Hvornår er noget så vigtigt at det skal fortælles?

Hej alle sammen.
Jeg har i et par måneder datet en fyr og vi fungerer rigtig godt sammen og er kommet meget tæt på hinanden og umiddelbart passer vi perfekt sammen. Men nu er jeg kommet i tvivl om noget for vi er kommet til at snakke om om der er noget vi burde fortælle den anden/som den anden har interesse i at vide som vi ikke har fortalt og nu er jeg i tvivl. Der var en periode af mit liv hvor jeg ikke havde det så godt og blandt andet skar i mig selv, det stod ikke på så lang tid kun nogle måneder men i løbet af den tid nåede jeg at blive afhængig af at skære i mig selv. Jeg ved ikke om jeg skal fortælle det til ham for umiddelbart synes jeg det er vigtigt fordi det har været med til at forme mig som person men på den anden side har han jo ikke behov for at vide det og vil måske blive skræmt væk af det. Fortjener han at vide det og ville i selv have fortalt ham det? Håber på mange gode og seriøse svar.

Måske er jeg ikke helt den rette til at svare dig, for det er så uendelig svært for mig at fatte hvad der kan drive et menneske til at skade sig selv som du har gjort.
Jeg mener det ikke som en bebrejdelse; jeg kan bare ikke sætte mig ind i dine bevæggrunde, og du skylder heller ikke mig eller nogen anden herinde en forklaring...Vi tager den bare herfra.
Det lyder jo som om du har fundet en super fyr, og ham skal du holde på, for det er svært at finde en partner som man bare kan det hele med. Jeg tror at du er bedst tjent med at fortælle ham hudløst ærligt hvad der er sket, og hvorfor så han kan forstå det.
Der må jo alt andet lige være ar efter at du har skåret dig selv, og i længden kan du altså ikke skylde det på slagsmål med naboens kat 😉
Så før han begynder med nærgående spørgsmål, er det bedre at du selv fortæller ham det; ved at vise ham tillid og ved at være ærlig over for ham tror jeg at du vinder mest...
Hvis jeg selv kom sammen med en pige og hun pludselig fortalte mig sådan noget, ja! For at være helt, helt ærlig så ved jeg ikke hvordan jeg ville reagere lige i øjeblikket, jeg ville nok tænke mig rigtig grundigt om og spørge mig selv om det var et overstået kapitel i hendes liv.
Men jeg er også overbevist om at hvis jeg virkelig elskede hende, så ville jeg være glad for den tillid hun viste mig og gøre alt hvad jeg kunne for at hjælpe hende.
Hvis jeg på den anden side fik det at vide af andre, ville jeg nok se lidt anderledes på det, sådan lidt i retning af "Når hun ikke har sagt noget, er det måske fordi hun stadig gør det...."
Jeg kan godt forstå at du står i en svær situation, men jeg tror som sagt at du vinder mest ved at være ærlig.
-Håber at du kan bruge sådan lidt ævl og bævl fra en gamel støder som mig 🙂
Og held og lykke med det

Du har ikke pligt til at fortælle ham noget, hvis du ikke har lyst, så du skal ikke føle dig forpligtet til det. Men det lyder til, at du måske har lyst til at fortælle det. Det kan være en lettelse at åbne op omkring det, og når I har det så godt sammen, som I har det, tror jeg sagtens, han kan rumme det. Og det lyder netop som om, han gerne vil vide det, hvis der har været noget i din fortid. Hvis han holder af dig, vil han hjælpe dig og støtte dig. Så fortæl det, hvis du tør tro på, at han vil give dig sin fulde støtte :)

Jeg er ikke i tvivl - før eller siden skal du fortælle ham det, hvis det skal være jer to!
Der er andre i dit liv der kender til, hvad der tidligere er sket. En dag hører han det måske, fra en anden, hvis det bliver jer.
De eneste hmeligheder, som man kan holde fra sin bedre halvdel, ja det er dem som kun du selv kender. F.eks. dine tanker. Hvis andre kender det - så få det sagt.
Gør det på det rigtige tidspunkt og fortæl ham helt ærligt, hvad der skete og hvorfor.
Held og lykke

...stole på din fornemmelse. Hvis du mener, det er vigtigt, så sig det. Hvis ikke, så lad være. Jeg synes ikke nødvendigvis man skal fortælle alt fra sin fortid, som en åben bog. Men hvis det fylder meget i dig, så vil jeg nok overveje at få det sagt. Hvad han ikke ved - har han muligvis ondt af. Måske udsender du nogle signaler, som du ikke selv er klar over, på grund af, at det fylder for meget. På den anden side, hvad han ikke ved - har han ikke ondt af, hvis det ikke fylder noget i dig mere.
Jeg har selv oplevet/gjort nogle vilde ting i mit liv og ser det som en fordel, ikke at skulle være tvunget til at fortælle ALT. Der er squ nogle ting, som jeg egentlig ikke er så fandens interesseret i, at andre ved noget om. Men de ting som fylder noget og præger min hverdag, har jeg til gengæld ikke noget problem med at skulle fortælle om, hvis det blev nødvendigt.
Hvad synes du selv? Går du rundt og tænker meget på det? Har du fået nogen former for terapi? Hvad fornemmer du omkring ham? Personligt tror jeg, at alle mennesker er i stand til at rumme fortiden - også en andens fortid, men det handler om at føle sig lidt frem. Ikke bare sige det, som et lyn fra en klar himmel, for det tror jeg ikke nogen mennesker ville kunne håndtere særligt fornuftigt. Hvis du ikke er sikker på, at I kender hinanden godt nok til, at hans reaktion vil være forholdsvist afslappet omkring det, så vent med at fortælle noget! Føl dig frem. Måske kan det være, at samtalen engang ender der helt naturligt.