karrierelivsformen er den eneste rigtige?
Hej,
Indrømmer blankt at jeg lider af karrieresyndromet i mild grad og gerne vil bruge min universitetsuddannelse til at gøre noget aktivt for at gavne mig selv og samfundet ved andet end at gå med aviser. Jeg vil f.eks. gerne være gymnasielærer så det er nu ikke fordi jeg kræver det helt store i løn.
Men jeg talte med en socialrådgiver jeg kender forleden. Hun sagde at den der ide med at man helst kun vil arbejde de rigtige steder, hvor man kommer fremad er udbredt på mange andre niveauer.
F.eks. har hun nogle drenge tilknyttet som gerne vil være kokke, men kun hvis de kan få en praktikplads de rigtige steder... Altså de kendte restauranter m.m.
Hmm... Er det virkelig lykkedes os at karriereorientere samfundet så meget at det ikke mere er godt nok bare at passe sit arbejde som almindelig medarbejder selv om man måske nok aldrig bliver nummer 1?
Eller er det som en ven siger: Helt forståeligt at folk ikke har lyst til at uddanne sig til jobs der slider dem ned, giver stress og ikke fører til noget de kan prale med?
Jeg har selv arbejdet i folkeskolen, hvor jeg tit fik at vide af lærerne at jeg 'bare var vikar'. Det generede mig ikke voldsomt, da jeg var i gang med en anden uddannelse og desuden var pissegod til det, men hvis det er holdningen at man kun er 'bare', hvis man ikke kører med karriereklatten overalt i vores samfund så er det jo noget af et problem.
Jeg behandler da folk der laver ufaglært arbejde med respekt. 1. Jeg sætter stor pris på at de gider lave min pizza, 2. gøre rent hvor jeg arbejder, 3. køre mig i bus, når min cykel er flad, 4. tømme skraldespanden og køre det et sted væk som jeg aldrig har set. og ikke mindst 5. smide de folk ud af barer som slås.
Man behøver jo ikke krybe for folk uden uddannelse, men er det bare mig som har det sådan at de folk er sgu okay og fortjener respekt for deres nyttige arbejde?
Eller er det virkelig en meget udbredt holdning at man kun er god nok, hvis man har både titel, job, bolig og det hele i orden?
Indrømmer blankt at jeg lider af karrieresyndromet i mild grad og gerne vil bruge min universitetsuddannelse til at gøre noget aktivt for at gavne mig selv og samfundet ved andet end at gå med aviser. Jeg vil f.eks. gerne være gymnasielærer så det er nu ikke fordi jeg kræver det helt store i løn.
Men jeg talte med en socialrådgiver jeg kender forleden. Hun sagde at den der ide med at man helst kun vil arbejde de rigtige steder, hvor man kommer fremad er udbredt på mange andre niveauer.
F.eks. har hun nogle drenge tilknyttet som gerne vil være kokke, men kun hvis de kan få en praktikplads de rigtige steder... Altså de kendte restauranter m.m.
Hmm... Er det virkelig lykkedes os at karriereorientere samfundet så meget at det ikke mere er godt nok bare at passe sit arbejde som almindelig medarbejder selv om man måske nok aldrig bliver nummer 1?
Eller er det som en ven siger: Helt forståeligt at folk ikke har lyst til at uddanne sig til jobs der slider dem ned, giver stress og ikke fører til noget de kan prale med?
Jeg har selv arbejdet i folkeskolen, hvor jeg tit fik at vide af lærerne at jeg 'bare var vikar'. Det generede mig ikke voldsomt, da jeg var i gang med en anden uddannelse og desuden var pissegod til det, men hvis det er holdningen at man kun er 'bare', hvis man ikke kører med karriereklatten overalt i vores samfund så er det jo noget af et problem.
Jeg behandler da folk der laver ufaglært arbejde med respekt. 1. Jeg sætter stor pris på at de gider lave min pizza, 2. gøre rent hvor jeg arbejder, 3. køre mig i bus, når min cykel er flad, 4. tømme skraldespanden og køre det et sted væk som jeg aldrig har set. og ikke mindst 5. smide de folk ud af barer som slås.
Man behøver jo ikke krybe for folk uden uddannelse, men er det bare mig som har det sådan at de folk er sgu okay og fortjener respekt for deres nyttige arbejde?
Eller er det virkelig en meget udbredt holdning at man kun er god nok, hvis man har både titel, job, bolig og det hele i orden?