Hvordan trænger man igennem ?

Min ellers så dejlige søn har et hash misbrugs-problem...sammenkoblet med en diagnose der hedder: paranoid-skizofren, er det delvist hvad "man" kunne vente og bestemt ikke hensigtsmæssigt.
Han har skrået forbruget meget ned - men....Hans koncentration er så forringet, at hverken kommunen eller psykiatriske hospital mener at han ville kunne gennemføre en uddannelse. Han mener dog selv at sålænge han passer sin medicin, betyder Hash-forbruget intet! Han protestere vildt over at kommunen vil have ham igang med et afvænningsprogram, et program som er en betingelse for at kommunen fortsat vil yde økonomisk støtte i form af revalidering. Han siger selv, at han ikke er motiveret til at skodde hashen...alle hans venner ryger det, og det er sådan de "hygger"[:*(]
Jeg kan snart ikke mere.... har mest af alt lyst til at få "knægten" sat under økonomisk administration, således at han kun får et bestemt beløb udbetalt hverdag...samtidig med at jeg er angst for at det ville fører ham ud i kriminalitet for at få skaffet pengen til hashen!
Jeg er træt af at hele tiden skulle træde tilbage i forhold til hans hash - jeg er træt af at det fylder så meget i hans verden, jeg er træt af at misbrugeren i ham ikke vil anerkende at et hash misbrug er muligvis endnu mere skadellig for ham, end for en helt igennem rask hjerne, jeg er træt af at han ikke mener at fagkundskaben aner hvad de snakker om når de påpeger de langsigtet farer ... han er "så skide klog" og jeg er så tæt på at miste gejsten! Hashen gør jo, at han intet andet sanser, og intet andet betyder noget....og jeg ved ikke hvordan jeg skal begynde at trænge igennem til ham, og få ham til at indse at "vi" (psykiatrien, kriminalforsorgnet, kommunen og jeg) kun vil ham det aller bedste og vil kæmpe med ham (ikke mod ham) og støtte ham i hans kamp på at få et anstændigt liv.
Er der nogen herinde der har et eller flere gode råd??? Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gribe og gøre i og er tæt på at være desperat!/Kontormus

Hvor jeg dog forstår dig[:*(]
Men hvis din dreng er voksen, kan du kun tale til hans fornuft. Hvordan skulle du få ham sat under økonomisk administration, hvis han er passeret de 18?
Skriv alle dine tanker om hans situation ned og giv ham dem. Og så må du indse, at i allersidste ende er fyren selv ansvarlig for at gøre op med sine vildfarelser omkr. hashmisbrug.
Men det er svært, kender nøjagtigt samme situation fra min kærestes familie.
Du er nok nødt til at give lidt slip for at passe på dig selv🙂

Så længe han ikke har indset, at han behøver hjælp for at komme videre, kan du/I intet gøre.
Man kan ikke hjælpe nogen, der ikke VIL hjælpes.
Der er en meget hård erkendelse, men du tjener dig selv bedst ved at indse det.
Så længe du er hans "krykkestok", er du med til at fastholde ham i hans misbrug.Du er det, der kaldes medmisbruger.
Jeg håber virkelig din søn en dag bliver træt af at leve på den måde, både for din og hans skyld. Men før dét sker, er der ingen, der kan hjælpe ham.
Mange hilsner
NinaO

man kan ikke hjælpe en der ikke VIL hjælpes... jeg har bare så svært ved at erkende at han IKKE vil hjælpes... hans fornuft er nærmest ikke-eksisterende, om det så er diagnosen eller hashen (tror nnu mest det sidste).
Det gør så forbandet ondt at se "mit lille barn" (OK - han er 21 og 1.90 M) smide sit liv og sit helbred væk! Og jeg aner ikk ehvordan okker jeg skal lære at leve med migselv, hvis jeg ikke bliver ved at forsøge at trænge igennem, så han kan indse hvad det er der sker.....

Der har i mange år overhovedet ikke manglet advarsler om virkningerne af hash og realistiske beretninger om mennesker der går til bunds, men misbrugerne lever i nuet.
En hashrus kan være munter, jeg har selv prøvet 4-5 gange på 30 år, men man kan sige sig selv at blokeringerne som stofferne laver er skadelige på længere sigt, dertil kommer at problemerne stadig væk er tilstede efter rusen.
Din søn har skåret forbruget meget ned, men at have en "venne" kreds som alle ryger er noget skidt.

hvordan ser din søn selv på sin psykiatriske diagnose og sine fremtidsudsigter?

- hvad han skulle blive træt af. Der står en hel garnision og tager hånd om ham. Hvorfor i alverden skulle han dog gøre en indsats? Det har han jo folk til.
- Nu ved jeg ikke hvilke uddannelsesforslag der her været i spil, men en ting ligger helt fast; det skal være noget der ikke kræver indlæringsevne, for en sådan har han bedøvet med misbruget. Ved almindeligt brug skal man påregne der er lukket for tilførsel af ny viden i 48 timer.....

- hvis det går op for dig, at du opnår præcis det modsatte af, hvad du ønsker dig? Tror du, det måske er en misforstået forpligtigelse, du ligger under for?
- Bor han stadig hjemme?

som værende en af dem der kommer sig helt, og ville evt kunne klare sig selv uden medicin...

Jeg gør hvad jeg kan for at forberede ham til at klare alt selv....jeg overlader en hel del til ham selv, og er mere indstrillet på at støtte fremfor at afhjælpe...Jeg lever jo ikke for evigt.
Og nej, han har egen lejlighed.

I forlanger sgu da at jeg skal skippe alle mine venner og få mig nogle "nye"..men gode venner hænger ikke på træerne - og lad vær med at sige at mine vener ikke er gode venner for det ER de! Og så forlanger I at alt hvad jeg har interesseret mig for skal skrottes, og så skal jeg bare pludselig ti at få mig nye interesser - jeg skal interessere mig for ting der rager mig en skid!
Det hører med tilhistorien at ifm hans behandlingsdom er han blevet påduttet Antabus, da alt han har lavet har været i alkohol-påvirket tilstand... Antabusen (siger han) kan han godt selv se nødvendigheden af, men som en sand misbruger, protestere han vildt mod at hashen også tages fra ham!
Jeg er helt med på at det er HANS valg, og hans eget ansvar... jeg ved bare ikke hvordan pokker jeg skal få bare lidt overlevelses drift i ham!

Hej Dulkis, og hej i andre - især Kontormus
Det er sgu en kedelig historie med den unge mand. Dulkis, jeg bed specielt mærke i det du sagde omkring et job, at det skulle være et hvor indlæringsevnen ikke måtte stå i forgrunden.
Jeg har selv været i let berøring med misbrug. Det jeg fandt ud af at vedkommende kunne håndtere, var at der skulle være struktur i hans liv. Han skulle have nogle faste holdepunkter, kombineret med let ansvar. Man skal kravle før man kan gå. Og det kunne starte med at han fik ansvaret for selv at komme op om morgenen, og starte dagen dels på egne præmisser og dels på de krav som det job stiller til ham.
Jeg tror at din søn, Kontormus, bør få nogle valgmuligheder. Alene det kan være en hindring for en misbruger, da man helst bare vil lade stå til. Jeg kunne forestille mig noget med dyr. Det vil vise ham at andre væsner er afhængige af at han erkender et ansvar. Det er uvurdeligt rent pædagogisk. Eller evt et håndværk. Han skal ikke pakkes ind i bomuld, hvilket han ikke vil være i et team hvor tonen kan være lidt rå.
Et køkken ville heller ikke være noget dårligt bud. Der er hierarkiet meget bestemt.
Al mulig held og lykke fremover.

Jeg ville kunne ønske at jeg kunne sige "NEJ naturligvis ikke" - men problemet er at jeg kun kan se alternativet til at støtte ham (ikke økonomisk - det nægter jeg!) vil blive oplevet som en total svigt, at jeg har vendt ham ryggen.....Men du har jo ret: hvis det ønsket resultat udebliver, så skift retning!

Dem har jeg ikke omtalt og tvivler heller ikke på at Du har nogle gode 🙂
Jeg kender selv en dame med en misbrugssøn, hun er ret aktiv.

- du skal endelig ikke tro, jeg ikke forstår. Jeg har af og til måttet gøre noget i forhold til mine egne, som jeg har været dybt ulykkelig over at skulle udsætte dem for, men jeg har bare været af den overbevisning, at det var bedre jeg rettede dem til, end fremmede skulle gøre det, eller samfundet for den sags skyld. Forstår du?
- Jeg ville måske forlange, hvis han ikke er til at forhandle med, at der blev sat nogle delmål for hvad den unge mands indsats skulle afføde af forandringer. Så er der simpelthen undsigelse og udelukkelse som konsekvens, hvis ikke de bliver opfyldt. Forandring ER jo påkrævet, hvis han skal videre, men han SKAL altså gå vejen selv - ikke nødvendigvis alene, men han kan altså ikke blive siddende i den sidevogn, han har fået sig anbragt i. Han er 21 og burde helt klart kunne selv.

men : sætter hans diagnose ikke enkelte begrænsninger for hvad han egentlig selv formår på nu værende tidspunkt??
Det er jo en hel af problematikken, at jeg er panisk for at gøre ham bjørne tjenester, at jeg ikke forbereder ham godt nok til den dag hvor jeg ikke er her mere....At jeg måske er medvirkende til at hans psykoser tager til (og her snakker jeg ikke hash-psykoser), at han netop ikke når sit mål med at få fuld recovery...Når psykiatrien ikke formår at trænge igennem (og jeg formoder at de har prøvet det hele før) - hvad kan jeg som moar gøre????
men tusind tak for dine altid konstruktive svar [s]

han er også paranoid-skizofren...og det sætter også nogle begrænsninger, ifølge pyskiartisk hospital.
Han er i stand til at stå op og passe et arbejde - dvs at det kunne han inden han fik diagnosen, og han har så været sygemeldt siden...Han har været i div projekter, og jeg har ikke ageret høne-mor - han har selv skulle stå op, og sørge for at møde til tiden, og det har han også gjort...De siger han er yderst velfungerende af en med den diagnose - og det er noget han selv er rigtig stolt af (ikke diagnosen, men at være yderst velfungerende).
Han har været påbegyndt forskellige uddannelser - bl andet håndværker og også med dyr.. det gik ikke. Han har også arbejdet som pædagog-medhjælper - med stor success - men en plettet straffe attest har nu spændt ben for det - Nu skal han så igang med en uddannelse inden for transport sektoren, og så er de3t jeg frygter at en hash påvirket betjener gaffel.truck, last bil eller hvad det nu måtte være.
Jeg har været klar over at han røg, for at dulme smerten, men havde aldrig drømt om at han var sindslidende....Jeg troede det handlede om svigt ifm at hans forældre blev skilt, og hans store søster flyttede til udlandet...
Men tak for konstruktivt ind-put. [s]/Kontormus

det var "citat ham"... Og jo- de fleste af dem er nogle søde drenge.. de er misbruger, de tror ikke på at hash er skadeligt, og holder han op med at ryge det, så forsvinder de, for så har de ikke rigtig noget der binder dem sammen....
Min evenner er gode venner - de forstår ikke helt problematikken, da det ikke er deres "barn", men de forstår min smerte/frustrationer....Men de kan, fordi de ikke har skoen på, give mig diviser for hvordan jeg får vendt situationen. Vh Kontormus

Citat:
"Jeg har været klar over at han røg, for at dulme smerten, men havde aldrig drømt om at han var sindslidende....Jeg troede det handlede om svigt ifm at hans forældre blev skilt, og hans store søster flyttede til udlandet... "
Træk vejret og klem balderne sammen.
Det er hverken skilte forældres eller udenlandske søstres skyld, at ungen er havnet i suppedasen. Det er hans EGEN skyld. Han har selv valgt et lorteliv og han skal selv vælge anderledes, hvis I skal komme videre.
Mange hilsner
NinaO

Det kan kun din søn gøre. Så længe han ikke har lyst til det, kan du bare se på.
Forsøg at træde et skridt tilbage - og lad ham så selv "hygge" i sovsen.
Lur mig, om han ikke synes det bliver lidt træls i længden, når mor ikke bakker op hele tiden.
Mange hilsner
NinaO

Som en anden skrev - så længe, du omgås ham, når han misbruger hash, er du medmisbruger.
NinaO har ret. Lad ham være "ene" om sit misbrug. Det er hårdt, ja - at se sit barn føre et liv, som ikke rigtig fører til noget positivt. Det er kun ham selv, der kan indse det. Du skal bruge din tid på noget andet.

Hejsa
Okay, først, et anstændigt liv? Basse, hør dig selv, hvem har stoppet den kæp op!?
Ja, du må undskylde føler mig stødt som nyder af dette natur medicin, og euforiserende stof og som misbrugt, som alt andet. Alt i moderation.
Han vil ikke hjælpes, aka du kan ikke noget gøre. Du forværrer da situationen ved at holde et så sort-hvid billede. Hash er skidt, min søn er på vej i lort osv. "I" vil kæmpe med ham, niks, han er ikke "motiveret" til at "kæmpe" som sagt, altså ikke til at stoppe indtagelsen af hash. derfor kæmper du imod din søn idet du vil noget andet. u har vel tænkt over hvorfor han begyndte? Har du om andet spurgt?
Har du nogensinde selv gjort det eller haft lyst?
Nå, et råd er spørg ham, sæt jer sammen, far, mor søn, tilbyd ham at ryge sammen. Hvordan håndtere han jeres/din accept? Er det okay, så gør det for fanden og om ikke andet, oplev en del af din søns og mange andres verden, horisont udvidnende om man vil.