Love der fremhæver barmhjertighed
Var Moseloven en samling usmidige og ubarmhjertige love? Langtfra! Kong David blev inspireret til at skrive: "Jehovas lov er fuldkommen." (Salme 19:7) Han vidste at Moseloven sikrede en retfærdig og barmhjertig behandling. Hvordan gjorde han det?
I nogle lande virker det som om retssystemet tager større hensyn til lovovertræderen end til ofrene for forbrydelsen. Indbrudstyve må måske tilbringe en tid i fængsel, men de bestjålne må stadig undvære de stjålne ting samtidig med at de betaler skatter og afgifter som er med til at give de indsatte mad og husly. I fortidens Israel var der ikke fængsler som vi kender dem i dag. Der var bestemte regler for hvor hård en straf måtte være. (5 Mosebog 25:1-3) En tyv skulle erstatte det han havde stjålet, og desuden betale et tillæg. Hvor meget var det? Det kunne variere. Dommerne kunne øjensynlig tage hensyn til flere faktorer, for eksempel synderens anger. Det kan være forklaringen på at den erstatning der anføres i Tredie Mosebog 6:1-7, er langt mindre end den der anføres i Anden Mosebog 22:7.
Moseloven anerkendte barmhjertigt at ikke alle overtrædelser begås med vilje. Når en mand for eksempel ved et ulykkestilfælde blev årsag til en andens død, skulle der ikke betales sjæl for sjæl hvis han, som loven foreskrev, flygtede til en af tilflugtsbyerne i Israel. Efter at dommerne i byen havde undersøgt sagen, skulle han blive dér indtil ypperstepræstens død. Derefter kunne han selv bestemme hvor han ville bo. På den måde kom Guds barmhjertighed ham til gode, og samtidig understregede denne lov respekten for og værdien af menneskeliv.
(4 Mosebog 15:30-31; 35:12-25)
Moseloven beskyttede også den private ejendomsret. Den beskyttede for eksempel dem der havde pådraget sig gæld. Det var ifølge loven forbudt at gå ind i en skyldners hus for at tage løsøre i pant for et lån. Kreditoren måtte blive stående udenfor og lade skyldneren selv bringe pantet ud til ham. Dette beskyttede boligens ukrænkelighed. Hvis en kreditor tog en skyldners yderklædning som pant, skulle han levere den tilbage om aftenen fordi skyldneren sikkert skulle benytte den til at svøbe sig ind i om natten. Igen et vidnesbyrd om at Guds lov fremhæver barmhjertighed. (5 Mosebog 24:10-14)
Selv for krigsførelse var der særlige bestemmelser i Moseloven. Guds folk måtte ikke føre krig for at tilfredsstille et begær efter MAGT eller efter AT GØRE EROBRINGER. Israelitterne skulle føre 'Jehovas krige' og handle på hans vegne. (4 Mosebog 21:14) I mange tilfælde skulle de først give den by de ville angribe, tilbud om at overgive sig. Hvis den afslog tilbuddet, kunne de belejre den - men efter de regler Gud havde fastsat. Til forskel fra andre soldater måtte soldater i Israels hær ikke voldtage kvinder eller dræbe hensynsløst. De skulle endda tage hensyn til miljøet ved ikke at fælde fjendens frugttræer. Andre hære var ikke underlagt sådanne bestemmelser.
(5 Mosebog 20:10-15, 19-20; 21:10-13)
Hvad føler du når du hører at børn i nogle lande bliver oplært til at være soldater? I fortidens Israel blev ingen under 20 år indkaldt til militærtjeneste. (Fjerde Mosebog 1:2-3) Selv en voksen mand blev fritaget hvis han var usædvanlig frygtsom. En nygift mand var fritaget et helt år for at han kunne få en arving før han trådte ind i en så risikofyldt tjeneste. På denne måde ville den unge ægtemand kunne "glæde" sin hustru, forklarede loven.
(5 Mosebog 20:5-6, 8; 24:5)
Loven beskyttede også kvinder, børn og hele familier med forordninger der gjaldt familielivet. Forældre skulle ofre deres børn stor opmærksomhed og give dem en god opdragelse, også på det religiøse område. (5 Mosebog 6:6-7) Den forbød alle former for incest, som der var dødsstraf for. (3 Mosebog, kapitel 18) Den forbød ligeledes ægteskabsbrud, som er ødelæggende for en families tryghed og værdighed, og som ofte ender med skilsmisse. Loven tog også hensyn til enker og forældreløse og forbød i de stærkeste vendinger at man behandlede dem dårligt. (2 Mosebog 20:14; 22:22-24)
I den forbindelse vil nogle måske spørge: 'Hvorfor tillod Moseloven polygami?' (5 Mosebog 21:15-17) De love der gjaldt herfor, må forstås på baggrund af den tid hvori de blev givet. Bedømmer man Moseloven ud fra et nutidigt synspunkt og på baggrund af vor tids kultur, kan man let misforstå den. (Ordsprogene 18:13) Ifølge Jehovas oprindelige norm, som han fastsatte for den første mand og kvinde i Edens have, skulle ægteskabet være et evigt forhold mellem én mand og én hustru. (1 Mosebog 2:18, 20-24) Da Jehova gav sin lov til Israel, havde polygami imidlertid været en udbredt og veletableret samfundsårdning i århundreder. Jehova vidste at hans 'stivnakkede folk' hyppigt ville komme til kort overfor selv de simpleste og mest grundlæggende bud, som for eksempel forbudet mod at have andre guder. (2 Mosebog 32:9) I sin visdom valgte han ikke på dette tidspunkt at reformere hele den ordning der gjaldt ægteskabet. Man bør dog huske på at det ikke var Jehova der indstiftede den polygame ægteskabsform. Men han brugte Moseloven til at GIVE REGLER for den, blandt andet for at forhindre at den blev misbrugt. Igen et udtryk for Jehovas barmhjertighed.
Ligeledes tillod Moseloven at en mand lod sig skille fra sin hustru af flere forskellige - men dog ikke ubetydelige - grunde. (5 Mosebog 24:1-4) Jesus kaldte dette for EN INDRØMMELSE som Gud havde gjort for det jødiske folk "af hensyn til dets hårdhjertethed". Men denne indrømmelse var kun midlertidig. Jesus genindførte Jehovas oprindelige norm for ægteskabet som den der skulle gælde for de kristne. (Mattæus 19:18)
Hav en god dag. ----------- Jehovas lov -> http://www.watchtower.org/bible/index.htm
I nogle lande virker det som om retssystemet tager større hensyn til lovovertræderen end til ofrene for forbrydelsen. Indbrudstyve må måske tilbringe en tid i fængsel, men de bestjålne må stadig undvære de stjålne ting samtidig med at de betaler skatter og afgifter som er med til at give de indsatte mad og husly. I fortidens Israel var der ikke fængsler som vi kender dem i dag. Der var bestemte regler for hvor hård en straf måtte være. (5 Mosebog 25:1-3) En tyv skulle erstatte det han havde stjålet, og desuden betale et tillæg. Hvor meget var det? Det kunne variere. Dommerne kunne øjensynlig tage hensyn til flere faktorer, for eksempel synderens anger. Det kan være forklaringen på at den erstatning der anføres i Tredie Mosebog 6:1-7, er langt mindre end den der anføres i Anden Mosebog 22:7.
Moseloven anerkendte barmhjertigt at ikke alle overtrædelser begås med vilje. Når en mand for eksempel ved et ulykkestilfælde blev årsag til en andens død, skulle der ikke betales sjæl for sjæl hvis han, som loven foreskrev, flygtede til en af tilflugtsbyerne i Israel. Efter at dommerne i byen havde undersøgt sagen, skulle han blive dér indtil ypperstepræstens død. Derefter kunne han selv bestemme hvor han ville bo. På den måde kom Guds barmhjertighed ham til gode, og samtidig understregede denne lov respekten for og værdien af menneskeliv.
(4 Mosebog 15:30-31; 35:12-25)
Moseloven beskyttede også den private ejendomsret. Den beskyttede for eksempel dem der havde pådraget sig gæld. Det var ifølge loven forbudt at gå ind i en skyldners hus for at tage løsøre i pant for et lån. Kreditoren måtte blive stående udenfor og lade skyldneren selv bringe pantet ud til ham. Dette beskyttede boligens ukrænkelighed. Hvis en kreditor tog en skyldners yderklædning som pant, skulle han levere den tilbage om aftenen fordi skyldneren sikkert skulle benytte den til at svøbe sig ind i om natten. Igen et vidnesbyrd om at Guds lov fremhæver barmhjertighed. (5 Mosebog 24:10-14)
Selv for krigsførelse var der særlige bestemmelser i Moseloven. Guds folk måtte ikke føre krig for at tilfredsstille et begær efter MAGT eller efter AT GØRE EROBRINGER. Israelitterne skulle føre 'Jehovas krige' og handle på hans vegne. (4 Mosebog 21:14) I mange tilfælde skulle de først give den by de ville angribe, tilbud om at overgive sig. Hvis den afslog tilbuddet, kunne de belejre den - men efter de regler Gud havde fastsat. Til forskel fra andre soldater måtte soldater i Israels hær ikke voldtage kvinder eller dræbe hensynsløst. De skulle endda tage hensyn til miljøet ved ikke at fælde fjendens frugttræer. Andre hære var ikke underlagt sådanne bestemmelser.
(5 Mosebog 20:10-15, 19-20; 21:10-13)
Hvad føler du når du hører at børn i nogle lande bliver oplært til at være soldater? I fortidens Israel blev ingen under 20 år indkaldt til militærtjeneste. (Fjerde Mosebog 1:2-3) Selv en voksen mand blev fritaget hvis han var usædvanlig frygtsom. En nygift mand var fritaget et helt år for at han kunne få en arving før han trådte ind i en så risikofyldt tjeneste. På denne måde ville den unge ægtemand kunne "glæde" sin hustru, forklarede loven.
(5 Mosebog 20:5-6, 8; 24:5)
Loven beskyttede også kvinder, børn og hele familier med forordninger der gjaldt familielivet. Forældre skulle ofre deres børn stor opmærksomhed og give dem en god opdragelse, også på det religiøse område. (5 Mosebog 6:6-7) Den forbød alle former for incest, som der var dødsstraf for. (3 Mosebog, kapitel 18) Den forbød ligeledes ægteskabsbrud, som er ødelæggende for en families tryghed og værdighed, og som ofte ender med skilsmisse. Loven tog også hensyn til enker og forældreløse og forbød i de stærkeste vendinger at man behandlede dem dårligt. (2 Mosebog 20:14; 22:22-24)
I den forbindelse vil nogle måske spørge: 'Hvorfor tillod Moseloven polygami?' (5 Mosebog 21:15-17) De love der gjaldt herfor, må forstås på baggrund af den tid hvori de blev givet. Bedømmer man Moseloven ud fra et nutidigt synspunkt og på baggrund af vor tids kultur, kan man let misforstå den. (Ordsprogene 18:13) Ifølge Jehovas oprindelige norm, som han fastsatte for den første mand og kvinde i Edens have, skulle ægteskabet være et evigt forhold mellem én mand og én hustru. (1 Mosebog 2:18, 20-24) Da Jehova gav sin lov til Israel, havde polygami imidlertid været en udbredt og veletableret samfundsårdning i århundreder. Jehova vidste at hans 'stivnakkede folk' hyppigt ville komme til kort overfor selv de simpleste og mest grundlæggende bud, som for eksempel forbudet mod at have andre guder. (2 Mosebog 32:9) I sin visdom valgte han ikke på dette tidspunkt at reformere hele den ordning der gjaldt ægteskabet. Man bør dog huske på at det ikke var Jehova der indstiftede den polygame ægteskabsform. Men han brugte Moseloven til at GIVE REGLER for den, blandt andet for at forhindre at den blev misbrugt. Igen et udtryk for Jehovas barmhjertighed.
Ligeledes tillod Moseloven at en mand lod sig skille fra sin hustru af flere forskellige - men dog ikke ubetydelige - grunde. (5 Mosebog 24:1-4) Jesus kaldte dette for EN INDRØMMELSE som Gud havde gjort for det jødiske folk "af hensyn til dets hårdhjertethed". Men denne indrømmelse var kun midlertidig. Jesus genindførte Jehovas oprindelige norm for ægteskabet som den der skulle gælde for de kristne. (Mattæus 19:18)
Hav en god dag. ----------- Jehovas lov -> http://www.watchtower.org/bible/index.htm