Låst

Virkeligheden skælver,
mens rusen stille aftager,
og bænken på Femvejen,
syntes at fryse til is,
sammen med,
de tabte drømme,
bragt hertil,
bygget på luft,
spekulationer og mursten.

Øjnene syntes at falme,
mens månen skinner igennem din arv,
og mens dagene har været talte,
syntes kroppen at forfalde,
mod den ru kant,
af realitet.

Det ligger i generne,
at generationen ikke måtte brydes,
det ligger skrevet i din kulturs skæbne,
at du ikke måtte føde,
et barn af etnisk blod,
eller græde tårer,
af bohemeliv.

Og af dit hjertes blod,
kæmper promillerne sig vej,
fra en livløs arm,
skåret i stykker,
af tanker om frihed,
af tanker om flugt,
til at nå vejkanten,
med et livløst foster,
båret af dine vinger.

Du kikker i dine hænder,
mens din verden isner,
og langsomt defragmentere sig selv,
så siger du farvel til din sjæl,
ånder ind og ånder ud,
og langsomt finder du hjem,
til et hjem,
så fjernt fra dig selv.
http://anglicismo.smartlog.dk/l-st-post255062