Demens - Hvordan?

Mens jeg arbejder, lytter jeg til TV2 radio (der har fået nyt nick😃). De har et tema om demens.
Nu skal jeg nok lade være med at skrive, at jeg har glemt indholdet😉
Men jeg kunne godt tænke mig at vide. Har du været ude for demens - selv eller i din omgangskreds? Og hvordan påvirker det omgivelserne / familien?
MVH
GL

Har du set Sommer på DR1 søndag aften? Jesper Langberg spiller en pensioneret læge, som er kommet i en sådan situation. Måske det kan give dig nogle inputs.

Min far blev altså dement de sidste par år af sit liv. Han led i forvejen af sukkersyge og gik til dialysebehandling tre gange om ugen, fik så en hjerneblødning, siden en til og var slet ikke mere sig selv.
Min mor passede ham med hjælp fra hjemmeplejen og fra en af mine brødre, som stadig boede hjemme. Han fik en hospitalsseng, da han dårligt kunne gå mere. En dag faldt han og skældte så min bror ud, fordi han "havde slået ham ned". Han kunne ikke altid finde døren, men prøvede at gå ud gennem væggen, og når drengene sagde, at han ikke kunne gå ud der, havde han "gjort det tusind gange før". Sommetider slog han min mor,mens hun sov, fordi hun ikke ville ringe efter hans forældre - de var døde - også en grund til, at han fik hospitalssengen, så hun kunne sove alene.
Til sidst måtte han mades, kunne ikke selv komme af med afføring, men måtte hjælpes, kunne ikke længere kende familiemedlemmer, fx mig, som han ikke så hver dag. Min mor kunne aflevere ham på plejehjemmet, så hun kunne få en dags aflastning, og kunne selvfølgelig også have fået ham på plejehjem, men ville ikke. Når han var der, sad han nemlig hele dagen lang og råbte hendes navn, og hvem kan bære det? Min mor kunne ikke. Til gengæld kunne hun heller ikke klare at passe manden og begyndte at drikke lidt rigeligt, så hun var tit ret sløret, når man ringede. Hvis der er noget, jeg fortryder, er det at jeg ikke fik hjulpet hende mere, jeg var selv ung pige dengang. Men det hus fyldt med sygdom, hvor ingen af forældrene var til at tale med, det kunne jeg bare ikke orke. Jeg har den største respekt for, at hun gennemførte at passe min far, indtil han døde, og for min bror, der fik hende på antabus, så hun i dag er helt sig selv igen.
Og helt ærligt - vi holdt af vores far og savner ham stadig, som han var i sine unge dage. Men vi følte også stor lettelse på begge vores forældres vegne, da han døde. [s]

der flere former for demens..Der er den som mange alkoholikere rammes af, så er den som jævnligt opstår efter blodpropper/hjerneblødning og den tredie som rammer et rask menneske, som regel i en rimelig tidlig alder..
Men uanset hvilken en form demens, rammes familien meget hårdt.
Tit isolere familien sig, da det er stort arbejde for den raske part, selv med hjemmehjælp, ligger der stadig et stort ansvar for at få dagligdagen til at køre..
Og familie og venner, glider også stille i baggrunden, når først hospitalsseng, lift og pottestol holder sit indtog..
Alt i alt en uhyggelig sygdom, som videnskaben desværre ikke magter at gøre noget ved..endnu

Det kan jeg altså ikke huske
🙂[s]

Ja, jeg har set lidt af den. (Faktisk medvirker jeg også i den, men det giver ikke noget billede af indholdet.)
Jeg ved bare ikke, om filmen forsøger at være socialrealistisk, eller hvor meget kunstnerisk frihed der ligger i skildringerne
MVH
GL

Tak for den gribende beretning om forholdene i dine forældres hjem.
Jeg hørte i radioudsendelsen, at det føltes som om personen langsomt forsvandt - altså personligheden - og blev til noget andet. Jeg kan læse, at det også er noget i den retning, du har oplevet.
MVH
GL

Det var nyt for mig, at der er flere typer demens. Men uanset hvad, er konsekvenserne uhyggelige og de må da slide en familie op.
MVH
GL

Min mor blev også dement. Hun blev agressiv og måtte tvangsindlægges, og senere på et plejehjem for demenete. Hun døde for en måned siden.

Kondolerer. Det var dog en barsk afsked ...
MVH
GL

flere typer demens, har en læge på Slagelse sygehus fortalt mig, mens min mor var indlagt, med en alkoholdemens..
Jeg kender til alle 3 former for demens, og ved hvor hårdt det er for familien..De kæmper og kæmper for at holde sig oven vande og mange gange når den syge går bort, tager de sig selv i at ånde lettet op, mens de kæmper med dårlig samvittighed, for sådan må de jo ikke "føle"..

Det må være urimeligt hårdt for de pårørende at se den samme krop, hvor personen forvandles til ukendelighed.
Og at lettelsen er et tabu genkender jeg fra da min mor døde. Dengang var jeg 17 (pudsigt nok ca ½ år før billedet på min profil blev taget).
MVH
GL