Hvordan/hvordan dannes vores meninger om alt og alle?

Hej.
Jeg synes at sol-debatter er interessante og det er fedt at høre folks meninger om alt og intet.
Men det har sat min søde lille hjerne igang med at tænke...
-Hvornår dannes vores meninger?
-Er det fuldstændig afhængigt af vores forældres holdninger?
-Eller har det slet ingenting med vores opdragelse at gøre?
Jeg tror personligt at vores opvækst har meget med det at gøre. Men at vi stadig er født med en personlighed og tankegang som er UNIK for hvert individ!
f.eks har folk der har været igennem svære ting lettere ved at vise forståelse, og deres meninger er tit menneske-venlige!
Folk der har haft et let solstråleliv har tendens til at have nogle kraftige meninger, og kan være meget lidt forståelse!
Selvfølgelig er det bare hvad jeg tror, men tror du at man er "født" med sin personlighed og holdning eller er det KUN ens opvækst der danner én?
Håber i forstår mit lidt indviklede indlæg! Prøver at forklare hvad jeg mener så godt jeg kan:-)
MvH mig

Unge dame...
Det du er i gang med kaldes at filosofere, og det er rart at se nogle stadig viser lidt interesse for dette stærkt undervurderede fag.
Jeg kan fortælle dig at det at en persons handlinger tildels påvirkes og/ eller bestemmes af personene omgivelser og miljø kaldes "determinisme".
Det modsatte, at tro på at man er fuldstændig fri, og éns valg er helt uafhængig af omgivelser, miljø, social arv og personer man omgås kaldes "eksistentialisme".
Mit råd til dig er: Læs Jostein Gaarders "Sofies verden". Her vil du få en kort introduktion til en bred vifte af livsanskuelser, eller måder at opfatte verdenen på. Og det vil være en stor hjælp at kende alternativerne, når du engang selv skal prøve at give dit bud på de spørgsmål du selv har stillet i dit indlæg.
God fornøjelse!

Takker ;-)
Vil jeg nok gøre... kan godt lide at læse, så...
Tak endnu en gang..
MvH mig

Hejsa...
Det er den gamle snak om arv vs. miljø - ikke at den er mindre aktuel, fordi den er gammel *S* - og mon vi nogensinde får det sande svar derpå?
Jeg var i 10. klasses afgangseksamen (for en hulens masse år siden) oppe i netop det emne, med teksterne Pontoppidan's "Ørneflugt" og H.C.Andersen's "Den grimme ælling". Den første taler for miljøet, mens den sidste påstår, at uanset hvilket miljø vi fødes ind i, vil det afgørende være vores arv og gener. Som du kan se, så har det gjort et rimeligt stort indtryk på mig, når jeg så tydeligt husker det selv efter alle disse år. ;O)
Jeg hælder mest til, at det er miljøet, der afgør vores udvikling, for der er ingen tvivl om, at den påvirkning vi er udsat for gennem opvæksten - om det så er morale, manerer, religion eller bare adgangen til kærlighed og fysisk nærhed - alt sammen er med til at forme det menneske, man bliver senere hen.
Men samtidig er vi jo også små personligheder fra den første dag i denne verden. Om vi er positive/negative, sprælske/mutte, milde/temperamentsfulde osv. alt dette kan vi jo se allerede hos små babyer, ikk? Så mon ikke det er en blanding af begge, og vi altså ikke kan udelukke hverken den ene eller den anden? ;O)
Vi ER påvirket enormt meget af vore forældre og vores opdragelse. Se bare hvordan racister kan forme deres børn til at hade kun på baggrund af de holdninger, deres forældre hjernevaskede dem med? Og vi formes af, hvor meget kærlighed og plads til individet vi får med hjemmefra, lige som vores manerer og sprog helt klart kommer i første række fra forældrene - uanset om mange ikke vil være ved det eller ej.
Men igen, vi er jo - som du selv tror på - unikke hver og en, så i min verden bør man ikke "skue hunden på hårene", for at bruge en kliché. Fordi et mennesker kommer fra et bestemt miljø eller ser ud på en bestemt måde, så kan man altså ikke udelukke, at han/hun sagtens kan bevæge sig udenfor de rammer og være en helt andet type menneske?
Jeg tror, meget kunne være opnået i verden af fred og bedre integration, hvis vi anerkendte begge teser og arbejdede ud fra en blanding - i mine øjne går det nemlig først galt, når man hælder så meget til den ene, at den anden udelukkes.
Den med at tolerancen og medmenneskeligheden ofte er større hos dem, der har oplevet modgang af en art, den er jeg helt enig med dig i. For hvad vi har mærket på vores egne kroppe, det tænker vi mere over, før vi selv påfører andre det samme. Men igen - ingen regel uden undtagelse, vel? Nogle af de værste tyranner i historien blev mobbet som børn, så det får ikke altid en positiv udgang, desværre. Jeg har også oplevet en del mennesker, der simpelthen bare af et godt hjerte bare giver, giver og giver til andre, selv om de selv altid har levet højt på strå uden store sorger og bekymringer.
Så min konklusion? Ja, som sædvanlig *Gg*, at man ikke kan/skal skære alle over een kam. ;O)
;O) Deci