Kærlighedsnovelle
Glasskoene der ikke eksisterede
Hun kiggede på hans fredfyldte ansigt som han lå der og sov. I så lang tid havde hun nægtet over for sig selv at elske ham men det var en løgn. Hvordan kunne hun ikke elske ham?
Alle de føler som hun ville ønske hun ikke var i stand til at føle fik nu hendes hjerte til at brænde. Hvordan skulle det være muligt for hende at blive i denne her spændende og fantastiske verden de havde skabt sammen? Hun havde fløjet så højt de sidste par timer. På et tidspunkt ville hun være udmattet og tabe højde. Til sidst ville det være uundgåeligt at falde. Der var så langt at falde.
Hendes tøj lå spredt hen over gulvet hvor han havde lagt det. Stille for ikke at vække ham begyndte hun at samle det sammen. For hvert stykke tøj hun samlede sammen stak det i hendes hjerte. Det var som en pinefuld nedtælling til en afsked der i hendes øjne ikke kunne undgås. Hun vidste at når hun gik i gennem døren ville hun forlade denne smukke verden for altid. Mindet om det måtte slettes og hun måtte aldrig skabe et nyt.
Hans smukke ansigt bar stadig det smil han var faldet i søvn med. Elskede han hende virkelig? Måske mente han at han gjorde. En illusion. Hun var en illusion. Det vidste hun. Værst af alt var at hvis hun blev, så ville han også vide det. Andre før ham havde set det. Skulle hun blive og vente på han så det, for at han så derefter ville kunne knuse hende en gang for alle? Nej. Hun kunne ikke. Brændt barn skyr ild. Hendes indre var blevet brændt så mange gange at hun da måtte være forkullet nu. Hvad kunne han bruge en forkullet illusion til? Intet.
Ude af vinduet så hun solen rejse sig. Den skyndte på hende. Mindede hende om at hun ikke var askepot og at der aldrig ville eksistere en glassko. Hun ville forsvinde i denne tidlige morgenstund sammen med al verdens glæde og latter.
Hun aflagde tusinde løfter til sig selv om aldrig at udsætte sig for noget lignende igen. Lærte hun da aldrig af sine fejl!
På badeværelset ordnede hun sit uglede hår og rettede sin udtværede makeup. Med en serviet fjernede hun sine tårer og med lidt vilje fremmanede hun et smil.
Hun gik ind til ham igen for at se hans ansigt en sidste gang. Hun indprentede det i sin hukommelse selvom hun vidste hun derefter måtte glemme det. Solen stråler ramte ham og understrege hans skønhed. Ikke et sekund var hun i tvivl om at han fortjente bedre. Meget bedre. En som ikke var forbrændt. En der ikke gik rundt med indvendige bandager. En som var hel. Hun vidste det og alligevel fandt hun det uoverkommeligt at rejse sig op og gå.
Hun sank den klump hun havde i halsen og tog sig sammen. Hun ville rejse sig men mærkede en hånd i hendes. Han smilte kærligt til hende og hev hende ned ved hans side. De stærke arme omfavnede hendes hjerte. En chance viste sig for hende. En chance for måske en dag at kunne tage bandagerne af uden at forbløde.
Jeg har selv skrevet denne novelle og vil rigtig gerne have noget konstruktivt feedback på den. :)
Hun kiggede på hans fredfyldte ansigt som han lå der og sov. I så lang tid havde hun nægtet over for sig selv at elske ham men det var en løgn. Hvordan kunne hun ikke elske ham?
Alle de føler som hun ville ønske hun ikke var i stand til at føle fik nu hendes hjerte til at brænde. Hvordan skulle det være muligt for hende at blive i denne her spændende og fantastiske verden de havde skabt sammen? Hun havde fløjet så højt de sidste par timer. På et tidspunkt ville hun være udmattet og tabe højde. Til sidst ville det være uundgåeligt at falde. Der var så langt at falde.
Hendes tøj lå spredt hen over gulvet hvor han havde lagt det. Stille for ikke at vække ham begyndte hun at samle det sammen. For hvert stykke tøj hun samlede sammen stak det i hendes hjerte. Det var som en pinefuld nedtælling til en afsked der i hendes øjne ikke kunne undgås. Hun vidste at når hun gik i gennem døren ville hun forlade denne smukke verden for altid. Mindet om det måtte slettes og hun måtte aldrig skabe et nyt.
Hans smukke ansigt bar stadig det smil han var faldet i søvn med. Elskede han hende virkelig? Måske mente han at han gjorde. En illusion. Hun var en illusion. Det vidste hun. Værst af alt var at hvis hun blev, så ville han også vide det. Andre før ham havde set det. Skulle hun blive og vente på han så det, for at han så derefter ville kunne knuse hende en gang for alle? Nej. Hun kunne ikke. Brændt barn skyr ild. Hendes indre var blevet brændt så mange gange at hun da måtte være forkullet nu. Hvad kunne han bruge en forkullet illusion til? Intet.
Ude af vinduet så hun solen rejse sig. Den skyndte på hende. Mindede hende om at hun ikke var askepot og at der aldrig ville eksistere en glassko. Hun ville forsvinde i denne tidlige morgenstund sammen med al verdens glæde og latter.
Hun aflagde tusinde løfter til sig selv om aldrig at udsætte sig for noget lignende igen. Lærte hun da aldrig af sine fejl!
På badeværelset ordnede hun sit uglede hår og rettede sin udtværede makeup. Med en serviet fjernede hun sine tårer og med lidt vilje fremmanede hun et smil.
Hun gik ind til ham igen for at se hans ansigt en sidste gang. Hun indprentede det i sin hukommelse selvom hun vidste hun derefter måtte glemme det. Solen stråler ramte ham og understrege hans skønhed. Ikke et sekund var hun i tvivl om at han fortjente bedre. Meget bedre. En som ikke var forbrændt. En der ikke gik rundt med indvendige bandager. En som var hel. Hun vidste det og alligevel fandt hun det uoverkommeligt at rejse sig op og gå.
Hun sank den klump hun havde i halsen og tog sig sammen. Hun ville rejse sig men mærkede en hånd i hendes. Han smilte kærligt til hende og hev hende ned ved hans side. De stærke arme omfavnede hendes hjerte. En chance viste sig for hende. En chance for måske en dag at kunne tage bandagerne af uden at forbløde.
Jeg har selv skrevet denne novelle og vil rigtig gerne have noget konstruktivt feedback på den. :)