Jeg har været dum.

Meget, meget dum:
Når alt er, som det skal være, er det ikke godt nok. Du møder en fyr, og han virker til at rumme det hele; højden er i orden, udseendet er på plads, den dybe, romantiske stemme besidder han og han har kun øjne for dig. Du er hans eneste. For ham er ingen som dig. Du er unik. Han elsker dig muligvis, og med ham ved du, at du har en tryg og robust fyr for livet. En der ikke har tænkt sig at forlade dig. En du ved, hvor du har. En der har det hele, en der er perfekt. En der elsker dig, fordi du er dig.

Men han keder dig. Han keder dig som bare fanden. Faktisk kan du slet ikke holde tanken, om at I er sammen, ud. Det piner dig at høre ham sige ’jeg elsker dig’, og bag hvert et smil du sender ham, gemmer dig sig et rædselsslagent ansigtsudtryk. Du ligefrem hader måske hans kærtegnende, omklamrende ord. Men du beholder ham. Du ved, at du er nødt til at beholde ham. For det er ham, der gør, at du overlever psykisk.
I virkeligheden ser du måske en anden. En anden, en ganske anden. En der lover dig, at I får den bedste fremtid sammen. At I er som skabt for hinanden. En der lover dig, at han elsker dig, en der lover dig, at han er din. Måske er han ikke så pæn. Måske er han endda en hel del lavere end dig, og måske har han faktisk ikke så charmerende en accent. Måske er han ikke den mest romantiske. Måske hader du ligefrem hans uinteresserede, udesperate væsen. Du hader, at han siger det samme til dig, som han siger til alle de andre piger. Du hader hans overfladiske sind. Du hader den egenskab ved ham. Men du elsker ham.
Hans person, hans specifikke egenskaber. Alt hvad han gør, alt hvad han siger. Du hader det, du elsker det. Du tiltrækkes af det, du forføres. Du prøver at sige nej, du prøver at afvise ham i tide, men hver evig eneste gang ender det med, at du lader lysten tage over, og hver evig eneste gang må du bagefter indse, at du var naiv. Du lod dig friste, og du sagde ikke fra. Du var ikke stærk nok.
Så du vender tilbage til den første af fyrene. Du ved, at han kommer, så snart du knipser. Du ved, hvor nem han er at få. Han har desuden hele pakken, så hvorfor ikke vælge ham i stedet? Han er holdbar, og han render ingen steder. Han er der bare for dig. Han er din, og han kunne ikke drømme om at svigte dig. Du vender tilbage til ham, fordi du tror, at I har en fremtid sammen. I virkeligheden vender du kun tilbage til ham for at søge trøst. Trøst over tabet af den anden der ikke var lige så ivrig. Du pudser din næse og tænder din mobil. En sms er kommet. Den er fra ham.
Du tænker, at alt er godt igen. Fyren har skrevet, og han skriver, at det er dig, han vil have. Det er dig, han altid har villet have. Han har bare svært ved at vise det, påstår han. Du lader dig hoppe på, og pludselig står du i det igen. Han ser sine veninder jævnligt, faktisk bliver det oftere og oftere. Faktisk bliver det til hver dag, hver aften, hver nat. Du indser, at du er havnet i cirklen igen. Drengen er ikke din, og det har han aldrig været. Måske skulle du søge trøst?
Du søger trøst hos dit faste lommetørklæde. Hvor er han? Ham, der aldrig ville forlade dig? Ham, der kun ville have dig? Ham, der var din? Hvor er han?
Ja, jeg ved det... jeg har været dum.

det er vel tryghedsnarkomani .... egocentrering ... ja måske selvoptagethed ... afhængighed.
Håber "anonym trådstarter" kigger med :-)
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16&conference=200&posting=2289429

Du har ikke været dum, men har lært af erfaring. 😉
Et forhold skal du hele tiden kæmpe for, eller
forsvinder spændingen mellem parterne. Du skal
turde tage for dig af retterne, og det samme
gælder for din kæreste. Ingen mennesker ønsker
et forhold, hvor alt bliver serveret på et sølvfad.
Det er den evige spænding, overraskelser, udfordringer
og nysgerrighed og gensidige respekt, der holder
det ved ilden.

Det har du helt sikkert ret i. Men det er bare så svært at finde ud af!
Det starter med at man ikke kan vælge, og ender med at man ikke har noget valg.
KH Sara.

Det er ligesom i en bolsjebutik, der
er frit valg på alle hylder. Men du
kan ikke leve af bolsjer alene. 😉

Det har du helt ret i ;-)

Hvad med at give din første trygge kæreste en sotr kompensation for de mange gange, som du har forladt ham?
Vær ikke så naiv at tro, at du bare kan vende tilbage til ham igen og igen. I bliver jo ikke yngre. På et tidspunkt så har han bare ikke mere tid til det pjat, som du laver. Så siger han; at han ikke længere har tid til at vente på dig og går ud og finder sig en anden kvinde, bliver lykkelig gift og får børn.
Dit faste trygge lommetørklæde er væk. Kom ikke og sig, at du ikke fik chancen 😉

Har prøvet næsten helt det samme!
Det kan sagtens være at dit lommetørklæde aldrig svigter dig, men det bliver vel for kedeligt?
Tag ham den anden, sæt konsekvenser. Lad ham længes efter dig. Det skal nok virke ;-)
Jeg synes, at der skal være spænding her i livet, og det kan godt være at man vælger de forkert valg en gang i mellem, men så må man bare holde fast i de positive øjeblikke!
Jeg synes ikke at du skal blive ved med at have dit lommertørklæde som en backup, det kommer vel også til at gøre ondt på ham en dag. Og vi vel helst ikke have nogen bliver såret her, vel?
I min situation holder jeg mig venner med mit lommertørklæde. Ja han er faktisk en af mine bedste venner! Dog har jeg ikke fortalt hele sandheden om ham den anden, men han siger at han må vel lærer at leve med det, men han vil altid stå klar, hvis jeg en dag ændre mening.
Ham jeg holder spændingen i gang med, ser jeg stadig. Nogle gange kan jeg godt finde på at gøre ham lidt jaloux (Ved godt det er ondt, men something got to be done, right?) for jeg kan holde ham der hvor jeg vil have ham, hos mig. Forhen var det ham der bestemte, om hvornår vi skulle ses, og om vi måtte se andre osv. Men nu er jeg med til at bestemme, og jeg har faktisk fået ham for mig selv. Endelig?!
Prøv dig frem, ellers synes jeg, at du skulle droppe dem begge, og se at komme videre, inden det bliver for kompliceret! 😉
/ Cecilie