en stærk indflydelse på den almindelige opfattelse af hvordan Jesus så ud. Men hvad byggede de deres fortolkninger på?
Kunst fra tiden før den romerske kejser Konstantin, der levede fra 280 til 337, skildrede ofte Jesus som den unge „gode hyrde“ med enten kort hår eller langt, krøllet hår. Men herom hedder det i bogen Art Through the Ages: „Temaet ’den gode hyrde’ kan spores tilbage via den [hedenske] græske arkaiske stil til ægyptisk kunst, men her bliver det et symbol på den kristne hjords loyale beskytter.“
Denne hedenske indflydelse blev med tiden endnu mere udtalt. Bogen tilføjer: „Jesus kunne let identificeres med Middelhavslandenes velkendte guder, især solguden Helios (Apollon) [hvis glorie senere blev anvendt til Jesus og derefter til „helgenerne“] eller hans romaniserede østlige modstykke, Sol Invictus (Den Ubesejrede Sol).“ I et mausoleum som man har fundet under Peterskirken i Rom, fremstilles Jesus som Apollon „der styrer solvognens heste over himmelen“.
Skildringen af en ung Jesus varede imidlertid ikke længe. Adolphe Didron fortæller i sin bog Christian Iconography hvad der skete: „Kristusfiguren, der i begyndelsen havde fået et ungt udseende, bliver ældre og ældre som århundrederne går . . . i takt med at kristenheden selv bliver ældre.“
En tekst fra det 13. århundrede der foregiver at være et brev fra en vis Publius Lentulus til det romerske senat, indeholder følgende beskrivelse af Jesu udseende: „Hans hår havde samme farve som en umoden hasselnød [lysebrun] og var glat næsten til ørerne. Fra ørerne og nedefter var håret krøllet, lidt mørkere og mere skinnende, og det lå hen over skuldrene. Han havde midterskilning . . ., et fuldskæg der var af samme farve som hans hår, ikke langt, men lidt tvedelt ved hagen; øjnene var grå . . . og klare.“ Dette opdigtede portræt havde indflydelse på mange kunstnere i tiden derefter. New Catholic Encyclopedia siger: „Hver tidsalder skabte den Kristustype som den syntes bedst om.“
Der var også forskel på hvordan Kristus blev afbildet af folk fra forskellige racer og religioner. Religiøs kunst fra de kristnede dele af Afrika, Asien og det amerikanske kontinent skildrer den langhårede Kristus fra Vesten. Men som encyklopædien tilføjer, blev han undertiden fremstillet med „de indfødtes karaktertræk“.
Protestanternes kunstnere havde deres egen mening om hvordan Jesus så ud. F. M. Godfrey siger i sin bog Christ and the Apostles — The Changing Forms of Religious Imagery: „Rembrandts tragiske Kristus er en emanation af den protestantiske ånd — sorgfuld, udtæret, asketisk, . . . et billede på den selvransagende og selvfornægtende protestantiske sjæl.“ Han siger at det afspejles i „Hans udmagrede legeme, kødets selvfornægtelse, den ’ydmyghed, sindsbevægelse og højtidelighed’ som [Rembrandt] forbandt med det kristne epos “.
Men som vi vil se, er kristenhedens fremstilling af en skrøbelig, gloriekronet, kvindagtig, sørgmodig og langhåret Kristus ikke korrekt. Faktisk ligger den meget langt fra Jesus som Bibelen omtaler ham.
Som „Guds lam“ havde Jesus ingen legemsfejl og var derfor uden tvivl en smuk mand. (Johannes 1:29; Hebræerne 7:26) Og det altid sørgmodige udtryk i ansigtet som man ofte ser inden for populær kunst, har afgjort ikke været kendetegnende for ham. Han gennemlevede ganske vist mange foruroligende begivenheder i sit liv, men af natur var han glad, for han genspejlede til fuldkommenhed sin Fader, som er ’den lykkelige Gud’. — 1 Timoteus 1:11; Lukas 10:21; Hebræerne 1:3.
Havde Jesus langt hår? Det var kun nasiræerne der ikke måtte lade deres hår klippe og ikke måtte drikke vin, og Jesus var ikke nasiræer. Han har derfor uden tvivl ligesom andre jødiske mænd ladet sit hår klippe i en moderat længde. (4 Mosebog 6:2-7) At Jesus også drak vin med måde når han var i selskab med andre, taler for at han ikke var en glædesløs person. (Lukas 7:34) Som bekendt frembragte han vin ved en bryllupsfest i Kana i Galilæa. (Johannes 2:1-11) Og han har øjensynlig haft skæg, hvilket underbygges af en profeti om hans lidelser. — Esajas 50:6.
Hvad med Jesu hudfarve og fysiske træk? Han havde sandsynligvis arvet semitiske træk fra sin mor, Maria, der var jødinde. Hendes forfædre var jøder, i hebræernes slægt. Jesu hudfarve og karaktertræk må derfor have lignet de andre jøders.
Rent fysisk var Jesus tilsyneladende ikke meget anderledes end sine apostle, hvilket fremgår af at Judas måtte identificere ham ved hjælp af et kys da han forrådte ham til hans fjender. Det var derfor ikke svært for Jesus at færdes i ubemærkethed. Ved mindst én lejlighed rejste han fra Galilæa til Jerusalem uden at blive genkendt. — Markus 14:44; Johannes 7:10, 11.
Nogle mener dog at Jesus må have været skrøbelig eller svag. De anfører blandt andet at han måtte have hjælp til at bære sin marterpæl, og at han var den af de tre mænd der blev pælfæstet, som døde først. — Lukas 23:26; Johannes 19:17, 32, 33.
I modsætning til den gængse opfattelse var Jesus ifølge Bibelen hverken svag eller kvindagtig. Den siger derimod at han selv som ung „gjorde stadig fremskridt i visdom og legemlig vækst og i gunst hos Gud og mennesker“. (Lukas 2:52) I størsteparten af 30 år arbejdede han som tømrer. Det var ikke et erhverv som en der var skrøbeligt eller spinkelt bygget, ville egne sig til, især ikke på den tid hvor man ikke havde moderne, arbejdsbesparende maskiner. (Markus 6:3) At Jesus drev okserne, fårene og pengevekslerne ud af templet og væltede pengevekslernes borde, tyder også på at han var stærk og fuld af energi. — Johannes 2:14, 15.
I de sidste tre og et halvt år Jesus levede på jorden, gik han flere hundrede kilometer på sine forkynderture. Men ikke en eneste gang foreslog disciplene at han skulle ’hvile sig lidt’. Derimod sagde Jesus engang til sine disciple, hvoraf nogle var hærdede fiskere: „Kom I nu selv med til et øde sted hvor I kan være for jer selv og hvile jer lidt.“ — Markus 6:31.
M'Clintock og Strongs Cyclopædia skriver at „hele den evangeliske beretning viser at [Jesus] havde en robust konstitution“. Hvorfor måtte han da have hjælp til at bære sin marterpæl, og hvorfor døde han før de andre der blev pælfæstet sammen med ham?
En af hovedårsagerne er at Jesus var udsat for en ekstrem følelsesmæssig belastning. Da tiden for hans henrettelse nærmede sig, sagde han: „Ja, jeg har en dåb jeg skal døbes med, og hvor jeg knuges indtil den er tilendebragt!“ (Lukas 12:50) Den sidste aften i hans jordiske liv ændrede denne knugende følelse sig til dødsangst. „Da han kom i dødsangst fortsatte han med at bede endnu mere inderligt; og hans sved blev som bloddråber der faldt på jorden.“ (Lukas 22:44) Jesus vidste at hele menneskehedens håb om evigt liv afhang af om han forblev uangribelig til døden. Der lå en kolossal byrde på Jesu skuldre. (Mattæus 20:18, 19, 28) Han vidste også at Guds eget folk ville lade ham henrette som en forbryder der var „forbandet“, og den vanære dette ville bringe over hans Fader, bekymrede ham. — Galaterne 3:13; Salme 40:6, 7; Apostelgerninger 8:32.
Efter at Jesus var blevet forrådt, blev han udsat for en grusom behandling. Under en skinproces der fandt sted midt om natten, blev han latterliggjort, spyttet på og slået med knytnæver af landets mest højtstående embedsmænd. Tidligt næste morgen blev der holdt endnu en retssag for at give den natlige retssag et vist skær af lovformelighed. Her blev Jesus forhørt af Pilatus, derefter af Herodes, der sammen med sine soldater gjorde nar af ham, og så igen af Pilatus. Til sidst lod Pilatus ham piske. Lægetidsskriftet The Journal of the American Medical Association beskriver hvordan romernes specielle form for piskning foregik:
„Standardredskabet var en kort pisk (flagrum eller flagellum) med mange snoede eller usnoede læderremme i forskellig længde, hvortil der med mellemrum var fæstnet små jernkugler eller skarpe stumper af fåreknogler. . . . Når de romerske soldater gentagne gange piskede offerets ryg af al kraft, forårsagede jernkuglerne dybe læsioner, og læderremmene og knoglestumperne skar sig ind i huden og det underliggende væv. Efterhånden ville pisken rive flænger i de dybereliggende skeletmuskler og efterlade sitrende strimler af blodigt kød.“
Alt dette har forståeligt nok tæret på Jesu kræfter længe før han segnede under vægten af pælen. The Journal of the American Medical Association siger: „Den fysiske og mentale mishandling som jøderne og romerne udsatte ham for, såvel som mangelen på mad, vand og søvn, bidrog til hans svækkede tilstand. Allerede før selve henrettelsen var Jesu fysiske tilstand meget svækket, hvis ikke kritisk.“
Fra Lentulus’ uægte skriftlige beskrivelse til berømte kunstnere og moderne mosaikvinduer synes kristenheden at være meget betaget af det der tiltaler øjet. Torinos ærkebiskop, vogteren af det omstridte ligklæde i Torino, har sagt: „Den helt usædvanlige, stemningsskabende kraft Jesu billede har, bør bevares.“
Guds ord udelader imidlertid bevidst sådanne „stemningsskabende“ detaljer vedrørende Jesu ydre. Hvorfor? Fordi de højst sandsynligt ville aflede folks opmærksomhed fra det der betyder evigt liv, nemlig bibelkundskab. (Johannes 17:3) Vort ypperste forbillede, Jesus, „ser ikke på menneskers ydre“ og tillægger det ikke nogen større betydning. (Mattæus 22:16; jævnfør Galaterbrevet 2:6.) At lægge stor vægt på Jesu ydre til trods for at de inspirerede skrifter slet ikke nævner noget om det, ville afgjort være i modstrid med selve ånden i Guds ord.