Kender du/I det?

Nu har jeg været sammen med min kæreste i 2 år, hvoraf vi har boet sammen i 1,5.
Jeg ved at det er ham jeg vil være sammen med resten af mit liv, giftes med, have børn med osv. Jeg kunne aldrig drømme om at være ham utro, da jeg elsker ham så højt, og aldrig ville gøre det mod ham.
Men jeg har alligevel "The one that got away"
Den ene person man af den ene eller anden grund aldrig nåede at være sammen med, selvom begge parter ville det.
Enten havde jeg kæreste på, eller også havde han. Hvis vi begge to var single kunne vi ikke få vores skemaer til at passe sammen, og når vi så endelig kunne, og sås, så var vi for generte eller der var for mange mennesker osv. osv.
Som jeg nævnte længere oppe, kunne jeg ALDRIG finde på at være min kæreste utro. Men alligevel ærger jeg mig engang imellem, en smule over ham der er, og altid vil blive ved med at være "The one that got away".
Kender i det?

ja det kender jeg udemærket godt, og får at sige det lige ud sys jeg faktisk det er træls at ha det sådan..sådan havde jeg det også i mange år med en mand, og når jeg "endelig" var single havde han kæreste, og hvis vi begge var single så var der altid en masse der stod i vejen.. på et tidspunkt var jeg sammen med min daværende kæreste i et par år. og begyndte at ærge mig mere og mere over jeg ikke havde været sammen med den der fyr. min kæreste den gamg holdte jeg meget a og jeg troede også det skulle var for ever. men sådan blev det ikke han droppede mig i sidste ende fordi han ikke mente det var "rigtig" da jeg så var kommet oven på min sorg ´fik jeg endelig chancen for at være sammen med den her fyr, og endelig skete det, i så lang tid havde jeg ærget mig over vi ikke havde været sammen. og jeg må indrømme at det endelig skete og vi var færdige ( i sengen) blev jeg total skuffet det var slet ikk som jeg forventede det og havde fantaseret om det, vores knald lå i den ende af de væreste.. simpelthen en skuffeltse . og nu ærger jeg aldrig over ham mere. en fantasi kom til virkelighed og var en skuffelse..🙂knus her fra

For 4 år siden skrev jeg sammen med en fyr via en dating side, og det viste sig hurtigt at vi svingede rigtigt godt.
Vi fortsatte med skriveriet på ICQ og kunne blive ved i timer.
Alt svingede bare, kemien var i top, og pludseligt gik det op for mig at jeg var totalt faldet for en fyr jeg aldrig havde mødt, det havde jeg ikke troet kunne lade sig gøre.
Vi havde ikke set så meget som et billede af hinanden, men da vi endelig mødtes sagde han til mig, at for ham var det helt ligegyldigt hvordan jeg ville se ud, han var allerede faldet.
Så burde alt jo være fryd og gammen, men var det så alligevel ikke.
Han havde en ex, og et barn med hende, en sød lille dreng som han gjorde alt for, han var faktisk en rigtig superfar.
Denne ex havde åbenbart et horn i siden på mig, selvom hun ikke kendte mig, men hver gang vi havde en mulighed for at ses, hvilket det var svært at finde, så bad hun ham om at tage drengen, og han kunne ikke sige nej.
Det skal lige tilføjes at hun også havde forbudt ham at lade deres dreng møde mig.
Selv engang hvor vi ikke havde set hinanden i en måned, så sagde hun til ham at hun havde fået influenza, så heller ikke der kunne vi ses.
Sjovt nok stødte jeg på hende inde på Jubii chatten kl. 4 om morgenen, hvor hun helt tydeligt var i hopla, og ikke lå i sengen med høj feber som hun havde påstået.
Jeg elskede den mand, men min fornuft sagde mig at det aldrig ville komme til at gå, og jeg blev mere og mere irriteret over at han ikke kunne mande sig op overfor den ex, så jeg valgte at gå.
Men han vil for mig altid være "The one that got away".