kan ik klare skældsord

jeg har et barn, som har blandingsdiagnoser og næsten dagligt, også nogle gange mange gange i løbet af dagen, siger mit barn skældsord til mig og jeg kan ikke klare det mere.
Han siger oftes skældsord, når jeg sætter grænser for ham, i kravsituaioner, når han keder sig, eller han vil have sin vilje.... har har afprøvet igennem tiden så mange pædagogiske værktøjer af, men når han er utidigt, så kan man godt glemme alt om værktøjer...
det er belastende at høre på og når han så begynder at råbe, så kan jeg ikke lade være med at tage fat i ham og råbe efter ham også. jeg kan heller ikke styre det, da jeg selv har nogle adhd symptomer, å mit barn og jeg er en dårlig cocktail, men der er åbenbart ikke rigtig noget at gøre ved det, eller hvad????
Hverken jeg eller mit barn må få medicin, da vi er vurderet til at være gode nok, vi ligger altså ude i gråzonen et sted.
Synes også at det er besværligt at være alenemor, altid hver aften at skulle side hjemme hos barnet, medmindre jeg får besøg nogle gange. Jeg har ingen familie, der kan passe mit barn, men jeg har hver anden weekend friweekend og det er jo godt...
Hvad gør i andre, som står i lign. situation?

Det er vel det eneste, der er at gøre, hvis det ikke hjælper at råbe og skrige eller bede pænt?
Når barnet opdager, at du ikke lader dig provokere, så gider det ikke prøve at provokere dig mere.
Og lad nu være med at undskylde dig med, at du også har nogle adhd-symptomer. Alle kommer ud for den slags problemer med ungerne, og alle kan garanteret også proppes i en eller anden diagnosekasse.
Selvfølgelig er der folk, der virkelig har psykiske problemer, men når det vurderes, at I ikke skal have medicin, er der nok en grund til det.
Intet er så selvforstærkende som en psykiatrisk diagnose, pas på med det!!
Brug hellere kræfterne på at finde en sød babysitter🙂

Come on!!!! er det din undskyldning for ikke at opdrage ungen? Hvis du ikke vil høre på skældsord, så LÆR ham, at du ikke kan lide dem.
Tag dig lidt sammen og find så - som tromlen siger - en barnepige.

prøve at finde en voksenven, hvis da ikke faren kan træde lidt mere til🙂
Slå op på nettet under voksenven ... 🙂

Det er kun ord.
Hvis du prøver at sætte dig ind i hans frustrationer i stedet. Vent til han kommer "ned" igen, så kan du tale stille og roligt til ham, og han vil tage det du siger til sig.
Hen ad vejen vil han efterhånden vide, at det er forkert og bagefter komme og undskylde sin opførsel til dig. Det er virkelig hårdt at stå i det, du står i og føle sig helt alene, især overfor alle de uforstående voksne man konstant skal høre på.
Du har min fulde sympati. [l][s][f]🙂

en voksenven - eller en far - ku være en god ide. Og så skal man altså ikke tro, at alle andre har det meget lettere eller er meget bedre forældre. Det er ikke tilfældet😉
Beklager, hvis jeg var lidt brysk, det var ikke meningen. Men jeg har det meget svært ved psykiatrisk diagnose-kasseficering. Det er min erfaring, at det ofte skader mere, end det gavner🙂

at skulle lægge ryg til de grummeste, grimmeste ord fra et menneske, man elsker så højt. Og børn med ADHD - og beslægtede diagnoser - HAR ofte en tilbøjelighed til at fyre både grove og sårende gloser af sted i en lind strøm. De, der ikke vil se en sammenhæng mellem din søns diagnose og hans adfærd i den sammenhæng, har næppe oplevet ADHD-børns nonstop affyring af virkeligt grimme ord, for det har en ganske anden karakter end "almindelige" børns momentvise, verbale vredesudbrud.
Jeg vil kraftigt opfordre dig til at bruge ADHD-foreningens samtaleforum på nettet. Der er også forældre til børn med andre diagnoser end ADHD, og i modsætning til her, vil du få hjælp og svar fra mennesker, der selv kender situationen, og som ikke halvt om halvt affærdiger din søns diagnose og insisterer på, at han skal behandles som et såkaldt "normalt" barn. Det er meget smukt og idealistisk tænkt, men fjernt fra realiteterne.

uddybe din erfaring lidt? Evt. tilføje, om du har det på samme måde med diagnoser som skizofreni, biopolare lidelser, psykoser m.v., eller om det kun er ADHD og beslægtede diagnoser, du har det svært med?

en anorektiker at spise, en depressiv at være glad, og en skizofren ikke at høre stemmer? Sådan lige ved at opdrage lidt på dem?

Modsat de som har undersøgt drengen og som ikke mener han er i en kategori, der skal medicineres, at han har ADHD?
Du er sandelig dygtig, dig kan vi bestemt ikke undvære.

Jeg har det på samme måde med andre psykiatriske diagnoser. Det betyder IKKE, at jeg ikke anerkender psykiske sygdomme - langtfra!!
Faktisk har jeg jo selv været alvorligt psykisk syg, fik diagnosen skizofreni, fik at vide, at jeg nok altid skulle have medicin, at jeg formentlig var berettiget til førtidspension ... Nå, men jeg blev altså rask - helt rask og medicinfri og gennemførte min uddannelse. Senere blev jeg så syg igen, denne gang faktisk alvorligere, du har vist læst historin om, hvordan kommunen truede med familieanbringelse af mine børn.
Min mor har også været syg med psykoser et par gange ...
Altså har vi tilsyneladende en arvelig brist, som gør os lidt bløde i bolden😉 - sommetider.
Forstå mig ret, jeg gentager: Jeg anerkender, at folk kan have psykiske problemer, go jeg er brevkasseredaktør på en chatside for psykisk syge, hvor der skriver en masse unge med psykiatriske diagnoser. Jeg ved, de har problemer, og at de ofte har brug for medicin.
MEN jeg har set mange tilfælde af, at folk bliver fanget i en diagnose, og diagnosen bliver deres skæbne i lige så høj grad som sygdommen.
Det kan jeg ikke lide at se - det kunne nemlig også have været mig🙂
Derfor mener jeg, man skal tage kampen op!! Hvis det betyder at ringe til en adhd-linje eller finde en voksenven, så fint med mig.
Ud fra trådstarters beskrivelse opfattede jeg ikke situationen så alvorlig, som du åbenbart gør, og jeg indrømmer blankt, at jeg ikke har spec. kendskab til adhd. Jeg regner da også med, at trådstarter har nogle personer i psykiatrien, hun kan ringe til, når drengen har fået sådan en diagnose.
MEN - jeg synes stadig, en mor skal passe meget på med at tænke på sin søn - og måske endnu værre, sig selv - som en diagnose snarere end en person. Det er nemlig selvforstærkende🙂

at en blandingsdiagnose = ingen diagnose??? Se, DET var dygtigt tænkt!
Du mener tilsyneladende også, at vurderes det, man ikke har behov for medicin, så er der intet at behandle?
Jeg har ikke skrevet, han har ADHD - jeg har konsekvent skrevet "fx ADHD", "ADHD og lignende diagnoser" - og endelig, eftersom det i høj grad er en problematik, kendt fra diagnoser i ADHD-spektret, foreslået, at moren henvender sig til ADHD-foreningens samtaleforum.
En person, som ikke har fået diagnosen diabetes - fx - men som HAR en diagnose, der giver VISSE symptomer, der er beslægtet med diabetikernes - kan ligeledes have gavn af at spørge diabetikere til råds om, hvordan de afhjælper disse. Elementært.

at man aldrig, diagnosen underordnet, må tænke på sig selv eller sit barn som VÆRENDE ADHD´er, skizofren eller noget helt syvende. Derimod kan det give rigtig god mening, når man støder på tydelige afvigelser i egen eller barnets adfærd, at tænke på sig selv eller barnet som HAVENDE ADHD, skizofreni osv. Ikke kronisk og uafbrudt, og slet ikke i form af en evig søgen efter tegn på lidelsen, men i konkrete sammenhænge. Det er immervæk på det grundlag, man kan finde hjælp og vejledning - bl.a. i patientgrupper.
Der er god grund til varsomhed, så diagnosen ikke bliver selvbekræftende eller selve ens identitet - men ved et symptom som evindelig brug af verbale modbydeligheder over for, i særdeleshed, de allernærmeste, synes jeg, der er rigtig god grund til at søge hjælp og støtte netop hos andre, der kender problemerne ud og ind. I dette tilfælde ADHD-pårørende og -diagnosticerede. Havde drengen i stedet hang til tvangsritualer, ville jeg tilsvarende have opfordret til at gå til OCD- eller Touretteforeningen.
En blandingsdiagnose har jo i sagens natur træk fra flere lidelser - derfor må man nødvendigvis søge svar og råd der, hvor symptomerne er velkendte.

så er vi enige. For at sige det mere direkte, har jeg set for mange komme på førtidspension, hvor det for mig at se måske ikke havde været nødvendigt. Og hvor de havde svært ved at få et godt liv på pension pga. følelsen af isolation og nyttesløshed. Det kræver jo et godt helbred at være syg😉