Los Krimbos 5
Overkriminalkommisær Lauridsen stak hovedet ind til krim-praktikanten Veronika Mortensen, som var den eneste tilbageværende på fælleskontoret: ”Der er kommet en Martin Rumholt fra rejseholdet, som skal se på sagen fra Rold Skov. Kan du ikke få bragt ham på omgangshøjde? Vi andre må til Løgstør straks. Der er fundet noget mystisk på havnebunden. Benyt overheaden, der skulle ligge al materialet.”
”Det skal jeg nok,” svarede Veronika og gik ud på gangen, hvor en civilklædt herre sad og ventede på en bænk: ”Martin Rumholt?”
”Ja, det er mig,” svarede han og fulgte med til auditoriet.
Veronika fik tændt op og tog en pegepind: ”Her er findestedet inde i skovbunden. 238 meter fra nærmeste sti. Vi har søgt og søgt, men ikke fundet et eneste fodspor. Afdøde bar et par ruskindssko med en meget karakteristisk sål, så selvom jorden var hård efter flere ugers tørke, så burde der havde været afsat spor, hvis han selv havde slæbt sig dertil.
Vedkommende, der så angiveligt har anbragt ham der, har så enten fjernet aftrykkene efterfølgende på samme vej tilbage, eller haft nogle sko med flad sål på. Hvilket kan være tilfældigt eller vel tilrettelagt. Han - vi antager det er en af hankøn, for den myrdede, Mads Bo Pramming, vejene omkring 90 kilo - har ikke blevet slæbt liget dertil. Trods disse omhyggelige manglende spor, så har gerningsmanden næppe kalkuleret med, at liget skulle findes så hurtigt.”
Martin lyttede intenst med på informationerne, om end hendes figur distraherede hans koncentration en del. Bag den tynde bluse og bh’en vuggede hendes bryster lystigt i takt til hendes svingen med pegepinden: ”Okay.”
Hun fik sat ham ind i endnu flere detaljer og sluttede af med: ”Som du ser, har vi absolut intet konkret at gå efter. Måske er det en, der har overrasket ham i et indbrud, og det har udartet sig til et slagsmål med en uheldig udgang.”
”Hmm ... ja det kan man selvfølgelig ikke udelukke, selvom det betyder, at der først er sket noget uoverlagt og dernæst en bevidst handling, som er timet og tilrettelagt. Godt, jeg har noget at arbejde med. Men først kunne jeg godt tænke mig et brusebad. Det var en rigtig varm køretur herover.”
”Ikke nogen dårlig ide. Vi har et fællesbad herude i den anden ende af bygningen,” forklarede hun og viste ham vej.
Martin trådte ind i omklædningsfaciliteterne: ”Fornemt. Jamen så tror jeg, at jeg klarer mig selv lidt.”
Veronika kiggede på sit ur: ”Der er kun 5 minutter til fyraften, så det er helt fint.” Hun skyndte sig tilbage på kontoret og fik lukket ned for pc’en og ryddet skrivebordet.
Præcis på klokkeslættet travede hun rask tilbage til omklædningsrummet, hvor vandet heldigvis stadigvæk rendte. Hun fik alt tøjet af og vadede ud i baderummet, hvor en forbløffet Martin hilste hende velkommen med et smil: ”Du er da vist gået ind i det forkerte vaskerum?”
”Nej. Det er jo en gammel station det her, så der er kun det samme. Og da jeg stadig er den eneste kvinde, er der ikke blevet bevilget et sådant udelukkende for mit vedkommende.”
”Men du vidste jo, at jeg var her,” svarede han og kæmpede med at holde dilleren i ro.
”Jovist,” forklarede hun og stillede sig ind under bruseren overfor og åbnede for vandet: ”Jeg bader tit med mine kollegaer. Det rører hverken dem eller mig. Det er vel heller ikke noget problem for dig?”
”Øh næh,” svarede han, men synet af hendes lækre numse kunne alligevel ikke holde ham seksuel neutral længere.
Da hun lidt efter drejede omkring, måtte han gøre det samme, for at skjule sin forlegenhed.
Men nu var det så hendes tur til at blevet bjergtaget af en lækker røv. Efter at være kommet tilbage til koncepterne, sagde hun: ”Hvad er det for noget sort noget, der sidder på din lænd?”
”Hvad!” svarede han og forsøgte at tørre det af, uden at få fat i noget.
Veronika gik over og gnubbede med sin svamp: ”Sådan, nu er det væk.”
”Tak,” svarede han og lod albuen støde bagud, så den berørte hendes bare bryst: ”Var det ikke noget fup, at der sad noget sort på min lænd?”
”Nej,” svarede hun og stak den om foran hans ansigt: ”Se selv.”
”Nå ja okay. Mærkelig hvor det stads er kommet fra,” forundredes han og mærkede nu hendes krop helt tæt ind til sig bagfra: ”Nå, jeg må vist hellere komme ud i byen og se, om jeg kan finde et hotelværelse.”
”Det kan jeg sikkert godt hjælpe med. Jeg boede selv et stykke tid på Hotel Års, inden jeg fandt mit eget her i byen,” oplyste hun, lod svampen falde på gulvet og lod hånden glide ned af hans mave, til den stødte på en forhindring.
Martin drejede nu omkring, gik lidt ned i knæ, så penisen kunne komme op i hendes skede: ”Nu er der vel ikke nogen af dine kollegaer som kommer herud?”
”Nej de, som er tilbage, er taget til Løgstør. Herefter har vi weekendlukket.”
”Så er der frit spil for tyveknægtene,” svarede han lystigt, greb fat i hendes armhuler og løftede hende op og ned.
”Ikke helt. Så kommer de blot kørende fra Aalborg, Viborg og Hobro. Åh, ah, åh, aaaah ....”
”Det skal jeg nok,” svarede Veronika og gik ud på gangen, hvor en civilklædt herre sad og ventede på en bænk: ”Martin Rumholt?”
”Ja, det er mig,” svarede han og fulgte med til auditoriet.
Veronika fik tændt op og tog en pegepind: ”Her er findestedet inde i skovbunden. 238 meter fra nærmeste sti. Vi har søgt og søgt, men ikke fundet et eneste fodspor. Afdøde bar et par ruskindssko med en meget karakteristisk sål, så selvom jorden var hård efter flere ugers tørke, så burde der havde været afsat spor, hvis han selv havde slæbt sig dertil.
Vedkommende, der så angiveligt har anbragt ham der, har så enten fjernet aftrykkene efterfølgende på samme vej tilbage, eller haft nogle sko med flad sål på. Hvilket kan være tilfældigt eller vel tilrettelagt. Han - vi antager det er en af hankøn, for den myrdede, Mads Bo Pramming, vejene omkring 90 kilo - har ikke blevet slæbt liget dertil. Trods disse omhyggelige manglende spor, så har gerningsmanden næppe kalkuleret med, at liget skulle findes så hurtigt.”
Martin lyttede intenst med på informationerne, om end hendes figur distraherede hans koncentration en del. Bag den tynde bluse og bh’en vuggede hendes bryster lystigt i takt til hendes svingen med pegepinden: ”Okay.”
Hun fik sat ham ind i endnu flere detaljer og sluttede af med: ”Som du ser, har vi absolut intet konkret at gå efter. Måske er det en, der har overrasket ham i et indbrud, og det har udartet sig til et slagsmål med en uheldig udgang.”
”Hmm ... ja det kan man selvfølgelig ikke udelukke, selvom det betyder, at der først er sket noget uoverlagt og dernæst en bevidst handling, som er timet og tilrettelagt. Godt, jeg har noget at arbejde med. Men først kunne jeg godt tænke mig et brusebad. Det var en rigtig varm køretur herover.”
”Ikke nogen dårlig ide. Vi har et fællesbad herude i den anden ende af bygningen,” forklarede hun og viste ham vej.
Martin trådte ind i omklædningsfaciliteterne: ”Fornemt. Jamen så tror jeg, at jeg klarer mig selv lidt.”
Veronika kiggede på sit ur: ”Der er kun 5 minutter til fyraften, så det er helt fint.” Hun skyndte sig tilbage på kontoret og fik lukket ned for pc’en og ryddet skrivebordet.
Præcis på klokkeslættet travede hun rask tilbage til omklædningsrummet, hvor vandet heldigvis stadigvæk rendte. Hun fik alt tøjet af og vadede ud i baderummet, hvor en forbløffet Martin hilste hende velkommen med et smil: ”Du er da vist gået ind i det forkerte vaskerum?”
”Nej. Det er jo en gammel station det her, så der er kun det samme. Og da jeg stadig er den eneste kvinde, er der ikke blevet bevilget et sådant udelukkende for mit vedkommende.”
”Men du vidste jo, at jeg var her,” svarede han og kæmpede med at holde dilleren i ro.
”Jovist,” forklarede hun og stillede sig ind under bruseren overfor og åbnede for vandet: ”Jeg bader tit med mine kollegaer. Det rører hverken dem eller mig. Det er vel heller ikke noget problem for dig?”
”Øh næh,” svarede han, men synet af hendes lækre numse kunne alligevel ikke holde ham seksuel neutral længere.
Da hun lidt efter drejede omkring, måtte han gøre det samme, for at skjule sin forlegenhed.
Men nu var det så hendes tur til at blevet bjergtaget af en lækker røv. Efter at være kommet tilbage til koncepterne, sagde hun: ”Hvad er det for noget sort noget, der sidder på din lænd?”
”Hvad!” svarede han og forsøgte at tørre det af, uden at få fat i noget.
Veronika gik over og gnubbede med sin svamp: ”Sådan, nu er det væk.”
”Tak,” svarede han og lod albuen støde bagud, så den berørte hendes bare bryst: ”Var det ikke noget fup, at der sad noget sort på min lænd?”
”Nej,” svarede hun og stak den om foran hans ansigt: ”Se selv.”
”Nå ja okay. Mærkelig hvor det stads er kommet fra,” forundredes han og mærkede nu hendes krop helt tæt ind til sig bagfra: ”Nå, jeg må vist hellere komme ud i byen og se, om jeg kan finde et hotelværelse.”
”Det kan jeg sikkert godt hjælpe med. Jeg boede selv et stykke tid på Hotel Års, inden jeg fandt mit eget her i byen,” oplyste hun, lod svampen falde på gulvet og lod hånden glide ned af hans mave, til den stødte på en forhindring.
Martin drejede nu omkring, gik lidt ned i knæ, så penisen kunne komme op i hendes skede: ”Nu er der vel ikke nogen af dine kollegaer som kommer herud?”
”Nej de, som er tilbage, er taget til Løgstør. Herefter har vi weekendlukket.”
”Så er der frit spil for tyveknægtene,” svarede han lystigt, greb fat i hendes armhuler og løftede hende op og ned.
”Ikke helt. Så kommer de blot kørende fra Aalborg, Viborg og Hobro. Åh, ah, åh, aaaah ....”