Kærlighed er noget mærkeligt noget

Jeg husker som 15 årig, hvor hjertet var ved at pumpe ud af kroppen, jeg spiste ingenting og jeg skrev hans navn over alt..JEG VAR FORELSKET
Denne følelse havde jeg mange gange som teenager...
Nu er jeg 27 år, har været sammen med en fyr i snart 3 år...
Da jeg mødte ham, havde jeg ingen sommerfugle i maven, jeg spiste som jeg plejede...
Tænkte tit om jeg slet ikke var forelsket i ham...
Jeg gav det dog en chance, og er stadig sammen med ham idag. Og idag kan jeg bare sidde og stirrer på ham, og tænke "Hold da kæft, hvor jeg bare syntes han er dejlig"!
Jeg elsker ham virkelig...
Kærlighed kan udvikles....!!! Hvordan mødte i jeres mænd/koner?

dyrskue, hun var mor til alle smågrisene, så soen fulgte med i prisen.

Et vikariat jeg havde i halvanden uge.
Vi holdt kontakten i halvandet år, før det skete noget. Men så tog det ellers fart. I starten kunne jeg bare sidde og kigge på ham og tænke "jeg vil have HAM"
Det var ret vildt at have det sådan. Sommerfuglene var ikke ligeså skizofrene som de var da jeg var teenager, men de var der og jeg elsker ham virkelig meget i dag. Vi har været sammen i 2,5 år🙂

Det lyder faktisk slet ikke romantisk men det var det virkelig. Vi havde datet på nettet i mere end 4 måneder og var faktisk forelskede inden vi nogensinde havde mødt hinanden. Ja, det er svært at forstå at det kan lade sig gøre. Det var ikke let at realisere mødet for der var job, skole og penge til en flybillet i vejen.
Da vi endelig mødtes første gang i Kastrup lufthavn, havde vi været helt afklarede med, at vi måske ikke kunne sammen i virkeligheden, men det var helt sikkert kærlighed ved første blik da han kom gående imod mig. Vi levede begge to fuldstændigt op til hinandens forventninger, på både godt og ondt.
Jeg har stadig sommerfugle i maven inden jeg skal se ham (da vi stadig bor i hvert sit land) og bliver helt høj ved tanken om at få bare et kys. Nej, jeg er vel ikke forelsket på samme måde som da jeg var teenager, men heldigvis for det. Det var jo en sygdom. Jeg kan græde af glæde over hvor meget jeg elsker ham og hvor heldig jeg er at have ham.

Jeg så min mand første gang, da jeg var 15 år til et familiemedlems konfirmation og jeg kunne ikke få ham ud af hovedet efter...
Anden gang jeg så ham var igen til selv samme families fest og der var jeg 17 år. Det skal lige siges, at jeg ved begge gange havde så store sommerfugle i maven, at jeg knap nok kunne stå op og trække vejret ordentligt.
Vi begyndte at være sammen og derefter fik jeg sommerfulge i maven hver eneste gang vi skulle mødes eller vi så hinanden. Vi flyttede sammen efter ½ år og jeg fik fortsat kriller i maven de første 3-4 år hver gang vi skulle mødes et sted eller når vi så hinanden (ikke bare sådan over middagsbordet, men når han eller jeg trådte ind af døren).
Nu, efter vi er blevet gift og har været sammen i snart 8 år, så kan jeg også bare sidde og stirre på ham og synes, at han bare er så dejlig og total lækker. Kriller i maven får jeg nu kun, hvis vi skal mødes et offentligt sted. Bare synet af ham langt væk giver mig sommerfugle i maven. Tænk at han, midt mellem en masse mennesker, kan se på mig og kun mig. Og ikke bare se på mig, men virkelig se på mig, så jeg næsten kan mærke ham helt tæt på :)
Så ja... kærlighed er noget mærkeligt noget... :)