Hvorfor er livet så svært

Jeg har "fået" min x-kæreste tilbage. Men han bor sammen med en syg kvinde. Og han vil ikke bryde ud, det ønsker han hun skal kører.
Derfor måtte jeg afvise ham, og sige jeg ikke ønsker at indlede et elskerinde forhold, og kan kunne komme tilbage, når han er færdig med hende.
Det værste er så, jeg føler mig ikke engang stærkt, men der imod ked af det. Syntes slet ikke jeg kan komme videre uden ham.
Forsøger uden at virke desperat at finde en anden, men det lykkes bare slet ikke.

og hatten af for dig at du afviser elskerindens rolle... det må også være en trist tilværelse.
Er han "bange for" at blive ildeset hvis han forlader en syg kæreste? Alt andet lige, så er dt disrespektfuldt overfor hende - jeg ved af egen erfaring, at hvis ikke engagementet er tilstede fra ens partner når sygdom rammer, så føler man sig alene-i-verden og forladt, at masn lever en løgn. Når opbrudet så endelig kommer og man får diagnosen smidt i hovedet med besked om at "støtten vil være tilstede når bare vi ikke bor sammen", så undres man - jeg gjorde i hvert fald. Min konklusion var, at hvis min mand igennem 19 år ikke kunne være der for mig bare fordi jeg fik en diagnose, så kunne han rende mig - diagnosen kan jeg ikke slippe af med, men en ubrugelig ægtemand - det kunne jeg!

Jamen lille skat, du har da gjort det helt rigtige. Det er meget normalt at være ked af det, men tror du vil være mere ked af det hvis du skal være tredje hjul. Når du føler dig langt nede så ret ryggen og sig til dig selv, ville jeg blive lykkelig som hans elskerinde, der er jeg sikker på at dit svar er nej. Du gør det helt rigtige, det er bare op til ham at finde ud af hvad han går glip af. Det er da også synd for hans kæreste at han er sammen med hende når det er dig han vil have, hun vil da blive mere såret hvis hun finder ud af det end hvis han siger at han ikke længere vil være sammen med hende. Kan godt forstå at det er svært når hun er syg, men han leger med jer, og det er at gnide salt i såret.
Du har gjort det rigtige, og jeg håber at alt vil finde en plads så du kan blive lykkelig.

Jeg kan godt forstå du har det skidt, MEN du er stærk - mere end du tror. Du har afvist ham!!! Tænk lige over hvor svært det var.
Alle de der undskyldninger om hvorfor mænd ikke vil forlade hende derhjemme - glem dem!!! Det drejer sig i bund og grund om, at de ved hvad de har ikke hvad de får, og mænd er forfærdelig bange for at deres trygge verden skal brase sammen, hvis de forlader det trygge og det nye ikke går. Jeg har udtalelsen fra min egen ex-elsker! Han indrømmede at han var en kryster og ikke turde forlade konen af skræk for, hvis jeg så forlod ham.
Mænd er utrolig afhængige af tryghed i deres liv. De kan sagtens foretage sidespring, flirte, være nogle pokkers "karle" og også sige at de faktisk gerne vil ud af ægteskabet, men men søde, det vil de slet ikke for de tør ikke. Tænk på alle de mænd som har været gift i mange mange år, og konen så dør, har du ikke hørt om de mænd der efter ganske kort tid finder en ny? De kan ikke være alene - de kan jo ikke klare sig. Og vi kaldes det svage køn!!
Jeg er single nu, efter at have været sammen med en af ovenstående mænd. Ok - han kan så godt klare sig, men vil helst ikke, jeg skulle tage over hvor hans afdøde kone slap, men det kan han ikke selv se.
Så jo - du er stærk, men selvfølgelig ked af det nu og en tid frem. Tillad dig selv at være ked af det, en dag bryder solen frem i dig igen. Du er mere værd en til en "optaget" mand!!
V.h.

Gad vide hvem der er mest syg dig,din kæreste eller hende I anklager for at være det
Bing-Bong

Tak for jeres søde råd. De fik mig i det miste til at smile.
Jeg har læst dem flere gange, og har nu printet dem ud.