Landet burde være i oprør
Det er de seneste måneder lykkedes landets toppolitikere at lægge låg på en af de vigtigste diskussioner i nyere tid - nemlig det, der kunne have været en folkelig debat om loven om offentlighed i forvaltningen, der lægger hidtil usete redskaber til mørklægning og hemmeligholdelse af politiske beslutninger i hænderne på den siddende regering.
I lovens helt centrale del afskæres offentligheden - Folketing, presse, befolkning - fremover fra at se rundt om magtens hjørner, komme ind bag centralforvaltningens lukkede døre og - ikke mindst - se ministrene og deres beslutninger efter i kortene.
At det ellers har været ganske nødvendigt i vores demokrati med denne åbenhed er uden for enhver diskussion. Gennem de seneste årtier, under statsministrene Nyrup, Fogh, Løkke og nu Thorning, kan journalister og forskere identificere så mange 'skandalesager', at blot en nødtørftig beskrivelse af dem ville fylde et digert flerbindsværk.
De mange 'skandaler' gennem årene kan inddeles i fire kategorier, der alle - soleklart - havde fuld ret til at komme til offentlighedens kendskab:
1) Bevidste brud på regler og gældende ret.
2) Forsøg på omgåelse af regler og gældende ret.
3) Manipulation af beslutningsprocesser.
4) Fejl og sjusk i forvaltning og embedsførelse.
I en femte kategori finder man alle centralforvaltningens mindre og mildere 'fadæser' - det er jo menneskeligt at lave fejl - men som det ikke desto mindre også kan være af vital betydning at få kendskab til, inden de udvikler sig til det værre eller knæsætter nye og dunkle standarder til skade for demokratiet.
Et meget stort antal af de nævnte fire hovedformer for magtfordrejning er kommet til danskernes kendskab via pressen, ofte med hjælp fra den siddende opposition og et Folketing, der sammen med journalisterne kunne bore i muligt betændte områder.
Det er slut nu.
Pressens hovedværktøj i disse sager var adgangen til aktindsigt i de mest afgørende beslutningsprocesser - i dokumenter, notitser, mødereferater osv., ofte udvekslet mellem ministerier og underliggende instanser - som medierne ifølge den gamle offentlighedslov havde ret til at få.
Det er dette værktøj, der nu tages ud af hænderne på offentligheden med en lov, der undtager udveksling af dokumenter i sager, som en minister enten er eller kan tænkes at blive interesseret/impliceret i.
At magtens udøvere i de sidste 30 år har produceret en lang række pinagtige sager inden for de ovennævnte kategorier, synes vi i sig selv dokumenterer behovet for en endog meget stærk offentlighedslov.
Antallet af sager er ikke ligefrem blevet mindre i markedsdemokratiets og spindoktorernes æra, hvor kampen for overtagelse og bevarelse af magt og privilegier tilsyneladende kan slå skærver i moralen hos selv de mest velmenende politikere.
Vore folkevalgte er ikke i det daglige hverken grummere og ondere end os andre, men de agerer i et benhårdt spil, hvor alle kneb lidt for ofte gælder. De kneb skal kunne afsløres. Ellers har vi ikke længere - som danskere - en chance for at 'straffe' misbrug af magten.
Desværre er det måske den samme kendsgerning - nemlig at de øverste magthavere og beslutningstagere lidt for ofte fristes til at fordreje magten - der har udløst behovet for et nyt effektivt mørklægningsredskab.
Det er nøjagtig de partier - med de toppolitikere i spidsen, som enten sidder eller snart kan sidde i regering - der nu gennemfører 'lov om mørklægning', som man med sindsro kan kalde den.
I Offentlighedskommissionen blev de assisteret af de samme ministeriers topembedsmænd, som udvirkede et snævert flertal for den demokratiske katastrofe, vi nu står over for.
Det er betegnende, at dette smalle felt af magtfulde toppolitikere og topembedsfolk netop er dem, der eksponeres, når skandalerne ruller.
Nogle gange, fordi de blot sidder med det øverste ansvar for fadæserne, andre gange, fordi de netop har haft magten til at igangsætte vildledningen af vælgerne.
Selve loven blev meget betegnende for dens indhold forhandlet på plads bag absolut lukkede døre, og det siger noget om rækkevidden af politikernes mørketrang, at oppositionens topfolk i V og K for en stund er villige til at give Thorningregeringen dette værktøj i hånden, alene fordi de selv forventer at komme til magten ganske snart.
Landet burde være i oprør over en lov, der med absolut sikkerhed får skræmmende skadevirkninger i årtier fremover, indtil et mere demokratisk flertal måske engang laver den om.
At de politiske bagkæder i partier som SF og de radikale accepterer tavsheden og lader et så ødelæggende angreb på befolkningens ret til åbenhed og demokratisk indsigt passere uantastet, er for os komplet uforståeligt.
Nogen bliver nødt til at sige fra. Det er ikke for sent. Men det bliver det alt for snart.
Kilde: LARS RUGAARD OG ERIK VALEUR
I lovens helt centrale del afskæres offentligheden - Folketing, presse, befolkning - fremover fra at se rundt om magtens hjørner, komme ind bag centralforvaltningens lukkede døre og - ikke mindst - se ministrene og deres beslutninger efter i kortene.
At det ellers har været ganske nødvendigt i vores demokrati med denne åbenhed er uden for enhver diskussion. Gennem de seneste årtier, under statsministrene Nyrup, Fogh, Løkke og nu Thorning, kan journalister og forskere identificere så mange 'skandalesager', at blot en nødtørftig beskrivelse af dem ville fylde et digert flerbindsværk.
De mange 'skandaler' gennem årene kan inddeles i fire kategorier, der alle - soleklart - havde fuld ret til at komme til offentlighedens kendskab:
1) Bevidste brud på regler og gældende ret.
2) Forsøg på omgåelse af regler og gældende ret.
3) Manipulation af beslutningsprocesser.
4) Fejl og sjusk i forvaltning og embedsførelse.
I en femte kategori finder man alle centralforvaltningens mindre og mildere 'fadæser' - det er jo menneskeligt at lave fejl - men som det ikke desto mindre også kan være af vital betydning at få kendskab til, inden de udvikler sig til det værre eller knæsætter nye og dunkle standarder til skade for demokratiet.
Et meget stort antal af de nævnte fire hovedformer for magtfordrejning er kommet til danskernes kendskab via pressen, ofte med hjælp fra den siddende opposition og et Folketing, der sammen med journalisterne kunne bore i muligt betændte områder.
Det er slut nu.
Pressens hovedværktøj i disse sager var adgangen til aktindsigt i de mest afgørende beslutningsprocesser - i dokumenter, notitser, mødereferater osv., ofte udvekslet mellem ministerier og underliggende instanser - som medierne ifølge den gamle offentlighedslov havde ret til at få.
Det er dette værktøj, der nu tages ud af hænderne på offentligheden med en lov, der undtager udveksling af dokumenter i sager, som en minister enten er eller kan tænkes at blive interesseret/impliceret i.
At magtens udøvere i de sidste 30 år har produceret en lang række pinagtige sager inden for de ovennævnte kategorier, synes vi i sig selv dokumenterer behovet for en endog meget stærk offentlighedslov.
Antallet af sager er ikke ligefrem blevet mindre i markedsdemokratiets og spindoktorernes æra, hvor kampen for overtagelse og bevarelse af magt og privilegier tilsyneladende kan slå skærver i moralen hos selv de mest velmenende politikere.
Vore folkevalgte er ikke i det daglige hverken grummere og ondere end os andre, men de agerer i et benhårdt spil, hvor alle kneb lidt for ofte gælder. De kneb skal kunne afsløres. Ellers har vi ikke længere - som danskere - en chance for at 'straffe' misbrug af magten.
Desværre er det måske den samme kendsgerning - nemlig at de øverste magthavere og beslutningstagere lidt for ofte fristes til at fordreje magten - der har udløst behovet for et nyt effektivt mørklægningsredskab.
Det er nøjagtig de partier - med de toppolitikere i spidsen, som enten sidder eller snart kan sidde i regering - der nu gennemfører 'lov om mørklægning', som man med sindsro kan kalde den.
I Offentlighedskommissionen blev de assisteret af de samme ministeriers topembedsmænd, som udvirkede et snævert flertal for den demokratiske katastrofe, vi nu står over for.
Det er betegnende, at dette smalle felt af magtfulde toppolitikere og topembedsfolk netop er dem, der eksponeres, når skandalerne ruller.
Nogle gange, fordi de blot sidder med det øverste ansvar for fadæserne, andre gange, fordi de netop har haft magten til at igangsætte vildledningen af vælgerne.
Selve loven blev meget betegnende for dens indhold forhandlet på plads bag absolut lukkede døre, og det siger noget om rækkevidden af politikernes mørketrang, at oppositionens topfolk i V og K for en stund er villige til at give Thorningregeringen dette værktøj i hånden, alene fordi de selv forventer at komme til magten ganske snart.
Landet burde være i oprør over en lov, der med absolut sikkerhed får skræmmende skadevirkninger i årtier fremover, indtil et mere demokratisk flertal måske engang laver den om.
At de politiske bagkæder i partier som SF og de radikale accepterer tavsheden og lader et så ødelæggende angreb på befolkningens ret til åbenhed og demokratisk indsigt passere uantastet, er for os komplet uforståeligt.
Nogen bliver nødt til at sige fra. Det er ikke for sent. Men det bliver det alt for snart.
Kilde: LARS RUGAARD OG ERIK VALEUR