KAN bare ikke mere !

Hej alle i søde soldebatører.. Jeg er en ivrig debatør herinde men i dette tilfælde ønsker jeg altså at være anonym.. Jeg har store problemer med at få tingene til at fungere derhjemme og det har nu resulteret i depression og deraf angst..
Jeg lever i fast forhold med min kæreste ( midt i 40érne) med hans 2 børn på 21 og 15 år og min egen datter på 8 . Vi har været sammen i 3 år . Mit problem er at jeg synes jeg bliver trådt meget hen over når beslutninger skal tages.. Det er ligesom at min kæreste har overtaget helt og jeg faktisk ikke har en s.. at skulle have sagt.. Det gælder økonomi, og beslutninger omkring hvad børnene må fortage sig og hvornår osv.. Derudover er det ligesom at jeg bare er rengøringskone.. Jeg er den ENESTE i huset som rydder op, gør rent , laver mad osv.. Jeg synes simpelthen ikke det er rimeligt. Der er ganske enkelt ingen der rydder op efter sig og jeg er faktisk så hamrende træt af at gå rundt og skælde ud og hive dem alle i ørerne konstant.. Jeg har selvfølgelig sagt det til min kæreste op til flere gange, og han siger at jeg skal bare sige det og så skal han nok gøre det !!!
Men så skal jeg bogstavelig talt rykke i ham hver dag og flere gange om dagen , og det mener jeg da ikke kan være rigtigt..
Jeg er efterhånden så nedslidt, træt og ked af det at jeg slet ikke kan komme videre.. Min kæreste arbejder meget i perioder og vi har aldrig en weekend eller bare en enkelt dag fri.Jeg har forsøgt at sige at der er andre ting der er vigtigere end penge og arbejde , og så glor han på mig som om jeg er åndssvag.. Hans store barn er ret doven og gider ikke arbejde for at få en løn hvilket resultere i at min kæreste hoster op med penge konstant.. Jeg synes selvfølgelig det er iorden at hjælpe , men ofte føler jeg at jeg til gengæld må holde igen med at købe ind til mig selv og min datter.. Dette er selvfølgelig noget som jeg også har forsøgt at sige , og fik bare at vide at han gad sgu ikke alt det brok.. Jeg har egentlig allermest lyst til at flytte herfra , men det smerter mig så meget for jeg elsker ham virkelig ( jeg ved at han også elsker mig ) og ønsker kun at vi kan få det til at fungere.. Men jeg har da ikke lyst til at det skal være på bekostning af mit eget barn og da heller ikke mig selv !! Jeg føler ikke længere jeg har en personlighed, jeg aner ikke hvem jeg er længere , og hvorfor skal jeg ikke have lov at have noget at skulle have sagt ??
Alt det her har nu resulteret i at jeg går og er hamrende sur og irriteret ( men selvfølgelig inders inde rigtig ked af det ) og det er ved at være uudholdeligt for os alle.
Jeg håber virkelig der er nogen her på solen der læser mit indlæg som kan komme med nogle konstruktive og seriøse forslag / råd , for jeg har virkelig brug for det..

Det er vigtigt for dig at snakke med ham igen, alene uden børnene er til sted. Den mand er ganske langsomt ved at tage din selvtillid fra dig, tro mig, jeg ved hvad jeg taler om. Du må fortælle ham hvordan du vil have det og hvad du ikke vil acceptere at han byder dig. Du skal fortælle ham at du vil have ligestilling i Jeres forhold, at du ikke vil regnes for hans husholderske der skal gøre alt i huset, få fordelt jeres opgaver imellem ham, de store børn og dig, så du føler det rimeligt og at du kan leve med det.
Er han hverken til at hugge eller stikke i, eller kommer han med den dumme bemærkning som mænd tit gør, hvem er det der tjener pengene her, så forklar ham stille og roligt at du hellere vil have ham mere hjemme, end at tjene så meget, hellere gå lidt ned i løn og være noget for hinanden, end at gå og være utilfreds med det hele, ellers må du forlade ham, du var nok bedre tjent med et liv uden den mandschuvanist. For i mine øjne lyder han somom det er ham der bestemmer alt og det er uretfærdigt og ikke til at leve med i længden, det ødelægger én...
Held og lykke med det hele, håber at du træffer den rigtige beslutning og får talt det igennem med ham inden din beslutning står fast og lad ham vide at du virkelig mener de krav du er nødt til at stille ham, ellers er det slut fra din side, så kan han jo se hvor han finder en ny dørmåtte henne, det er slet ikke så let i disse tider, kvinder vil ikke finde sig i at blive trådt på mere, så få nu talt ud med ham...;o)

flyt fra ham. man kan godt have et forhold selvom man ikke bor sammen. du vil få det meget bedre og han vil finde ud af hvor meget du rydder op efter alle.det vil også give dig bedre forhold til din egen datter.hvis du ikke gør noget går du ned med flaget på et tidspunkt og hvem mon det rammer mest...det er en svær beslutning men uanset hvad vil jeg ønske dig held og lykke. knus nullergøj

Hej
Jeg syntes du og din datter skulle prøve at tage på ferie bare jer to, så du kan få lidt ro til at føle efter, om det er det liv du vil leve.
Der er ikke noget af det du beskriver der er rimligt overfor dig, hans store børn skal hjælpe til, i er jo en familie.
Det hjælper ikke du går og er sur og irriteret, det går kun ud over dig selv, prøv at lade være med at tage ansvaret for alt det huslige. Prøv at deltage med det, du syntes er rimligt, og se hvad der sker. Du kan jo også forslå at få en rengøringskone til at hjælpe jer, ikke kun dig, men jer.
Knus til dig.

For de rigtig gode input, lige hvad jeg har brug for :0) Tro mig jeres ord er kun en bekræftelse af min egen fornemmelse og det er bare rigtig rart at ´vide det ikke bare er mig, og det der med feríen har jeg lige netop selv tænkt rigtig meget på , for tror måske det ku være rigtig rart at komme lidt hjemmefra..
Har selv tænkt meget på at flytte men tror jeg vil følge rådet om at snakke med ham igen igen og se om jeg kommer nogle vegne.. Desværre har jeg en gang sagt at jeg ikke troede jeg havde lyst til at blive boende hvorpå han svarer " Det må du så se at finde ud af " SUK .. Ved ikke lige hvad jeg havde forventet for det er jo mig der skal finde ud af det men alligevel... Synes jo vi skulle være flere om det !!
Det der med at prøve at kun at tage ansvar for det rengøring osv som jeg synes, det hjælper desværre ikke .. Har prøvet det.. Ved i hvad det ender med ?? JEG kommmer alligevel til at gøre det efter en uge.. De gider simpelthen ikk.. Er åbenbart bare SÅ ligeglade..
En veninde sagde til mig idag : " Ved du hvad , det der kører dig ned det er alle de konflikter du bare ikke længere orker at tage " Er bange for at hun har ret..
MEN,men , men ... Hvis der er flere der har konstruktive forslag så imødeser jeg dem rigtig gerne..

så er det da svært med konstruktive forslag!
Du HAR jo prøvet, at tale med ham!
Priorter dit husarbejde. Lad være med at vaske deres tøj, og lad være med at lave mad til dem. Ryd kun op i de rum du selv vil opholde dig i! Efterlader de noget skrammel - så kyl det ind på deres egne værelser! Vær konsekvent og vend det døve øre til. Skaber de sig for meget, så tag dit barn, tag en tur i skoven, gå i biffen, eller hvad i to har lyst til at foretage jer sammen uden dem. Kort sagt: vær noget mere egoistisk, gør noget af det du gerne og gør det UDEN at diskutere eller "forsvare" dig!

Hej
Jeg er manden i et forhold, hvor stort set det samme foregik, jeg må tilstå, at jeg var den "dovne" og "bestemmende", og først da min kone sagde, at nu er det nok, og flyttede, gik det op for mig, hvor meget hun betød/betyder og hvor kæmpestor en indsats hun rent faktisk præsterede, efterfølgende synes jeg det er fantastisk, at hun har kunne holde den gående så længe.
Resultate er blevet, at hun flyttede, og at vi nu er kærester istedet, selvom det er ok, så er det bestemt ikke optimalt, det daglige savn af hende, ligge alene om natten osv. er ofte uudholdeligt, men jeg har fandme lært af det, og håber bare, at vi en dag flytter sammen igen, men realistisk set, er jeg klar over, at det må vente til min søn er flyttet hjemmefra, først der vil vores forhold kunne fungerer superoptimalt for os begge.
Så det jeg vil sige til dig er, sæt ham stolen for døren, sig til ham, at dette er sidste chance og sidste gang i taler om det, næste gang i taler om det, er det bodeling det handler om, altså at du flytter, og så må kærligheden råde om i kan få det til at fungerer, du har jo snakket med ham flere gange og han kan eller vil ikke høre, problemet er ofte, at "blod er tykkere end vand", og derfor vil børnene altid omme i første række, først når det er forsent, vil han reagerer, men spørgsmålet er så,om det tids nok, det var det ikke i mit tilfælde, så jeg mistede min kone på det, men gudskelov er vores til hinanden så stor, at vi stadigvæk ses ofte og er kæreste, men igen, der mangler sgu noget i hverdagen, og jeg savner hende om mig hele tiden, hvis ham min mail, så kan han måske se hvad han risikere, men jeg ønsker dig held og lykke og husk at følge dit hjerte, så kan det ikke gå helt galt.
Knus.

Print dit indlæg ud, og bed ham læse det - det er nogle gange sådan, at det skrevne ord vejer tungere - og det kan være, at det verbale ord simpelthen bare fiser ind af hans ene øre og ud af det andet (han har jo hørt den samme "sang" så mange gange før). En papirversion, som optakt til en god givtig debat mellem jer, skaber helt sikkert den nødvendige kommunikation, som du jo har længtes efter i så lang tid. Jeg er ret sikker på, at han vil få dårlig samvittighed, når han læser dit indlæg og at han efterfølgende vil gøre en aktiv indsats for at bevare jeres og hele familiens forhold.
Med held og lykke
MyFriend

....hvis I elsker hinanden, så kæmp for forholdet. Ikke for forholdet som det er nu....men for at finde en ny sti i kan gå ud af sammen på en måde, der tilgodeser begges behov.
Min erfaring siger mig altid, at mønstret for de ting der betyder noget for en, udspiller sig på følgende måde: Man går ombord i et projekt (i dette tilfælde jeres parhold og familieliv) med hele hjertet og med masser af gode fornemmelser. Når alt har kørt efter planen i en periode, sker der en nedgang og man må finde ud af, hvad det er der skal ændres, så man kan komme til "næste niveau". Man finder ud af, at man ikke kun kan leve og ånde for parforholdet. Der må mere til. I kan, i mine øjne, ikke gå tilbage til "nyforelskede" igen, men i kan rykke jer sammen, ved at tale jeres problemer ordentligt igennem. Finde en løsning. Måske skulle du begynde at lave noget kreativt ved siden af jeres forhold, så du evt. kan komme i kontakt med dig selv igen. Se lidt stort på rengøring og skab dig et liv ved siden af, som er helt dit eget. Du vil blive forbløffet over, hvor meget overskud og selvtillid det giver. Det behøver ikke være en "fuldstændig renovering af jeres forhold", men måske blot et par aftener i ugen, som er dine. Tid til dig...
Man kan ikke undgå at blive sur og irriteret, hvis man føler sig kvalt og overset... Så udvid dine horisonter... Det vil med garanti udløse een eller anden effekt fra hans side.
Det lyder nemlig ikke på mig som om, at I er et par der ikke kan finde ud af det sammen. Det lyder mere på mig som om, at du trænger til luftforandring. Så mit bedste råd er ovenstående. Leg lidt med tanken om, hvad du kunne tænke dig, at gøre for dig selv. "Vug" idéen lidt og skrid så til handling.
Måske blev mit indlæg lidt rodet, men jeg håber du kan fange budskabet...ellers må du spørge ;o)
Held og lykke til jer
Knus
-A

Hvis du virkeligt elsker ham, og gerne vil gøre hvad du kan for at redde forholdet, så kræver det at du skal være temmeligt stærk.
Mit forslag er at du kun rydder op og gør rent efter dig selv, og lader de andre som ikke gider, om at sejle i deres eget.
Det giver en periode som er sej at komme igennem, for du skal leve med rodet og snavset.
Men det kan være en øjenåbner for dem, at hvis de vil bo ordentligt, så er de altså nød til selv at lette den dertil indrettede, for det er jo alt for nemt for dem at lade være, netop fordi de ved at du ordner det.
Det andet problem med at din kæreste giver en del penge til sine børn kan løses ved at i laver et budget.
Du får dit faste beløb hver måned som skal dække dit og dat, og det samme gør han, der skal bare ikke indberegnes penge til hans børn i dit budget ;o)
For mig at se udfra det du skriver, så skal der andre boller på suppen i en fart, ellers bliver du totalt kørt ned spykisk.
Så enten skal i sammen gøre noget drastisk nu, eller også skal du tænke på dig selv og ikke mindst din datter, og se at komme ud af det forhold.
Det gør ondt, men kun i en periode...

har du vænnet hele flokken til, at du tager dig af alt fra madlavning til rengøring. Derfor er det ulig meget sværere at ændre, end hvis du fra starten havde stillet krav om fælles indsats og ansvar for hjemmet.
Hverken mand eller børn reagerer på dine forskellige forsøg på at råbe dem op, og du er ved at køre ned, fordi det er uoverkommeligt for dig og nedværdigende at blive behandlet som tjenestepige og nærmest dørmåtte.
For mig at se må du tage et endeligt opgør med din rolle. Stil dem stolen for døren og sig, at du ikke kan eller vil fortsætte, og hvis ikke det retter sig, så flytter du.
Og du skal mene det! Du har god grund til at være vred, og du skal ikke bruge din tilværelse på at være servicefunktion for en forkælet familie, der selvfølgelig skal tage deres del og hjælpe til.
Du trænger til at få lidt frihed og (selv-)respekt, og den får du åbenbart ikke ved at appelere til familiemedlemmernes bedre jeg. Så giv dem et ultimatum: enten -eller!
Pøj-pøj!!

Det lyder som om, du flere gange har sagt, at de skal gøre en indsats mht. husarbejdet og madlavningen, men når de så ikke gør det alligevel, så redder du dem og gør alt arbejdet, måske fordi du ikke kan holde ud, når det hele ligner et bombekrater.
Du er nødt til at gøre dig hård!
1. For både din kæreste og hans to store børn kunne passende gælde, at hvis ikke de vasker deres eget tøj, så bliver det ikke gjort (muligt at den 15-årige skal vejledes lidt i starten). Hvis der så en dag ikke er rent tøj, må de jo gå i det snavsede fra i går.
2. Hver burde have en maddag om ugen. Barnet på 8 skal selvfølgelig have hjælp, og den 15-årige skal sikkert og så vejledes, men de har initiativet. Hvis ikke de overholder den, så er der rugbrød til aftensmad den dag til kæresten og hans børn, og du tager din datter med ud og får et eller andet fornuftigt at spise.
3. De stores værelser bliver ikke hverken ryddet op eller gjort rent, og hvis de efterlader rod i resten af huset, tager du det stille og roligt og smider det ind i deres seng - uanset hvad det er: halvtomme chipsposer, beskidte sko, skoletasker osv. Du kan være sikker på, at det nok skal virke!
Men allevigtigst: Du er nødt til at være konsekvent! Fald ikke tilbage i din rolle som serviceorgan!
Held og lykke med projektet!
mvh hønemor1001

Vask kun dig eget og datterens tøj og se hvad der sker når han ikk mere finder rene trusser og strømper i skabet.
Håber det bedste for dig

hoensemor, du formulerer det rigtig godt. Som så mange har skrevet de må deltage selv eller undvære mad, rent tøj og rent værelse. Held og lykke.

Tak, Beth!
Det er en skrap medicin, som jeg har afprøvet på mine egne tre unger. Det virkede, skulle jeg hilse og sige. Jeg fik rådene af en kvinde, hvis børn var lidt ældre end mine, og hun havde brugt dem med særdeles gode resultater.
Min mand har heldigvis altid været god til at tage sin del af arbejdet i hjemmet.
mvh hønemor1001

da ihvertfald prøve.. Men også som en anden skrev herinde ,så vil jeg forsøge at give ham en sidste besked om at vi bliver nødt til at ændre situationen og at det er sidste chance, for ellers VIL jeg bare ikke mere ..
Tusind tak for alle jeres gode råd, det var rigtig rart at få lidt respons :0)
Fortsat god dag til alle !

Det lyder som om I er økonomisk ok, så kan du jo insistere på, at du vil have hjælp til det praktiske og så kan han vælge om det skal være ham og ungerne, der hjælper eller om I skal købe hjælpen i byen. Det vil måake give dig det nødvendige overskud til at håndtere ungerne ;-)

det er lige hvad han er og så længe du bliver ved med at gøre de huslige pligter, selvom du brokker dig, lige så længe vil han ikke røre en finger og det synes jeg er totalt respektløst af ham.
Hvis du ikke nu begynder at ændre din adfærd, så vil du sikkert blive éndnu mere træt og deprimeret, hvilket er helt naturligt, for du må have meget at se til...
Sid dig ned og snak stille og rilogt med ham en dag-snart, hvor der er ro i huset, at i laver en arbejdsfordeling. Ta gerne de store børn med, for de bør også have nogle pligter, og så kan de selv vælge en dag i ugen, hvornår deres pligt skal gøres, ligeledes kan du og kæresten også vælge jer en dag, hvor det huslige skal ordnes....
Går de med til det, så er det fint og lad endelig være med, at være negativ omkring pligteren..
Sløvser de med pligterne, så tag det op igen og sig, at gør de ikke deres pligter, så gør du det altså ikke. Det kunne feks. være, at hvis de ikke laver mad, så smør kun madder til dig og dit barn....
Håber det virker for dig/jer, hvis ikke så ville jeg ikke betænke mig på at flytte og så kan de sikkert virkelige mærke, at du ikke er der mere...