Kærlighed eller tryghedsbehov?

Jeg plejede og være vildt jaloux på min fyr, jo dårliger vi havde det jo værre og bedre vi havde det jo værre...
Men er det ikke længere føler mig nærmeste ligeglad og alligevel ikke gider bare ikke bruge tid på det, det er ikke det vær..
Mit spørgsmål er om det er fordi jeg nu forveksler kærlighed med tryghed eller om jeg bare er sammen med ham for og få tiden til og gå..?
Kender mig selv og jeg er jaloux (meget, rigtigt meget)hvordan finder jeg ud af om jeg stadig elsker ham og bare har ændret mig eller om det bare er tryghed og jeg derfor er ligeglad???

Det med jalousi og kærlighed e svært. For hvis du generelt er jaloux anlagt, behøver det jo ikke nødvendigvis at betyde, at det er en målestol for hvor meget du elsker din kæreste.
Hvad føler du, når I er alene og du kigger ham dybt ind i øjnene? Tænder du stadig på ham? Kan du se jer sammen i fremtiden? Prøv at mærke efter... Det er mit bedste råd.
KH
Anse

Jeg kan kun svare udfra min egen erfaring.
Jeg var selv meget jaloux på min kæreste og endte med og gå til psykolog for ellers ødelagde det forholdet.
Efter 2 mdr hvor jeg havde gået til psykolog gik det utrolig godt når min kæreste gik til fester, m.m. jeg havde pludselig ikke den der frygt i mig, og jeg begyndte og blive nervøs for om ikke jeg elskede ham mere eller hvad der lige skete, hvordan kan en angst man har haft hele sit liv nærmest forsvinde, jeg spurgte min psykolog til råds, om jeg virkelig var blevet ligeglad eller om jeg stadig elskede ham, og bare stolede mere på ham.
Hun svarede at hun troede ikke på at jeg ikke elskede ham, hun troede mere på at jeg havde indset at jeg KUNNE stole på ham, og derfor var jeg ikke længere bange når han var til fester osv.
Jeg var lykkelig, og vi er stadig sammen den dag i dag.
Hvis du stadig savner ham, tænker på ham, og ikke vil undvære ham, tror jeg stadig du elsker ham, også tror jeg at din angst er forsvundet fordi at du har fundet ud af at han altså ikke løber nogen steder selvom du "skaber" dig =_ er jaloux. Jeg tror det er fordi at vi har indset at hvis de var sammen med andre kan vi alligevel ikke gøre noget ved det, også tror jeg også at det er fordi vi ved at fyrene er ligeglad og ikke løber skrigende bort når vi får de hersens "anfald" fordi de ved at de går over igen når de har beroliget os.
Jeg tror du skal være glad for at du har sluppet lidt af med det;)