Kommer til at savne 20´erne

Jeg er 28 år og om 2 år er jeg færdig med at være i 20´erne.
Det er underligt at jeg har det sådan, for det er jo ikke fordi tallet som sådan gør den store forskel. Jeg tror bare det er fordi at 20´erne er der hvor jeg virkelig lærte mig selv at kende på godt og ondt. Næsten som en kær ven, jeg vil komme til at savne.
På mit arbejde hvor vi er alt fra 18 årige til 65 årige, kan jeg ikke lade være med at kigge misundeligt efter dem der stadig har 20´erne til gode eller lige er trådt ind i dem. Og det egentlig underligt, da jeg ikke vil gå gennem fasen igen. Der har været nogle seje nedture og nogle fantastiske opture og jeg hviler meget i mig selv nu. Jeg kender mig selv.
Jeg har aldrig været bange for at blive gammel. Jeg har ikke noget imod at blive 30 snart. Men af uforklarlige årsager får jeg et lidt sørgmodigt stik i hjertet af snart at skulle sige farvel til 20´erne.
Nogen der har det som mig og kan forklare mig hvad i alverden der foregår? Jeg har aldrig haft det sådan før. Det startede så småt da jeg blev 26 år.

bliver selv 26 næste gang og kan godt se hvad du mener... tror det er frygten for ikke at få nok ud af sit liv.. hvis man ikke helt er tilfreds med det man har udrettet.
feks. mangler kæreste, hus, bil, børn, uddannelse eller noget andet.
de fleste vil gerne have styr på alle de ting før de bliver 30 tror jeg.
men er jo lidt underligt, for man har jo masser af gode år tilbage. er man 30 er man i sin bedste alder. tilpads voksen, med en god portion livserfaring, lidt af det hele..og stadig masser af tid til det hele :)
så op med humøret du gamle, man kan sagtens være ung selvom man er over 30 :)... faktisk er min far på 50 det stadig hvis det står til ham :)

og føler mig ikke gammel Jeg er næsten færdig med min uddannelse og har en dejlig kæreste, så ikke engang der synes jeg at jeg mangler noget. Jeg ved ikke helt hvad det er. Måske er det bare et eller andet der ligger dybt i mig, som jeg ikke selv kan se.

Men jeg kan sagtens pege på to af mine venner der virkelig har 30årskrise. De er ved at gå helt i selvsving over det 🙂 Sådan har jeg det slet ikke

håber ikke jeg kommer i sådan en krise.. synes godt man kan komme i krise ind imellem når alle ens venenr blir gift og får børn eller den ene efter den anden kommer med kæmpe lønforhøjelse eller køber drømmehuset.
men synes nu helelr ikke jeg er bagud og har det fint som jeg har det lige pt, men tænkte at lige de grunde kunne være skyld i det.
kan dog ik forstå man skulle føle sig gammel, for man er jo ikke ældre end man selv gør sig :)

ualmindeligt, at der kommer lidt mere vidvinkel på tankerne, når man nærmer sig de 30..
Selv oplevede jeg noget af en krise, fordi så var ungdommen jo færdig...;-)))
Senere har det vist sig, at jeg mentalt føler mig yngre og yngre og mere mentalt i balance, så jeg kan gå på mere bevidst opdagelse i livet. Og der ER altså ikke slut ved 30 ;-)
Alt det der med, at man skal have styr på ditten og datten.... Drop det..
Jo mere man giver slip og tør lade livet komme til mig, jo mere interessant bliver det..
Måske nogle ligger under for samfundsnormer og alt det der.... Glem det.... Lev det du synes er rigtigt - om det så er at bo i igloo på Grønland....
Jo ældre jeg bliver (er pt 47) jo mere tør jeg gøre lige præcis det, JEG vil.....
Men det er da ok at føle lidt vemod ved "at tage afsked" med en epoke - og tro mig det er ikke sidste gang, hvis ellers du tør leve... ;-)

til du bliver 40! Helt aerligt (som lidt trøst til dig ) syntes jeg at maend er bedst naar de er over 30,saa er det sagt!

Jeg savner også de gode 20ér er selv 40 og må sige at når man ser de unge Quinder i dag ville jeg MEGET gerne være tilbage lol

At du har haft det dejligt, og sørger over at i går ikke er i morgen? ;o)
Det er almindeligt at have nogen vemod ved overgang fra een fase til en anden når den fase har været god/ haft gode perioder. Så tag det helt roligt hvis det bare er det *s*
Men i øvrigt, så er det jo i 30'erne at mange stifter familie, er færdige med uddannelser/ studier osv., og har du "uforløste" tanker el. følelser omkring det? Kan der ligge en "hund" der?
Måske er det slet ikke nødvendigt at grave efter hvorfor du har det sådan. Måske skal du netop bare anerkende, at du har klaret skærene ret godt, og at du ved at være i din hverdag (og kigge lidt fremover samtidig) reelt vil leve et liv i fin balance?

Ja, hvad så med dem der ER voksne? De er måske for gamle :-)
/Bes

Alting går jo lynhurtigt, så man kan godt føle at man mangler noget i sin udvikling, når den ene efter den anden allerede kommer med lønforhøjelse, hus og alle de store ting. Selvom jeg lige nu har det godt med at have nogle goder til gode :-) Men nogen gange kan det godt stikke lidt, jo

Sjovt nok var jeg rigtig glad for at slippe ud af teenageårene. Jeg syntes de var dødsyge. Jeg glædede mig til 20´erne og de levede også op til forventningerne :-)
Måske er det bare svært at give slip på en æra hvor man virkelig lærte sig selv at kende. Måske er det som lady icarus og nævnte nogen gange svært, at se ens venner ræse derudad med familie, arbejde, lønforhøjelse, hus, børn osv. Men det nytter ikke noget, for jeg er bare ikke der i mit liv. Jeg har bare generelt ikke ret travlt. Nogen gange stresser det mig og andre gange gør det mig meget rolig og tilfreds, når jeg kan se hvor travlt mine venner har mens de skæver lidt misundeligt til min kæreste og jeg, som lever et roligt liv :-)

at hver epoke har sin charme.
Dog fandt jeg den aldrig hs teenageårene, som jeg bare syntes var irriterende :-D

de tager sig godt ud i den alder.

Men på mit arbejde har jeg mødt mange i 40´erne som virkelig også holder sig godt. Havde sgu aldrig gættet at de var i 40´erne.

kan det godt stikke lidt at man ikke er igang med et arbejde ligesom så mange andre. Men jeg startede senere, jeg skulle lige ud og have nogle oplevelser. Jeg kører slet ikke i det der tempo hvor man skal have det hele overstået efter de fyldte 28 år😉. Jeg vil gerne dedikere min tid til omgivelserne omkring mig. Karriere går jeg ind for, men ikke på bekostning af det sociale for nogen pris oerhovedet.
Men jo det er nok normalt at man har lidt vemod når man forlader en fase. Men måske er det fordi det er første gang. Da jeg forlod teenageårene var jeg bare glad🙂

roen .......;-)
Og husk - normalitet er dræbende for individet....

først frit, når man kan frigøre sig fra lønforhøjelser, hus og alt det der... Det er ikke der lykken ligger og venter... ;-)

Hej Mads28
Jeg fik også lidt af en nedtur, da jeg fyldte 30, men jeg kan love dig for, at det kun bliver bedre.
Man finder sin personlighed mellem 20 - 30. Og derfor kan disse år være lidt forvirrende, så ti-året 30-40 er dejlige, fordi man som oftest har fundet stå-stedet. Og ved, hvad man vil med sit liv. Og man er sgu ikke gammel fordi man rundet hjørnet. Nu er jeg i 40., men bliver sjældent betragtet som hverken gammel ej. heller halvgammel - så ro på.
Nyd dit liv.

som er værd at læse i. Den hedder "Krise og udvikling" af Johan Culberg. Den beskæftiger sig med "livskriser", en ny for hvert årti vi lever, og den beskriver dem, så vi er i stand til at nikke genkendende til meget mere end vi tror. I sidste ende er vi mennesker ikke så forskellige, som vi gerne vil tro.
Bogen er samtidig meget positiv, idet den siger at enhver krise er ny udvikling( eller en mulighed herfor, hvis vi arbejder med de problematikker krisen indebærer).
En spænden bog som er god at have og læse i, da vi opdager at vi faktisk er helt normale, når der opstår uro i vores psyke fra tid til anden. Du er såmænd bare i gang med at udvikle dig!

Jeg har to onkler og en fætter der altid har knoklet for at få karriere, penge, familie osv. De glemte helt undervejs at finde ud af hvad det egentlig var de havde det godt med. De vidste hvad mange mennesker stilede imod og de stilede imod det samme, men de glemte sig selv i farten, så den ene onkel gik ned med flaget. Han sagde at han følte at han hang og dinglede over en stor, dyb kløft, fordi han havde glemt at få sit fodfæste med.
Jeg har en anden fætter og kusine som tager det hele meget stille og roligt. De har bestemt ikke opnået det som samfundet dikterer - hverken her eller i Spanien, men hvis der er nogen der har det godt og har overskud, så er det nok dem.
Jeg har i flere år svævet lidt mellem de to modeller. På den ene side vil jeg jo også gerne have et fedt job med gode penge i, men på den anden side kan jeg jo også godt se hvem i omgangskredsen der hviler mest i sig selv - og det er dem der tager tingene i deres tempo. Det kan godt være at de har karriere, men de har taget den i deres eget tempo og det er det der har gjort dem stærke. Det er vigtigt for mig at blive ved med at hvile i mig selv, for så har jeg styrken til at klare mig igennem meget!

50`erne er ikke gamle,blot man holder sig selv i god stand.At vaere i 50`erne er jo som at vaere i 40` erne,som det var for tyve aar siden.Selv at vaere i 60 `erne er ikke mere at vaere gammel.

naar man er i tyverne er man en grønskolling naar man sammenligner at vaere i 30 `erne.De fleste maend er aller bedst i 30 `erne,40 `erne og sommetider 50 `erne. Da jeg blev 38 begyndte jeg at have det supergodt,man kender sig selv og sine egne graenser og ved hvad man vil.Man tager heller ikke (som kvindekøn) alt hvad damebladene skriver som gospel men har sin egen mening om tingene.Man kan endda gennemskue alle de overfladiske ting o.s.v .

om teenage aarene,gud hvorvar man let paavirkelig og naiv.I 30`erne gik det strygende og var meget bedre,somom man først fik øje op for en masse.