Kvinden i mit liv! Er jeg en idiot?

Jeg er flyttet sammen med min kaereste, og vi har boet sammen omkring et aar nu. Min kaereste har tidligere vaeret gift og fra det aegteskab har hun et barn. Jeg holder utrolig meget af dem begge. Jeg elsker min kaereste og ser saadan set datteren som mit eget barn. Nogle gange kan det da vaere lidt problematisk at jeg ikke er barnets fra, men det goer nu ikke saa meget - det er ikke problemet.
Problemet er at datteren begyndte at beklage over at jeg tog al opmaerksomheden, hvilket jeg udemaerket godt kan forstaa, da hun er vant til at have sin mor for sig selv, og pludselig er der en fremmed mand som tager opmaerksomhed. Om ikke andet saa besluttede min kaereste sig at hver onsdag skulle jeg derfor sove i et andet vaerelse saa de kunne have noget tid sammen. Jeg ved ikke om jeg er selvisk eller hva det, men det saarer mig hver onsdag. Jeg foeler mig skubbet ud, hvis I forstaar? Det betyder utrolig meget for mig at jeg sover hvedsiden af den person jeg elsker, og maaske er der ogsaa noget jalousi indblandet. Men altsaa mit spoergsmaal er: er det ok at jeg ikke bryder mig om onsdag aften eller skal jeg barelade vaere med at opfoere mig som et lille barn.
Jeg ved ikke om dette er et problem andre maend har naar de kommer sammen med moedre, men hvis I derude kunne svare mig paa mit spoergsmaal saa ville jeg vaere utrolig taknemmelig. Jeg spoerger isaer jer kvinder derude. Hva siger I? Er det det rigtige min kaereste har gjort og er jeg bare en idiot?
tusind tak.

Hvad i alverden skulle det gøre godt for?
Jalouxi er et meget alm. problem, og jeg kan ved gud ikke se logikken i, at sende dig ind på et andet værelse! Hvorfor så overhovedet bo sammen? Datteren skal jo vænne sig til, at du altså også er en del af hendes mors liv nu, og dermed også en del af hendes liv. Men sådan kan et barn ikke tænke! Det er i aller højeste grad din kæreste og dig der i fællesskab skal løse det problem fordi I er de voksne!
I må forsøge at forklare hende det stille og roligt, og måske lave nogle "øvelser" hvor både du og datteren laver ting sammen alene, moren og datteren alene og selvfølgelig mest af alt jer alle 3 sammen. Hvordan skulle I ellers nogensinde kunne blive en familie? Hvis ikke din kæreste er indstillet på det, så mener jeg at du bør tage dit forhold til "kvinden i dit liv" op til revision...
M.v.h.
Klokke

At skilsmissebørn, når en ny mand/kvinde kommer ind i billedet, har brug for "alenetid" sammen med deres respektive mor/far, er et kendt fænomen. Er der f.eks. 2 børn, har disse også brug for "alenetid" uden lilebror, storesøster.... og ja det bør respekteres... Derfor kunne jeg forstå hvis din kæreste tog en beslutning om at onsdag var deres dag, og at hun og hendes datter derfor foretog sig noget sammen den dag, uden dig - men at "forvise" dig fra soveværelset om natten????? Det giver da ikke mening... eller også mangler jeg lige nogle dataljer? Brug beslutningen til noget positivt, lav onsdagen om til "dagen hvor jeg gør det jeg har lyst til".

Din kæreste lyder helt rigtig både for dig og som den mor hun også er´.
Hendes vigtigste opgave er at sikre sin datters udvikling og lige nu lider den af jaluoxi.
For at minimere dette og samtidig gøre sin datter tryg bekræfter hun dette ved at vise sin datter at hun ikke er glemt. jeg synes det lyder som en god løsning og tror ikke at den onsdag vil fortsætte i al evighed men blot vare indtil datteren kan føle sig tryg i at dele mor med dig.
Hun vil jo efterhånden finde ud af at der er forskel på datter/mor og kæreste/mor forholdet og at hun aldrig behøver tvivle på at der ikke skulle være nok kærlighed at dele ud af.
Måske skulle du indføre noget "kvalitetstid" med din papdatter og bede om en dag i ugen hvor i alene foretager jeg noget sammen.?
Find ud af hvad i kan lave sammen og ha fælles glæde med- nogen oplevelser og interesser som hendes mor måske ikke ville gøre, men som du så kunne give. Det ville knytte jer tættere og hun vil kunne se tilbage på sin barndom med en papfar der kom til at betyde rigtigt meget for hende fremfor een der blev hendes konkurrent nr 1.
Med forståelse og mange gode oplevelser så kan du ikke andet end at vinde hendes hjerte og endda selv føle dig som et meget rigt menneske.

Tusind tak til jer alle! Jeg kan bestemt bruge jeres svar, og jeg respekterer jeres meninger.
Om ikke andet saa er det bare dejligt at hoere hvad andre folk mener, for som i jo nok kan gaette, saa ved jeg ikke helt hva jeg skal goere. Jeg ved bare at jeg elsker min kaereste utrolig meget og vil goere alt for hende, men samtidig kan jeg jo ikke ignorere mine foelelser.
Tusind tak!!!

Jeg synes, at det er en dårlig løsning, som din kæreste er kommet med. Mest fordi jeg slet ikke kan se, hvad den gavner. Heller ikke for mor og datter, da de jo alligevel ikke har glæde af hinanden, når de sover.
Kunne du ikke tage en snak med din kæreste og sige, at det virkelig sårer dig, at du skal sove i et andet værelse?
Du skal ikke gøre det for at få medlidenhed, men for at få hende til at forstår, at du er ked af det, fordi du virkelig holder af dem begge to?
Kh Posilise

.....vil jeg så lige starte med at sige ;)
Hej, og tak for dit spændende debatoplæg. Det er modigt af dig, at stille sådan et spørgsmål, synes jeg - og det vækker mange minder.
Det pudsige ved dit oplæg er, at jeg har oplevet nøjagtigt det samme. Forskellen mellem os er så bare, at jeg er kvinden i "fortællingen", og din onsdag var min kærestes fredag.
Set i bagklogskabens lys, forstår jeg ganske udemærket din (og min kærestes) fustration, for virkeligheden èr, at I bliver tilsidesat til fordel for barnet. Det er slet ikke rimeligt. Hverken overfor dig, din kæreste eller barnet, og i længden holder det ganske enkelt ikke!
Jeg kan kun svarer på egne vegne, og fortælle dig, hvordan vi havnede i denne situation.
I bund og grund handler det om, at eliminere den dårlige samvittighed. Samvittigheden som nager en som mor!
Jeg havde været alene med min datter i 12 år. Jeg havde selvfølgelig dated nogle få gennem årerne, men min datter havde aldrig erfaret, at jeg havde bragt en mand med hjem.
Gennem tiden havde min datter og jeg udviklet noget der minder om et venindeforhold. Det var hygge om aftenen, hvor vi sad tæt i sofaen og guffede pop-corn og så TV....det var køreture til skov og strand....det var biografture, osv.osv. Ofte kom hun også listende om natten, og kravlede op i min seng, hvor jeg fandt hende sovende næste morgen.
Al min fritid, kærlighed, omsorg og nærværd blev automatisk tildelt hende!
Så møder jeg manden i mit liv....
Til at starte med, var alting fint mellem os alle 3. Men som tiden skred frem, sås vi oftere og oftere. For at gøre det hele lettere, havde han taget nogle af sine ting med (noget tøj o.lign.) som lå permanent hos mig. Vi sås nu fast hver weekend, og også nogle gange en hverdags aften..... OG SÅ VAR DET, AT HELVEDE BEGYNDTE!
Min datter, som ellers altid havde været så glad og munter, begyndte nu at blive indelukket og stille. Hun skiftede TOTALT adfærd! Når min kæreste kom på visit, gik hun op på sit værelse - et sted som hun ellers normalt kun var, hvis hun havde veninder på besøg. Selvfølgelig spurgte jeg ind til, hvad der var galt, men hun undlod at svare mig.....hun gik blot sin vej. Ja, faktisk frøs hun mig ude! Til at begynde med tænkte jeg;" Hun er jaloux. Det skal hun nok komme over. Jeg er her jo stadig". Men da hendes negative adfærd tog til, begyndte jeg for alvor at blive bange.
Hun begyndte at smække med dørene, hun ville ikke spise, hun lå og græd på sit værelse om natten. Jeg blev mere og mere fustreret og bange, og min kæreste begyndte at få skyldsfølelse. Hyggestunderne som min kæreste og jeg havde haft om aftenerne og om natten, blev til timevis af lange samtaler. Sammen kæmpede vi, for at finde en løsning, så hun kunne blive glad igen.
Jeg havde hele tiden været bevidst om hendes mønster. Når min kæreste tog hjem igen, tøede min datter op. Når vi nåede til torsdag, var hun stortset sig selv igen. Men fredag startede hele molevitten forfra!!!!
Det var nu blevet så slemt, at lærerne i skolen og bedsteforældrene havde observeret forandringerne omkring min datter. Derfor blev min kærste og jeg enige om, at der måtte nogle strukturændringer til. I en periode undlod vi at kramme hinanden, hvis min datter var i samme rum. Vi undlod at holde hinanden i hånden, hvis vi gik ture. Vi sad i hver sin sofa, når vi skulle hygge om aftenen. Men intet af det hjalp! Til sidst, i panik, foreslog jeg, at min kæreste skulle sove i et andet rum. Så det blev sådan. Hvèr fredag aften til lørdag morgen, tilbragte han natten i gæsteværelset.
9 måneder henne i forholdet - uden ændringer - gjorde jeg op med mig selv! Jeg tog tyren ved hornene (jeg husker det, som var det igår). Jeg gik ind til min datter en nat, hvor hun havde lagt og grædt højlydt, næremst hysterisk. Jeg satte mig på sengekanten og sagde roligt men bestemt;" NU stopper det her! Gør det virkeligt SÅ ondt, at se, at der også er en anden der elsker mig? Fortæl mig hvad du tænker og føler, ellers kan jeg ikke hjælpe dig!". Min datter hulkede.....og GRÆD! Hold kæft det gjorde ondt at se.....men jeg forblev tavs, og ventede på et svar. Lidt efter svarede hun;" Jeg er bange mor!". "Bange for hvad?"; svarede jeg. "Bange for at han tager dig fra mig!", svarede hun kort. Jeg tog hende helt ind til mig og knuede hende, og hviskede;" Selvfølgelig tager han mig ikke fra dig! Han er her både for DIG og mig. Vi kunne få det SÅ godt sammen, alle 3, hvis bare du gav ham en chance". Vi sad længe.....og bare holdt om hinanden....og så sagde hun stille;" Okay mor, jeg prøver.....men det er så svært! Jeg plejer jo kun at ha` dig....og nu skal jeg pludseligt til at dele dig med ham". "Ja, det skal du. Men du vil hurtigt mærke, at der også er goder for DIG, ved at han er her. Han vil os jo KUN det bedste. Stol på mig skat!"; svarede jeg. Hun genfandt roen, og jeg strøg hende over håret og sagde;" Det skal nok gå det hele. Bare vent og se!". Jeg rejste mig op, for at gå ud på badeværelset og hente en serviet til hendes øjne. Da jeg kom ud i gangen, så jeg min kæreste stå i mørket. Han græd lige så stille. Jeg gik hen og tog om ham, hvorpå han sagde;" Ville det være bedst, hvis jeg forsvandt ud af jeres liv?". "NEJ!", svarede jeg;" Du skal ikke forsvinde nogen steder hen. Vi skal nok få det godt sammen alle 3. Bare vent og se".
Min datter kom ud i gangen, og tændte lyset. Da hun så min kæreste græde, kom hun lige så stille hen....hun stod lidt....men tog så mod til sig. Hun tog om livet på ham og gav ham et kæmpe knus. Dèn nat græd vi alle 3.
Tingene blev herefter lettere og lettere dag for dag, og der var ikke mere surmuleri overhovedet, hvis hun så os kramme hinanden - eller hvis vi gik hånd i hånd. "Strukturændringerne" blev sløjfet, min kæreste og jeg genfandt gnisten, og min datter og ham fik et rigtigt godt forhold til hinanden.
Desværre blev han dræbt i en trafikulykke sidste år lige før jul.....dèt tab er der ingen af os der nogensinde kommer over.
Dèrfor....mit råd til dig;
Du må gøre op med dig selv, om dit forhold til din kæreste og hendes datter er værd at kæmpe for. Er det ikke, skal du få det afsluttet hurtigst muligt. Er det, så kæmp med næb og kløer! Ingen ved, hvad morgendagen bringer.
De varmeste hilsner
og held & lykke,
B.

hvis barnet var dit eget. Ens egne børn kan også blive jaloux på deres biologiske far eller mor.
kunne pigen ikke bare sove hos jer begge to engang imellem..❓
vh anonym

Det var da et underligt signal at sende hende, at man kan sparke andre mennesker ud af deres absolutte enemærker, hvis bare man er vanskelig nok.
Hun kan sove i midten, ka hun - efter behov, men ikke forvise nogen. Men det kan da undre at moderen kommer omkring "enetid" sovende, istedet for at foretage sig noget med datteren. Det gør man vel i andre familier eller hur?

Ej for fanden! Det er jeg altsaa ked af at hoere!!! Det er jeg sku!!!
Har du lyst til at snakke? Du er velkommen til at sende mail.
Det er jeg ked af at hoere.
Jeg er virkelig glad for dit svar, og paa den maade din kaereste foelte, kan jeg godt forstaa. Min kaerestes datter opfoerte sig nemmelig ogsaa saadan, og nogle gange saa foelte jeg bare som om at jeg var ond og at jeg skulle skride, men de to damer her kan jeg altsaa bare ikke give slip paa - isaer ikke min kaereste! Det er heller ikke som om at vores forhold er daarligt, for det er skam super, nogle onsdage foeler jeg mig bare lidt... trist?
Men igen, tusind tak. Jeg havde bare brug for at tale lidt, og hoere andre folks meninger.
Tusind tak!
Hvis DU har lyst til at snakke saa svar endelig og jeg kan give dig min mail.

....det var jeg sørme også LÆNGE efter, men idag er jeg kommet videre i mit liv. Det skal man jo - især når man har et barn, som er dybt afhængig af ens eksistens.
Vi kan godt skrive lidt sammen, hvis ikke det skaber problemer for dig i dit forhold (?). Ihvertfald vil jeg sætte stor pris på, at din kæreste kender til vores korrespondance. Jeg er ikke "ude med snøren", men vil gerne komme med nogle gode råd til jer begge - hvis det kan være til nogen gavn....
Med venlig hilsen -
og rigtig god weekend,
B.