Ville i sige det?

Jeg har en veninde, som vi er mange som tror er asperger.
Jeg fik selv mistanke for nogle år siden, men mange af mine venner har, uafhængigt af hinanden, spurgt mig om hun mon ikke er asperger.

Jeg tror der er noget om snakken, virkelig.
Så vidt jeg ved, har hun ikke nogle andre autisttræk, så hun kan godt få en hverdag til at fungere og klarer sig godt...lige bortset fra når det kommer til det sociale. Hun forstår ikke rigtig de sociale spille regler og bliver MEGET sur, hvis tingene ikke går, som det er i hendes verden. I starten troede jeg bare hun var pisse urimelig og jeg blev vildt ked af det, for lige pludselig kunne hun blive VIRKELIG gal på mig eller nogen andre og vi forstod bare aldrig rigtig hvorfor.
Hun er slet ikke i stand til at se indad på nogen måde og når hun står overfor en ny social situation, om jeg så må sige, så går hun helt i baglås og aner ikke hvordan hun skal gebærde sig.
Jeg ville gerne kunne hjælpe hende, da hun faktisk er en sød og humoristisk pige, men jeg orker snart ikke at lægge ryg og især ører til mere. Jeg har det ofte som om jeg skal gå på æggeskaller. Især fordi jeg er den eneste der har holdt fast ved hende. Alle andre skræmmer hun væk.

Hvis hun fik noget hjælp, tror jeg hun ville få det meget, meget bedre.
Men det sidste hun vil er, at indrømme at der er noget i vejen med hende. Det er altid alle de andre. Så den er lidt svær, da det i forvejen er et svært emne at konfrontere folk med.
Jeg har ingen erfaring med asperger, så jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg synes det er synd hun har det så svært socialt, men jeg orker faktisk snart ikke venskabet mere. Det er mig der giver og giver og jeg får stort set intet igen. Ethvert venskab skal jo bestå af en hvis form for balance.
Ville i sige det/konfrontere hende med problemstillingen? Eller er der nogen råd til hvad man kan gøre i denne situation? Jeg ser kun en mur foran mig, når jeg tænker på problematikken.
Jeg håber i kan hjælpe :-)

Hilsen Mie 30

flot at du kan holde jeres venskab sammen .. ved godt det er / kan være svært .
jeg ommgåes dagligt både autister, adhdér, og touretter og ved hvor svært de har det indeni og hvis de ikke bliver gjort opmærksomme på at det er derfor det altid går galt kan det fortsætte resten af deres liv uden de får den hjælp der skal til .
egentlig synes jeg at det skulle være forældrene der påtog sig denne opgave , ( hvis de findes ) så ville jeg opsøge dem og snakke med dem om det ... men svært er det at komme ind på , men et ærligt svar ville være at hun skal gøres opmærksom på det
blivr hun vred , vender hun nok tilbage igen på et tidspunkt for jeg kan forstå du er et af hendes faste holdepunkter 😉

Jeg står lide i samme situation nemlig.
En i min omgangskreds er også meget afvigende i det sociale spillerum. Han kan kun gebærde sig, hvis det er situationer han har prøvet før og hvis man konfronterer ham med noget han har gjort (som regel hvis han har overreageret på os i vennekredsen), så bliver han endnu mere hidsig og kan SLET SLET ikke se det fra vores synspunkt.
Du har så ret i, at det er meget anstrengende at være venner med sådan én og man bliver virkelig ked af det. Jeg synes ikke vores ven har kraftige asperger træk, så måske er det ikke det, men der er et eller andet der ikke er, som det skal være, det er helt sikkert.
Vi vil gerne hjælpe ham, men vi aner ikke hvordan man skal gribe sagen an. Vi har ingen erfaring på området heller. Det kunne hjælpe ham ret meget, hvis nogen tog sig professionelt af ham, det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om.
Jeg håber nogen herinde kan hjælpe os 🙂

Netop fordi jeg simpelthen ikke ved nok om det.
Jeg ved at hendes forældre ikke vil gøre noget. De er religiøse og har allerede haft det svært ved, at én af børnene er sprunget ud som homoseksuel.
De har det fint med det nu, og det er ikke fordi det er karriereforælre, men de har det generelt svært ved accept af afvigelser.
Jeg har mødt dem nogle gange og de virker rigtig søde, men at sige det til dem, ved jeg der ikke vil komme noget godt ud af. Desværre.
Jeg kunne gøre det med så mange andre forældre...men så mange andre forældre havde nok fundet ud af det på nuværende tidspunkt.

Jeg har lyst til at kontakte en asperger forening og få dem til at fortælle lidt. Fordi min usikkerhed er jo selvfølgelig....hvad nu hvis hun IKKE er asperger og jeg så har startet alt muligt. Altså rigtig meget tyder på at hun er, men jeg er jo stadig ikke kendt på området. Åååh alle de tvivlsspørgsmål....må jeg ikke låne dig er par dage[;)?]
Det er sgu synd for hende, men det er også ved at være synd for mig😕
Efter sine raseri/fornærmet anfald vender hun altid tilbage til mig, selvom hun åbenbart mener, at jeg er en dårlig veninde i forhold til hende. SUK!
Jeg er MEGET glad for dit svar. Tror du det vil hjælpe at kontakte en asperger forening? Er der nogen der kan "vejlede" mig?

Hvorfor ikke bare sige til hende om de ting, der undrer dig. Skulle hun have asperger, er hun jo ikke dum. De kan være meget intelligente.
Min kusines søn har da taget studentereksamen. Han arbejder med IT. Han er helt klar over sin lidelse.
Har hun det ikke, så får det hende måske også til at tænke sig om.

ih altså hvis bare hun havde været et barn så kunne hun via sin skolegang have været henvist til en udredning ...
når man når over skolegangen er det desværre kun via ens eget initiativ at man opsøger sin læge , det er ret svært at tage sig sammen til at gøre hvis man ikke selv ved hvad der er los .

du kan have helt ret i at de måske er noget andet der er galt måske en adfærdsforstyrrelse som det også kaldes .
fælles for dem begge er nemlig at de farer op som en trold af en æske ( en form for stress kan man sige ) og kan blive rigtig ophidset meget længe , de kan også bære nag i rigtig lang tid , men fællestrækket er at de altid vender tilbage ( dog sjældent med en undskyldning eller en forklaring ) uha det er svært at være dem .
personligt ville jeg starte med at tale med hende selv . spørge hende om hun selv synes hun har problemer med omverdenen og spørge hende om hvad det gør ved hende ( lige så stille og roligt som du kan .
hvis det går godt ville jeg fortsætte til næste skridt ( for ikke at gøre hende ked af det for det er jo meget ømtåleligt det her )
så ville jeg fortælle hende hvor meget jeg holdt af hende og at jeg rigtig gerne ville hjælpe hende med at finde ud af om man kan gøre noget ( igen i jeres tempo ) intet skal forceres .
jeg gætter på at nu vil du møde modstand fordi sandheden nok gør ondt , og ingen skal bilde mig ind at hun ikke selv har tænkt over hvorfor hun handler som hun gør .
jeg ville prøve at fortælle hende at jeg havde læst lidt om neurologiske problemer og hvis hun er åben for det ville jeg fortælle hende at det kunne tyde på en af de ting .
hvis ikke hun er åben for det ville jeg lægge et lille brev til hende med et link til aspergerforeningen for de har jo desværre ikke en hotline man kan ringe til . eller en bog om asperger
men først og fremmest må du tage hul på bylden helt uden uvenskab for hun har mere end før brug for dig hvis først du går igang ...
jeg føler med dig - det er ikke nemt at gøre det her , men du er den hun stoler på så jeg ville gøre det uden at betænke mig - så må hun blive vred et stykke tid
hvis du forklarer hende helt uden formaninger at du rent faktisk gerne vil hjælpe hende , så tror jeg du når langt .
jeg håber altså du giver en tilbagemelding .. 🙂

Hun er faktisk meget intelligent.
Problemet er bare, at hun ingen selvindsigt har eller forståelse for sociale relationer, så hvis man konfronterer hende med det, så er det bare os andre der er idioter.
Men jeg vil da absolut tænke over, jeres foreslag. Måske er det det der skal til. At sige det...

Mest fordi jeg ved hvor langsomt det her kommer til at gå. Hun bliver SÅ hurtigt fornærmet og stødt.
Men jo, hun må da helt sikkert have tænkt over, hvorfor det er så svært for hende og så let for mig og mange andre, at knytte kontakter og færdes i sociale sammenhænge.
Lige pt er begge mine forældre syge, så jeg skal lige have dem på højkant, inden jeg har overskud til at gå igang med hende. Og der er lige et par eksaminer jeg skal have afviklet også :-)
Men jeg skal nok vende tilbage, for jeg har godt nok brug for råd og støtte. Virkelig. Jeg er helt på bar bund når det kommer til omgang af autisme.
Tusind tak for dit svar igen :-)

ja du har nok at se til ... du er altid velkommen til at få et godt råd ... men det er desværre kun folk som de har tillid til der kan nå rigtigt igennem til dem .
vi andre må bare prise os lykkelige ved at vi ikke skal gå alt det igennem som de har fået . det forpligter , men jeg fornemmer du er en rigtig god veninde 😉 ( det er rigtig godt hun har dig som er så betænksom - mange andre var nok gået når det blev besværligt .
et par links til jer : http://www.agathon.dk/aspergers.htm
http://www.autismeforening.dk/aspergersSyndrom.asp
http://www.autisme.dk/wm148304

mange hilsner fra tidsel

i det herrens år 1956, var jeg 13 år ung, men på grund af min fødselsdag i juni, kom jeg ud af skolen allerede som 13 årig.
jeg blev konfirmeret året efter, og kom i lære hos en bager på den støvede grusvej.
da jeg blev 15 år, mente min mester at der skulle skrives kontrakt på et lærlingforhold, og min far kom for at gennemlæse kontrakten.
selvom min far ikke havde nogen akademisk uddandelse udover at lægge sveller for jernbanen, så kunne han godt se, at kontrakten var mangefuld, og faktisk en slags slavekontrakt.
jeg skulle bo på loftet over bageriet, sammen med sukker og melsække, dengang blev det kun anbefalet, at man vaskede sig under armene og skridtet ca. 3 gange om ugen.
min lærlingeløn lå på 11 kr. om ugen, samt 5 kr. ekstra, hvis jeg tog med på landtur, passede haven, og fodrede grisene, jeg fik dog aldrig de 5 kr. ekstra.
desuden skulle jeg cykle 16 km 2 gange om ugen til en teknisk skole i allingåbro, hvor jeg tegnede lagkager, de andre lærlinge var smede eller rørlæggere.
1 gang om ugen skulle jeg cykle ca. 20 km. til en teknisk skole i ørsted--djursland--jeg husker ikke længere hvad der skete på den skole.
i bagerbutikken var der ansat en ung pige med kærlighedsproblemer, hendes asasara var indkaldt ved fodtuserne, og hun længtes så forfærdeligt efter elskov, så dagen lang, sang hun den samme sang, altså nordsøbølger-det kunne godt give fnat når man tænker på, at jeg skulle sove om dagen, og desuden gå på teknisk skole i min fritid.
om mandagen var der "fridag" hvilket blot betød, at vi bagte lagkagebunde og roulader til en forhandler, så jeg havde ikke noget socialt liv.
efter at min far havde gennemlæst kontrakten, bestemte han, at det var bedre, at jeg brugte natten på ålefiskeri på fjorden om natten.
fjorden er meget tyst og lydløs om natten, og i det fjerne kunne jeg høre musik, og glade mennesker der hyggede sig med rød sodavand, eller måske rød ålborg, who know.
jeg boede i et lille skur ved fjorden uden vand, el eller varme.
når der ikke rigtig var gang i ålefiskeriet om vinteren, blev jeg sat til at søge arbejde i en avis vi ikke selv fik, så jeg måtte meget modvilligt spørge tankmutter, om jeg måtte låne hendes avis og telefon.
hvis jeg skulle være cykelbud skulle jeg køre ca. 30 km. hver dag, frem og tilbage, så jeg bestemte mig for, at jeg gerne ville til søs.
jeg cyklede til mønstringskontoret i århus og fik en søfartsbog, og min første hyre, jeg skulle møde på det sidste danske dampskib "cimbria" på randers havn.
ve sejlede fast på polen, efter kul, og mulige flygtninge, dengang blev alle tanke ombord på skibet fyldt op med vand og olie, for hvis der skulle være en polsk flygtning ombord, så var det bedre han forlod landet som en død mand.
pludselig fik vi besked på, at skibet skulle hugges op i københavn, så vi sørgede for, at smide alt det proviant, bestik og tallerkner ud til de søfolk som aldrig kom hjem.
den sidste rejse skete på samme tid som hans hedtoft gik ned, og vi havde også meget dårligt vejr på den sidste tur.
nu skulle jeg vente i ålborg på et nyt skib " m/s scandia", vi måtte vente et par måneder på at komme i søen, fordi der var faglige møder konstant.
en dag kom der en mand ombord, som solgte æbler, og ""franske billeder"" jeg købte en kasse æbler som manden sendte til mine forældre, samt de franske billeder til min storebror, vi var begge dengang uvidende om det modsatte køn, og uheldigvis åbnede min mor det brev jeg havde skrevet til min bror.
jeg blev omgående kaldt hjem fra ålborg, ingen i familien havde nogensinde før lavet sådan noget svineri.
grundet manglende selvtillid, manglende penge, "jeg skulle betale for kost og logi hjemme"" besluttede jeg mig for, at tiden var inde til at afslutte mit håbløse liv, så jeg gik ned til fjorden og hentede et stykke reb, og gik hjem og sagde farvel til min hund, og gik derefter om i skoven for at hænge mig.
jeg husker det så tydeligt, jeg var ca. 16 år, og jeg havde allerede lagt løkken om halsen, da en skovarbejder så mig i toppen af et træ.
pludselig var der et opbud af politi og sognerødderne, de forlangte, at jeg omgående kastede rebet ned.
jeg vendte tilbage til ålborg, og vi sejlede caribien og USA, canada tynd i 9 måneder.
vores last var altid jernbanesveller fra houston i texas, hvor jeg også blev lokket til min sexuelle debut.
matroserne havde "købt" en lækker mørk mexicanerpige, som tilbød 10 min. for 5 dollars, i min uvidenhed spurgte jeg bådsmanden hvad jeg skulle gøre, og han fortalte mig klart på rigtig sømandssprog, at jeg bare skulle pumpe løs, indtil jeg kunne mærke en hylende ankerkæde et vist sted.
pigen holdt konstant øje med uret, og da de 10 min. var gået sprang hun ud af køjen. hun lovede at komme tilbage næste dag, og da vidste jeg hvad sagen drejede dig om, hun kom dog ikke, og til min store skræk skulle skibet forhales, så jeg troede fejlagtigt at hun ikke kunne finde skibet.
mere senere, det er en lang historie, sorry.

just in case, during to my very long life story, you can now find further info at icefarmer@sol.dk
hvordan får jeg nu min historie overført til min icefarmer??
jeg håber moderator kan gøre det.
somebody is singing a soft song
who is calling me, I do hope
you are the one i'm dreaming about
the night is long, but you'r voice is
so sweet and tender, maybe you also
know my favor singer, Freddy Fender,
rest in peace, you'r music will always
call me, i know you spent a part of
you life in a jail longing for love

🙂
Altså du skulle virkelig vide hvor glad jeg er for dine indlæg, fordi jeg er da allerede blevet noget klogere og jeg skal da helt sikkert ind og kigge på de links.
Og ja, du har ret i, at mange de forsvinder fra hende med det samme. Hun skræmmer dem simpelthen væk, de når ikke at se de gode sider hun også har🙂
Derfor ville det være så dejligt (også for mig), hvis hun kom i noget prof behandling.
Min kæreste har en veninde der er asperger og med behandling klarer hun sig faktisk rigtig godt. Hun har et job og en kæreste og vennner. Og så har hun lært at gøre folk opmærksomme på at hun er asperger🙂
Så det kan jo altså godt lade sig gøre🙂

?????

Når de ikke forstår betydningen af det de siger.
Du går ikke på æggeskaller - du går på æg og det er svært uden at lave dem til æggeskaller. Altså er talemåden at man går på æg uden at måtte knuse dem. Forstår du det så nu?
Undskyld sidespringet, men det er hårdt at være dansklærer herinde.

de er i enhver tråd på SOLdebatten

hold dig til emnet eller opret et nyt indlæg.
Endnu en spammer. Hvorfor er i så ufatteligt mange herinde?