Incest 2 gange i min familie

Jeg er pige, 24. Jeg har været udsat for incest hele min barndom fra min farfar.
Først for nyligt fortalte jeg det til hele familien.
Kort tid efter min afsløring, skulle det vise sig, at denne havde givet min yngste bror mod. Mod til at fortælle mig at vores ældste bror gennem 4 mdr. i midten af vores teenageår, via truende adfærd og enenkelt gang med et ordentligt slag på siden af hovedet, har tvunget ham til oralsex gennem ca. 4 mdr...Og der er mere: En aften prøvede han også at trænge op i ham, men fordi det gjorde så ondt på den yngste, så stoppede han.....
Jeg kæmper for at holde hovedet oven vande!!! For at overleve! Jeg har grædt i en uge, hver dag, siden min bror fortalte mig det... Jeg begriber det stadigvæk ikke...Jeg synes bare, det er så synd for ham, og hadet for den anden er så stort, at jeg hele tiden tænker på at han bare burde DØ! Altså ikke leve længere på denne her Jord længere, når han er så fucked up syg oven i sit hoved! Gid man kunne gøre det og slippe af sted med det. Desværre kan man ikke. Sådan er det desværre bare.
Jeg synes næsten ikke at vores forældre skal vide det, ganske enkelt fordi, at jeg synes det ville være så synd for dem at få også dette smidt i hovedet. Jeg er også ret sikker på at min far ville tage livet af sig. (Længere historie)
Jeg er bare chokeret og lammet... Jeg troede ellers at jeg om nogen burde have øje for den slags, men jeg havde godt nok i min vildeste fantasi eller paranoia forestillet mig, at den slags kunne ske I SAMME HJEM (???!!) Hvad sker der med livet?? Jeg synes, det er så langt ude! Alt for langt ude! Vil nogen venligst fortælle mig, hvad oddsene egentligt er for, at lynet slår ned samme sted?? Jeg ved at det faktisk er muligt, bare ikke så sandsynligt. Men jeg forstår det bare slet, slet ikke.
Jeg ved, at den seneste nyhed ville have knækket mig HELT og FULDSTÆNDIGT, altså jeg havde slet ikke været her længere tror jeg, hvis ikke det var for min mand, som elsker mig, støtter mig og virkeligt bare prøver at gøre ALT i hans magt for at holde mit humør og gåpåmod oppe.
Det er vist ca 1 uge måske 10 dage siden jeg fik det at vide. Jeg er ikke helt sikker. Jeg er ikke mig selv længere.
Er der ikke nogen derude som vil være sød at skrive et eller andet tilbage? Bare en eller anden slags feedback jeg måske kan bruge til noget? Bare et eller andet?
Jeg er stærk npk normalt, men jeg er meget svag nu og kunne godt trænge til lidt opmuntring, støtte, råd eller lignende.
Pas godt på jer selv og hinanden derude.
Kh Fisken

lyder sku sygeligt, Ligesom dig syntes jeg farfar der skal traffes MEGET hårdt.
meld ham for det, og hold hovedet oppe, din mand hører jeg støtter dig, så da han nok står dig tæt, så brug hinanden til at klare det med.
kan ikke sige meget mere,, MEN håber du får det bedre og ønsker dig alt godt fremover.

Det er en grim oplevelse du skriver om , og det er jo strafbart. Det bedste var , at få professionel hjælp. I Aabenraa er der et sted hvor man kan gå hen , og snakke om sådan noget med nogen , der har prøvet det samme . Er det noget med trusler , mener jeg der burde gøres noget ved det. Det er frivillige som der har lavet et sted , hvor man kan snakke sammen med andre mennesker - det er nok en god ting. I mange byer har man sådanne steder , hvor man kan få hjælp. Det bedste er at få sådan noget bearbejdet.Det er jo din egen beslutning , hvad du vil. V.h. aabenraamand.

Jeg tror det er vigtigt at få talt tingene igennem, og jeg mener bestemt at det var det rigtige valg at fortælle familien det.
Det var også godt at det gav din yngste bror mod til at fortælle om hvad han har gået igennem.
Det kan ikke hjælpe at sidde og gemme på den slags trygtelige oplevelser væk.
Hvis dine forældre muligvis ikke kan klare sådan en "nyhed", så bør du naturligvis ikke sige noget til dem.
Bare at man får snakket om det med nogle personer er meget vigtigt. (Det behøves ikke nødvendigvis at være dine forældre).
Og din yngste bror valgte jo også at snakke med dig om det...
Jeg syntes du klarer det godt, for det er bestemt aldrig godt at få sådan en nyhed fra sin yngste bror. (eller nogen anden).
Nu ved jeg ikke hvor gammel din yngste bror er, men jeg syntes da at i burde snakke med en physokolog eller ligende, så i kan få snakket ud om tingene.
En physokolog kan helt sikkert hjælpe jer, så i kan finde ud af om der er noget i bør gøre.
Men jeg syntes at det er flot at du skriver sådan noget her på sol.dk Det kræver også mod, at fortælle om den slags.
Med venlig hilsen
Anders Nielsen

hej - jeg har ik læst hele indlægget men hvad nu hvis jeres ældste bror også har været udsat for incest af en eller en i familien - det plejer jo at gå igen og i arv i famile og alt det - sikkert derfor det aldrig stopper helt

Hej Anonym,
Det du har været igennem er du nød til få hjælp til at løse, hvis du skal finde dig selv igen. Jeg kan ikke sige hvad der rigtigt og forkert for dig at gøre. Jeg tror bare det meget vigtigt, du får det vendt med en person der kan lytte til dig.
Held og lykke, og håber du vil finde dig selv igen.
Mvh. Claes Pedersen

håber du har det bedre idag. ellers snart får det.
jeg ville melde ham for det, men op til dig. kan kun give mit råd, din kærete lyder OK, så håber hans hjælp er god, ønsker dig alt godt frem over.

Jeg blir helt trist over at høre din historie her. Men jeg vil rose dig for at holde ud! Vær du glad for du har en mand der virkelig elsker dig og vil hjælpe dig gennem sådan en svær tid. Uden ham havde det sikkert været håbløst! Men det hjælper ik kun at han prøver at holde dig oppe, du må også selv være stærk og kæmpe for at overvinde det her. Jeg kender dig ikke, men sådan som du skriver så tror jeg også du er stærk nok til at klare dig igennem det her "helvede". Der er så utroligt mange der går igennem det samme som dig, og det er frygteligt! Undersøgelser viser faktisk at det sker for næsten hvert 5 barn! Det er vanvittigt! Heldigvis findes der støttegrupper for disse incestofre hvilket er en stor hjælp til dem der har brug for det! Har selv været/er gennem en ret svær tid i min familie dog ikke så slemt som i din, og jeg holder mig kun oppe ved hjælp af min dejlige kæreste! Han er en mega stor hjælp og er meget taknemlig for at ha ham! Troede ik selv jeg havde styrken men jeg har fundet min styrke i ham!
Fat mod min tøz! Din styrke ligger i dig selv og din mand!
Kærlig hilsen Devil_tiger!

Hej Mark,
Jeg tror man skal være lidt varsom med at have den holdning, at når man selv har været udsat for overgreb forsætter selv med gøre. Jeg tror langt de fleste der været udsat for uretfærdige oplevelser i livet har tænkt, at det vil man aldrig selv gøre. Men jeg tror også det forudsætter, at man møder mennesker man kan være fortrolige over for, så man ikke skal holde på hemlighed for sig selv helle livet.
Mvh.

Kære ven. Dit brev gjorde stort indtryk på mig.Jeg har arbejdet netop med incest ofrer og ingen burde opleve eller gennemlev den proces efter, for at lægge det bag sig og komme videre med livet.
Det er flot du nu er der hvor du tør tale med nogen om det og nu skal du ind og ha noget hjælp til processen.
Der findes centre for incest ofre og de vil hjælpe dig videre.
Og du skal tage din lillebror med dig. Han har også brug for hjælp.
Jeg syntes du skal tage en snak med din anden bror, muligheden for at han også er ofrer er meget stor han kopirer et mønster han har lært et sted.
Er han også offer er det jo forfærdeligt i går og hader ham så skal han også hjælpes. Hvorvidt i vil anmelde krænkerne skriver du ikke noget om, men jeg tænker her på om din bror har børn så har du en plikt til at stoppe en evt overgreb på dem.
Jeg håber du kan bruge noget af det jeg har skrevet og ønsker dig al held og lykke med livet frem.

Jeg blev fanget af din gribende historie og kan virkelig godt sætte mig i dit sted! Jeg er selv blevet misbrugt i fem år, fra jeg var 3.. Det var min storebror der gjorde det. Efter min mor fandt ud af det 6-7år efter, blev spurgt om jeg ville lægge sag an mod ham, men ved at voldtægtsforbrydere ikke får særlig høj straf Og var jo ik så gammel.. 13-14år, så tænkte at jeg ikke ville ødelægge hans fremtid da han lige var blevet gift og fået det første barn. Bebrejder mig selv den dag i dag at jeg lader en psykopat gå på fri fod og tænk hva der dog ik ku ske hans børn?!?! Men er nu en pige på 19, og når jeg tænker tilbage er det hans skyld jeg har fortrængt hele min barndom.. Kan intet huske.. og gjort så jeg ik tør binde mig til folk.. Det der holder mig oppe er at man bliver en kanon menneske-kender. Et blik i deres øjne siger alt!!!
Men det var jo dig vi kom fra.. Der er jo ikke noget at gøre nu.. Sket er sket! Desværre. Du kan intet ændre nu.. Og grunden til at ingen har lagt mærke til det at grænsen mellem geni og psykopat er utrolig fin. De kan gøre alt uden nogen som helst opdager det. Og der var jo ingen der forventede det af ham (ellers turde de måske ik sige det pga frygt).
Ved godt det lyder utrolig hårdt, men det var jo hverken din eller din brors fejl! Det er utrolig synd at en voksen mand kan ødelægge små børns liv på den måde. Men for at overleve må man vende alt negativt til positivt! Jeg ved ikke om du forstod mine tanker omkring det eller om det du overhovedet kan bruge det til noget?! Jeg håber ihvertfald du finder ud af det hele!
Kæmpe kram herfra!

Min mor og hendes søster har været udsat for det samme af faren og to onkler.. Hun fandt støtte i sin kæreste der var der for hende! Brug ham så meget du kan og gør noget impulsivt, så du ikke har den trivielle hverdag og går og tænker på det hele tiden.. Ved godt det er sundt og at man har brug for det og ikke skal flygte, men det er godt at komme lidt væk og få det lidt på afstand. Når man kommer tilbageser man det med andre øjne. Det virker som om man ikke kan overskue det lige nu, men det er det bedste ifølge vores erfaringer.. Kæmpe Kram igen

altså nu har jeg ikke selv oplevet det men jeg havde en lærer som engang havde en elev som blev udsat for incest - og hvad sagde moren da hun blev konfronteret med det, "Jamen jeg blev selv udsat for det da jeg var lille så når min mand gør det sidder jeg og holder hende i hånden."
-Hvad sker der lige der....??
Jeg kan ikke lige huske helt om pigen ikke ville have det blev sagt til myndighederne - men det mores sagde står klart i min hukommelse. - så det er bare lidt af mit syn på tingene - det kan ihvertfald gå igen hvis ikke der bliver gjort noget m.h.s.t. behadling og ligende.

jeg tror ik det er spøg da man ik spøger med den slags

ja det var

Jeg synnes at du må fortælle det til dinne forældrer. Derfra må i allesammen søger vejledning og støtte hos psykologer og andrer støtte instancer. De har aldrig været din rolle at beskytte dinne forældrer, det er dem som skal beskytte dig, selv om du er 24. Hvis vi skulle klare alt alene ville der være behov for millioner af sole, vi har kun en. den må vi brug i fælleskab. Du kan aflaste meget hos din mand men det er ikke den optimale løsning. Find mod.

Jeg er hverken psykolog eller lignede, og jeg er sikkert også meget ung og dum, men jeg var så chokket over dit indlæg, og synes at det er utolig flot at du har skrevet om det. Allerede ved at du har skrevet om det, betyder så uendelig meget, nemlig at du kommer ud med det og deler det med andre, så det ikke bliver en sten omkring hjertet som man skal rende rundt med. Jeg vil tror at det er et skridt i den rigtige retning. Har selv en ven som har været udsat for insest, og det har virkelig hjulpet hende at dele det med hendes venner, og ikke holde det hemmeligt.
Men hold ud og bliv ved med at få talt om tingene og behandlet dem inden i sig selv, så er jeg sikker på at du igen vil få det bedre og blive afklaret.
en anden ting der hjælper mig i svære situationer, er at jeg skriver dagbog eller digtet eller prøver at få mine følelser ned på papir i form af sange el. lign. jeg har det altid bedre, hvis jeg prøve at flytte noget af det i mit hovedet som er for stort og tungt til at overskue, ned på papir.
Håber virkelig du vil få det bedre.
Knus og varme tanker fra Tilde

Hej Anonyme Pige 24 år..
Jeg kan blive helt bekymret for din ældste bror. Hvis den mand selv fik børn, kunne han så finde på det igen? Er han virkelig pædofil - eller var han blot et forskruet teenager, som udlevede sine fantasier gennem sin mindste bror? Selvom det er hårdt, svært og helt forfærdeligt, så tror jeg at i skal tage tyren ved hornene og konfrontere ham/melde ham. Jeg ved ikke om din bedstefar er helt ude af billedet. Men jeg mener, som kvinden, der arbejder med incestofre, at man har en pligt til at forhindre at den samme ulykke sker for andre. Det er en træls ekstra byrde at få, når man ikke selv kan overskue tingene, men så må du søge hjælp til det. Søg råd og vejledning hos incestcentrene for at få hjælp til at beslutte, hvad du skal gøre. Du kan næppe bære rundt på det hele selv - eller regne med at dine nærmeste kan. De er også på en eller anden måde involveret i sagen - og derfor vil jeg råde til at gå til professionelle, som ikke har føleleser med i klemme. De kan overskue tingene for dig, og hjælpe dig med at beslutte, hvad du og evt. din yngre bror skal gøre.
Alle de bedste ønsker herfra..

Jeg kan kun sige jeg er stolt af dig...
At du kom frem....
Jeg har en veninde som hvis bror var udsat for incest...
og ikke nok med det moderen prøvede at tage sit liv og drak for vildt.....
Så du desværre ikke den eneste i verden, men jeg tror du har givet andre folk mod på tanden...

knus Irene

..man kan ikke forhindre sin natur stand...

Ja endnu en trist historie.....jeg ville råde dig til at fatte modet og melde, både din farfar (hvis han stadig lever) og din ældste bror.
Tá din yngste bror i hånden og få hjælp på et center for incestofre, i har brug for det....ikke fordi jeg ikke tror i/du er stærk(e) nok, men fordi det kan hjælpe jer med at bearbejde de ting der kommer i forbindelse med en eventuel retssag. Jeg ved ikke om din er forældet, men jeg tror at incest skal meldes indenfor en bestemt årrække ellers kan man ikke rejse anklage mod nogen, men jeg synes du skulle få disse ting undersøgt...
Din mand, jamen han er jo guddommelig......der findes ikke mange af den slags.....du vil kunne have ham som en enorm støtte i en retssag, du vil enddnu (muligvis) kunne bruge ham som vidne, i forhold til hvordan du har udviklet dig (du skriver ikke om hvor længe i har været sammen, men alligevel!!).
Jeg har 2 i min familie der har været udsat for det samme, det var deres far der gjorde det. De har aldrig fået hjælp. Den ene har det godt idag, men den anden er meget svingende....(hvis du forstår!!!).
Du skriver at din far ville begå selvmord hvis han fandt ud af, hvad der er sket din yngste bror, samtidig skriver du det er en længere historie...det kunne jo være at din far også har brug for at få de ting bearbejdet der er overgået hans datter.....har du tænkt på det????
Nå, men jeg vil smutte igen....hold ud, du er utrolig stærk og bliv ved med det, men hold ikke dine frustrationer for dig selv, de ødelægger dig......
Mange varme tanker og knus fra SKORPIONEN

Det har ikke direkte noget med den meget ulykkelige situation som der omtales at gøre... Jeg kan bare ikke lade være med at kommentere når 'tal' er så forkerte.
Man hører tit helt vilde tal såsom 10% har været udsat for incest osv. Hver femte har jeg ikke lige hørt før, men jeg har til gengæld for nylig i en længere artikel i Politiken læst fra en, der rent faktisk arbejder med sager som disse, at tallene aldrig har været i nærheden af de estimater, som mange støtteorganisationer taler om når der skal samles penge ind; faktisk tyder de større undersøgelser (som opfylder krav om spredning i de undersøgte fra alle samfundslag og så videre) på at tallte nærmere er en til to procent af alle børn (inkl. de urapporterede overgreb). Det er selvfølgelig ikke ok, men det er godt nok en helt anden verden end den hvor det er 10-20% af alle børn, der udsættes for seksuelle overgreb.
mvh,

Jeg ved ikke lige hvordan du skal forholde dig til din fars situation, men jeg synes, at du under ALLE omstændigheder skal - som andre har foreslået - tage din lillebror med hen til nogen, der kan hjælpe jer. Andre steder, er der folk der har anbefalet at gå til sagsbehandlere på kommunen og det kunne nok også være en måde at starte på.
Jeg tror under alle omstændigheder ikke, at du skal regne med noget som helst bliver bedre ved status quo.
Endelig vil jeg lige sige, at jeg har kendt nogle familier hist og her med hvor incesten var til stede og dér var det sådan, at det sjældent var ét tilfælde. Der skal ryddes op - for at stoppe det.
Umiddelbart forekommer du mig, i dit indlæg, at være meget mere resourcestærk end du (tilsyneladende) selv tror du er, så jeg tror godt du og din bror med hinandens og jeres nærmestes hjælp kan komme igennem det og komme ud på den 'anden side' - selvom det nok altid vil præge en.
mvh,

Det lyder som om det ville være en meget traumatisk oplevelse for din far, hvis han også skal have dette at vide, og hvis du melder ham (din bror) vil han vel på et eller andet tidspunkt få det at vide.
Slå hånden af din bror eler sig til ham at du ved hvad han har gjort og hvad du mener om det - jeg tror det er det bedste. Hvorfor stoppede det igen og har du meldt din farfar?
Held og lykke med det hele, håber det ordner sig uden at der sker yderligere grimme oplevelser.

Hej Fisk
Har du overvejet en selvhjælpsgruppe?
Måske også en idé til din yngre bror?
Tror det er meget vigtigt I får snakket for alvor ud om det skete, om det så er med hinanden, familien, venner eller andre ..
Lad vær´ med at lukke af og fortrænge det!
Min mor var udsat for det samme med hendes stedfar (manden jeg kaldte morfar). Det fandt jeg først ud af for et halvt år siden, og han har altså været død i 10 år nu.
Min mor gjorde den 'fejl', at hun aldrig fortalte det til nogen, og aldrig fik bearbejdet det. Og det har givet hende ar på sjælen.
Hold hovedet koldt, og støt dig til de nærmeste.
Så skal det hele nok gå, selvom det virker håbløst nu.
Knus & varme tanker til dig og din yngre bror :)

Selv om jeg umuligt helt kan forstå det du har været igennem, kan jeg uden tvivl sige at du er en af de stærkeste personer som er tilbage på denne jord, de fleste mennesker idag vil uden tvivl ha bukket under for den omgang du har fået.
jeg har altid været utrolig idealistisk og ville redde hele verden (trods min unge alder, er 18). Jeg har brugt RIGTIG mange år på at finde måder at få folk til at se deres egne dumheder, deres egne groteske opførsel og deres egne syge ideer på et velfungerene system. Men jeg har for ganske kort tid siden opgivet, for jeg længere vi kommer frem i tiden desto ondere, groteskere og egoistiske bliver folk. Men til trods for at jeg har opgivet at redde menneskeheden så vil jeg altid give kærlighed og troskab overfor dem rundt om mig.
Men det jeg egentlig ville frem til er at menneskeheden har allerede dømt sin egen skæbne, men mennesker som dig, sørger for at der stadig går mange år endnu før vi helt er opslugt af had🙂det lyder måske ikke af meget, når det kommer fra en du ikk kender. Men jeg er stolt af dig, og stolt over t du har turde at stå frem, kæmp videre, og få det dejlige liv du fortjener sammen med din mand
Håb og kærlighed må blive dit liv
Carsten

Først og fremmest vil jeg gerne TAKKE jer ALLE!
(På nær den der mærkelige idiot til Randy, som pludseligt blandede sig, hvor han/hun ikke er velkommen)
Jeg har været inde og læse på indlægene en gang imellem når jeg har været i nærheden af en PC, og jeg vil nu forsøge at besvare de spørgsmål der har været og belyse min nuværende situation:

KÆRLIGHEDEN FIK MIG OVENPÅ:
2 dage efter at jeg havde skrevet, var jeg ovenpå igen!
Jeg blev nødt til at finde krigeren frem i mig og kæmpe. Dette tog ca 2 dage og 2 nætter i alt. Og hvad var det der fik mig til at kæmpe, kunne I måske spørge? Ja, det var og er KÆRLIGHEDEN! Kærligheden er det eneste der er værd at kæmpe for i denne verden, og da jeg og min mand har været så velsignede i dette henseende og har fundet den store kærlighed i hinanden som hinandens soulmates, ja, så blev jeg nødt til at vende blikket væk fra afgrunden (som bekendt opluger én, hvis man stirrer længe nok) og vende det mod LYSET, glæden, kærligheden og min dejlige, skat.
Vi var lige flyttet, da jeg fik nyheden om min bror, havde kun været det nye sted i 5 dage, og jeg syntes det var så synd for min dejlige mand, at vi ikke kunne glæde os over vores vores nye sted, som vi havde set frem til i så lang tid. Jeg undskyldte selvfølgeligt mange gange over for ham, og sagde,at jeg virkelig var ked af at jeg skulle være så ked af det og græde så meget som jeg gjorde, og han sagde selvfølgeligt, at det skulle jeg slet ikke tænke på, mens han hele tiden var ved min side, og kyssede mig i panden og holdt om mig, og prøvede at få mig til at vende mit fokus over på OS, og det smukke vi har sammen.

Og det gjorde jeg så. I min egen tid. Jeg skulle åbenbart have tid til at få det hele ud. Nogle af dagene var jeg seriøst nervøs for om jeg var på vej ind i en alvorlig depression og det føltes som om, at jeg havde en hel syndflod at græde over de grusomheder der er hendt, såvel for mig, som for min bror og alle jer derude i verden som også har været udsat for samme forfærdeligheder. Tårerne trillede og trillede og trillede. Jeg har grædt for os alle...
Min mand ved at jeg er en stærk pige, og han talte meget til min indre kriger, og lokkede den frem! Motiverede mig med kærlighed. Da jeg også er en meget stædig pige, så blev jeg enig med mig selv at det mørke og det onde IKKE skal få mig og IKKE skal ødelægge det smukke jeg har i mit liv - mit forhold! Så jeg vil KÆMPE med næb og klør for OS!

MIN FARFAR:
Jeg melder ikke nogen for noget. Min farfar er gammel og jeg kan ikke se nogen mening i det. Hans straf må Gud afmåle, når tiden er inde. Mens han er her på Jorden, må han leve med at han er skubbet af sin trone som familiens overhoved, og han må leve med at alle ved det, og han må leve med de konfrontationer familien har taget med ham øje til øje og den afsky de har for ham....
På grund af min farmor, som ikke har længe endnu, tollerer de ham, og at være i hans selskab.
Han er blevet spurgt HVORFOR og HVORDAN kan kunne finde på at gøre det og hvorfor det aldrig er faldet ham ind at undskylde over for mig. Til det svarede han grædende at ham ikke vidste det. At der var et eller andet galt med ham på det tidspunkt, og at han, hvis jeg da gad at se ham, gerne ville undskylde over for mig....
Det kan jeg ikke bruge til noget som helst. Ikke noget som helst overhovedet! Angrer han overhovedet eller er han bare ked af at det kom frem og han er blevet så hårdt
DØMT af hele familien? Jeg gider ikke at vide det! Det gør ikke nogen forskel for mig, ærligt talt.

DEN ÆLDSTE BROR (27 ÅR)
For mange, mange år siden mens vi stadigvæk boede sammen, kan jeg huske at han en dag firtalte mig at han havde en HEMMELIGHED... Jeg spurgte selvfølgeligt ind til det, men han svor at han aldrig ville fortælle det til nogen.
Den HEMMELIGHED har jeg aldrig glemt. Og har i ny og næ undret mig over, hvad det mon kunne være.
Jeg sendte en besked i arrigskab til ham dagen efter min anden storebror ( 25 år) fortalte mig, hvad der var sket. Jeg skrev noget i stil med: " JEG KENDER DIN HEMMELIGHED! JEG VED, HVAD DU HAR GJORT! så kom der en lang sviner, som jeg afsluttede med at han ikke længere er min bror.
Jeg specificerede ikke, hvad jeg mente, og han spillede fuldstændigt uvidende og dum, som han er god til,
da han skrev tilbage og spurgte hvad jeg mente (!!!!!)
Jeg har ikke skrevet tilbage. Har ikke snakket med ham. Har bare sagt til min mor at hun aldrig skal invitere os to samtidigt og at jeg ikke er interesseret i at se ham- nogensinde. Fortalte hende at jeg ikke kunne sige det, og at hun skulle være sød at respektere det.
Jeg tror ikke at han har været udsat for noget, fordi jeg tror at han ville have haft fortalt mig det, da jeg fortalte ham, på tomands hånd, hvad vores farfar havde gjort. Det gjorde jeg dagen inden resten af familien fik det at vide.

HVORFOR GJORDE HAN DET?
Det her er bare min og min mands teori:
Den ældeste bror har altid været meget kontrollerende og dominerende. En alfa han type. Og en klassisk Narcissist med et stort N og en overdreven egoist.
Da vi var helt små, havde han flapøre, og når han var led og smart, var jeg led og smart i kæften og han blev så kaldt Dumbo og meget andet "kreativt"..
Han og jeg har altid været de to stærke, og har derfor altid været i konflikt! Han prøvede at dominere mig, men det er der altså IKKE nogen der gør. Han var fysisk stærk, og jeg var det verbalt. Så jeg gav igen med næb og klør, der hvor jeg var stærkest.
Det har han aldrig kunne tage. Han har altid ville have mig til at gøre som han siger, og når jeg ikke gjorde,
ja så var det jo ren provokation!!! Som gav sig til udslag i at han til tider slog mig, hvor jeg både er fløjet ind i et eller andet og faldet ned på gulvet. Har haft næseblod en anden gang. Så har han taget kvælertag på mig o holdt det så længe så at det sortnede for mig, og så videre og så videre.
DEN YNGSTE AF DE TO (25 ÅR)
Han har altid været meget stille og rolig og lidt usikker. Helt klart enderledes end os. Men han har altid været sød og sjov, rar og utrolig venlig. Et dejligt menneske.
Når den ældeste sagde noget til ham, makkede han altid ret. Turde ikke svare igen, og bukkede under og gav efter med det samme. Har altid været bange for ham. Og det fortalte han mig også selv at han havde været.
Og det er her, at jeg tror, at den ældstes magtsyge har taget overhånd, og at han ganske enkelt i sin syge lille hjerne, har ville se præcis, HVOR LANGT kan kunne gå !
Ja, det er sindssygt...
HVAD NU?
Min mand er ikke meget for at jeg konfronterer den ældste med min viden, fordi han er sikker på at den ældeste bror sagtens kunne finde på at gøre den yngste noget som straf for at have fortalt det til mig...
Derudover er han også bange for at jeg kunne komme til skade. Jeg har sagt at jeg ikke er bange for ham, og hvis han vil slå mig, banke mig eller slå mig ihjel så kan han bare komme! Men jeg er nervøs for min yngre bror...
Jeg er ærligt talt også en lille bitte smule nervøs for om den ældste kunne finde på at true mig med at gøre min mand noget, hvis jeg så meget som overvejer at sige det til nogen (fordi han ved hvor meget vi betyder for hinanden, og at min mand er det eneste som virkeligt betyder noget for mig)
Men uanset hvad, så ved jeg med næsten 100 % sikkerhed at han ALDRIG ville indrømme det! Han kunne sikkert finde på at smadre den yngste for at sprede sådan nogle "løgne"
Sådan er han. Han er en led type. Men udadtil synes alle mennesker,at han er så charmerende og smilene og flink...
Uhyggeligt..........
Men endnu en gang TAK til alle og tak til Gud !
Jeg skal nok sørge for at min bror og jeg får behandling, og jeg passer ekstra godt på ham nu, og snakker særligt meget med ham. Jeg har altid på en måde været "storesøsteren" og jeg skal gøre mit for at han får et godt og lykkeligt liv. Jeg passer på ham. Han vil altid have mig!!!
Tro på kærligheden! Den er lyset i mørket!
Fisken.

Tak fordi I var stærke, mens jeg var svag. Jeres indlæg har betydet rigtigt meget for mig, og har virkeligt været en stor trøst i en svær tid.
KYS til jer alle :>

Hejsa.
Først vil jeg gerne lige sige at jeg er mand og blev udsat for incest af min stedmor da jeg var 5 og 6 år gammel.
Desuden havde jeg en god ven for nogle år siden som begik selvmord på grund af incest hvor hans far og onkel og deres venner havde misbrugt ham gennem flere år fra da han var omkring 8 til 12.
Min ven kom som sagt aldrig over det og en af grundene var at der ikke rigtig var nogle han kunne snakke med om det.
Jeg er kommet igennem det trods at det har været svært og jeg først var istand til at tale om det da jeg var omkring 24.
Ved ikke om det er lige så slemt at blive misbrugt som barn når man er dreng og bliver misbrugt af en kvinde.
Men det havde store konsekvenser for mig i en del år hvor jeg ikke kunne klare at andre rørte ved mig. Det gjorde også at jeg ingen kæreste havde i mange år. Først da jeg blev omkring de 30 fik jeg min første kæreste. Men det holdt desværre ikke så længe. Men det hjalp helt klart på mange ting og jeg turde igen at blive rørt ved.
Det var så lidt forhistorie som måske kan forklare mine råd.
Jeg håber for dig at du ikke er bange for at være sammen med andre mænd. Endvidere har det hjulpet mig rigtig meget at snakke om det. Jo mere jeg har kunnet snakke om det med folk som på en og anden måde har forstået mig eller ihvertfald søgt at forstå mig har gjort at sårene lige så stille har kunnet heles.
Jeg vil ikke sige at jeg stadig hader min stedmor, men samtidig har det ikke sluppet helt og min angst som sidder så dybt for at blive berørt kan stadig dukke op til overfladen.
Men samtale har været en kæmpe hjælp for mig. Også iblandet noget humor, og ja det bliver sort humor, men det gør at tingene bliver lidt anderledes inde i en selv.
Desuden har jeg forsøgt alt hvad jeg kunne for at komme videre i livet. Gøre ting for mig selv som jeg syntes var sjovt og dejligt. Gøre ting som har fået mine tanker vendt mod noget andet. For det værste har været de perioder hvor jeg ikke har kunnet foretage mig noget, hverken arbejde eller studie eller andre ting som kunne henlede min opmærksomhed på andre ting.
Et og andet sted så har jeg tilgivet min stedmor. Og det er også mit råd til dig. Du må på et og andet tidspunkt finde tilgivelse selvom det er meget svært at tilgive. Men din farfars begær har været så stort at han har forbrudt sig og på den måde kan man sige at han sikkert ikke har haft det særlig godt. Han må et og andet sted have vidst at det han gjorde var noget rigtig skidt noget.
Men bliv ved med at snakke med andre om det, gerne indtil det hænger dig langt ud af halsen. Drop det så for et stykke tid og tag det op igen. Du skal også tage det op når du er glad og ikke tænker på det.
Ihvertfald beder jeg til at både din bror og dig må få et langt og lykkeligt liv trods de horrible hændelser. At I må få den hjælp og rådgivning som skal til. At i vil have en omgangskreds der forbliver at lytte til jer når I har brug for det. Og snakke med Jer om det når det er påkrævet og at I vil finde vejen ud af krisen.
Lad være at begå den samme "fejl" som min ven der begik selvmord og lad være med at dope jer fra sans og samling for at glemme. Det løser ingenting men gør kun ondt værre.
Med håbet og ønsket om at folk snart holder op med at udøve vold på børn.
De hjerteligste hilsner, Eyas

Hej.
jeg føler med jer der har været igennem incest.
jeg har selv været i gennem det med min morfar som ikke er min rigtige morfar.
han begyndte på mig da jeg var 3 år og forsatte til jeg var 15.
Min mormor fandt ham igang med mig og så sagde hun at jeg selv havde bedt om det.
Jeg fik ham anmeldt men der skete ikke noget ved det da min mormor sagde at det ikke passede.
Han skal nu flytte op til min broder som har 2 børn og jeg er bare så bange for at det gåt ud over dem. Hvad kan jeg gøre de vil ikke høre på mig

hej fisken !
jeg har været udsat for incest af en af min mors ældre brødre.
det begyndte da jeg var 15 år og stoppede først da
jeg var 17 år.
så ved godt hvordan du har det !
Har du prøvet og melde dig på en incestcenter ?
jeg er med i en incestcenter og det hjælper mig meget :-)
ville bare ønske jeg havde gjort det noget før, henvendte mig først sidste år i december !
Jeg tror terapi vil være godt for dig :-)
Jeg står på venteliste til en terapigruppe !
Det glæder mig din kæreste støtter dig og bakker dig op :-)
Det gør min kæreste heldigvis også, så jeg er også
heldig at have fundet mig en, der hjælper mig og støtter mig i det :-)
Knuz fra Vædderen

Hej
Har selv prøvet det... ved ikke om min lille bror har... men en ting er sikkert...gør noget !!! Start med at snakke med dine forældre !! I hvert fald din mor. Du kan ikke tage ansvar for din far, han er din far og skal lytte. For din søskendes skyld sig noget. Råb det ud, få det ud af systemet og lad ikke din farfar vinde, ved at ødelægge dit/jeres liv.
Held og lykke og styrke til alle os der ved hvordan det føles at være her på de betingelser...men vi er stærke og overlever. Vi lærer at klare ting andre ser i fjerneren og dømmer. Vi må stå sammmen og sige noget...sige at det accepterer vi ikke !!! Og ændre opfattelsen i samfundet! Råbe op og straffe dem... for vores kommende generations skyld, så skal denne pest udryddes i en fart. løft hoved se fremad og sige stop !!! Knus herfra

Hej fisken.... Jeg beundrer dit mod, gåpåmod og at du ikke er knækket sammen.... Hold godt fast i din mand.... du har virkelig brug for ham... Jeg ved hvordan du har det... Jeg har selv prøvet det.... Jeg føler virkelig med dig og alle andre derude... Det var min storebror....Han blev min første gang.... Jeg har aldrig sagt det til nogen før, men det føltes egentligt helt naturligt at skrive det her.... Du skal bare vide at du ikke er alene, og vi er mange herude, som vil støtte dig og bakke dig op, også hvis I beslutter jer for, at fortælle jeres forældre om den ældste bror.
God vind og held og lykke...
TTB

Vi er tre piger der skal lave projekt om incest.. Da vi stødte på din historie.. Vi vil gerne give dig et lille råd med på vejen.. Vi syntes du først og fremmest skal tvinge dig selv til at komme videre og lægge det bag dig, selvom det er svært.. Vi syntes måske os du burde melde den ældste efter det han gjorde.. For det er måske den eneste måde du kan kommme videre på.. Hvis du ved han har/får en straf.. Hvis du har lyst til at svare tilbage kan du skrive til os på nille1807@hotmail.com.. Knus og tanker Victoria, Kirsten og Pernille.

jeg er en pige på 17 år , som er blevet misbrugt at af min egen storebor.
Det skete da jeg var 8 år og vi var på ferie med min mormor og morfor, og han lagde an til det igen da jeg var 12. Kan ikke svarer på hvad der får folk til at gøre sådan noget mod deres egen søskenden, men jeg kan da sige at din lillebror er utrolig heldig han har dig. Jeg har ingen i min familie jeg kan snakke med det om, simpelthen fordi jeg ikke kan få mig selv til at sige det. Han er jo også deres familie og i mine forældre tilfælde deres søn.
Det er faktisk kun lidt over en månede siden jeg fortalt det til nogen for først gang (min bedste veninde), men har haft utrolig svært ved at sige det til nogen.
Får er det misbrug når det er børn i mellem? Og er det ikke min egen skyld at jeg ikke sagde stop?
Jeg vil gerne takker dig for at skrive dette indlæg, det virker måske dumt på dig, men jeg troede virkelig jeg var den eneste der var blevet misbrugt af en søskende, og nu ved jeg, jeg ikke er den eneste og det har allerede hjulpet mig utrolig meget.
Mit bedste råd til dig vil være at støtte din bror så meget som overhovdet muligt og ellers bare holde godt fast i den mand.
Håber du får det bedre :)

Hey fisk...smiler.
Jeg er selv igemmen alt det her og prøver som en sindsyg at holde styr på mig selv og mit liv, men det går ikk.Siden jeg har taget huld på "bylden" og har fët hjælp, syntes jeg bare det hele bliver værre. Jeg har ikke lyst til at leve lige fortiden. Min kærste prøver at forstå, men kan ikke snakke om det og nu er han begyndt at tage afstand. (det er hårdt- da jeg aldrig har elsket en person så meget før i mit liv) Jeg holder altid afstand fra folk. Jeg har vist fået bildt mig selv ind at det her er noget jeg skal klare alene og er stoppet med mine antideprative piller, fordi de er vanedannende..
Det var min far der her smadderet mit liv på denne måde og endeligt har jeg bare lyst til at lade min kærste gør hvad han har lyst til, men så ryger han i spjældet- ikke så godt.. jeg ønsker en at skrive med evt kunne mødes med og snakke ud evt en støttegruppe der er mig nær.postnr:4600
Jeg er så ked af at der er så mange mennesker og børn der skal offeres for sådan en sygelig sygdom som de "voksende " nu har siden de gør det mod os.
Jeg kan kontaktes på en mail der hedder : denforvirrede@yahoo.dk

Det med om hvorvidt du skal fortælle dine forældre om din farfars overgreb fik mig til at tænke... det er SÅ svært at blive ved med at holde sådan noget hemmeligt. Jeg har været udsat for incest af min far fra jeg var cirka 12 til 14. Jeg har konfronteret ham. Han undskyldte og undskyldte og spurgte mig om jeg gerne ville have han skulle fortælle det til min mor. Jeg sagde nej. Det er nu 19 år siden og jeg fortryder at hun ikke fik det at vide. Jeg forsøget ihærdigt at have et rimeligt forhold til dem begge. Min mand snakkede i sin tid med min far om det. Han går stadig rundt og er vred indeni men holder mund for min skyld. Jeg er nået dertil hvor jeg er rasende på min mor fordi hun MÅ simpelthen have fattet mistanke. Hun var tilstede i huset. Hvis en far, gentagne gange, tager sin 12årige datter med op i soveværelset og lukker døren en søndag formiddag efter en fælles morgenmad, siger at vi skal lige ligge og snue lidt længere, burde en mor så ikke synes det er underligt? For eksempel. Nu er min datter blevet psykisk syg og jeg er bange for at hun i vores tætte forhold er blevet "smittet med skammen". Hun hader sin krop og skærere i sig selv og hun har angst og OCD. Jeg valgte at fortælle hende om morfar. Så presset vokser. Hun kan ikke holde ud at være i nærheden af ham. Jeg ved snart ikke hvordan jeg skal få tingene til at hænge sammen. Er så forvirret og ked af det. Jeg vil helst at mine forældre dør! Jeg ønsker også selv at dø og leger med tanken om hvordan. Men tanken om min datter stopper mig. Det skal hun ikke udsættes for. Åh, hemmeligheder...... Hader det.

Jeg er journalist og arbejder på et tv-program der hedder Q TV. Lige nu er jeg i gang med et program som skal handle om at have haft en vanskelig barndom, og at være blevet nødt til at blive for tidligt voksen. Samtidig vil programmet også gerne belyse hvordan man lærer at leve med de ting, som man ikke kan ændre på. Jeg vil meget gerne i kontakt med dig, eller andre med en lignende historie. Hvis du har lyst til at tage en uforpligtende snak, kan jeg kontaktes på line.buttenschoen@eyeworks.tv eller på tlf. 28116217.
Venlig hilsen, Line fra Q TV.

Hej.
Det er utrolig vigtigt at din bror fortæller det til nogen som står ham nær. Men han skal også være klar over at, han kan riskere at de ikke tror på ham. Men håber selvfølig de gør. For at gå med den hemmelighed indeni i gør kun tingene værre.
Jeg har selv været udsat for incest fra min far af, så kender alle de følelser der er i ens krop. I mange år levede jeg bare med hemmeligheden, og havde kontakt til min far.
Også meget vigtigt at de din bror får noget hjælp, for som du sikkert selv ved så sætter det altså sine spor, hvis man ikke får hjælp-- Desværre
Føler rigtig meget med din bror, og håber han får noget hjælp.

Livet var ment til at skulle leves, og nysgerrigheden til at skulle holdes i live.
Uanset hvad, må man aldrig vende ryggen til livet.
af Eleanor Roosvelt


Nogle gange kan det føles som om at livet vender ryggen til en.
Nogle gange kan det føles som om at man bliver straffet for det gode man prøver at gøre.
Nogle gange kan det føles som om at livet er en stor uretfærdighed.

Men kæmp for at livet ikke skal indhente dig.
Vend det til en udfordring, og kæmp for det.
Lad målet være udfordrende men ikke uopnåeligt.

Pludselig vil du opdage, at du har opnået dit mål.
Pludselig vil du opdage, at du har fået mod på noget nyt.
Pludselig vil du opdage, at du kan tage det næste skridt..

- den næste udfordring!

For livet er et stort bundt af udfordringer.
Nogle gange giver det os nederlag og andre gange giver det os styrke.
Men en ting er sikkert - vender vi ryggen til livet, vinder vi intet.

For at vinde, må man satse.
For at satse, må man tro.
og for at tro, må man have mål.

- og så er vi tilbage igen.

Så til dig som føler det hele omkring dig ramler sammen, vil jeg bare sige:
Tag din udfordring op, og sæt dig et realistisk mål. Det er værd at kæmpe for!

For jeg lover dig, solen vil skinne igen, varmen til komme og blomsterne vil spire frem.
Og når alt kommer til alt, så giver livet os også en masse glæder!

.. glem aldrig det..

Hej...
Det er meget svært for mig at skrive dette da det er et brud på hvad jeg skriver på nettet normalt. Spørgsmålet er hvordan dine forældre reagerede på DIN oplevelse. blev de sure? kede af det? hvis de tog det som forældre skulle og viste kærlighed og støtte kan DU tage op til dine forældre med din lillebror og evt. sætte dig ved siden af din far som støtte hvis han er så psykisk sårbar. Jeg blev udsat for incest af min halv-storebror (min fars søn fra tidligere ægteskab) fra jeg var 5 til jeg var 8... Da jeg var 9 sad vi og så en film om noget hvor en mand rørte et barn på en upassende måde og da min mor sagde "sådan et svin!" fandt jeg ud af hvad det var min storebror havde gjort ved mig... Jeg fortalte det til min mor og 2 af mine ældre brødre. min mor stolede på mig men hun sagde "du må intet sige til nogen! og slet ikke din far!" da jeg så blev 21 og skulle føde min yngste søn kom mareridtene igen og jeg knækkede helt sammen og fandt ud af at det var på tide at min far skulle have det at vide. Min far sad og modsagde alt hvad jeg fortalte om hvad min storebror havde truet mig med for at jeg ikke skulle fortælle det. Det var ikke hvad jeg havde brug for jeg mener ET BARN KAN IKKE SE HVAD DER ER RIGTIGT ELLER FORKERT NÅR MAN BLIVER TRUET! Det man har brug for er at have et par gode forældre som forstår en og støtter en så hvis du mener at de kan klare din lillebrors historie så få det sagt for det er ikke acceptabelt og se hvordan du har fået det efter din byrde er væk... fortjener han ikke det samme?
Knus Netta

Hey fisken !
Jeg forstår din frustration. Men en lille opmuntring, er at det selvfølglig er sindsygt usandsynligt, men set positivt er det da bedre at en familie skal lide for det end to? selvom det selvfølgelig så bare gør dobbelt så ondt.
Jeg er selv 17 år, og blev udsat for insest af min far efter mine forældres skilsmisse for 7 år siden. Men jeg lod som om jeg havde en normal far og havde det godt fordi det gjorde ondt at at tror på sanheden. Først for en måned siden da jeg snakkede med min kusine efter 6 år, fik jeg indset hvad han egentligt havde gjort? Og ved du hvorfor? fordi han havde gjort det mod hende!Senere i samtalen fortæller hun mig så at både min far og min onkel har været efter min anden kusine også!! Så også tre i en kan lade sig gøre!
Men vi tre står sammen og styrker hinanden, godt nok ikke gennem snak, endnu, men med blikke og viden om den samme smerte. Selvfølgelig er det hårdt at se noget nært, have været udsat for son noget pis? (især når man ved hvordan de har det) Men er det ikke bedre at have en at dele det med, en at begge står alene med det?
kærlig hilsen kiksebassen
håber det hjælper dig lidt, din historie har i hvert fald påvirket mig!

Hejsa Fisken
puha jeg har det skidt lige nu, der vælder en masse følelser op i mig, da jeg selv har prøvet det, jeg er nemlig også incest offer, sammen med min søster. Det er noget af det værest man kan udsætte sin familie for....Men som en del andre har skrevet kæmp, og s'g hjælp, det har vi gjort og vi kæmper videre.... For knække os helt det skal de ikke..
knuz

Hey.
Vi er to piger, som har valgt, at lave en projektopgave om Incest. Vi har ledt og ledt efter nogle, som har været udsatte for det, og som gerne vil svare på nogle spørgsmål. Hvis du har lyst til, at hjælpe os med dette, ville det være en stor hjælp.
Hilsen
Mette og Isabella