Kæresteproblemer - jeg er helt nede!

Hej
Jeg har i 5 måneder været sammen med en fyr, og vi er kærester på 2. måned nu. Jeg elsker ham højere end noget andet, og vi er også meget sammen. Problemet er bare, at jeg holder så meget af ham, at jeg er begyndt at trække mig lidt væk fra ham igen i løbet af den sidste uge, fordi jeg er bange for, at han sårer mig - det ved jeg, han ikke kunne finde på, men efter min onkels død for lidt over et år siden, tør jeg ikke risikere noget, for jeg er stadig ikke kommet over det. Jeg har nemlig erfaret, at dem man holder allermest af, også er dem, der sårer dig mest i sidste ende. Samtidig er jeg blevet helt tavs ogved ikke, hvad jeg skal sige til ham, når vi er sammen.
Vi er i forbindelse med disse ting begyndt at skændes en del og være uvenner, fordi jeg opfører mig lidt koldt og fraværende overfor ham, og efter en uge hvor jeg har været lidt on/off overfor ham, fortalte jeg ham i dag om det, og han har i dag været virkelig grov i sine beskeder til mig. Han er selvfølgelig også såret og ked af det, og jeg forstår det godt pga. min opførset. Jeg har siddet og grædt i den sidste uge og været helt nede.
Jeg vil bare ikke såre ham, men det har jeg allerede gjort. Han har såret mig, selvom det var det, jeg ville undgå, da jeg trak mig væk.
Jeg har lige siden, jeg var lille haft problemer, når folk kom for tæt på mig, og nu efter min onkels død, har jeg fire gange skubbet nogle af de tætteste væk fra mig, dog har jeg i de andre tilfælde fået mig taget sammen og bevaret venskabet.
Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg er helt nede at skrabe bunden.
Kom endelig med hjælp og konklusioner.
Hilsen Pernille

Hej Pernille
Det er meget normalt, at man forsøger at beskytte sig selv mod at blive såret, når man har oplevet det tidligere. Nogle skal opleve meget andre lidt, før de forsøger at beskytte sig selv. Sådan er vi alle så forskellige.
Jeg ved ikke hvad du har sagt eller gjort over for din kæreste, som du følte var nødvendigt, for at beskytte dig selv, men har du tænkt på hvordan han måske har opfattet det, siden han reagerede så voldsomt? Måske tror han, at du finder undskyldninger for, langsomt at afslutte Jeres forhold? Måske var det en god ide, at fortælle ham, hvor meget du holder af ham, og at det altså er sådan du har det lige nu, og at det ikke skyldes ham.
Jeg tror det er ret vigtigt, at du ser dig selv som mere selvstændig. Som et individ der kan klare sig. Forudsætningen jf psykologien, for et godt parforhold, er at man deler ting samme. Det kan være alt fra oplevelser til andet. Men at man er et stærkt selvstændigt individ, der føler at det kan klare sig selv UNDERORDNET hvad der sker.
Naturligvis bliver man såret, hvis man mister sin partner eller andre, men hvis man gennem erfaring har lært, at man kommer op på hesten igen, og kommer vidre med sit liv, og at alt nok skal falde på plads med tiden. Så er man heller ikke bange for at kaste sig ud i nye ricikobetonede forhold.
For ligegyldigt hvad der sker, så ender vi alle en dag 7 meter under jorden. Jeg bryder mig ikke om eksistentialismen(som egentlig er egoisme), men lige på dette område, finder jeg den ganske fornuftig. "alenehed" er et grundvilkår for alle mennesker.
Husk HELT TYDELIGT at fortælle din kæreste, at det ikke er fordi du ønsker at afslutte forholdet.
Held og lykke, og skriv igen hvis du har andre/flere spørgsmål. 🙂
MVH
Megaprofilos

Hej Megaprofilis og tak for svaret :-)
Det, du nævner med, at han tror, jeg prøver at ende forholdet, er ganske rigtigt. Han har samtlige gange spurgt mig, om det er det, jeg vil, men jeg har hver gang prøvet at fortælle ham og gøre det klart for ham, at det er det ikke.
Ang. det med selvstændigheden er jeg lidt i tvivl om det. Jeg er blevet opdraget med at skulle være selvstændig, og det har en gang i mellem godt kunne være lidt hårdt, da jeg er den yngste i familien, og altid på det punkt skulle følge med min 5 år ældre storebror og min 3 år ældre storesøster. Jeg har altid skulle klare mig godt i skolen, selv stå op og passe mig selv, da mine forælder altid har arbejdet meget. Men er det en måde at "afreagere" af på nu, fordi jeg er blevet så tilbageholdende?
Problemet er vel egentligt, at jeg ikke er kommet ordentligt videre fra min onkels død. Jeg har aldrig oplevet noget tage så hårdt på mig, og jeg kan ikke forestille mig, hvornår jeg skulle få overskudet til det.
Hilsen Pernille

Hej Pernille
Glæder mig du kunne bruge det jeg skriver 🙂
Jeg tror du skal dele det her op i 2 dele.
Den ene handler om at sikre din nuværende tilværelse, og der skal du finde en måde, at gøre det HELT KLART for din kæreste, at du ikke ønsker at afslutte forholdet.
Den anden del handler om, at du skal arbejde med at forholde dig til tab, sorg, død, svigt, og lignende.
Det kan sagtens være en måde hvorved du tillader dig selv, at føle og mærke den verden du lever i. Altså at afreagere fra krav der er stillet til dig i en alt for tidlig alder. Det er netop ikke meningen at man skal opdrages til selvstændighed i en tidlig alder. Det er noget der kommer i alderen før man bliver voksen.
Når man er barn, så skal man have lov at være et barn. Man skal opleve disse ting, så som sorg, svigt, krise på sin egen måde. Som barn har man netop lov og tid til at være ked af det. Alt dette mister man, hvis der "indirekte" stilles krav til, at man skal være selvstændig i en alt for tidlig alder.
Nu kender jeg ikke dit forhold til din onkel, men da det er en bror til en af dine forældre, så kan det netop minde dig om, at du "kan" miste dine forældre, hvilket kan være en hård erkendelse at skulle indse.
Af hensyn til din situation, synes jeg du skal starte med at tale alvorligt med kæresten om at du altså ikke ønsker at afslutte forholdet.
Held og lykke, og skriv endelig igen, hvis du har spørgsmål, eller blot andre ting 🙂
MVH
Megaprofilos

Hej!!
Jeg synes, at du gjorde det helt rigtige, da du fortalte ham, hvad det er der er galt. Jeg kan godt forstå, at han er blevet forvirret - han havde en sød og dejlig kæreste, og så pludselig er hun fraværende og skubber ham væk. Jeg tror ikke, at man kan undgå at såre folk, men jeg tror man kan tage sine forholdsregler så man kan såre dem mindst muligt. Og jeg tror, at hvis du sætter din kæreste ned, og fortæller ham alt om hvordan du har det og hvorfor du har det sådan, så minimerer du chancen for at i begge to bliver mere såret. Så kan han også i det mindste forstå, hvorfor du gør som du gør, og at det ikke er noget han gør galt.
Jeg håber at I får en rigtig god snak 🙂

Jeg tror den '"reaktion" er helt normal - altså den med at man bliver bange for at blive såret, og derfor kan have svært ved at finde nye bekendtskaber, i al fald af den lidt dybere slags.
Jeg prøvede det første gang da jeg var 11 (19 år siden)... men værst var det nok da min kæreste gennem ti år og som jeg havde barn med, skred mere eller mindre på under 24 timer...
Jeg havde bygget et helt liv op om det forhold, men det skulle så kraftigt revurderes, og der gik næsten 2 år før jeg talte til nogen kvinder udover min egen mor. Der er STADIG kun 2-3 stykker af hunkøn som jeg stoler nok på, men det kommer så småt.

Der findes nok ikke noget værre end kærester der lyver - eller undlader at fortælle sandheden.
Hendes jeg havde i 10 år kendte jeg heldigvis godt nok til at jeg kunne se på hendes kropssprog hvis hun løj. Jeg spurgte hende helt enkelt om hun havde haft sex med andre end mig for nylig?
Og hun behøvede ikke engang at svare med ord før hun blev bedt om at skride...