Konfliktsky... Hjælp!! :(

Hej alle sammen derude!
Ja... Overskriften siger jo det hele... Jeg er konfliktsky, og det har gået ud over forhold mm. Jeg kan bare ikke gøre for det, og ved ikke hvad jeg skal gøre!🙁F.eks. I et tidligere forhold tog jeg min kæreste i en løgn, og lige før jeg tog mig sammen til at konfrontere ham med det, fik jeg en klump i halsen, mit hjerte bankede på højtryk og jeg fik svedige hænder... Og det endte med at jeg måtte forlade rummet, fordi jeg ikke kunne magte det! Jeg går hele tiden og siger til mig selv at jeg er svag! Jeg kan sagtens have diskutioner med venner jeg kender godt, og de fleste i familien... Men andre steder... jeg ved ikke hvad jeg skal gøre! Er der nogen derude som har det på samme måde, og som evt. kan komme med nogle gode råd?! Er åben for ALT, for vil så gerne have dette under kontrol...
Kærligst SS.

Har nok lidt social fobi
foretrækker at være alene,frem for misforstået/i dårligt selvskab!
Visse ting fra min fortid som jeg ønsker at fortrænge,og til dels gør indtil der bliver spurgt ind til det,og det desværre ofte misforstås!fordi folk ikke tror hvad de hører!søger jeg væk,og bebrejder mig selv at besvare de sædvanlige spørgsmål som jeg i grunden ikke har lyst til at besvare..åndsvagt,men ja.
Jeg må være mere imødekommende,og reagere på flere forsk måder i de forskellige situationer-for når jeg havner i offeroller,fortæller åbent om mig i de forkertes påhør uden selv at få svar.går jeg mig sårbar,og min reaktion er at flygte,få ubehag(og ikke formå at få det til at forsvinde hurtigt nok),skuffelse,lade som ingenting,men mangler et par vigtige forsvarsmekanisme.
"Her er min mening,og jeg kræver ingen accept,fordi jeg tror den er sand"
Har siddet og kigget på psykiske forsvarsmekanismer på nettet så sent som her til eftermiddag:har glemt de fleste men der var(nok ikke de sundeste reaktioner) bla.fornægtelse,annulering(af impulser),at finde situationen morsom(fx.med mig at blive misforstået;-P
,at vende sin reaktion mod andre ting,ro,virke upårvirket,samle sig og svare igen(og derefter gå bort),at vende opmærksomheden til andre ting i omgivelserne,og virke uintresseret i det netop skete,sarkasme,humor/ironi,ikke vende sit blik væk fra personen(nedstirre)-men dette er jo mest hvis det virkelig er slemt,og ikke en person man vil skubbe fra sig/holder meget af.

Vh S

Er du sikker på at du er ordet, konfliktsky? Nu kender jeg dig ikke, så ved det ikke, men for mig lyder det nærmere som om du er genert, og har svært ved at tale åbent og ærligt overfor mennesker du ikke kender så godt.. Men hvorfor? Min erfaring siger mig at hvis du er ærlig, retfærlig, realistisk overfor dig selv og kan stå inde for dig selv, hvad du mener og siger, så har du heller ikke problemer med at se andre folk i øjnene, og være klar og tydelig overfor dem.. Måske er det der problemet ligger? Hos dig.
Men vores opdragelse påvirker os jo osse; har du lært fra barn af at tage konflikter når de kommer? Eller er du opdraget til at fred og ro er vigtigt, så vigtigt man ikke engang tager alvorlige konflikter? (Og hvorfor er fred og ro så vigtigt? Hvad er der galt med at rase ud?)
Ellers.. Kan jeg kun sige at du skal øve dig på det. Start i det små med små-konflikter som de kommer. Men lad være med at springe over hvor gæret er lavest, sørg for at du er helt færdig med at sige din mening inden du afslutter konflikt-samtalen.
Du vil få det bedre med dig selv når du kan se dig selv og andre folk i øjnene. Tænk osse over de her spørgsmål: Hvad er jeg bange for der sker, hvis jeg åbner en konflikt? Hvad er det aller værste der kan ske mig eller de andre indblandede?

Akkurat de samme problemer. Måske det skyldest at man har været for lidt ude mellem ANDRE folk istedet for bare at være i den samme lille kreds alt for længe.

Længere er den vel egentlig ikke - SPRING UD I DET - tag alle de konfrontationer du kan - og øv dig i det -
Tusinde ting jeg heller ikke elsker at gøre - men jeg tvinger mig selv - og føler mig en million gang stærkere når det er overstået -
( ofte med en klump i maven - svedige hænder osv osv )
Men næste gang du så står i lige den situation - så har du MEGET bedre styr på hvordan du skal tackle tingene -
Så derfor - der er altså ikke andet at gøre, end at gå i terapi med dig selv... Tag dig selv under armen - og begynd at råbe op...
Håber at du finder vejen - Du vil se og føle verden anderledes... !!

"Eller er du opdraget til at fred og ro er vigtigt, så vigtigt man ikke engang tager alvorlige konflikter?"
Hertil kan jeg desværre kun svare et rungende JA til, jeg er ekstremt konfliktsky, jeg gør alt for at afværke en konflikt, måske dels fordi jeg ikke helt stoler på min egen argumentation er iorden - jeg skal have en følelse af at min argumentation er 112% iorden, hvis jeg skal gå ind i en konflikt, ellers ender det bare med at føles som virkelig spild af tid for mig!
Jeg er diplomaten over alle diplomater, men det gør selvfølgelig også at de færreste kender mit egentlige "jeg", da jeg uhyre sjældent giver min egen mening tilkende, netop fordi jeg har en decideret konflikt-fobi, som gennemsyrer mig helt og aldeles!
Man skal lære at kravle før man kan gå, spørgsmålet er om jeg kan nå at lære at gå i en alder af 32? Hvis det at være konfliktsky er en så stor del af mig, at folk forbinder min identitet med at være den pæne, tilbageholdende og dybt diplomatiske fyr/mand?
Netop fordi jeg ikke er trænet i at GÅ IND i en konflikt, er jeg lige så usikker som Bambi på isen og er derfor bange for at overreagere, hvis jeg endelig skulle finde på at gå ind i en konflikt.
Jeg tror desværre det er tusindfold mange gange lettere at have tillært sig som barn at kunne tage en konflikt, derfor tvivler jeg på om jeg nogensinde vil kunne komme af med min ekstremt store angst for konflikter :-(

Jeg kan heller ikke springe ud i konflikter med mindre jeg er 100 på at det så kommer ud af munden på mig, er korrekt! Mine forældre havde ikke noget problem med at skændtes og diskutere..? Hmm... Dette er virkelig svært... Ja, genert er jeg også, men min x-kæreste som jeg ikke var genert overfor, tog jeg en konflikt op med (utroskab) som jeg så besluttede at nu skulle det være! Jeg kogte af raseri, men jeg havde knapt nok fået sagt den første sætning før jeg kunne mærke tårene (jeg var ikke ked af det, bare vred) og jeg kunne ikke fortsætte, og måtte forlade rummet. Senere fandt han mig, og jeg ville så gerne rase ud, skælde og smælde, men jeg kunne mærke at jeg ikke kunne klare det, så jeg bad ham om at forsvinde! Blev sur da han var gået over at havde ladet ham slippe så let! Fortryder så stadig i dag...