Hvorfor græder jeg hele tiden?

Jeg er så ked af det for tiden, men jeg ved ikke hvorfor.. jeg har bare sådan en fornemmelse inden i som jeg ikke kan få ud, og når det bliver for stærkt begynder jeg at græde, altid når jeg er alene, aldrig sammen med andre, der er ingen der må se hvor svag jeg er..
når det er rigtigt slemt, og at græde ikke er nok, er jeg nødt til at skære i armen... det hjælper...
Jeg er begyndt at ønske der vil ske mig noget, at jeg bliver sparket af en ko under arbejdet (jeg er landbrugselev) eller kører galt eller noget andet, altså jeg vil ikke dø, jeg kan ikke svigte min familie, min kæreste og mine heste.. men bare sådan at jeg kommer på hospitalet og væk fra arbejdet og alting..
væk fra alt der gør mig ked af det.. bare væk..
følelsen er stærkest når det er mørkt, når jeg er alene og når jeg er på arbejde..
please hjælp mig, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. jeg ønsker ikke at have det sådan her...
Nina...

at du har brug for lidt hjælp med dine tanker og følelser lige nu.
Nogle gange kan man godt være lidt oversensibel med nogle ting. Jeg sidder og tænker på om du måske er stresset for tiden? Om der er sket noget nyt i din hverdag?
Måske skulle du få en tid hos din læge, og få en god snak der. Kom ud med de ting du går og tænker på, og føler.
Held og lykke.
Håber du får det bedre snart

Har du spørgt hvad Nina vil.
vh
Tom

Hej Nina.
Det lyder tungt. Måske har du en vinterdepression? Måske trænger du til dagslys? Man kan få specielle lamper som kan hjælpe, men de er dyre...
Måske er du ikke glad for dit job?
I min verden er man ikke svag fordi andre ser at man græder, for mig er det faktisk et tegn på styrke, at man tør stå ved sig selv... jeg synes helt bestemt du skal finde nogen som du snakker med om dette, ikke bare på nettet men IRL.
Jeg synes også du skal finde dig noget mere kvalificeret hjælp. Se på dette link:
http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-5048160.html
Og prøv at kontakte http://www.girltalk.dk/
Held og lykke fra P&C

...det viser at du har følelser. Og når det så er sagt, ok, så kan det tage overhånd sommetider. Som "pinkfyn" nævner, så er man sommetider meget sensibel. Jeg har selv døjet med tilsvarende. Det var i forbindelse med et forlist parforhold. Min nedtrykte, kontinuerligt grædende sindstilstand stod på i 4 år!
Idag er jeg overbevist om at mindre kunne have gjort det, hvis jeg ikke så stædigt havde været overbevist om at "de ikke må se hvor svag jeg er"! Det er ikke altid man kan finde en konkret grund til at græde. Det gør ikke gråden mindre væsentlig!
Mine erfaringer siger: Søg kontakt! Måske har du brug for sport; noget jeg har haft stor glæde af. Dels har man glæden ved selve sporten, præstationen (bekræftelsen af at man KAN), dels har man samværet. Hvis du hellere foretrækker det, så søg læge. Det er individuelt, hvilke metoder der hjælper. Lad dig ikke spise af med "lykke-piller" alene. Sommetider er disse anvendelige i kombination med terapi, men det klares sjældent med medicin alene. Omvendt, så er piller IKKE en falliterklæring: De kan være behjælpelige midlertidigt.
Jeg er ked af hvis dette virker for konfust. I situationer som din er man ofte afhængig af konkrete forslag/tiltag. Problemet er at det er ekstremt individuelt, hvad vi har brug for. Har du en vendinde eller mor du kan søge vejledning hos?
Det er parakdoksalt at de fleste mennesker kender til en situation som din, dog er det de færreste der tør tale åbent om det. En styrke i sig selv!
Jeg har ingen fornem doktorgrad, ejheller et diplom på at jeg er kvalificeret til at udtale mig om dette. Men har nogen livserfaring som for kort tid siden syntes overflødig, endda unødvendig, så hvis nogen på nogen måde kan have glæde deraf vil det glæde mig.
Pøj pøj med helbredet
Knus L

Kære Nina
En trist og mærkelig beretning du fortæller. Kan du ikke tale med din familie eller kæreste om, hvad der gør dig ked af det? Ellers bør du søge læge, som evt. kan henvise til en specialist. Det lyder måske som en depression, som kan være forårsaget af stress. Har du for meget at lave i kostalden eller har svært ved at overse det? "Tager du billetten" svigter du først og fremmest dig selv, udover at bringe stor sorg til dine nærmeste. Husk der er altid lys for enden af tunnelen, selv om der er bælgmørkt, når man sidder i den! Glæd dig over de små ting i det daglige: ting der lykkes, naturen og så selvfølgelig dine heste. På trods af livets genvordigheder(som der kan være mange af) er det alligevel det største vi har fået. Søg hjælp - det er der ingen skam i. Fx. tager jeg også bilen til mekanikeren, hvis der er noget galt! Jeg har selv været i en lignende situation, som jeg ikke selv kunne ordne. God vind med "projektet"!
Kærlig hilsen Old Farmerboy

Jeg kan ikke tale med nogen om hvad jeg føler, det har jeg aldrig kunnet, hvis det skal være skal det være en jeg ikke kender..
Jeg er rigtig træt af mit arbejde, og igen uden grund, min arbejdsgiver er super god, forstående og venlig.. jeg har kun en måned tilbage hos ham inden jeg skal på skole, men det føles som evigheder..
Jeg ved ikke om jeg har haft stres, men mine forældre er lige blevet skilt- igen... for nok ca 6 eller 7 gang, denne gang bor jeg ikke hjemme, men det er hårdt at have sin grændende mor i telefonen som fortæller at hun er bange for at tage hjem fordi far måske vil slå hende.. og bagefter sin storebror som fortæller hvordan de skændes og at mor er fuld af pis.. (han bor i nærheden, jeg bor 250 km væk) og at høre på mine mindre brødre (10 og 12)som var på ferie hos mig da det stod værst til hjemme, som fortæller hvordan det er at bo hos dem, gennemlevede igen alt hvad jeg selv oplevede som lille..
og oven i alt det her så har min mor fået konstateret celleforandringer i tarmen, og det er sandsynligvis et forstadie til kræft.. enten skal tarmen fjernes eller hun skal have kemo..
jeg har godt nok tænkt på om jeg kunne tage ferie den sidste måned, men hvad så med mit ansvar på jobbet, det er dyr, de skal malkes hver dag... jeg kan jo heller ikke svigte min arbejdsgiver, og så er jeg jo også nødt til at fortælle ham hvordan jeg føler... hvad nu hvis han syntes jeg er en idiot og svag?

INGEN synes du er svag eller idiot sødeste Nina ! En arbejdsgiver har til ansvar at pleje sine medarbejdere, og sørge for de har det godt... OGSÅ når de går ned med flaget.
Mit bud lyder på at du pådutter dig dine forældres problemer.. Især efter din mor ringer til dig, og fortæller om vold og problemer..Og det ikke sundt at du tager ansvar for andres handlinger........
........For at gøre en lang historie kort, så er du velkommen til at skrive en mail til mig.. Jeg vil gerne tale med dig om det, hvis du har lyst :)
Knus fra Michael !

og de holder mig oppe... hver dag jeg kommer hjem skal jeg ud i stalden og sidde med mine killinger som alle fire kommer mig styrtende i møde.. når jeg sidder med dem glemmer jeg at være ked af det..
og så mine fantastisk dejlige heste.. intet virker bedre end en ridetur... og er den helt gal, ligger jeg mig bare op på hesten og ligger der og nyder dens ro og varme...

Hej igen.
Det lyder bestemt som om du er udsat for stress! Med den skilsmisse-historie mellem dine forældre... jeg synes du skal stille op til alt alt for meget. Du skal jo hele tiden forstå alle de andre, din mor (som burde bruge sine veninder i stedet for dig), dine små søskende og din storebror. Hvem skal forstå dig og dine problemer?
Det er derfor jeg synes du skulle snakke med nogen om det. Det er alt for meget at gå rundt med alene.
Har du slet ingen venner?
Hvorfor har du besluttet dig for at du ikke vil tale med din kæreste om det? Jeg er med på at det er svært, men fordi du aldrig har gjort det tidligere kan du jo godt lave din beslutning om og snakke med nogen du kender om det... Men hvis det absolut skal være en du ikke kender, så brug girltalk.
Jeg tror ikke på at du er træt uden grund. Min erfaring siger at der altid er en god grund, det er bare spørgsmålet om man har fundet grunden...
Jeg kan heller ikke forestille mig at din arbejdsgiver ville opfatte dig som idiot eller svag. Hvis han hørte om det du har stillet op til er jeg sikker på, at han vil synes at du er stærk.
Du bliver nødt til at skaffe dig noget omsorg, som er til dig selv. Der er ingen mennesker som kan klare sig alene i længden. Hvis din kæreste og dine venner ikke duer til det, så må du ud og finde nogen der gør.
Knus til dig fra P&C

jeg blev mobbet i folkeskolen og er derfor flyttet langt væk hjemmefra for at komme væk fra dem. jeg har ikke mange veninder, jeg har gået på skoler rundt omkring i landet og været i udlandet hele sidste år så de få rigtige venner jeg har de bor spredt ud over Danmark, Viborg, skagen, Holbæk, København, Bornholm og Island. så det er for det første svært at holde kontakt, endnu sværere at ses..
jeg har en rigtig god veninde der bor tæt på, jeg kunne måske snakke med hende, men jeg ved ikke hvordan.. jeg vil ikke kunne se hende i øjnene, vil ikke besvære andre med mine problemer, jeg vil ikke være til besvær, og hvad nu hvis hun griner af mig?
jeg kan ikke tale med min kæreste, ikke fordi han ikke duer til det, han vil med garanti være der for mig, men jeg kan ikke åbne mig op... jeg har en gang åbnet mig rigtigt for en, en kæreste, men da han fik valget, valgte han hash frem for mig... og at skulle stole så meget på et menneske igen? kan man det?

Hej igen.
Det er dejligt at læse at du har venner, selv om de er spredt meget.
Jeg vil starte med det sidste, det om din kæreste. Jeg håber da bestemt at du vil få tillid til en ny kæreste og kunne åbne dig for ham, selv om du har haft dårlige erfaringer med en tidligere kæreste.
Kærester er ligesom andre mennesker: Der er nogle der er gode for en, og der er nogen der er dårlige for en at være sammen med. Efterhånden lærer man at skelne mellem dem, og det er jeg sikker på at du er godt igang med.
Jeg har også haft en rigtig dårlig oplevelse med en mand jeg havde tillid til, men heldigvis er jeg kommet over det og har tillid til mange mænd nu, både venner og min kæreste.
Hvis din veninde der bor tæt på er en god veninde, så synes jeg at du skal overveje at snakke med hende.
Plejer hun at grine af folk, når de har problemer? Hvis ikke, så synes jeg at du skal gøre forsøget.
Du kunne jo starte med at sige til hende at der er nogle problemer hjemme hos din far og mor og sige at du har brug for at snakke med nogen om det. Så kan du jo spørge, om hun vil lytte lidt, men mon ikke hun selv har tilbudt sig, hvis du er startet med det oplæg?
Hvis hun siger ja, så kunne du jo begynde med at sige: Jeg ved godt at det lyder åndssvagt, men jeg er bange for at du skal synes jeg er til besvær eller at du vil grine af mig.
Så er jeg sikker på at hun vil sige, at det vil hun ikke.
Så fortæl grundigt (!) om det derhjemme. Ikke noget med at skynde dig at blive færdig. Fortæl det hele, med din mor der ringer, dine bekymringer om dine søskende osv. Jeg er sikker på at din veninde vil tage det alvorligt.
Når du har fortalt grundigt om det og givet plads til at hun kan spørge, så kan du jo sige, at du har svært ved at finde ud af at håndtere det (for det er det jeg tror er dit problem). Måske falder det naturligt i samtalen at fortælle om at du skærer i dig selv, men ellers må du samle alt dit mod og spørge hende om hun har hørt om cutting.
Hvis hun ikke har gættet at det er det du gør, vil hun sikkert sige, at det er noget værre noget og at det må du ikke gøre. Så kunne du jo sige, at det ved du godt, men du ved ikke hvordan du skal holde op.
Det kan godt være lidt overvældende for din veninde at høre om dine problemer, jeg vil tro, at hun bliver bekymret og lidt bange for at hun ikke kan finde ud af at hjælpe dig helt alene. Derfor synes jeg at det er vigtigt, at du fortæller hende, at du også vil snakke med din kæreste om det og at du har hørt om girltalk og at du vil kontakte dem.
Jeg har en veninde, som (på et tidspunkt hvor hun havde det meget svært) kun havde mig, og det føltes som et stort ansvar. Det gik heldigvis godt, og nu har hun et par venner mere.
Ja, som du sikkert allerede har gættet, så synes jeg at du skal snakke med din kæreste også.
På den måde er der to mennesker til at støtte dig, de ved at der er en anden også og at du har en ide om en vej du kan gå for at få løst problemet. Jeg tror ikke at girltalk kan løse det hele, men så vidt jeg har hørt, så er noget af det vigtigste at snakke med nogen.
Derfor synes jeg at det er godt det du har gjort. Du har skrevet her på solen, og det er det første skridt. Godt gået!
Knus fra mig

Hej Nina.
Jeg håber du får samlet modet til at snakke med nogen.
Selv om der skulle gå lang tid, så skal jeg nok svare, hvis du fortsætter denne tråd. Så skriv igen, hvis du har flere ting du gerne vil have støtte til eller bare diskutere.
Knus fra P&C

Jeg har snakket med nogen... mine forældre kommer herop idag...
jeg har snakket med lægen, han siger jeg muligvis er ved at udvikle en angst for at være alene. og jeg går netop meget alene på mit arbejde...
jeg kan ikke overkomme at ride alene og hvis min kæreste forlader gården for eksempelvis at køre i byggemarked sidder jeg og græder til han er hjemme igen..
men jeg får hjælp...

Hej Nina.
Godt at du har snakket med nogen!
Jeg ved at der er mulighed for at få bevilliget samtaler med en psykolog via lægen. Jeg tror at bevillingerne for dette år måske er brugt op, men så vidt jeg ved starter de forfra til januar, så måske kan du få din læge til at anbefale nogle samtaler?
Når du snakker med dine forældre så forsøg at holde dit fokus på dig selv, selv om de måske appellerer for at få dig til at tage dig af dem. Du bliver nødt til at prioritere dig selv og dit liv.
Angst for at være alene kan bearbejdes. Jeg kender en der havde det problem, og hun fik styr på det. Det vigtigste er at du søger hjælp.
Hvad med at snakke med din kæreste? Overvejer du at fortælle ham om din situation? Min erfaring er, at for hver gang man får fortalt om et problem, så bliver det lettere...
Tror du ikke at det er muligt at finde en rideveninde i nærheden af hvor du bor? Er der andre heste end din egen på gården? Måske kan man lokke med en gratis ridetur...
Jeg ved godt at jeg foreslår ting i øst og vest, og at du måske ikke har det store overskud til at prøve det hele. Uanset om du prøver noget af det eller ej, så vil jeg gerne skrive videre med dig.
Knus fra P&C

Det er dejligt du vil hjælpe mig sådan...
Min far han arbejder med børn og unge med problemer, han har god kontakt til og kender psykologer..
jeg har fortalt det til min kæreste, jeg er blevet sygemeldt og er taget med min mor hjem...
og mht rideveninde så har jeg også et par stykker jeg rider med, men der er jo ingen garanti for de kan ride hver gang jeg har tid...
og min mor har selv en hest og jeg ka snildt låne en herhjemme at ride på.. så håber vi bare på at mor er rask nok til at ride...
Nina2...

Hej igen.
Pas nu godt på dig selv, når du er hjemme hos familien. Det er jo nok der dine problemer stammer fra, og mine egne erfaringer siger, at man bliver tricket af der... så du er kan nemt falde tilbage til at skulle tage dig af dem...
Er din mor og far tilbage sammen igen? Jeg tror at det ville være godt, hvis du fortalte dem at det er hårdt for dig at de hele tiden skændes og går fra hinanden og at du bekymrer dig om dine søskende. Det er vigtigt at de forstår at det de gør påvirker jer alle sammen meget.
Fint at din far kender nogle psykologer. Det er vigtigt at du får hjælp af en DU kan have tillid til, så mærk godt efter, om du kan bruge en som han anbefaler eller hellere skal have en anden...
Jeg er glad for at læse, at du har fortalt din kæreste det. Hvordan reagerede han? Skal du se ham selv om du er taget hjem til din mor? Det er vigtigt at holde kontakten til ham, synes jeg...
Ja, jeg ved godt at din mor er syg, og det er hårdt, både for dig og for hende. Jeg håber hun får det bedre.
Hvis ikke hun er rask nok til at ride, så prøv at komme afsted med nogle andre. Husk på at du på en måde også er syg, og at du kan få det bedre ved at være sammen med andre i ukomplicerede sammenhænge. Din mor får det ikke bedre af at du murer dig inde sammen med hende...
Knus fra P&C

når jeg er hos mine forældre, der er 250 km herfra og hjem til hvor mig og min kæreste bor..
Jeg ved godt jeg i dette her indlæg ikke virker særligt gammel, men jeg er 20, næsten færdigudannet og har eget hus sammen med min kæreste som har egen gård, så jeg er ret etableret..
jeg skal kun være her til lørdag, det er for at få en lille pause væk fra det som stiger mig til hovedet...
og det virker kan jeg mærke... så tager vi det derfra på lørdag...

Hej igen.
Jeg havde gættet at du var omkring 20, og mere moden end din alder, men jeg havde ikke gættet, at du har eget hus sammen med kæresten allerede. Forhåbentlig bliver du ikke presset af det ansvar også.
Nå, under alle omstændigheder så er det godt du får et pusterum, og godt at du kan mærke at det hjælper.
Skriv igen når du får brug for det / lyst til det.
Knus fra P&C

jeg har selv samme følelse dog meget meget værre og går i behandling.. snakker du nogensinde med nogen om de ting du går rundt med hvad med en psykriater..?? det kan hjælpe det hjælper mange. det værste man kan gøre er at holde det hele inden i sig selv. og at skære sig ved godt det hjæper en men hvad emd dpå længere sigt ..?? du er velkommen tin at konytakte mig på Ninsku@sol.dk svare gerne hvis du har spørgsmål eller lign. eller bare har brug for en snak... NIna N

Mine ´venner er trælse jeg er bliver mobbet hele tiden[:*(][:*(][:*(][:*(] jeg græder nu[:*(]

kære Nina ...
Jeg føler for det første at det er dybt mærkligt af mig , at skrive til dig her inde❓... For er en type du ville tænke selvoptaget snob på gaden ! Men det bare en forsadet jeg har , for at holde mig selv oppe , for at give mig selv, selvværd omkring mit livs stil ... fordi jeg har det rigtigt svært på baggrunden af mit familie liv, arbejdet ,venner og kærligheden ...
De ord du beskriver her inde , udover hestene❓Så føles det næsten at vi er på lige fod. Bortset fra at jeg heller ikke skærer mig i håndledet !
Men det med at det bliver mørkt , og alle tankerne siver ind i hovedet og alt bare falder fra hianden, og man ønskede man aldrigt levet en gang imellem ?! ... Har det os på samme måde ,og at andre må ikke vide at jeg har det såden her, for så ville jeg os føle mig svag !.. som du nævner ?.. Og vi ved begge to at vi skal søge råd og hjælp , men hvor vi starter den henne .. det så bare lige det❓
Jeg gider nemlig heller ikke at have det såden her, at være ked af det hele tiden ... arbejdet er et af mit svageste punkt , plus min familie selvfølge .. men det kan bare knæk mig, på 0-5 sek hvis de bare siger noget , som rører mig fuldstændigt !
Og tænker meget over hvad problemet er , udover min fars død.. for nyligt❓Men tænker bare , det må være noget jeg er blevet skræmt fra , som bare har sat sig på mig igennem tiden , og gjordet mig svagere med tiden ... fordi jeg ikk har søgt hjælp på den rigtigt måde , enten ved at holde det for mig selv .. eller bare ikk lyttede nok efter de andre, og stolet på deres råd ... fordi man os har følt en del svigt igennem livet , måske .. ?
Men vi 2 ved for sure , that we need some help girl ! For at se det fra den lyse vinkel af 😉Men håber at dette brev , kan fortælle dig .. at du er ikk den eneste her i verden der har det svært , og vi alle sammen har en del kampe ! Men det gælder bare at lytte til sig selv i sidste ende , og få rettet op på det i tide ... jeg har stadigt ikke fået rette op på det , men ved at det vil komme med tiden .. ved at jeg finder min vej og lykke <3 Det samme vil du os gøre ! Du skal bare tro på dig selv, og næste gang du kigger dig spejlet , så sig til dig selv , jeg er meget mere værd, end det her !!

Jeg er meget træt af at være ked af det , jeg vil stoppe det. Jeg hader levet livet. Jeg aner ikke hvordan kan jeg komme til at være et godt liv igen.
Jeg føler, at jeg forandrer mig meget siden, jeg fik despression. Efterhånden biliver det bedre, da jeg var i kbh og så er jeg tilbage hjem idag. Så er jeg blevet ked af det,det kom selv.
Jeg bor alene.. Jeg forstår det ikke. Jeg bor alene, men jeg er træt af livet!!!!!!!!! Jeg vil ønske, jeg ikke findes nu.. jeg er ofte bange for kærligheden, jeg kender mig ikke længe efter jeg fik det. Jeg er træt af det!!!!!!!!!
Mvh(Den trættende)

hej sådan har jeg det osse for tiden vor jeg græder over ingen ting men jeg sider ik og skær i mig selv men håber det går over jeg vil os heller væk men ik på hospitalet det har jeg fået nok af

Der findes ingen let måde af fjerne så meget af en depreation , så man år følingen at man kan begynde at leve igen. Nu er der jo forskellige grader af dep- men ved dybere skal man regne med ca 1 år for at man igen er nogenlunde scocialt funktionel igen . disse ting hjækper hvis man følger dem. medizin ca 30 mg citalopram- fitness træning 3 gange ugeligt samt kognativ terapi 1 gang pr 14 dag . det svære nu er kampen for at sætte det igang og holde det , men det hjælper med garenti- medizinen giver nogle hjælpestoffer til hjernen som den er stoppet med at produsere, kan give kvalme de første dage , men ellers ikke de store bivirkninger og ikke farligt at tage selvom der findtes mange rygter , men er om tidligere typer. fitnestræning giver også 3 typer stoffer ved træning , som giver dig en behalig velvære når træning er overstået. det sidste er behandlingen ved psykolog , som netop kan afhjælpe dig med at tænke på en destruktiv måde og give forståelse for hvad der sker med en .. følg disse 3 ting og du vil med tiden hele igen . og til sidst hold dig vidt muligt fra stress reliteret ting medmindre det er inde, for noget du skal bruge for at blive rask ...

???