ironisk udvikling

Hey
Jeg synes at opleve en noget ironisk udvikling hos mig selv.
Jeg er blevet single for ½ år siden, efter 5 års parforhold. Vi elskede hinanden meget, men ingen af os var selvfølgelig perfekte, og der var nogle ting vi begge ønskede at den anden blev bedre til, og som vi også forsøgte at forbedre af kærlighed til den anden.
Jeg er ikke så god til at ændre mig selv, men nu hvor vi ikke er sammen længere oplever jeg lidt at jeg har ændret mig til den side han gerne ville have i vores forhold. Jeg er blevet mere opsøgende og udadvendt. Jeg dyrker mine interesser i højere grad. Jeg har travlt. Jeg er blevet mere impulsiv. Jeg har lyst til at få børn (med den rigtige). Jeg kunne godt tænke mig at komme ud og sejle i verden. Jeg er blevet bedre til at spørge om hjælp og også at modtage det.

Men måske er det helt normalt at man ændre sig en del når man bliver single igen? Selvfølgelig udvikler man sig hele tiden, men synes stadig at det er ironisk...
Malene

Det er helt naturligt, at man udvikler sig. Ingen af os er perfekte, og der er altid plads til forbedringer!
Men der er ikke mange af os, der bryder os om at blive "presset" til at skulle forandre os af vores partner. Hvis det tager overhånd, vil man blive ikke-eksisterende som person i parforholdet, og den anden part bestemmer det hele. Et parforhold skal efter min mening være et kompromis, og der skal være plads til begges personligheder.
Jeg synes derimod, at det er meget ironisk, at vi falder pladask for et andet menneske og forelsker os hovedkuls i vedkommende, og ligeså snart forelskelsen fortager sig en smule, så vil vi til at lave om på ham/hende!!!
mvh hønemor1001

- minder om min gode gamle tobaksven, der holdt op med at ryge 2 måneder efter han var bortvist fra sin ikke-ryger kærestes hus.
- Jeg har selvfølgelig en teori om, at hun punkede ham, så han var voldsomt demotiveret den tid de var sammen. Skulle han holde op, var det noget hun ville "have æren for"
- For dit vedkommende er falder det måske også mere naturligt at være udadvent og opsøgende når du nu er alene, hvis alternativet er at sidde derhjemme for dig selv. Det var vel anderledes, når han også var der, og behovet var måske ikke så stort.

Jeg mener også at et parforhold handler om kompromis og der skal være plads til begge individer og 2-somheden...
Jeg følte nu ikke at vi pressede hinanden, eller ville lave direkte om på hinanden. Blot at man netop gik på kompromis... Han er f.eks. meget impulsiv og har gang i noget hele tiden... Og det ville han selvfølgelig gerne have at jeg også deltog i.
Men ja du har ret i at mange forelsker sig og derefter bruger en masse tid på at lave om på vedkommende... -Nogen gange er man måske bare forelsket i en illusion...
Malene

Jeg tror måske ubevidst at jeg har haft det på samme måde, som din tobaksven... Jeg er ikke så god til at gøre hvad andre synes jeg skal, det skal være når jeg selv vil!
Ikke at jeg ikke ville udvikle mig for min ekskæreste, men det kan nu godt være at der har været noget der alligevel...
Ja du har ret i at det falder mere naturligt at være opsøgende nu - gider ikke side derhjemme og have ondt af mig selv. Så hellere opleve noget...
Malene

kunne du ikke opleve noget da du var i forholdet??..fik du ikke luft nok..kan det være at hvis man er meget forelsket, at man har sværere ved at give luft til sin kæreste fordi man er bange for at hun finder noget mere spændende, hvorimod hvis man ikke er så forelsket, at man giver meget længere snor,og er lidt mere ligeglad hvis hun finder en anden??..jeg tror der er noget om det,men derfor kan man sagtens elske sin kæreste bare ikke på den måde hvor man hænger hjernen på hylden.
(NB)kan ikke sætte mig ind i at man er forelsket og pludselig er man ikke forelsket efter 1 måned eller 2, og så er personen en anden end den man oplevede da begge var lige forelsket..har prøvet det nogen gange og syntes det er relativt uintelligent..der må være noget der stopper den forelskelse...:-/

Der skal jo ske en omstilling, når man går fra at være to og til at være alene. Uanset om man trives som single eller ej, så kræver det at man tilpasser sig den nye tilværelse, og det giver så også lejlighed til at man kan udvikle sig som person.
Det betyder sommetider at man bliver det den anden ville have, og sommetider bliver man bare det man selv har haft behov for at være.
Det er fuldstændig normalt og det er sundt.
Personligt har jeg faktisk kunne lide mig selv allerbedst i min singleperioder, fordi det netop giver én ro og plads til at opdage nye sider og interesser i sig selv.

Man kan godt give luft selvom man er rigtig forelsket. Jeg siger det fordi jeg selv har oplevet det. Min natur er, at jeg har meget brug for plads og derfor er jeg god til at give andre plads. Derfor har der været meget plads i min kærestes og mit forhold altid. Og så kan jeg bare godt lide det med at gå og glæde sig til at se den anden :-) Men det med at hænge op af den samme person hele tiden, selvom jeg er meget forelsket, det duer jeg bare ikke til i starten :-D
Men ellers tror jeg sagtens du kan have ret i din teori. Ville bare lige komme med en anden vinkling på sagen :-D