Kommunalt tilsyn: Mere end en joke?
Jeg har tænkt lidt over udsendelsen med de unge der fik en hård medfart på opholdsstedet Herkules. Et er at Danmarks Radio har været længe om at følge op på hvad der ligger frit tilgængeligt på nettet. Herkules har været på en Amerikansk observationsdatabase siden 2008 på grund af deres noget kontroversielle metoder.
Men jeg spørger om det kan undgås i et år som har set Godhavnsrapportens offentliggørelse. Danmark bruger 13 milliarder på at sikre at børn som på papiret skulle være lige så ilde stedt som Brønderslev børnenes skulle bæres i gulvstole resten af livet på grund af hvad de har været igennem.
Men de får ingen gulvstol. Det nærmeste er vel tvungen placering i en almindelig stol i 15 timer hvor at de kan sidde og se ind på en mur som man gjorde på Kanonen ved Randers indtil at nogen skrev om det.
Og så er alle de andre sager, som man kan læse om på nettet refereret fra landets aviser. Børn på 10 år, som blev sendt ud på strafmarch midt om natten flere kilometre fra Atlantis i Næstved, en pige som fik flået underbukserne af plejere på Solhaven i Farsø, umenneskelig psykisk pres vist i bedste sendetid på DR omhandende Schuberts Minde i Ringkøbing, en dreng som blev sat i land på en ubeboet ø nede i Spanien til de Spanske myndigheders raseri osv. osv.
Et er at der er syge forældre, som faderen oppe i Brønderslev der pillede med sine døtre, noget andet er at det faktisk 2 gange om måneden sker på opholdsstederne. Der er børn som piller med andre børn tangerende voldtægt.
Jeg ved at der er enkelte kommuner som f.eks. Sorø der gerne vil gøre mere ud af tilsynene, men så bliver de ganske simpelt sagsøgt af opholdsstederne.
Hvad kan man gøre? Er årsagen til at det generelt står skidt til ikke at sagsbehandlerne slipper for at have sagerne på deres skriveborde, når deres kollegaer via personlige kontakter finder et opholdssted og penge skifter hænder på dunkle præmisser (Som stort set det eneste sted er der ingen udbudsordning for opholddsteder? Hvis en kommune skal købe en blyant er der faste regler).
Sekundært er det fordi at unge der bliver nød til at bo udenfor hjemmet betragtes som halv-kriminelle frem for unge, der skal hjælp?
Kan man overhovedet gøre noget ved det eller er det et område hvor at vi bare må tage de negative overskrifter til efterretning?
Men jeg spørger om det kan undgås i et år som har set Godhavnsrapportens offentliggørelse. Danmark bruger 13 milliarder på at sikre at børn som på papiret skulle være lige så ilde stedt som Brønderslev børnenes skulle bæres i gulvstole resten af livet på grund af hvad de har været igennem.
Men de får ingen gulvstol. Det nærmeste er vel tvungen placering i en almindelig stol i 15 timer hvor at de kan sidde og se ind på en mur som man gjorde på Kanonen ved Randers indtil at nogen skrev om det.
Og så er alle de andre sager, som man kan læse om på nettet refereret fra landets aviser. Børn på 10 år, som blev sendt ud på strafmarch midt om natten flere kilometre fra Atlantis i Næstved, en pige som fik flået underbukserne af plejere på Solhaven i Farsø, umenneskelig psykisk pres vist i bedste sendetid på DR omhandende Schuberts Minde i Ringkøbing, en dreng som blev sat i land på en ubeboet ø nede i Spanien til de Spanske myndigheders raseri osv. osv.
Et er at der er syge forældre, som faderen oppe i Brønderslev der pillede med sine døtre, noget andet er at det faktisk 2 gange om måneden sker på opholdsstederne. Der er børn som piller med andre børn tangerende voldtægt.
Jeg ved at der er enkelte kommuner som f.eks. Sorø der gerne vil gøre mere ud af tilsynene, men så bliver de ganske simpelt sagsøgt af opholdsstederne.
Hvad kan man gøre? Er årsagen til at det generelt står skidt til ikke at sagsbehandlerne slipper for at have sagerne på deres skriveborde, når deres kollegaer via personlige kontakter finder et opholdssted og penge skifter hænder på dunkle præmisser (Som stort set det eneste sted er der ingen udbudsordning for opholddsteder? Hvis en kommune skal købe en blyant er der faste regler).
Sekundært er det fordi at unge der bliver nød til at bo udenfor hjemmet betragtes som halv-kriminelle frem for unge, der skal hjælp?
Kan man overhovedet gøre noget ved det eller er det et område hvor at vi bare må tage de negative overskrifter til efterretning?