Alle jer som har været udsat for utroskab.

Hejsa Allesammen.
Jeg sidder lige nu og læser en del threads herinde pga. min nysgerrighed.
Jeg er typen som ikke har oplevet utroskab(Er jeg i hvertfald 99,99% sikker på:)). Jeg er af den opfattelse at hvis det skete så er det slut, og her taler vi også hvis jeg selv var min kæreste utro.
Men så læser jeg det ene emne efter det andet, og jeg får faktisk den opfattelse at folk gentagne gange skriver "men min kæreste har fortrudt at hun/han har været mig utro og hun elsker mig, ligesom jeg elsker hende". Her taber i mig alle sammen.
Hvis man er i stand til utroskab så må man squ da i det mindste erkende at man ikke elsker den person man er sammen med? Jeg mener bare jeg ved at man somtid tror at man elsker én person, men sådan er det jo ikke altid. Jeg har prøvet efter 1½ ved virkelig at sætte nogle ting på spidsten at jeg rent faktisk ikke elskede min kæreste men bare synes det føltes så godt med trygheden at jeg blev "hjernevasket".
Jeg tror mange tror at efter flere års monogami at de stadig elsker hinanden men så må sande at det "bare" er trygheden der holder dem sammen.
Har læst så mange som har oplevet utroskab, men gad godt høre om der findes nogen som rent faktisk angrer der utroskab. Min opfattelse er bare at hvis man er et produkt af sin indentitet og sine omgivelser, så ville man alligevel ikke kunne have handlet anderledes i én given situation og derved hvis man er utro må det handle om manglende kærlighed til sin kæreste/kone.
Jeg ved det squ ikke, vil gerne høre fra nogen der har været utro her specielt.

Nu er det sådan at kærlighed og sex ikke nødvendigvis er uadskillige. Prostitution er jo et klart eksempel på, at sex trives ganske udmærket uden kærlighed. Af den grund vil jeg heller ikke umiddelbart konkludere at et sidespring er et resultat af mangel på kærlighed. Et sidespring kan være udtryk for så meget andet og kan selvfølgelig også antyde at parforholdet har problemer og problemer betyder jo heller ikke mangel på kærlighed osv osv.
Generelt når det kommer til den menneskelig natur skal man ikke hænge sig op på absolutter. Verden er et forundeligt sted og alt kan ske og så længe vi gør et ærligt forsøg på at behandle hinanden med omtanke, hensyn, respekt og kærlighed -så vil jeg ikke forlange mere. Det er først når der handles med ond vilje for at såre, at jeg siger fra.
Ha' en god weekend
Helene

Jeg er delvist enig med dig. Jeg har en kæreste for et par år siden, som jeg havde været sammen med i 1 1/2 år. det gik virkelig dårligt osv. osv., og en aften til en fest var jeg ham utro.
Jeg angrede det rigtig rigtig meget dagen efter og havde det forfærdeligt med mig selv. Virkelig. Følte mig som det VÆRSTE menneske i verden. For på trods af, at det gik dårligt, så holdte jeg stadig utrolig meget af ham. Jeg erkendte, at vi ikke skulle være kærester mere, men jeg kunne ikke tilgive mig selv for at have ødelagt et så sublimt venskab.
jeg fortalte ham det. Kunne simpelthen ikke byde ham at ligge og kysse mig, under et døgn efter jeg havde dyrket sex med en anden mand. Så ja, jeg fortalte ham det, og vi var enige om, at vi ikke skulle være sammen mere. Der var ingen af os, der på nogen måde troede, at vi ville kunne komme over det.
I dag er vi stadig venner (det tog lidt tid), men det er stadig et ømt sår, et emne, der ikke er så let at tage op. Men jeg tror, at det med årene vil blive bedre.
Så ja, jeg har det på samme måde. jeg ville ikke kunne komme over utroskab - hverken hvis min nuværende kæreste var sammen med en anden, eller hvis jeg selv var. Det er simpelthen for grusomt at gøre mod et andet menneske.
Dertil skal det siger, at jeg tror, at det afhænger meget af ens situation. Det er jo noget "lettere" for mig at vælge at gå fra min kæreste, end hvis vi havde børn sammen, fælles økonomi eller lige havde købt hus. Forskellige ting spiller ind alt efter, hvor i livet man er - og hvor mange snore man er bundet sammen med.

Jeg ved ikke, hvad det er med det utroskab. For mange år siden, da jeg var helt ung, blev jeg inviteret, af en ung mand på, en køretur. Naiv, som jeg var troede jeg han var interesseret i mig, og det blev jeg lidt vigtig af og sagde: Ja tak.
Vi kørte og jeg ville gerne vise ham området. Der var et kønt sted , hvor min faster boede. Da jeg fortalte ham, der boede min faster, blev han rasende, for det var der hans forældre holdt ferie.
Og hvis hans kone fik dette at vide var fanden løs.
Jeg blev fuldstændig målløs. Det var noget andet han ville. Jeg sagde nej, og han blev endnu mere sur, for så kunne han lige så godt være kørt hjem til sin kone
Jeg var totalt rystet.
Så hvordan var hans forhold til konen. Han var da bange for, hun skulle få det at vide.
Jeg tvivler på, det havde noget med tryghed at gøre. Jeg kan ikke give svaret.

Man kan godt være en man elsker utro. Det er jeg helt overbevist om.
Det handler jo om at falde for fristelsen. Fordi man elsker en anden betyder det jo ikke at man ikke kan synes andre kan være attraktive.
Og hvis man ikke tænker tanken om hvordan den ene handling skulle være den anden gensidigt modsigende (altså man ser ikke at man ikke både kan være sammen med sin kone, og en anden), så kan det jo sagtens ske.
Derudover kan utroskab ikke forsvares. Jeg tror også jeg ville gøre det forbi hvis jeg havde en kæreste der var mig utro.

At det skulle være manglende kærlighed.

Man kan mærke det ved, at man ikke rigtig er glad i sit liv, at man har det ok med sit ægteskab, at sådan ser kærlighed ud, at hvis man vælger noget andet "flytter nissen med". Så hvad gør man ved det....
Om man fortryder utroskab? - ja og nej, men fik en dybere viden om hvor fantastisk kærlighed føles og lidenskab, og viden om hvad man eventuelt mangler i sit ægteskab. Det er vel det, der kan være smerteligt og den viden man kan fortryde at man fik indsigt i...

simplistisk at sige at den utro ikke elsker den utrosramt. Ofte sker det p.g.a. frustrationer i det eksisterende forhold. Det er lidt som selvmordsforsøg. Egentlig vil de fleste ikke dø, men det er et råb om hjælp.
Den utro vil ille ende forholdet, men forsøger at råbe om hjælp.
Smerten er enorm - for begge parter.
Min mand var mig utro. Vi var begge skyld i de problemer vi havde i forholdet. Han valgte forkert, ved at gå uden for ægteskabet. Det fortrød han. Hans selvbillede krakelerede. Vores fælles liv skulle tages op til revision. vi skulle finde ud af hvad vi ville.
Han forsøgte at begå selvmord, da han ikke mente at han kunne leve med det han havde gjort over for mig, børnene og hamselv. Heldigvis lykkes det ikke og vi har et godt liv, med en meget bedre kommunikation.
Livet er ikke sort/hvidt og kan ikke leves uden også at føle smerte. Hvis ikke du har prøvet det der gør ondt - hvornår ved du om du er lykkelig?
VH
Micha

Nej hvor fedt at der rent faktisk kom spændende svar ud af dette. Nogen posts bliver bare spammet til.
Jeg kan godt se det med at kærlighed og sex ikke nødvendigvis hænger sammen, og det er klart der er forskel på situationen. Hvis man fx har haft en kæreste i 3 uger så er ordet elsker måske ikke trådt helt ind i billedet endnu og derved kan der ske meget andet omkring én.
Det jeg reelt set mente var at lad os nu tage nogen som har været sammen en del år. Hvis den ene part er utro så vil det i de fleste tilfælde være fordi at fristelsen/oplevelsen er for stor som en ar jeg skrev. Men for stor ift. hvad siger jeg så?
Det er der jo kun et svar på og det er at fristelsen/oplevelsen er for stor ift. man har derhjemme. Det er jo hele tiden pros and cons. Ikke for at være karl smart(Kan man ikke rigtig være på et forum hvor alle er anonyme:)) men jeg er selv typen der modtager sådan rimelig med tilbud når jeg er i byen, og de gange det sker takker jeg da nej fordi jeg ved hvad jeg kommer hjem til. Sådan tror jeg mange har det, men hvad er det så der gør at nogen pludselig vælger at tage chancen? Det må da være fordi er nu stor de pludselig med denne vildt spændende og måske lidt grænseoverskridende(det er forskelligt fra person til person hvad dette ord end måtte betyde) mand/kvinde foran sig hvor man tænker "chok, og efter 5 minutters overvejelse så tager man chancen, eller hvordan det ellers kan ske".
Jeg mener bare, jeg tror ikke der er nogen der "glemmer" deres daglige forhold for en aften. Man er squ godt klar over at man er i et forhold og jeg tror virkelig vi taler en slags pros and cons.
Derudover så mener jeg helt bestemt at mennesket ikke er "lavet" til monogami fra naturens hånd, så hvis det skal lykkes skal det være 110% det forhold man har, og her taler vi altså ikke plads til mangler. Der vil altid være mangler, men i ved de store af slagsen.
DERUDOVER!!!! Så vil jeg godt lige slå et slag for dem der skriver "Det er nok noget andet når der er børn i billedet" NEJ!!!
Det er det lammeste jeg ved, når folk siger det. Mennesker der har børn og sætter det hele på spil har slet ikke været modne nok til at få børn i første omgang. Jeg mener 100% at der burde være en eller anden slag ristriktion for det på en eller anden måde, for det er fandme fatalt at vi har nogen som slet ikke egner sig til at give empati og andre vigtige elementer videre og derved ødelægge deres børn for altid. FATALT siger jeg.
Desuden hvis det så sker alligevel, som det jo gør konstant, så gør noget ved det med det samme. Jeg kender en pige(en veninde jeg har) som siden hun var 10 år ikke hørte på andet end hendes forældres problemer, og da hun så var 19 gik de fra hinanden. Begge forældre er dejlige mennesker(Har mødt dem op til flere gange) og de har aldrig ladet det gå udover hende, men som hun selv siger, bare det at ens forældre forsøger at få det til at fungere pga. mig, skader mig. Det er simpelthen ikke ok at bygge videre på noget der er dødt for andres skyld. Det virker ikke.
Og den med Villa og Volvo. Afslut det med at blande materielle ting ind i det hele. Det er for langt ude:)
Just my 2 cents.

i det du skriver. De hjemmelig forhold glemmes for en kort stund.
I et forhold der er i vanskeligheder, er det netop denne flugt der muliggøre et ønske om noget andet. Ikke at det andet er nødvendigvis det der ønskes i stedet for, men at det er en lindring i en svær proces.
Min mand og jeg har været sammen i 22 år. Vi har i mange år haft et godt forhold, og derefter kom en periode med den klassiske - vi glemte at tale sammen - som gjorde at det køret skævt. Som jeg skrev havde vi begge et ansvar for den udvikling. Min mand havde forsøgt at råbe vagt i gevær, kunne jeg se i retrospekt. Men jeg hørte og forstod det ikke.
Derfor mener jeg ikke at det nødvendigvis eret udtryk for mangel på kærlighed, men et sum af frustrationer.
Det er viljen til at erkende og ønsket om at bygge på summen af det gode, der afgør om man kan komme igennem smerten.
Jeg har tilgivet min mand. Jeg taler ikke mere om det, ikke fordi jeg er konfliktsky, men fordi han har fattet hvad det gjorde ved mig. Han har fortrudt valget.
Det er et langt sejt træk at komme igennem. Vi har haft mange samtaler hos en psykolog, for sidegevinsten blev at han også var psykisk knækket. det var en stor pris at betale for kommunikationsvanskeligheder.
Jeg har en god mand. Vi vil hinanden, så derfor gør vi det.
Utroskab er få minutters tilfredsstillelse og flere års gennopbyggelse.

at utroskab også kan dreje sig om, at man virkelig bliver forelsket i en anden kvinde og at man dybt inde ved, at man passer bedre sammen med denne person end den, som man er i ægteskab med. Det synes jeg der er mange der ikke vil se i øjne. Der er også det, at der er mange mennesker, der bliver i deres ægteskab, da de ikke "orker" at gå ud af ægteskabet - på en eller anden måde er det lettest blot at blive i det, som man kender. Altså handler utroskab ikke kun om "få minutters fornøjelse" - i mine øjne.
Ikke dermed sagt at din historie ikke giver mening - og chokerende at læse at din mand måtte råbe "så højt", at han endte med utroskab og et forsøg på selvmord. Gad vide om du også er chokeret over dig selv, hvor "hård og svær" du er at "nå" og kommunikerer med. Din historie er et godt eksempel på, at man ikke kun kan/skal fordømme den utro - men at det i jeres tilfælde var et kraftigt opråb til dig, som du havde meget svært ved at høre...
i al respekt, Stjernekigger

"Din historie er et godt eksempel på, at man ikke kun kan/skal fordømme den utro - men at det i jeres tilfælde var et kraftigt opråb til dig, som du havde meget svært ved at høre... "

Jeg kan bare ikke sætte mig ind i at utroskab kan være et opråb. Det kan jeg simpelthen ikke. Jeg mener bare at hvis der er noget galt så siger man det vel? Ved godt nogen har det med at brænde inde med ting, men altså det opvejer altså ikke at det er ok at dyrke utroskab.
Jeg tror virkelig bare det er en dårlig undskyldning som desværre bliver accepteret af for mange.
Folk dyrker utroskab fordi de har lyst til en anden person mere end den de er sammen med, og squ ikke fordi at de tænker "Men kæreste/ægtefælde fatter hat, jeg knalder lige med en anden, så forstår han mig nok meget bedre".
Sry hvis jeg virker provokerende, det er ikke min hensigt.

Det er chokerende at se på sit eget bidrag i et forhold. det er hårdt. Nu er det jo sådan at noget af det min mand råbt højt op om, ikke var rimeligt, men der var absolut noget der var rimeligt. Han havde i begyndelsen heller ingen erkendelse af egen bidrag til forholdet. Da det gik op for ham, brød han sig ikke om det billede han så - hvorefter selvmordsforsøget blev til. Heldigvis for ham, mig og børnene overlevede han. Som jeg skrev tidligere - det var den klassiske "vi glemte at kommunikere og lave noget fælles". Min måde at være svær at tale med, var også en måde at beskytte migselv fra verbale overgreb. Så vi er begge skyldig i udviklingen. Dog må siges at vi er kommet fantastisk langt fra udgangspunktet og heldigvis for det.
Du har ret i at nogen er bare meget forelsket. Men sker det hvis man er tilfreds hjemme? Det tror jeg ikke. Så synes man måske at en person er sympatisk og sød, men andet er ikke interessant.
Det kan virke som en blåstempling af selve handlingen "utroskab". Det er det ikke. Som jeg tidligere skrev, så acceptere jeg de problemer vi havde og at det også er mit ansvar at der skulle ske noget, men min mand begik en fejl ved at gå uden for ægteskabet. Det var hans dårlige valg som jeg ingen andel havde i.
Derimod er det min opfattelse at utroskab er en eskalering af problemet og ikke en løsning. Til hver en tid, hvis man bliver forelsket i en anden, må man så vise respekt for partneren og gå. Ja en skilsmisse er hård, men alt andet lige er det bedre en at leve i et respektløs forhold.
Som jeg tidligere har skrevet, er livet ikke sort / hvid. Der er mange facetter og der skal ses på helheden og ikke et enkelt fejltrin i et forløb. Jeg fordømmer ikke den utro og heller ikke den utrosramt. Jeg mener at det er et dårlig valg som afstedkommer flere og større problemer end det der var udgangspunktet. Og det er min pointe.

med din provokation...jeg kan jo godt forstå din pointe.
Du skriver "...jeg knalder lige en anden, så forstår min kæreste mig bedre...". Jeg tror bare ikke det er sådan. Jeg er mand og tænker da en del på sex, men jeg synes her på SOL debatten tror mange (kvinder) at det kun drejer om sex eller at manden synes at en anden er mere smuk/tiltrækkende. Det gør det måske for nogen. Men vi er en del mænd og der også bare ønsker at have det godt i livet, at elske 8lidenskabeligt og blive forelsket - og det er her, at de svære valg opstår. Og det er endnu svære, når der er børn med i billedet.
Det med dårlige undskyldninger - de findes ikke. Medmindre det er til julfrokosten og at man ikke ønsker andet end sex - så er det sku for dumt! Så findes KUN dårlige undskyldninger!
Men ellers kan det godt være helt "regulært" - at man er blevet dybt forelsket (har måske kysset, er tiltrukket af en anden - men har ikke haft sex) - hvad skal man så egentligt gøre eller vælge?
mange hilsner, Stjernekigger

Det du skriver der kan jeg godt forstå og giver rigtig god mening for mig. Jeg er helt indforstået med at forelskelse kan komme pludselig og at man ikke selv er herre over den. Nu er jeg også mand, men jeg tror faktisk ikke vi mænd tænker mere på sex end kvinder, tror bare vi mænd er lidt mere åbne om det(på den måde at vi nok ikke er lige så diskrete til tider, Elevator blikket fx).
MEN. Jeg har også prøvet at blive ramt af forelskelsen til en anden person mens jeg har haft kæreste på, og for mig er det ikke så svært. Enten stopper det man har derhjemme nu, eller også må man lige komme om på den anden side af dagen og glemme hende den søde med det lange lyse hår.
Jeg ved godt det kan være svært.
Mht. forelskelse så er det noget jeg har det rigtig svært med. For rigtig mange virker til at være forelsket konstant når de først bliver ramt. Det er jeg slet ikke, jeg er mere typen der pludselig kan blive ramt i øjeblikket, men det betyder ikke at jeg derfra og i den næste lange periode er forelsket. Det er noget der kommer og går. Når jeg ser min kæreste er jeg egentlig ikke forelsket lige nu. Men jeg ved at en eller anden dag hvor hun har været væk i et par dage eller omvendt så kan jeg blive ramt.
Det jeg mener er at for mig er det nok nærmere fristelsen som jeg gerne vil tilbage til. For det der med forelskelse er i min verden mere spænding end noget andet, ergo så blive forelskelse mere en del af fristelsen, end den egentlig årsag til at man har lyst til at knalde uden om. Forstår du mig overhovedet nu?

Min erfaring er, at hvis den ene part føler sig så uelsket og overset i forholdet vil risikoen for at forelske sig i en den være temmelig stor. Ingen kan leve uden kærlighed. Og når man bliver bevidst om at man mangler noget i sit forhold syns jeg man har pligt til at sige det til sin partner, så man i fællesskab kan arbejde på det. Men hvad hvis partneren ikke tager det alvorligt, og man taler for døve øren? Så er det man bliver mere og mere trist og pludselig en dag møder man denne her vidunderlige person som man kaster al sin kærlighed på.
SÅ nej, jeg er slet ikke enig med dig i at det er en dårlig undskyldning. Det er en forklaring. I nogle tilfælde.
Dermed ikek sagt, at det er den ikke-utro partners skyld at man ryger ud i utroskab. Men man har i fælleskab drevet den ene (elelr begge) parter følelsesmæssigt lang ud. Parforhold er et fælles projekt og fælles ansvar, og hvis den ene part ikke trives har begge et problem. Og det tror jeg mange overser.

det med "at forelskelse (forførelsen) er en del af spændingen", forstår jeg rigtig godt. Sådan var mit rationale også ind til for ikke så længe siden. Der kom jeg tæt på en anden kvinde og blev fuldstændigt slået omkuld. På en måde ville jeg ønske at jeg ikke var kommet tæt på - for nu ved jeg virkelig hvor skøn hun er - og hun er svær at glemme. Ind til da, havde jeg det, ligesom du beskriver det.

Folk angrer ikke deres utroskab , men de kan godt fortryde hvis de bliver opdaget. Så angrer de, at de blev afsløret. Det er samme adfærdsmønster som små snotunger har når de piller næse.
Det klør -> de piller.
Det klør -> de piller -> de bliver opdaget og får skældud -> de angrer.
Det klør igen -> de piller igen (men passer bedre på ikke at blive opdaget).
Det bliver aldrig anderledes før folk erkender at man må leve med "det klør". Problemet idag er at så mange piller næse offentligt, så det nærmest opfattes som unormalt ikke at pille ved en hver given lejlighed.

at nogle angrer utroskab, - læs herover Michas indlæg f.eks. Der findes også andre troværdige eksempler -
Men noget ret har du, idet utroligt mange mennesker, er så lidt bevidste om parforholdets betydning og nødvendigheden af tillid mellem partnerne, at de 'piller næse', bliver opdaget og igen igen tilgivet af 'moar m/k', eller i hvert fald regner med at blive tilgivet! Faktisk mener mange at deres affærer overhovedet ikke berører deres parforhold eller partner, - 'det var jo ikke meningen, at du skulle opdage det - blablabla.'
Selvfølgelig kan man blive forelsket i en anden end sin faste partner; - det kan også være en reel forelskelse, der bliver til kærlighed, MEN hvis kærligheden er så sand og ægte og stor, hvorfor så gøre sig til en løgner og være illoyal overfor partneren. Hvorfor ikke gøre rent bord; jeg ville ikke kunne elske og respektere et menneske, som lyver sig til at være sammen med mig. Eller er løgn og bedrag måske lige pludselig blevet DYDER, når man er forelsket i en anden?

jeg er så en af dem der har en partner, der har været utro. Hældte ham ud og straks flyttede han ind til den nye, som han havde kendt EN uge via nettet.. han fortrød dog og da vi immervæk havde 5 år sammen, tilgav jeg ham, da han på sine blødende knæ ville råde bod og bedring på det hele, jeg var ikke meget for det for må indrømme min tillid var væk, men er surt at bryde op så tæt på julen, så han fik en chance... Sjovt nok sad vi igår og snakkede om hvor godt vi havde fået det også i sengen, samt at nu vidste han at han aldrig mere ville lave et sådant nummer. Dette varede så præcis 10 dage idag. Han arbejder om natten og da jeg skulle møde senere, skrev han en sms om at han havde lyst til mig og savnede mig. Vi blev så enige om at når min datter var kommet i skole, så ville vi rigtig hygge sammen.. Tja i morges kom han så hjem, alt var perfekt, jeg gik i bad, mens han kørte dateren i skole. han hoppede glad i bad og spurgte, har vi det ikke dejligt? mens han var i bad, skete det, jeg ville på facebook for lidt mistænksom var jeg stadig, da det jo var der han havde mødt hende. Tja må da indrømme, jeg så et fedt brev til hende, skrevet imens jeg var i bad, dvs ca 15 min tidliger, men der stod. jeg savner dig, det er kun dig og KUN dig jeg vil ha... Så er det lige jeg spørger mig selv, hvad fanden ville han tilbage for i første omgang. Morgenhyggen udeblev selvfølgelig´. Det endte med han gik råbende skrigende og tudende rundt, fordi han ikke lige kunne gøre mig forståelig på, at det bare var noget han gjorde for at tirre mig.. Sjovt!!!? Tja jeg sidder nu og mener stadig han burde flytte.....

hvorfor gøre sig til en løgner.
Fordi: For det første, er man bare overvældet over de følelser man har for en anden, for det 2. så går der lidt tid før man er klar over, at man er alvorligt forelsket.
Det at tale sandt kræver man er afklaret - og det er jo det man IKKE er...Man er i total vildrede - og har meget modsatrettede følelser!
Det er mit bedste svar til, hvorfor man gør sig til en løgner.
Der findes sikkert også andre forklaringer - men det er sådan jeg tror det hænger sammen.

"Hvis man er i stand til utroskab så må man squ da i det mindste erkende at man ikke elsker den person man er sammen med" - Helt enig med dig. I like ur sentense. Den rummer meget og giver også en masse af forståelse og indtryk. Folk er syg i hovedet. Sorry about my sentense. Men tjaaa din sætning igen "Jeg tror mange tror at efter flere års monogami at de stadig elsker hinanden men så må sande at det "bare" er trygheden der holder dem sammen" så dvs. at man er sammen pga. tryghedens skyld og ikke den ægte kærligheden. Er det sådan du mener??? Hvis ja så er alt bare falsk (det indre).
"Jeg er typen som ikke har oplevet utroskab(Er jeg i hvertfald 99,99% sikker på:)). Jeg er af den opfattelse at hvis det skete så er det slut, og her taler vi også hvis jeg selv var min kæreste utro" - der findes ingen tryghed eller lykkelig i den her forbindelse som du startede med at skrive den positive side om dig selv. Men dvs. du kunne udsætte for utroskab en dag. Bare vent og se. Og husk det nu at vi (alle) er et dyr, nærmest set et monster svin der ku finde på at være utro. Og sådan er livet vil altid være. Generel vil jeg altså sige: "liv er et valg", og hvis man vælge den forkerte vej så er der ingen håb på at den ender som først/godt. Good Luck to ur all who writes this indlæg hehe 😉

Hej Futte.
Jeg er i samme båd som dig, i hvert fald med hensyn til utroskab. Min kone var mig utro for 1 1/2 år siden. Lige efter havde vi sindsyg god sex... og meget... Men man ryger tilbage i samme gamle mønster med tiden.. Problemet for mig er at tilliden er væk. Jeg har egentlig en fornemmelse af at hun taler sandt, men jeg er ikke sikker. Da jeg fandt ud af at hun havde været utro, fattede jeg ingen ting... Personligt har jeg aldrig oplevet større smerte. Det kan ikke beskrives. Jeg er dog sikker på at der er mange forskellige måder vi mennesker bliver påvirket af utroskab. Personligt har jeg har været helt nede i det dybeste hul, men har det lidt bedre nu, men vil altid være stærkt mærket af denne oplevelse.
Men jeg kan sige een ting med sikkerhed. Det er første og sidste gang jeg giver et forhold hvor min partner har været utro (jeg har kendskab til), en chance til. Sker det igen, så ER det ud af klappen. For mig kan jeg kun beskrive det som en følelsesmæssig voldtægt. Drop nu alle undskyldninger og forklaringer, for dem er der sikkert mange af... Men der findes ikke nogen fornuftige, rimelige grunde for utroskab. Du kan forklare det, men ikke forsvare det! Det er sgu det der skulle adskille os mennesker fra andre dyr. Selvbeherskelse og respekt for andre. Fair nok hvis man bliver forelsket i en anden, men lad være med at ødelægge det menneske du er sammen med... Det er fucked up. Det jeg prøver at sige til dig.... Tænk dig rigtigt godt om før du giver ham noget bare ligner en chance til... Skal lige siges at jeg selv har hele pakken.... børn, villa og volvo.... Jeg tror at det er der som gør at jeg overhovedet har givet det en chance til, ikke at jeg siger at jeg bliver for børnenes skyld, for det gør jeg ikke, men det gør at man tænker sig om en ekstra gang inden man smider sin utro partner på porten... Desværre er der sikkert også mange der udnytter dette...
Jeg ved ikke om mit forhold holder... only time will tell. Men det bliver aldrig det samme igen, that is for damn sure! Har det problem at jeg elsker hende, men jeg har en meget høj moral, synes jeg selv. Derfor er jeg nødt til konstant at gå på kompromis med mine egne værdinormer, hvis vi skal blive sammen. Jeg ved ikke hvad det vil føre til i længden, men jeg føler mig følelsesmæssigt handicappet nu.
Hilsen
Ar på sjælen.

Det er jo lige det som gør at man flytter grænsen for hvornår man skal gå til bekendelse. Man er jo ikke engang selv helt klar over om det ER forelskelse...måske bare em forblændelse eller vellyst over at føle sig begæret. Men derfra til straks at køre det op til man elsker en anden går der en rum tid.
På en måde er det en befrielse, når man så endelig erkender man vitterlig ER forelsket. Det er som at få en diagnose på en sygdom. Man har en masse symptomer men ved egentlig ikke hvor "syg" man er. Man pendulerer mellem at afvise og tiltrækkes, man er i permanent uro og krise i den periode uvisheden står på.
Når man så SELV erkender/virkelig forstår man ER forelsket, så kan man bedre handle.Man har diagnosen så at sige. Man kan frigøre sig og vælge sin partner, eller hvis man ikke kan slippe forelskelsen (kan man jo ikke hvis man igen og igen konfrontteres med ham/hende) så indse hvad man har med at gøre.
Det er under alle omstændigheder ikke lutter lykke at være forelsket, hvis man følelsesmæssigt er bundet til et andet menneske.[:*(]
Pusser

nej, det har du v.G. ret i! - At det også kan være svært at gå til bekendelse, svært at finde ud af sig selv og hvad man føler, svært at såre et menneske man er bundet til osv.osv.osv. - alt det har du ret i,

- og det MÅ altså ikke være svært for OS,
så den klarer vi med for os selv forståelige og tilgivelige løgne, der desværre bare forlænger forelskelsen/forblændelsen, forlænger processen, undergraver tilliden og skaber afstand mellem de 'følelsesmæssigt forbundne'.
Voksne mennesker i lange forhold tiltrækkes nu og da af andre, sådan er livet, - vore følelser og drifter kan vi ikke kontrollere, men at være utro og lyve for sin partner er kontrollable handlinger SELV OM det er SVÆRT og man kan finde på de første tyve forklaringer og undskyldninger for sig selv.

Jeg har aldrig selv været utro, men det har nok været tæt på. Jeg var vanvittig forelsket i en anden fyr på et tidspunkt og der gik lang tid før jeg erkendte overfor mig selv, at jeg var faldet pladask for ham.
Først derefter kunne jeg arbejde med det og dermed se, at jeg var på vej ud på et sidespor. Min hjerne havde jeg lagt fra mig åbenbart. Helt vildt, hvad man kan blive lullet ind i!!

sank lige en klump da jeg læste dit indlæg. Jeg er selv i samme båd, hvor jeg i snart et år har kæmpet inderligt for at prøve at tilgive og acceptere min kones utroskab. I forbindelse med hendes utroskab har jeg måttet lægge øre til den selvsamme sætning: Du hørte mig ikke, så jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.... Det blev så til 6 måneders mailflirt + 4 udlandsrejser under dække af arbejds og venindeture.... en veninde til hende har gjort præcis det samme, og igen skal man høre "jamen, ægtemanden hører bare SLET ikke efter, så hvad skal hun gøre ?!?! " Jeg knokler røven ud af buksen for at lære at acceptere, og ikke mindst lære af fortiden, men i Guder.. jeg har aldrig været udsat for sådan noget før. Det er mentalt voldtægt. En KLAR, KLAR overskridelse af mine egne personlige grænser, men pga af kærlighed har jeg valgt at give det en chance. Det har for mig været en lang rejse, med de mest ekstreme op op og nedture jeg nogensinde i mit liv har oplevet - og her hvor jeg sidder nu, er jeg på nippet til at opgive. Jeg føler at jeg opgiver mig selv og mine egne moralske værdier, hvis ikke jeg er stærk og bryder os, sætter foden ned og siger NEJ ! Og jeg har endda 2 små børn, som jeg potentielt skal udsætte for en traumatisk oplevelse....
I min perfekte verden er man ikke utro. Fristelserne kan være næsten uudholdelige, men hvis man er seriøs omkring den man bor med, så siger man nej tak, om så fandme hun står uden tøj på lige foran dig. Man er UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER utro som en form for nødråb - Nødråb er at sætte sig ned med sin partner og sige: "skat, jeg elsker dig, men jeg kan ikke klare det her mere - SÅ jeg flytter, så vi får tid til at tænke hver for sig over om dette forhold er det vi vil. Jeg var selv blind og døv, og tager min del af ansvaret, men ALDRIG vil jeg tage ansvaret for min kones valg om at lægge sig i en anden mands seng. Der er ALTID andre muligheder, hvis man virkelig ønsker det bedste for sit forhold.

Hej Ogio.
Det er meget mærkeligt, men også dejligt at læse dit indlæg... For det er næsten som var det mig selv der kunne have skrevet det! Vores situation minder uhyggeligt meget om hindandens, ikke pga. selve utroskabstingen... Det er sgu snart mere reglen end undtagelsen at folk skider på deres medmennesker. Nej det er mere det med hvordan vi har samme etik og moral. Jeg har snakket med venner og familie om sådanne ting, men har altid følt mig lidt uden for, får tit skudt i skoene "du er jo bare så hellig" . Og nej, sådan ser jeg slet ikke mig selv. Jeg føler mig ikke bedre end andre bare fordi jeg aldrig har været nogen af min kærester utro. Det er fordi jeg, lige som dig, tager det forhold jeg er i alvorligt. Hvis ikke man gør det, er der jo absolut ingen grund til at have det? Det er sjovt hvordan du beskriver du ville ønske at din kone havde opført sig, da det viste sig, der var problemer. Altså at hun kunne have snakket med dig. Hun har sikkert sagt " jeg har prøvet at snakke med dig, men du forstår mig ikke" eller noget i den retning. Men du har helt ret... Hun kunne have flyttet væk for en tid. Gør man det, vil ens partner altid opfatte situationens alvor, hvis du spørger mig. Og kvinder har det jo med at tro at vi mænd er tankelæsere, så vi skal kunne gennemskue hvad de føler inderst inde (hvilket mænd ikke kan. Jeg gentager til de kvinder der måtte sidde i et forhold, som er gået koks. Din mand kan ikke læse dine tanker. Sig tingene lige ud!) . At være sin partner utro, er i mine øjne begyndelsen på slutningen af forholdet. Det er SÅ SUPER egoistisk at gøre det mod et andet menneske og en handling hvor jeg har meget, meget svært ved at se hvordan man skal kunne tro på at denne person stadig elsker een, når man kan svigte på den måde. Det værste for mig ved utroskaben, var sådan set ikke de fysiske ting der er sket, det er mere det at min kone har givet noget af sig selv til en anden, som hun havde lovet kun var noget vi havde sammen i vores ægteskab, tillid, bedste venskab og kærlighed. De undskyldninger du har hørt fra din kone, minder SÅ meget om dem jeg har fået fra min, at man skulle tro det var løgn. Min kone havde en veninde som havde gjort nøjagtig de samme ting, og hun betroede sig selvfølgelig til hende, som så gjorde at der kom endnu mere brænde på bålet. Men igen var det natruligvis min kones helt eget ansvar i sidste ende.
I min situation er der som sagt gået ca. 1 1/2 år siden det skete og jeg er langt fra kommet mig over det. Faktisk tror jeg aldrig jeg kommer til at komme mig helt. Jeg har lært at fungere i hverdagen igen, men det har været en laaang sej kamp. Jeg tænker på det lort hver dag! Dilemmaet i mit hoved - Should I stay or should I go? Det er første gang at jeg givet en utro partner en chance til og det er SÅ svært. Mest fordi at jeg aldrig tror jeg kommer til at stole 100% på hende igen. For jeg stolede jo 100% på hende før..(Super at man nu lige pludselig er blevet til "Ham den super kontrolerende og jaloux mand", når man på nogen måde var det før? Og så pga. af en andes handlinger...lækkert, tak for det.)
Jeg tror desværre at mange mennesker siger mange ting, de i virkeligheden ikke kan stå inde for. Som f.eks. at man stoler 100% på en anden person. Det som er noget skidt, er jo at sådanne skod oplevelser, kan mærke een for livet. Vi har været hele møllen igennem, både parterapi og individuel terapi bagefter. Jo det hjalp da lidt, men det kommer aldrig til at ændre på at vores ægskab aldrig vil blive det samme igen. Jeg stiller tit mig selv det spørgsmål - Er det rimeligt at jeg skal gå og ikke stole på den jeg er sammen med, fordi hun har gjort som hun har? Jeg er bange for at vælge forkert.Jeg har jo kun det her liv - er jeg bedre tjent uden? Mit hjerte siger bliv, fordi jeg stadig elsker hende, men min fornuft siger, drop hende! Det er et helvede!! Jeg siger dig, i tiden lige efter det var sket, havde jeg marreridt om det næsten hver dag... Normalt vågner man jo op og tænker "ahh heldivis, det var bare en drøm!" Men nej, jeg vågnede op til virkeligheden, som er præcist lige så slemt som marreridtet! Vil ikke ønske det for min værste fjende... Hvad gør man?? Hvad har du tænkt dig at gøre? Føler du, hun helt oprigtigt forstår hvad fanden det er hun har udsat dig for!?! Hvad med din drøm om den perfekte verden, tror du ville kunne få den med en anden, eller er du bange for at du er blevet ødelagt af denne oplevelse? Under alle omstændigheder, bliver intet jo helt som vi to hver især har drømt om. Jeg føler virkelig din smerte, når jeg læser dit indlæg... Jeg har det på præcis samme måde!!
Føler du i dit hjerte at hun ønsker dig lige så meget som du - i hvert fald før hen ønskede hende?
Jeg prøvet at forklare mig kone at hvor uretfærdigt og langt ude det end måtte virke, er det nok hende som kommer til at skulle vise flest følelser i et meget langt stykke tid, hvis det skal have en chance... Paradoksalt nok, er hun nu nødt til at give mig al den opmærksomhed som hun ikke selv følte hun fik fra mig, som hun jo giver som begrundelse for at hun var mig utro i første omgang!?
Jeg er på ingen måde ude på at straffe hende, men jeg er bare åben, ærlig og ligefrem. Jeg kan jo ikke selv styre hvordan jeg føler. Det er lidt sådan nu, at jeg har et ekstremt stort behov for at hun bekræfter mig og hendes kærlighed til mig. I de øjeblikke jeg fornemmer at hun ikke er opmærksom på mine behov, kan jeg mærke at mine moral begreber langsomt men sikkert, æder stykker af den kærlighed som er tilbage. Det er mega nedtur, for det er dybest set, ikke det jeg ønsker.. Mange har sagt til mig, at jeg skal tilgive og komme videre. Men jeg har det lidt sådan, det er nemmere at sige - jeg tilgiver dig, end rent faktisk at mene det helt fra bunden af ens hjerte. Jeg er nok ikke så hellig endda. Jeg er sgu ikke Jesus. Jeg kan ikke bare glemme, hvis nogen har svigtet mig på det groveste... Hvem kan i virkeligheden det?! En ting er at sige - hul i det, men er det så ikke bare fordi det egentlig ikke betød så meget for een?
Jeg håber du skriver tilbage..

På alting...
Men jeg er helt enig med dig I at parforholdet er et fælles projekt. Og Det er jo netop det som folk glemmer - Eller vælger at glemme. En slags pagt mellem 2 mennesker. Lige så snart man begynder at drage andre personer og løgne ind i det, så er der potentiale for katastrofe.
Bevidst at lyve over for sin partner, som man påstår man elsker, kan vi vel alle blive enige om er og bliver forkert. Og den der med, nå men vis ikke de ved det, er det ikke forkert og bla bla bla. Det er bare latterligt og barnligt, med mindre man har aftalt at det skal være sådan. Hvis man er i tvivl om hvordan ens partner vi opfatte det som man måske er ved at gøre, bør man måske tænke sig om en ekstra gang inden man satser hele butikken.... For der er mange der er den opfattelse, at det præcist er det man gør når man går bag sin partners ryg, på den ene eller anden måde..
Et par råd: Sig til din partner i alle henseender - hvad du vil have
Hvis du føler alt er gået i baglås, men du stadig dybest set gerne vil redde forholdet, men han, eller hun forstår dig ikke, hører dig ikke osv. Så flyt væk en tid... Så kan kærligheden stadig blomstre op igen... Og alt kan blive godt igen, hvis det er meningen.
Utroskab = Roundup mod kærligheden, dræber alt liv og lyst...Der skal gøddes med en seriøs omgang kærlighed fra den utro parts side, hvis forholdet skal overleve, hvis du spørger mig.

🙂
din fortælling rammer lige i bullseye.
send mig en mail på kimmizuno1@gmail.com
jeg har en fornemmelse af at vi vil kunne hjælpe hinanden.

Nu skal du høre hvad jeg gør. Jeg giver op. Jeg giver simpelthen op. Jeg har nu brugt over et år af mit liv på at glemme/acceptere/leve med/ osv at min kone har været mig utro, og jeg har nu været nødsaget til at acceptere at jeg ikke kan. Det er mit livs største krise, og så endda kort før juleaften. Jeg står nu overfor at skulle forlade min kone, som jeg stadig elsker og mine 2 børn, som jeg elsker endnu højere og ville give mit liv for at beskytte. Nu skal jeg såre dem så vederstyggeligt. Jeg er lige nu faktisk ikke sikker på at jeg magter det. jeg er SÅ tæt på at sige: nej vent, jeg KAN godt glemme det - jeg KAN godt leve med det, men jeg ved også at jeg har sagt det før, og at mindet i løbet af kort tid kommer snigende tilbage og sætter sig med til bords. Jeg har stået midt i det hele i over et år - med 2 terapiforløb, par og individuelt, og nu går jeg selv til psykolog for at prøve at få styr på det hele. Jeg har været nødsaget til at skulle vælge mellem det sikre, men ikke helt lykkelige liv, og så det usikre, men hvor der er bedre chance for at jeg kan komme videre og blive glad igen. Men det er ikke noget jeg inderligt ønsker - jeg har aldrig ønsket alt dette her. Og jeg tvivler på om jeg nogensinde kan tilgive mig selv for at påføre mine børn den her smerte.
Jeg er så bundulykkelig lige nu, og det eneste jeg kan tænke på er det uretfærdige i at det overhovedet har været nødvendigt at det skulle komme hertil. Jeg skal starte HELT forfra. Vi havde et godt liv, Det var ikke perfekt, og jeg tager min del af skylden for at vi er her hvor vi er. Alligevel synes jeg der var ting som skulle være gjort anderledes. Jeg synes bare det er så pisse uretfærdigt at jeg skal lide i et år og mine 2 børn skal være mentalt skamferet i resten af deres liv - blot fordi man som menneske ikke magter at få sine problemer talt igennem INDEN man kaster sin opmærksomhed over på andre. Jeg håber så inderligt at DU magter at holde sammen på det, men jeg har måttet indse at det aldrig vil blive det samme igen. Jeg accepterer IKKE terapeuter's udsagn om at "utroskab er et tegn på sygdom, og at man skal bruge partnerens utroskab konstruktivt og lære af de fejl der har ført til utroskaben" !!!?!?!? Ja, det kan du fandme tro jeg nok skal lære af. Jeg skal være mere opmærksom i mit næste forhold, men det her forhold er ØDELAGT !
Det er utroskab og dets konsekvenser i den reneste form. Ondt og ødelæggende.
NB - Selv_kontrol - jeg håber faktisk stadig at du svarer mig på den mailadresse jeg gav.

Jeg kan ikke lade være med, at komme med en bemærkning til jeres indlæg: Måtte det være en advarsel til de utro, der ikke tænker over konsekvenserne af deres handlinger og det deres handlinger gør overfor de mennesker, der burde være deres nærmeste.
Det smerter dybt, at læse det I to skriver men jeg håber, at I kommer over det og videre i jeres liv.
Held og lykke herfra
[l]

Hej Ogio.
Det gør mig meget ondt at høre! Tro mig, jeg føler din smerte og ved lige præcis hvad du går igennem. Jeg skriver til dig en af de nærmeste dage på den adresse du har skrevet.
Jeg har selv været ophængt i juleriet, på godt og ondt. Det bliver fandme aldrig det samme igen. Jeg håber virkelig at du er ok og passer på dig selv. Jeg forstår fuldt ud hvad du siger mht børnene. Det er nemlig ikke bare så nemt som folk gør det til.. Man skal ikke blive sammen for børnenes skyld.. Nej det er nok rigtigt nok, men at være den der skal såre dem så dybt, er en modbydelig ting, jeg ikke tror nogen som helst mennesker der elsker sine børn, har spor lyst til, what so ever. Men du har ret i, at på den lange bane går det ikke at du selv går og er ulykkelig i dit forhold, det vil børnene på sigt heller have godt af. Men din situation nu, er så forbandet svær, at det kun er folk som dig og mig, der har prøvet det på egen krop og som har samme moral og etik, der vil være i stand til virkelig at forstå. Jeg krydser fingre for at du har det så godt som overhovedet muligt under omstændighederne. Du hører fra mig snart. De bedste hilsner.
Selv kontrol.

Hej Ara. Tak for din forståelse.
Du har ganske ret i hvad du skriver. Problemet er ikke, at man ikke kommer videre i sit liv, det er man jo nødt til, på den ene eller anden vis. Jeg synes det som er værst, er udsigten til om og i så fald hvornår man kommer sig over det. Jeg er nemlig ikke sikker på at når man elsker dybt, intenst og helt oprigtigt stoler 100% på et andet menneske og der på oplever sådan et svigt, er i stand til 100% for alvor at komme over det. Jeg tror altid jeg vil være dybt mærket af denne forfærdelige oplevelse, uanset om jeg bliver sammen med min kone, eller jeg skulle gå fra hende og finder en anden. Men det er jo kun en gisning, men jeg baserer det på andre erfaringer i mit liv, som f.eks. døden. En ting som man vel aldrig helt kommer sig over, men lærer at leve med. Nogle vil måske synes det er en drastisk sammenligning, men ikke desto mindre synes jeg klart at min kones utroskab topper listen over de mest forfærdelige ting jeg har oplevet, og det overgår klart dødsfald. Hvorfor? Fordi ved døden har vi sjældent et valg. Det er som oftest uskyldigt og man har typisk igen valg at træffe. Jo det er utrolig smertefuldt at miste en af sine nærmeste, jeg har selv prøvet det. Men det er langt nemmere at håndtere end utroskab, hvis du spørger mig.

Glimrende svar. Det er nemlig helt, helt rigtigt. Vi vil så gerne det hele og har svært ved, når valg har konsekvenser (f.eks. i form af fravalg). Og i vores fejhed konstruerer vi lange baner af dårlige undskyldninger. Så det nærmest i vrkeligheden slet ikke er vores egen skyld. Det er også tydeligt i mange indlæg/ kommentarer her på debat.sol.
Og jo, jeg har selv været der, og må så leve med, at have været så stor en idiot. Og at have risikeret så meget. Men nogle af os bruger det til at blive klogere.

Jeg synes du har nogle gode indfaldsvinkler og holdninger til utroskab.
Jeg tror f.eks. ikke på at man fortryder utroskab, for det er jo en bevist handling, og den handling ville ikke ske, hvis man vitterlig elsker sin kone/mand.Jeg kan forstå, hvis de siger de har fortrudt, hvis manden/konen blev opdaget, det giver mening for mig. Det vil sige det er der nogle der synes, for hvorfor træde mere på sin partner end højest nødvendig. Nej, utroskab fortryder man ikke, men man fortryder ikke at have gjort noget ved sit ægteskab før man kom så langt ud, dvs. entet blev skilt eller fortalte ensmand/kone hvordan det står til med ens tanker omkring ægteskabet.
Har man først overtrådt så vigtig en ting som tillid i ens ægteskab, så er man nok også på vej ud af sit ægteskab, så kan man godt sige man elsker sin man/kone, men helt ærlig handlingen har vist noget andet. Jeg forstår ikke at når først man kommer så langt ud at man ikke erkender overfor sig selv, hvad det er der gør man bliver i sit ægteskab. Det er jo ok at blive der grundet tryghed, hvis man bare er enige herom.
At tilgive et utroskab, tror jeg i mange tilfælde bunder i at man er bange for fremtiden, for hvad nu. Ens holdepunkt er jo væk, ens drøm er jo væk og nu skal man så til at vise man godt kan selv, og vil elskes af de rigtige grunde og ikke fordi man er tryghedsnarkoman.
Jeg har været utro og min mand og jeg var ikke sammen nu, hvis det ikke var fordi han er bange for at miste mig, selvom han godt ved at jeg ikke elsker ham mere. For jo det har jeg faktisk fortalt ham for flere år siden, før mit utroskab, men alligevel vil han gerne have vi bliver sammen, så jo jeg tror mange ægteskaber baserer sig på tryghed og ikke kærlighed.
Jeg tror folk gerne vil tro på at at de utro har fortrudt ellers er de jo nødt til at se realiteterne i øjnene, og det kan være svært.

"Jeg tror f.eks. ikke på at man fortryder utroskab".
Nej, det står dig frit for.
Nu handler overskriften om mænd og fortrydelse. Jeg er kvinde og jeg personligt fortryder min utroskab, selvom den aldrig blev opdaget. Ja, jeg skammer mig faktisk.
Jeg ville meget gerne gøre gjort til ugjort. Det var dumt og usselt og jeg ville idag ønske, at jeg i stedet for havde brugt energi på mit ægteskab og på mine børn.
Det eneste gode , der er at sige om det er, at man kan blive klogere.

da det på længere sigt har givet mig så meget - bl.a. har det reddet mit ægteskab, så vi nu har fundet hinanden i et nyt og mere ligeværdigt forhold. [l]
Men jeg fortryder at jeg ikke gjorde oprør noget før - at jeg ikke kunne gennemskue den proces mit ægteskab var inde i. Så havde jeg nok kunnet undgå utroskab, og vi havde været igennem krisen UDEN jeg skulle gøre andre ondt - også min elsker f.eks. og hans kone ikke mindst....
Jeg havde fortrudt min utroskab, hvis jeg havde fortsat, indtil det blev opdaget af min mand eller min elskers kone. Det at jeg selv stoppede i tide gør, at jeg stadig synes det var ok. Så jeg kan godt (igen) anbefale utroskab som en mulig løsning på en ægteskablig krise - til kvinder i samme situation som min. Altså hvis de ikke kan se anden udvej eller er kørt SÅ fast, at de ikke kan tale sig ud af krisen. 😖
Så vær dog utro! Men sørg for det ikke bliver opdaget, og sørg for utroskaben ikke er af længere varighed, for så er man virkelig på den - hvis man altså stadig ønsker at blive sammen i ægteskabet.
Pusser

(altså udover den barnagtige og forkælede trang til bekræftelse og eventyr, der kan være meget sjov, men ikke når det går ud over ærligheden mellem partnere)
Hvad kan det dog være for et mirakelmiddel Pusserpigen har fundet i utroskab? - Det påstås igen igen at kunne redde ægteskaber,- men mon ikke der menes åbne ægteskaber, hvor det er aftalt spil?
Meget muligt at DEN UTRO finder ud af at redde sit ægteskab, når eller hvis det går op for vedkommende, at man har været FOR dum og ond og allerhelst vil sin partner, men hvad med den svigtede? Tror PP eller nogen virkelig på, at det har været en hjælp til et bedre ægteskab for den svigtede? God nat, do!
Utroskab i almindelighed og PP's i særdeleshed handler mest om umoden, barnagtig trang til opmærksomhed! Børn, der mangler forældrenes opmærksomhed er slemme. Når man er voksen og i et forpligtende forhold, må man være i stand til at bruge andre metoder! Utroskab er noget lort, - stanken bliver hængende mange år!

Her stinker ikke i mit ægteskab, tværtom er luften nu igen frisk at indånde. :-)
Omvendt hvis jeg havde ladet "lorten" ligge eller tværet den ud vha. parterapeutsniksnak i een uendelighed. Jeg tog fat om "lorten" og smed den UD - ved at forlade ægteskabet (læs forlod min mand følelsesmæssigt og seksuelt)for en periode. Og DÈT rensede luften.
"Lorten" er de indestængte og fortrængte følelser, der kan hobe sig op i et ægteskab - bl.a. pga. manglende opmærksomhed på det væsentlige i samlivet to mennesker imellem,der elsker hinanden. Men befri mig for at indånde de sure opstød fra moralens vogtere her på sol - de lugter fælt. Glad for skærmen er imellem her 😮
Livsangst æder sjæle op, jeg er lykkelig for jeg TURDE livet og reddede mig selv først og fremmest. At jeg samtidig reddede mit ægteskab var ikke medregnet. Men jeg er da glad forjeg har været så heldig [l]🙂[l]
Pusser

Min mand ved besked - også at det "kun" var for en kort periode, han ved også at jeg ikke kunne nå ham i perioden inden min utroskab!!
Men vigtigst han VED han imens var/stadig er den vigtigste i mit liv, dette gav ham selvsikkerhed nok til netop IKKE at gå ned på det, men tværtom se indad og forvandle sig til den mand han førhen var - også FOR mig. Han betvivlede ikke at sekund på min kærlighed til ham, for som han selv siger:" Du giver mig ALT hvad jeg ønsker - jeg vil ikke have andre kvinder end dig, hvis du forlod mig ville jeg vælge at bo alene."
Når en mand siger det til sin kone, så er det vel ikke fordi han mangler kærlighed fra hende - mon ?😮
Kender iøvrigt til alt for mange "parterapeut-rednings ægteskaber" - og mage til LAVENERGI forhold skal man lede længe efter. Lidenskaben er non eksisterende, men ordene er mange og udadvendte lykkeaktiviteter, der befæster familiefølelsen og forældreskabet (fremfor ægteskabet) er utallige. Man hører om HVOR gláde de igen er blevet for hinanden. Et af disse forhold er manden vendt tilbage til sin faste elskerinde (min veninde) efter parterapeutbehandling!
Nej jeg tror bare ikke på snakkemetoden - hvis parterne ikke selv lærer af livet og herunder de mange svigt man i et forhold udsætter hinanden for (utroskab er blot et enkelt svigt af mange....) så er der intet der hjælper. "Lorten" bliver blot tværet ud i det indelukkede hjem, så der lugter fiset og hengemt til livet slutter forholdet. For der blev aldrig luftet ud - livsangsten vandt. 😖
Nu hjælper det sikkert dig personligt at udpensle dine egne fordomme om motiverne til utro adfærd, så hvis du sover bedre af det, skal du være velkommen. Jeg havde så nogle andre bud - take it or leave it.
God nat herfra og drøm forhåbentlig sødt og ikke for frækt 😉
Pus