Kender du typen Part 4
Recap: Jack Rosenberg skiftede navn til Werner Erhard (fulde nye navn: Werner Hans Erhard, så det næsten ikke kan blive mere tysk), forlod sin hjemstavn i Philadelphia, sin kone og sine fire børn for at slå sig ned som leder af et dørbogudsalgsbureau i San Francisco i 1960’erne. I 1971 åbnede han så sit eget selvlærte psykologiudviklingskursus, Erhard Seminars Training eller bare est, hvor han på det brutaleste ydmygede og misbrugte deltagerne. Af uransagelige årsager fik han succes med konceptet og tjenete millioner på det. Samtidig udviklede inderkredsen omkring ham sig til en kult, hvor est-trænerne efterlignede ham og hans måde at være på ned i mindste detalje. I del 3 kiggede vi på indholdet af est-kurset, nu ser vi så på konsekvenserne for deltagerne. Mange beskrev det som en åbenbaring i deres liv, men for andre var det en katastrofe.
Først en lille anedote. I 1980 havde WE fundet på, at han ved hjælp af sin psykologiske metode i løbet af 20 pr ville ende verdens sultproblemer (hans filosofi er, at vi selv er ansvarlige for at konstruere vores virkelighed, så det eneste der skulle til var at overbevise folk om, at de skulle ændre den, meget mere om WE og hans mediestunts i næste afsnit af: Kender DU typen?).
Nå men Paul Gutfreund var en succesful miljøingeniør i Marin County, CA. Igennem en ven var han blevet overtalt til at tage est-kurset og var meget begejstret for det. Da så WE fandt på sultideen, konkret grundlagde han en organisation kaldet The Hunger Project, meldte han sig ind i den. Han arbejdede som frivillig i administrationen og arbejdede på at skrive en bog om det for organisationen. Han smed også en masse penge som frivilligt bidrag 47.500 USD er mange penge.
Sideløbende betalte han så en masse penge for forskellige videregående est-kurser om alt muligt vedrørende menneskelige relationer. På grund af kurserne udviklede han en manisk opførsel. Efter et selvmordsforsøg og to indlæggelser sagde han sit job op. Han brugte alle sine penge på The Hunger Project og est-kurser. Han blev stadig mere rablende gal og erklærede, at han ville samle 1 milliard kroner ind til UNICEF. Dette er ikke en tilfældighed.- Kurserne var skruet sådan sammen, at folk blev indoktrineret til at melde flere folk ind i dem og betale penge til dem. Nå men han mistede så sit hus, sin bil og hans karriere.
I 1988 lagde Gutfreund så sag an mod Werner Erhard og The Hunger Project for at have ødelagt hans liv. Konkret at de to var ”…responsible for his deteriorating mental condition as a result of fraud and the intentional infliction of emotional distress”.
På det tidspunkt levede Gutfreund på hvad der i Danmark svarer til kontanthjælp.
I 1992 var han så rablende, at han begyndte at beskylde sin advokat og andre der hjalp i hans sag for at konspirere imod ham. Tilsidst cuttede han forbindelsen totalt med sin advokat og sagen faldt fra hinanden.
I marts 1977 publiceredes der en artikel i American Journal of Psychiatry om psykotiske tilfælde, der var relaterede til est. Artiklens forfattere var dr. Michael Kirsch og dr. Leonard Glass. Kan iøvrigt downloades for 7 dollars på tidsskriftets hjemmeside. Artiklen fulgtes senere op af en anden artikel om samme emne.
Det er selvfølgelig svært at sige, at følgende tilfælde skyldes et to-weekend-kursus som est, eller om der var tale om folk, der allerede var pløk i en eller anden grad.
Nå men baggrunden af artiklen var, at en af Glass’ patienter udviste nogle symptomer, som var blevet beskrevet i en artikel om symptomer fra et andet pseudopsykologikursus tilbage i 60’erne. Patienten havde taget et kursus i est.
Da så samme symptomer forekom i en af Kirsch’ patienter og begge patientr havde taget est-kurset, ja så satte de sig for at finde ud af, hvilke symptomer, der kom ud af at tage kurset.
Artiklens konklusion var at der på baggrund af materialet var begrundet mistanke om, at est’s ”psykodramatiske mekanismer” i det mindste var delvis skyld i de psykotiske tilfælde, der beskrevedes i artiklen. ”We are impressed that an authoritarian, confrontational, aggressive leadership style coupled with physiologic deprivation fosters an identification with the aggressor. The inability of this defense mechanism to contain overwhelming anxiety aroused by the process may lead to fusion with the leader, ego fragmentation and psychotic decomposition”. Altså offer for mind control kort sagt.
Nå men I 1979 besluttede en stille og reserveret mor til 3, Evangeline Bojorquez, at tage est-programmet. En ganske almindelig husmor uden nogen som helst form for mentale problemer, hverken nuværende eller tidligere. Under den første weekend følte hun sig en smule dårlig, især da de gik igennem the”danger process”. Altså der hvor nogle skal kigge stift ind i øjnene på kursisten, medens træneren, hvis formål er at efterligne WE, skriger ind hovedet på dem.
Natten mellem løørdag og søndag den første weekend havde hun følt sig underligt tilpas. Dagen efter hun kom hjem fra første del af kurset, skulle hun på arbejde igen. Hun arbejdede som bogholder i et køkken- og badrenovationsselskab i San Jose. Hun fortalte vidt og bredt om sin oplevelse den første weekend og fortalte, hvad hun tænkte under de forskellige øvelse til sig selv. Det førte så til tanker om hendes ægteskabelige problemer. Det førte så til en depressiv tilstand og pludselig begyndte hun at stortude (tro mig, i ved ikke hvad i har at gøre med her, men jeg sidder med en uhyggelig deja-vu-fornæmmelse).
Det udviklede sig så til hallucinationer om at drukne og begyndte at tale i en høj tone som en lille pige.
Hendes chef kom ind i kontoret og fandt hende liggende på gulvet idet hun skreg.
Hun tog hjem fra arbejde og ringede til sin veninde, som havde anbefalet hende at tage kurset. Hun fortalte Vangie, at det var helt normale reaktioner på kurset.
Hendes havde natarbejde den aften og hun følte, at endnu et anfald af angst var på vej, så hun kørte over til veninden for at sove. Veninden ringede til est-kontoret i San Jose og fik der at vide, at Vangie’s reaktioner var helt normale. Nå men de overnatter sammen. Midt om natten vågner Vangie så op og begynder at skrige uhæmmet for at få sin veninde til at hente vand. Senere begyndte hun at kravle rundt på gulvet som et barn og skade sig selv, ved at støde ind i værelsets vægge (sagen er, at Vangie på kurset skulle tisse midt i kurset og ikke kunne holde vandet. De måtte nødtvunget lade hende gå på toilettet, hvorefter de havde skreget af hende og ”disciplineret” hende).
Da Vangie’s mand kom for at hente hende næste morgen, mødte han dette syn: hans kone løb rundt i huset og skreg ”let’s play, let’s play”, medens hun slog kolbøtter. Manden ringede til sin søster, og sammen fik de hende indlagt på et psykiatrisk hospital.
Der kom hun i behandling med dr. Lloyd Moglen, som udmærket kendte est og dets konsekvenser. En af hans tidligere patienter havde således taget kurset, for derefter at tro, at han var gud. En anden var direkte taget til hospitalet efter at have afsluttet sin est-træning. Patienten udviste suicidale tendenser og psykotisk opførsel. Et år senere blev han kørt ned, efter at have vandret målløst rundt på motorvejen.
Da Moglen undersøgte Vangie, fandt han ud af, at når hun havde et psykotisk anfald, havde det form af en samtale mellem en est-træner og en est-kursist:
- ”What the hell is wrong with you?”
- “I don’t know”
- “Yes you do. Come on out. Let it out”
- “”No I don’t”
- “You’re full of shit!”
Og senere medens Vangie lå sammenkrøbet under sengen på hospitalet:
- ”Come watch her commit suicide!” (skrigende)
- “Look into my eyes so I can stare through your body as I die!”
Moglen kaldte til est-kontoret I San Francisco: “This often happens”. “What I do, and it often works, I just say to people, “snap out of it””.
Vangie blev diagnosticeret “acute psychotic reaction secondary to est training” og kom straks på beroligende piller. 4 dage senere var hendes tilstand værre. Hun var ”gravely disabled and a danger to herself”. Hun tilbragte 25 dage på hospitalet. I begyndelsen af 1980 var hun rask nok til at tage sig et deltidsjob og hun vendte først tilbage til en fuldtidsstilling i 1981.
Der blev lagt sag an mod WE og da WE’s advokater vurderede sagen som faldende ud til hans bagdel, slog han en dyr handel af.
Det interessante er, at det var efter en weekends tortur. Hvad ville man kunne forvente af psykotiske reaktioner, hvis man nu konstant satte folk ind i et est-kursus i halvandet år eller mere? (Det ser vi på i part 6, hvor vi går i detaljen med WE’s familie og forhold til trænerne).
Nå men Vangie var ikke en enlig svale. Men først skal vi lige have dr. Moglen’s kommentar med på vejen: ”What est did was to break down Mrs. Bojorquez’s defenses and concept of reality. Then they left her. They left her to put herself back together again. This she was unable to do”.
Et andet tilfælde prominent tilfælde var Mark Blair. Også hans sag kom i retten. Men tænk lige over, at est typisk indrullerede folk med hvad man kan kalde jævne og almindelige middelklasseamerikanere og at de ikke alle sammen havde en advokat ve hånden og råd til at føre en sag.
Mark Blair havde ligesom Vangie også haft et mentalt sammenbrud. Også her måtte WE i sidste øjeblik tilbyde en generøs voldgift.
Hvad så med de knapt så prominente og mediebevægede sager? På et tidspunkt tilføjedes en øvelse til est-programmet, hvor deltagerne skulle øve hvordan de ville invitere deres venner til at komme til posttræningskurser med dem.
En dame blev fundet af to politimænd umiddelbart efter at have afsluttet sin est-”uddannelse” i Miami på legeplads splitterraven nøgen. Det eneste hun kunne sige var ”would you like to come to my posttraining with me? would you like to come to my posttraining with me? would you like to come to my posttraining with me?”
Og så er der selvfølgelig Slee-sagen. En 26 årig fysisk og psykisk normal ung mand havde meldt sig til est. Under ”the danger proces” var han gået omkuld og var død. Post-mortem-rapporten kunne ikke finde en direkte dødsårsag, og diagnosticerede derfor dødsårsagen således: ”Available history indicates that Mr. Slee collapsed in a situation in which high emotional stress could be expected. Such emotional stress may have neural and hormonal effects which are deleterious to cardiac rhythm…”.
Nå men her tilsidst kan jeg jo lige recappe est’s formål, nemlig at transformere folk, således at det bliver i stand til at få succes i menneskelige relationer. Sjovt nok som vi har set, så vrimler det med ulykker af både fysisk og psykisk karakter i kølvandet på WE. Det skal vi komme nærmere i del 6. Men først til del 5.
Først en lille anedote. I 1980 havde WE fundet på, at han ved hjælp af sin psykologiske metode i løbet af 20 pr ville ende verdens sultproblemer (hans filosofi er, at vi selv er ansvarlige for at konstruere vores virkelighed, så det eneste der skulle til var at overbevise folk om, at de skulle ændre den, meget mere om WE og hans mediestunts i næste afsnit af: Kender DU typen?).
Nå men Paul Gutfreund var en succesful miljøingeniør i Marin County, CA. Igennem en ven var han blevet overtalt til at tage est-kurset og var meget begejstret for det. Da så WE fandt på sultideen, konkret grundlagde han en organisation kaldet The Hunger Project, meldte han sig ind i den. Han arbejdede som frivillig i administrationen og arbejdede på at skrive en bog om det for organisationen. Han smed også en masse penge som frivilligt bidrag 47.500 USD er mange penge.
Sideløbende betalte han så en masse penge for forskellige videregående est-kurser om alt muligt vedrørende menneskelige relationer. På grund af kurserne udviklede han en manisk opførsel. Efter et selvmordsforsøg og to indlæggelser sagde han sit job op. Han brugte alle sine penge på The Hunger Project og est-kurser. Han blev stadig mere rablende gal og erklærede, at han ville samle 1 milliard kroner ind til UNICEF. Dette er ikke en tilfældighed.- Kurserne var skruet sådan sammen, at folk blev indoktrineret til at melde flere folk ind i dem og betale penge til dem. Nå men han mistede så sit hus, sin bil og hans karriere.
I 1988 lagde Gutfreund så sag an mod Werner Erhard og The Hunger Project for at have ødelagt hans liv. Konkret at de to var ”…responsible for his deteriorating mental condition as a result of fraud and the intentional infliction of emotional distress”.
På det tidspunkt levede Gutfreund på hvad der i Danmark svarer til kontanthjælp.
I 1992 var han så rablende, at han begyndte at beskylde sin advokat og andre der hjalp i hans sag for at konspirere imod ham. Tilsidst cuttede han forbindelsen totalt med sin advokat og sagen faldt fra hinanden.
I marts 1977 publiceredes der en artikel i American Journal of Psychiatry om psykotiske tilfælde, der var relaterede til est. Artiklens forfattere var dr. Michael Kirsch og dr. Leonard Glass. Kan iøvrigt downloades for 7 dollars på tidsskriftets hjemmeside. Artiklen fulgtes senere op af en anden artikel om samme emne.
Det er selvfølgelig svært at sige, at følgende tilfælde skyldes et to-weekend-kursus som est, eller om der var tale om folk, der allerede var pløk i en eller anden grad.
Nå men baggrunden af artiklen var, at en af Glass’ patienter udviste nogle symptomer, som var blevet beskrevet i en artikel om symptomer fra et andet pseudopsykologikursus tilbage i 60’erne. Patienten havde taget et kursus i est.
Da så samme symptomer forekom i en af Kirsch’ patienter og begge patientr havde taget est-kurset, ja så satte de sig for at finde ud af, hvilke symptomer, der kom ud af at tage kurset.
Artiklens konklusion var at der på baggrund af materialet var begrundet mistanke om, at est’s ”psykodramatiske mekanismer” i det mindste var delvis skyld i de psykotiske tilfælde, der beskrevedes i artiklen. ”We are impressed that an authoritarian, confrontational, aggressive leadership style coupled with physiologic deprivation fosters an identification with the aggressor. The inability of this defense mechanism to contain overwhelming anxiety aroused by the process may lead to fusion with the leader, ego fragmentation and psychotic decomposition”. Altså offer for mind control kort sagt.
Nå men I 1979 besluttede en stille og reserveret mor til 3, Evangeline Bojorquez, at tage est-programmet. En ganske almindelig husmor uden nogen som helst form for mentale problemer, hverken nuværende eller tidligere. Under den første weekend følte hun sig en smule dårlig, især da de gik igennem the”danger process”. Altså der hvor nogle skal kigge stift ind i øjnene på kursisten, medens træneren, hvis formål er at efterligne WE, skriger ind hovedet på dem.
Natten mellem løørdag og søndag den første weekend havde hun følt sig underligt tilpas. Dagen efter hun kom hjem fra første del af kurset, skulle hun på arbejde igen. Hun arbejdede som bogholder i et køkken- og badrenovationsselskab i San Jose. Hun fortalte vidt og bredt om sin oplevelse den første weekend og fortalte, hvad hun tænkte under de forskellige øvelse til sig selv. Det førte så til tanker om hendes ægteskabelige problemer. Det førte så til en depressiv tilstand og pludselig begyndte hun at stortude (tro mig, i ved ikke hvad i har at gøre med her, men jeg sidder med en uhyggelig deja-vu-fornæmmelse).
Det udviklede sig så til hallucinationer om at drukne og begyndte at tale i en høj tone som en lille pige.
Hendes chef kom ind i kontoret og fandt hende liggende på gulvet idet hun skreg.
Hun tog hjem fra arbejde og ringede til sin veninde, som havde anbefalet hende at tage kurset. Hun fortalte Vangie, at det var helt normale reaktioner på kurset.
Hendes havde natarbejde den aften og hun følte, at endnu et anfald af angst var på vej, så hun kørte over til veninden for at sove. Veninden ringede til est-kontoret i San Jose og fik der at vide, at Vangie’s reaktioner var helt normale. Nå men de overnatter sammen. Midt om natten vågner Vangie så op og begynder at skrige uhæmmet for at få sin veninde til at hente vand. Senere begyndte hun at kravle rundt på gulvet som et barn og skade sig selv, ved at støde ind i værelsets vægge (sagen er, at Vangie på kurset skulle tisse midt i kurset og ikke kunne holde vandet. De måtte nødtvunget lade hende gå på toilettet, hvorefter de havde skreget af hende og ”disciplineret” hende).
Da Vangie’s mand kom for at hente hende næste morgen, mødte han dette syn: hans kone løb rundt i huset og skreg ”let’s play, let’s play”, medens hun slog kolbøtter. Manden ringede til sin søster, og sammen fik de hende indlagt på et psykiatrisk hospital.
Der kom hun i behandling med dr. Lloyd Moglen, som udmærket kendte est og dets konsekvenser. En af hans tidligere patienter havde således taget kurset, for derefter at tro, at han var gud. En anden var direkte taget til hospitalet efter at have afsluttet sin est-træning. Patienten udviste suicidale tendenser og psykotisk opførsel. Et år senere blev han kørt ned, efter at have vandret målløst rundt på motorvejen.
Da Moglen undersøgte Vangie, fandt han ud af, at når hun havde et psykotisk anfald, havde det form af en samtale mellem en est-træner og en est-kursist:
- ”What the hell is wrong with you?”
- “I don’t know”
- “Yes you do. Come on out. Let it out”
- “”No I don’t”
- “You’re full of shit!”
Og senere medens Vangie lå sammenkrøbet under sengen på hospitalet:
- ”Come watch her commit suicide!” (skrigende)
- “Look into my eyes so I can stare through your body as I die!”
Moglen kaldte til est-kontoret I San Francisco: “This often happens”. “What I do, and it often works, I just say to people, “snap out of it””.
Vangie blev diagnosticeret “acute psychotic reaction secondary to est training” og kom straks på beroligende piller. 4 dage senere var hendes tilstand værre. Hun var ”gravely disabled and a danger to herself”. Hun tilbragte 25 dage på hospitalet. I begyndelsen af 1980 var hun rask nok til at tage sig et deltidsjob og hun vendte først tilbage til en fuldtidsstilling i 1981.
Der blev lagt sag an mod WE og da WE’s advokater vurderede sagen som faldende ud til hans bagdel, slog han en dyr handel af.
Det interessante er, at det var efter en weekends tortur. Hvad ville man kunne forvente af psykotiske reaktioner, hvis man nu konstant satte folk ind i et est-kursus i halvandet år eller mere? (Det ser vi på i part 6, hvor vi går i detaljen med WE’s familie og forhold til trænerne).
Nå men Vangie var ikke en enlig svale. Men først skal vi lige have dr. Moglen’s kommentar med på vejen: ”What est did was to break down Mrs. Bojorquez’s defenses and concept of reality. Then they left her. They left her to put herself back together again. This she was unable to do”.
Et andet tilfælde prominent tilfælde var Mark Blair. Også hans sag kom i retten. Men tænk lige over, at est typisk indrullerede folk med hvad man kan kalde jævne og almindelige middelklasseamerikanere og at de ikke alle sammen havde en advokat ve hånden og råd til at føre en sag.
Mark Blair havde ligesom Vangie også haft et mentalt sammenbrud. Også her måtte WE i sidste øjeblik tilbyde en generøs voldgift.
Hvad så med de knapt så prominente og mediebevægede sager? På et tidspunkt tilføjedes en øvelse til est-programmet, hvor deltagerne skulle øve hvordan de ville invitere deres venner til at komme til posttræningskurser med dem.
En dame blev fundet af to politimænd umiddelbart efter at have afsluttet sin est-”uddannelse” i Miami på legeplads splitterraven nøgen. Det eneste hun kunne sige var ”would you like to come to my posttraining with me? would you like to come to my posttraining with me? would you like to come to my posttraining with me?”
Og så er der selvfølgelig Slee-sagen. En 26 årig fysisk og psykisk normal ung mand havde meldt sig til est. Under ”the danger proces” var han gået omkuld og var død. Post-mortem-rapporten kunne ikke finde en direkte dødsårsag, og diagnosticerede derfor dødsårsagen således: ”Available history indicates that Mr. Slee collapsed in a situation in which high emotional stress could be expected. Such emotional stress may have neural and hormonal effects which are deleterious to cardiac rhythm…”.
Nå men her tilsidst kan jeg jo lige recappe est’s formål, nemlig at transformere folk, således at det bliver i stand til at få succes i menneskelige relationer. Sjovt nok som vi har set, så vrimler det med ulykker af både fysisk og psykisk karakter i kølvandet på WE. Det skal vi komme nærmere i del 6. Men først til del 5.