For dum til uddannelse?

Hej sol'ere.
Jeg skriver til jer i et forsøg på og komme videre. Jeg er en ung kvinde på 23, der kun med nød og næppe har folkeskolen. Jeg har siden forsøgt flere gange med skole, og prøvet på at forbedre mig. Men jeg kan slet ikke bogligt komme på det nevau, som mange uddannelser kræver. Men jeg gider det ikke mere. Føler bare jeg spilder min tid nu. Og samtidig føler jeg at jeg har mistet utrolig meget håb. Når jeg ser gamle klassekammerater hvor langt de er kommet, på det jeg har drømt om. Bliver jeg, ked af det, og grøn af misundelse. Jeg har arbejdet hårdt gennem min skoletid, på at være med, for ikke og komme mere bagud. Så synes jeg har gjort noget for at lære. Selvom det jeg har lært måske ikke var så meget som andre. Jeg synes det er rigtig frustrerende og ved ikke hvad jeg skal med mit liv..
Er der nogen der har et bud på hvad jeg kan, altså nogle ideer til hvad jeg kan stræbe efter..???
Det skal siges jeg generelt ikke fungere så godt socialt, er ikke god tildet med mennesker generelt, så det skal helst ikke være sådan noget med og arbejde med mennesker. Kæmper en psykisk udfordring ved siden af og har været i behandling en del år efterhånden.
Synes det er så surt det hele, efter jeg har konstateret det her. Jeg vil gerne blive til noget jo. Men hvad?? Og hvor skal jeg starte?
Og en masse selvmedlidenhed senere. Spørgsmålet er, gode ideer til nye veje at gå?

der er masser af forskellige job som ikke kræver uddannelse som man kan prøve at få, selv om der er rift om dem i øjebilket.
f. eks lager og der kan du også tag uddannelse som lager og Logistik

- for hvad dog og har det hjulpet dig?
- Ved du om kernen i dit problem er indlæring eller samværet med andre mennesker, når du skal lære? Var et selvstudium måske en idé. Det kunne jo tænkes at du blev bedre til det med mennesker, hvis du havde succes med et studie/en uddannelse? Måske er det omvendt, du skal løse problemet

Bare alene det at læse dit indlæg er nok til at jeg er overbevist om at du kan klare en uddannelse...
Vi skal jo ikke alle sammen være akademikere, designere, eller andet fancy... Helt ærligt tror jeg ikke det er uddannelsen der er problemet men mere de problemer du roder med, for der er altså ingen ben i blive at soc. sundheds hjælper eller pæd. assistent selv om du siger du har problemer med det sociale så er det måske der den ligger, at det er der din udvikling ligger...

Det er ikke altid let for folk at sætte sig ind i så dybe problematikker, når de ikke selv har været der. Det er derfor folk har en tendens til at sige¨"Er det virkeligt så sværet" og " man kan da vel bare tage sig sammen".
Det møder man meget herinde på sol.
Jeg skal sige dig, at jeg kender til det du kæmper med, og at det ikke bare handler om at tage sig sammen, og leve et uværdigt liv som ufaglært.
Jeg er 30 år, og har ingen uddannelse fordi jeg i starten af tyverne har kæmpet med angst og depression, og nu kæmper med Add og stress. Hele min omgangskreds har bare styr på det undtagen mig selv, og det er ret pinsomt.
Jeg er dog efter mange års terapi klar til en uddannelse. Men nu er det økonomien der holder mig tilbage.
Søger den rette støtte osv.
Det gør ikke noget at gå igang med en uddannelse i en senere alder. Du er stadig ung, og jeg er sikker på at du med mere støtte og terapi, nok skal kommme ovenpå igen, og lære ikke at presse sig selv for hårdt.
Det lyder også til at du er lidt for hård ved dig selv, men det kan du heldigvis arbejde med.
Jeg håber at du bliver lyttet til af dine omgivelser, og at der er noget at hente i vores velfærdssamfund så du kan få den helt rette hjælp til at være en del af det liv du ønsker på lige fod med alle andre der har det godt.
Tag imod al den støtte du kan få. Jeg er sikker på det nok skal lykkes for dig.
Da jeg var på din alder, stavede jeg som en 10 årig.
Jeg tror ikke du er dum, men blot har mangel på overskud fordi du kæmper med nogle dybere ting i dit sind.
Held og lykke til dig.

at det er uværdigt at leve et liv som ufaglært? Hvem har bildt dig det ind?

selvskabt depression, hold på hat og kondom, aldrig har jeg læst så mange ord, med så intetsigende pladder, utallige ufaglærte har betydelig bedre uddannelse end os der har en faglig uddannelse.
de har prøvet utallige job, og derfor har de også en stor erfaring inden for mange forskellige arbejdsopgaver.
angst og deperession kan aldrig være en undskyldning for din manglende uddannelse, du har bare brugt det som en nem undskyldning, fordi du udmærket godt ved at det er dine manglende konsekvenser der har gjort at du nu som 30 årig står uden faglig viden.
jeg mener også at du går for vidt med hensyn til misbrug af det offentlige system, tænk på alle de generationer der kom i lære som 15 årige uden SU, og var færdig udannede som 19 årige, det var simpelthen et krav at man kunne klare sig selv, idag har vi utallige evigheds studenter der misbruger det offentlige system, blot for at få SU, de fleste af dem studerer højst 12 timer om ugen, og de kan bo billigt på kollegier, hvis de har fast adresse der i så og så mange dage, jeg kender ikke de regler, men jeg så en ung pige i TV der fortalte, at kollegierne krævede at de opholdt sig på adressen, så og så mange dage om måneden, men at de bare boede et andet sted med skiftende kærerster.
samfundet stiller ingen krav, der er ingen konsekvenser for manglende forberedelse af lektierne, og lærerne er bedøvelige ligeglade, for de møder heller aldrig, så det meste undervisning foregår med uduelige vikarer.
hvis du som jeg var så snotforvirret at jeg flyttede sammen med en enlig mor som 19 årig, så vil du kunne forstå hvor vigtigt det var at finde et arbejde, uanset hvor hårdt jeg skulle knokle, for naturligvis holdt moderen op med at arbejde, og pludselig var jeg forsørger.
jeg knoklede min røv i laser på et slagteri i 8 år, og nogle gange var vi så fattige at jeg måtte stjæle mørbraderne fra grisene i kølerummene, blot for at få lidt frikadelle på mit tørre rugbrød, andre var også fattige, vi havde et ungt par med en nyfødt som måtte spise rugbrød med persillesauce på.
de boede langt inde i en skov med meget langt til naboerne, så jeg ved ikke hvem der passede deres baby, men jeg ved at hun kun havde 2 ugers barselsorlov.
fra jeg var 15 til jeg var 19 år havde jeg sejlet konstant over det meste af verden, og da jeg gik i havn i København stod politiet og stod imod mig fordi jeg skulle møde på session, i min søfartsbog stod der tydeligt at jeg ikke var egnet til udgik på grund af mine dårlige øjne, men det tog milli ikke hensyn til, så jeg måtte springe idiot i de 18 måneder.
flere øjenlæger udtalte at jeg ikke kunne se skidtet på mit udstyr og riffel, men så sagde sergenten bare, at mine kammerater bare kunne hjælpe mig, ja tak, de havde rigeligt i at hjælpe dem selv, og vi var 28 mand på hver stue, og et dejligt badeværelse kun med koldt vand.
dagens ungdom er spoleret af diverse pædagoger og elendige undervisere der ikke forstår at sætte sig selv i respekt, for de skal ifølge dem selv ikke opdrage, men blot undervise, men opdragelsen og respekt er alfa og omega for at lære noget.
det er sygt at unge får børn de ikke selv kan passe, forældrene har højst kontakt med deres børn 2 timer i døgnet, og naturligvis er ungerne så splittede fordi de ikke har nogle daglige opgaver i hjemmet, konstant bliver de købt med TV, mobil, PC og andet unødvendigt skrammel.
jeg kender et ungt par der havde en 3 årig kontrakt på et kontor i Grønland, det lykkedes dem at få 2 børn på de 3 år, så moderen var mest på barselsorlov i Danmark.
manden fik så bollet en eskimona tyk med tvillinger, og det endte ikke særlig godt, for hun jagtede ham konstant med en riffel, da han fortalte hende at han skulle rejse til DK.

Jeg læser dit indlæg med stor undren.
Du skriver godt,
du formulerer dig godt.
Hvad er dit problem med indlæringen?
Du har ihvertfald lært at skrive,
og stave korrekt.
Det beundrer jeg.
Hvad med om du tog en tur på forfatterskolen,
så kan du sidde og arbejde for dig selv,
eller i de omgivelser,
der passer dig.
Hvis det lykkes dig at blive forfatter,
er du da nået et stort stykke vej,
på den sociale rangstige,
og har fået genoprettet din selvrespekt!
Jeg håber, jeg med disse få ord,
har sparket lidt håb ind i dig.
M.v.h.
Charlee

du ret i det du skrev.

Netop forfattere og kunstnere kan have det svært med økonomien. Som forfatter skal man være et "navn" og vinde over andre, og det er IKKE ufaglært arbejde! Måske kunne journalist-uddannelse være noget, hvor der bedre kunne følge et lønnet job med. (måske i en brevkasse eller som anmelder), Hvad med bibliotekar?

Hvad vil du være når du blir stor? det virker ikke som om du ved hvor mange forskellige stillinger der findes blot i Dk, og de skal ikke alle uddannes på højere uddannelses steder. Det burde være muligt for dig at få en uddannelse, men du kan ikke bare springe ud i et eller andet klatværk fordi alle andre har en uddannelse.

For at komme ind på journalisthøjskolen,
skal man have em masse baggrundsviden med sig.
Dumpeprocenten til dette studie er ret så barskt,
så det vil jeg slet ikke anbefale.
Jeg forstår ikke,
at du afviser min idé med,
at tage på forfatterskolen.
I dette miljø,
kan man lære at begå sig ud i forfatterkunsten.
Og skrive,
ser det jo ud til at personen er god til,
derfor vil jeg da udnytte denne egenskab.
Man bliver ikke "født" med et navn som forfatter.
Det er noget der kommer hen ad vejen.
M.v.h.
Charlee

du her bringer.
Jeg kan nikke genkendende,
til mange af dine oplevelser på arbejdsmarkedet.
Du glemte lige at skrive,
at vi arbejdede 48timer om ugen,
og havde kun 3 ugers betalt ferie pr. år.
Den der med at være fattig kender jeg osse godt.
Vi var i en periode særdeles fattige,
idet børnene kostede lidt for meget i forhold til indtægten.
Jeg kan huske,
at jeg gik til slagteren,
og bad om et stykke spæk til 7.71 kr.
Jeg gik hjem,
og skar det op i strimler til man-tirs-onsdag o.s.v.
og søndag var lidt større.
Kartoflerne havde vi i haven.
Det var så vores mad.
Den der med persille sovsen,
kunne vi godt have brugt.
Fruen gik en anden gang ned i byen,
og kom hjem med en ny bluse til 29,95kr.
Jeg måtte bede hende om,
at levere den tilbage igen,
for ellers havde vi ikke penge til mad.
Se vore historien griner nutidens ungdom af.
De forstår ikke,
hvad fattigdom kan være.
Men kræve ind,
det kan de.
Stor respekt for dit indlæg.
M.v.h.
Charlee

Først vil jeg lige sige tak for alle jeres, indlæg, eller hvad det hedder.Der er lidt blandede meninger og holdninger, og jeg ved ikke rigtigt hvor jeg skal starte og slutte med at svare.
Men..
Men det nogen har skrevet med, at det måske kan skyldes de andre ting jeg går og tumler rundt med, er måske rigtigt, måske ikke. Jeg synes det er lidt svært og svare på.
Der var vidst også en der spurgte om det var indlæringen, eller det sociale det var galt med. Hvortil jeg nok vil svare mest det sociale. Men nok lidt en kombination. Og huske hvad de forskellige ting betyder/hedder skal løses osv.
Diagnose osv har jeg ikke rigtig lyst til og lægge ud. Har den opfattelse af at der stadig er mange der har fordomme omkring det at være psykisk syg. Det er hvad jeg har oplevet gennem mit forløb, og stadig gør det mig ked hvis jeg bliver mindet om det.
Jeg har heller ikke noget imod og skulle arbejde som ufaglært. Jeg dømmer ikke folk på om de har en uddannelse eller ej.
Tror bare generelt jeg er lidt trist til mode over hele situationen, og hvad der skal blive af mig. De drømme man engang havde, føles længere og længere væk, og man ser gamle venner/bekendte klare tingene hurtigere og bedre. Jeg orker ikke og skulle blive ved med og lære, hvis jeg alligevel ikke kommer videre
og selvfølgelig vil jeg da også gerne prøve og have lidt flere penge i hænderne end det jeg har prøvet indtil videre. Men ej, egentlig betyder det ikke ret meget for mig.
Jeg er så småt igang med og lave en lille liste af muligheder jeg måske skal tænke nærmere over. Men åh synes det er forbandet svært. Og de få ting jeg har fundet som jeg tænker jeg vil kunne klare, synes jeg slet ikke lyder spændende.
Så kom endelig med flere bud :-)
Jeg sætter rigtig meget pris på at der er nogen af jer derude der har sat sig ned for og hjælpe mig mere på vej. Tak skal i have folkens.