magter det ikke, hvor finder jeg ro?
hej er en pige med en ret lav selvværd.
ikke gude smuk og slank, og de attraktive træk.
lider af akne, godt nok under behandling men (som jeg ikke kan tåle) så liner kun i få dage kan jeg nyde en nogenlunde pæn hud.
en krop jeg i den grad ikke er tilfreds med, (hvilket jeg også må hører fra)
mobbet fra skolen om mit udseen, og kun haft 2 skoler jeg har været glad for at gå på (efterskole og teknisk skole)
forholdet til min mor har ikke altid været det bedste og i 12-13 års alderen var det stor slemt, jeg 20 nu og først efter vi flyttede til den anden ende af sjælland (april 2009) er vi begyndt at havde det rigtigt godt sammen selvom hun stadig har mange til over hovedet, men vi har det godt sammen selvom de få gange vi går i topperne så det også hæftigt.
min alllerførste kæreste flirtet med sine eks-kærester, kørete mig ned psykisk og slå mig en enkel gang og og endte med at være utro, (hvilket han aldrig indrømmede da han mente at komme sammen og kysse en anden pige mens han var sammen med mig, ikke var at være utro, men senere fik jeg så også at vide han havde været hende utro).
har en ny dejlig kæreste/forlovet nu og vi er som skabt for hinanden, vi kan ikke undvære hinanden og lykken er bare super skøn :)
dog presser mange hårdt på mig at jeg bare skal igang med min uddannelse, og trojeg kæmper en brag kamp for at komme videre har endda gode papire, har midlertidig job, og det begrænser også tiden til at søge lærepladser desværre men kan heller ikke nøjes med ingen penge og har prøvet kontant hjælp (fik depression af det og den smule man får ud af det rækker ikke nok)
når folk møder mig så, virker jeg som en selvsikker dame og styr på alt - men min facade skjuler bare jeg er et meget følsom person. jeg er med tiden blevet mere afslappet, og fornuftig, men ikke kedelig 😉 har stadig noget vildskab i mig (måske fordi jeg aldrig har haft muligheden som yngre at brænde det af) da ingen rigtig gad at tage i byen med mig.
jeg gør alt hvad jeg kan for at ikke lade fortiden påvirke min hverdag, og for den sag skyld de andre ting der hænger over hovedet af mig, jeg føler virkerlig jeg er i en ond cirkel som bare lader hverdagen være en gentagelse af sidste måned.
og sådan har det stået på i snart 2 år, job - familieliv - veninde dag - og træning.
jeg begynder så småt at at gå fra den altid glade person over for alt og alle til at blive mere og mere små indebrændt og sur over jeg ikke gør det godt nok for at kunne komme videre. min kæreste ønsker meget vi får vores eget private familie idyl sammen og børn og det ønsker jeg også og vi begge fornuftige nok til at vi ikke skal havde børn før vi har en uddannelse, men vi begge står stille, han er lige som jeg begyndt at blive med depri over vi ikke er kommet videre.
og det nytter jo ikke at mit nedtrykhed går ud over ham.
for nu begynder hans nedtrykhed også at gå ud over mig, og nogen gange så skændes vi, hvor starten af det rent ud sagt, noget latterligt noget, og tit er det mig, jeg begyndt at tage ting for bogstaveligt, og blevet mere nærtagende og gamle ting kan jeg ud i det blå.
jeg ønsker virkelig ikke at det skal gå ud over ham, elsker ham rigtigt højt og vil ikke give ham indtryk for at det hans skyld.
ja, nogen gange glemmer han ting, og romantikken kommer ikke så meget af mere, sexlivet er sat lidt ned pga jeg døjer med meget blærebetændelse og det der også kommer med. og nogle gange når jeg virkelig ønsker at give ham alt, også sex, jeg ved jo godt han ikke er utro og jeg ved godt han ikke har noget med andre, men jeg føler stadig jeg ikke giver ham nok selvom jeg ønsker det, og han er jo sød og beroliger mig med han godt ved det ikke min skyld.
men ville så gerne give ham det, og han er så sød når han holder om mig og prøver gøre mig glad igen.
jeg føler bare virklig nu at jeg er blevet indebrændt og kort i lunten og giver intet.
og det ikke mig normalt, og vil bare bryde den ekstra onde cirkel jeg i.
har ikke råd til en psykolog, jeg syns selv det lyder som om jeg har brug for en selvom jeg føler det ville være tabu af jeg skulle til det.
men nu håber jeg noget kan give mig et godt råd til tips til hvordan man bliver gladere.
kan ikke rigtig starte på nyt grundforløb, for når jeg færdig med det så står jeg igen på bar bund, og hvis økonomien ryger, skal jeg tilbage på kontant hjælp og så længer jeg har for høj værdig så vil de ikke hjælpe mig, har ellers sparet godt op så den dag kæresten og jeg kan flytte sammen så skal vi ikke låne.
og sidst jeg var på kontant hjælp følte jeg mig som en rotte i et bur, og blev depri af det, så frygter en del at ryge der tilbage.
men alt den "pres" med arbejde, uddannelse økonomi osv. går ud over hjemmefronten og især kæresten.
hvad kan jeg gøre for at blive mere glad, og for den sags skyld spræde mere glæde til min bedre halvdel????
ikke gude smuk og slank, og de attraktive træk.
lider af akne, godt nok under behandling men (som jeg ikke kan tåle) så liner kun i få dage kan jeg nyde en nogenlunde pæn hud.
en krop jeg i den grad ikke er tilfreds med, (hvilket jeg også må hører fra)
mobbet fra skolen om mit udseen, og kun haft 2 skoler jeg har været glad for at gå på (efterskole og teknisk skole)
forholdet til min mor har ikke altid været det bedste og i 12-13 års alderen var det stor slemt, jeg 20 nu og først efter vi flyttede til den anden ende af sjælland (april 2009) er vi begyndt at havde det rigtigt godt sammen selvom hun stadig har mange til over hovedet, men vi har det godt sammen selvom de få gange vi går i topperne så det også hæftigt.
min alllerførste kæreste flirtet med sine eks-kærester, kørete mig ned psykisk og slå mig en enkel gang og og endte med at være utro, (hvilket han aldrig indrømmede da han mente at komme sammen og kysse en anden pige mens han var sammen med mig, ikke var at være utro, men senere fik jeg så også at vide han havde været hende utro).
har en ny dejlig kæreste/forlovet nu og vi er som skabt for hinanden, vi kan ikke undvære hinanden og lykken er bare super skøn :)
dog presser mange hårdt på mig at jeg bare skal igang med min uddannelse, og trojeg kæmper en brag kamp for at komme videre har endda gode papire, har midlertidig job, og det begrænser også tiden til at søge lærepladser desværre men kan heller ikke nøjes med ingen penge og har prøvet kontant hjælp (fik depression af det og den smule man får ud af det rækker ikke nok)
når folk møder mig så, virker jeg som en selvsikker dame og styr på alt - men min facade skjuler bare jeg er et meget følsom person. jeg er med tiden blevet mere afslappet, og fornuftig, men ikke kedelig 😉 har stadig noget vildskab i mig (måske fordi jeg aldrig har haft muligheden som yngre at brænde det af) da ingen rigtig gad at tage i byen med mig.
jeg gør alt hvad jeg kan for at ikke lade fortiden påvirke min hverdag, og for den sag skyld de andre ting der hænger over hovedet af mig, jeg føler virkerlig jeg er i en ond cirkel som bare lader hverdagen være en gentagelse af sidste måned.
og sådan har det stået på i snart 2 år, job - familieliv - veninde dag - og træning.
jeg begynder så småt at at gå fra den altid glade person over for alt og alle til at blive mere og mere små indebrændt og sur over jeg ikke gør det godt nok for at kunne komme videre. min kæreste ønsker meget vi får vores eget private familie idyl sammen og børn og det ønsker jeg også og vi begge fornuftige nok til at vi ikke skal havde børn før vi har en uddannelse, men vi begge står stille, han er lige som jeg begyndt at blive med depri over vi ikke er kommet videre.
og det nytter jo ikke at mit nedtrykhed går ud over ham.
for nu begynder hans nedtrykhed også at gå ud over mig, og nogen gange så skændes vi, hvor starten af det rent ud sagt, noget latterligt noget, og tit er det mig, jeg begyndt at tage ting for bogstaveligt, og blevet mere nærtagende og gamle ting kan jeg ud i det blå.
jeg ønsker virkelig ikke at det skal gå ud over ham, elsker ham rigtigt højt og vil ikke give ham indtryk for at det hans skyld.
ja, nogen gange glemmer han ting, og romantikken kommer ikke så meget af mere, sexlivet er sat lidt ned pga jeg døjer med meget blærebetændelse og det der også kommer med. og nogle gange når jeg virkelig ønsker at give ham alt, også sex, jeg ved jo godt han ikke er utro og jeg ved godt han ikke har noget med andre, men jeg føler stadig jeg ikke giver ham nok selvom jeg ønsker det, og han er jo sød og beroliger mig med han godt ved det ikke min skyld.
men ville så gerne give ham det, og han er så sød når han holder om mig og prøver gøre mig glad igen.
jeg føler bare virklig nu at jeg er blevet indebrændt og kort i lunten og giver intet.
og det ikke mig normalt, og vil bare bryde den ekstra onde cirkel jeg i.
har ikke råd til en psykolog, jeg syns selv det lyder som om jeg har brug for en selvom jeg føler det ville være tabu af jeg skulle til det.
men nu håber jeg noget kan give mig et godt råd til tips til hvordan man bliver gladere.
kan ikke rigtig starte på nyt grundforløb, for når jeg færdig med det så står jeg igen på bar bund, og hvis økonomien ryger, skal jeg tilbage på kontant hjælp og så længer jeg har for høj værdig så vil de ikke hjælpe mig, har ellers sparet godt op så den dag kæresten og jeg kan flytte sammen så skal vi ikke låne.
og sidst jeg var på kontant hjælp følte jeg mig som en rotte i et bur, og blev depri af det, så frygter en del at ryge der tilbage.
men alt den "pres" med arbejde, uddannelse økonomi osv. går ud over hjemmefronten og især kæresten.
hvad kan jeg gøre for at blive mere glad, og for den sags skyld spræde mere glæde til min bedre halvdel????