Kan det regnes for et parforhold/ægteskab

Hejsa alle.
Et spørgsmål, fra en meget forvirret. Jeg har været gift i 9 år, har 2 børn med kvinden (jeg troede skulle elske resten af mit liv), men grundet forskellige fejltagelser og manglende opmærksomhed er ægteskabet forsvundet.
Vi har ikke haft sex i mere end 3 år, jeg ved at hun har været mig utro (for at få sex udenfor ægteskabet), men ved konfrontation forsikrer hun mig at hun ikke vil skilles.
Jeg troede / har haft lyst til at give dette en chance, men syntes simplet hen bare at vi er bofælles om huset - og intet andet. Hvordan fanden drejer man dette til noget som helt fornuftigt. ?
Vi er bedste venner, skændes (næsten) aldrig, tager sammen ud til venner, men har simpelt hen ikke det intime samvær - som bør være i alle parforhold. Kan man overhovedet leve sammen, som ægtefæller uden dette samvær❓- Feedback og flammer for alle der syntes jeg er en "svag fætter" modtages også.

Hvis du kan leve med status que som i gør nu. Så fortsæt. Men tro ikke det ændres til et ægteskab igen uden der sker noget drastisk. Har i overvejet parterapi?.
Ellers må i blive skilt.
Om du er en svag fætter kan jeg jo ikke bedømme. Der er flere ægteskaber hvor folk holder sammen fordi de ikke orker at gennemgå en skilsmisse. Så det jo bare vælge det som i, eller du kan leve med.

faste forhold.
Du er ikke en svag fætter, og jeg er sikker på at et fast forhold for mig, ville ende som dit. Jeg dur simpelthen ikke til det!
Mit råd må være... slut det som de gode venner i er, og nyd singlelivet med alt hvad dertil hører, indtil du finder ud af hvordan du vil leve dit liv. Det vil nok tjene både din kone og dig bedst.

Ikke fordi at jeg kan fortælle dig, hvad jeg syndtes om dig, fordi de ord vil blive slettet af "censuren", men der er 10 gange så meget mand i ham end der nogen sinde vil blive i dig om så at du lever i 1000år, du er ikke på nogen måde en > mr.popular< , du er bare en gammel liderlig buk, der bruger det forkerte hovedet til at tænke med.
hvis at han elsker sin kone og hun også elsker ham, så er det et ægteskab der må/bør redes, jeg glæder mig til at du møder èn som du virkeligt falder for, og som så tager dig ved næsen eller sådanne noget i den retning, og med det liv du fører skal det nok ske, også skal du ikke komme her og vræle og syndes at det er noget så søndt for dig.
Det ægtepar mangler en eller anden slags hjælp for at rede deres ægteskab, men du trænger altså til hjælp mindst lige så meget for du er syg i hovedet og enormt dum at høre på.
Poul Jørgensen

Er hun tilfreds med at være utro en gang i mellem og så blot ven med dig? Er du?
Du HAR haft lyst til at give det en chance. Har du det ikke mere? I så fald giver det vel sig selv, at I skal skilles som "venner." I så fald kræver det, at du tager beslutningen. Hun gør det ikke. Hun er bedste ven med dig og sikret økonomisk og får sex ude i byen. Hvad er hendes problem?
Få en snak om, hvad I forventer af jeres forhold. Hvis I begge er tilfredse med at være bedste venner, så er der vel ikke noget problem.
Hvis I begge er utilfredse over de samme ting, og begge er indstillet på at prøve, at løse dem, så søg hjælp til det udefra. På den måde starter I begge fra nul og "gamle" vaner kan brydes. I er kommet ind i et mønster, overfor hinanden, ingen af jer kan bryde.
Er I utilfredse med forskellige ting, så er det straks værre. Men alt det finder du kun ud af ved at snakke med hende. Ikke os andre.

Tja, problemerne strækker sig blandt andet til - at hun afviser at diskutere emnet og Parterapi er (efter hendes mening) også udelukket :-(

Det eneste tidspunkt jeg kan få noget personligt på bordet, ender det med at hun bevist går efter ekstremerne, og jeg står tilbage med alt min kendskab til situationen (blandt andet hendes utroskab), men intet ønske om at kaste med mudder, da jeg slet ikke tror at det vil nytte (at kaste med mudder).
Hun har faktisk sagt, at hun ikke forventer at der forekommer noget fysisk imellem os i fremtiden (har heller ikke været i evigheder alligevel) og hun har opfordret mig til at få en elskerinde - hvis det er så nødvendigt ?? - Gu er det nødvendigt, ikke for alle priser, men fordi det er det (efter min mening) abselutte udtryk for kærlighed.
Jeg har sgu ikke lyst til en elskerinde - Jeg er 39 år og mener stadig der er masser af go i mig selv, successfuld på arbejdet, en karriere som mange har misundt mig - og faktisk (og nej, det er ikke for at blære mig) en ok person som flere kvinder har bedømt som en behagelig person og en "drømmemand" som de fortæller min kone (ved festlige lejligheder).
Jeg kan desværre ikke fortsætte med at leve i et sådant falsk ægteskab, har nu kæmpet i lang tid for at stille hende tilfreds; men tror som nok at jeg vælger at flytte fra hende og ungerne nu - da jeg har behov for at komme videre, så vil jeg hellere være glad far på deltid, en sur stodder på fuldtid.. (Hvis i forstår hvad jeg mener).
Jeg modtager meget gerne bemærkninger og spørgsmål / gode råd.. Jeg arbejder selvfølgelig på at få hende til at åbne sig op, måske kan en sådan pause bruges til at hun finder ud af at jeg er ok at have i nærheden - man kan jo stadig håbe, men så længe jeg betaler huslejen for hende og ungerne, hvad pokker kommer hun så til at mangle 🙁