Klar tale 4 ?
Kunne et menneske bære alverdens synd ?
Var det nødvendigt dette menneske var Gud ?
Var det nødvendigt dette menneske var Gud ?
Klar tale 4 ?
Kunne et menneske bære alverdens synd❓Svar: Nej, kun hvis mennesket bliver til Gud igen
Var det nødvendigt dette menneske ([strike]var[/strike] igen blev til) Gud❓Svar: Ja, for kun Gud bestemmer, hvad der er synd og hvad der ikke er.
Uddybning: Hvad vil det sige at bære verdens synd?
Israelitterne havde et princip med en "syndebuk", som de jog væk, for at den skulle bære lejrens synder bort. De ofrede også dyr og planter for at få soning for deres synd. De var altså allerede vant til at koble synd sammen med noget der kunne "bæres".
Ordet synd stammer på både hebraisk og græsk fra bueskydningen og betyder "at ramme ved siden af målet". Det de forsøgte når de jog "syndebukken" ud af lejren var altså, at få fjernet alt det der ikke fungerede. Syndbegrebet lyder mærkeligt i mange moderne menneskers ører, men de fleste kender fornemmelsen af ikke at "lykkes" - det er hvad synd handler om. Ifølge Bibelen er også døden en "fejl", symboliseret ved Adam og Eva der spiste af æblet de ikke måtte, hvorfor de skulle dø.
I Det Nye Testamente bliver synd og død smidt i ildsøen - det svarer fuldstændigt til syndebukken. Men når de er røget i ildsøen er de væk - de vender ikke tilbage igen. Men det er stadig ideen om at bære synd og død, for ellers kan man ikke smide den i ildsøen.
Så hvad var det egentligt Jesus gjorde? Jesus var et menneske som Adam og Eva. Det var han nødt til at være for vi skulle selv rage kastanjerne ud af ilden. Problemet er, at intet menneske kan hindre døden og intet menneske undgår at "mislykkes" (at synde). Derfor var det af afgørende betydning, at Jesus var Gud før han aflagde det for at blive menneske.
For som menneske kunne han ikke synde/mislykkes. Det var "arven" han havde med fra sin guddommelige fortid. Han stolede ganske enkelt for meget på Faderen til at det kunne ske, for faderen ville altid hjælpe ham. Men han kunne dø, alligevel, endda en horribel forbryders død.
Men miraklet skete, for Gud kan ikke dø. Nok kunne Ordet "aflægge" det guddommelige for at blive menneske, men det var der stadig da han døde. Så han blev "levendegjort i ånden". Derfor havde han igen Guds magt til at oprejde sit døde legeme til liv, og det gjorde han så. Miraklet var fuldendt: Et menneske var udødeliggjort og var blevet almægtig Gud. Et almægtigt menneske og Gud i et og derfor også mægtig nok til at oprejse andre fra død og fjerne/bære alt det der mislykkes og smide det i ildsøen. Et menneske der kunne bære verdens synd og død, fordi han blev Gud.
Ordet synd stammer på både hebraisk og græsk fra bueskydningen og betyder "at ramme ved siden af målet". Det de forsøgte når de jog "syndebukken" ud af lejren var altså, at få fjernet alt det der ikke fungerede. Syndbegrebet lyder mærkeligt i mange moderne menneskers ører, men de fleste kender fornemmelsen af ikke at "lykkes" - det er hvad synd handler om. Ifølge Bibelen er også døden en "fejl", symboliseret ved Adam og Eva der spiste af æblet de ikke måtte, hvorfor de skulle dø.
I Det Nye Testamente bliver synd og død smidt i ildsøen - det svarer fuldstændigt til syndebukken. Men når de er røget i ildsøen er de væk - de vender ikke tilbage igen. Men det er stadig ideen om at bære synd og død, for ellers kan man ikke smide den i ildsøen.
Så hvad var det egentligt Jesus gjorde? Jesus var et menneske som Adam og Eva. Det var han nødt til at være for vi skulle selv rage kastanjerne ud af ilden. Problemet er, at intet menneske kan hindre døden og intet menneske undgår at "mislykkes" (at synde). Derfor var det af afgørende betydning, at Jesus var Gud før han aflagde det for at blive menneske.
For som menneske kunne han ikke synde/mislykkes. Det var "arven" han havde med fra sin guddommelige fortid. Han stolede ganske enkelt for meget på Faderen til at det kunne ske, for faderen ville altid hjælpe ham. Men han kunne dø, alligevel, endda en horribel forbryders død.
Men miraklet skete, for Gud kan ikke dø. Nok kunne Ordet "aflægge" det guddommelige for at blive menneske, men det var der stadig da han døde. Så han blev "levendegjort i ånden". Derfor havde han igen Guds magt til at oprejde sit døde legeme til liv, og det gjorde han så. Miraklet var fuldendt: Et menneske var udødeliggjort og var blevet almægtig Gud. Et almægtigt menneske og Gud i et og derfor også mægtig nok til at oprejse andre fra død og fjerne/bære alt det der mislykkes og smide det i ildsøen. Et menneske der kunne bære verdens synd og død, fordi han blev Gud.