Med empati til illusionens verden.
Menneskets hjerner er sådan indrettet, at det har evnen til at sætte sig i andres sted.
http://www.peterlundmadsen.dk/hjernemad/hjernedannelse/empati.html
Ved denne identifikation med noget udenfor selvet overføres eller udvides den naturlige egoisme til dette noget.
Den empatiske reaktion får mennesket til at tage subjektivt parti for den person eller gruppe, som har fanget opmærksomheden og sympatien først.
Andre synspunkter skal derefter kæmpe op ad bakke imod individets egoistiske tilskyndelser for at vinde gehør.
For medmindre man lider af personlighedsspaltning, kan man kun vælge én part at identificere sig med ad gangen.
I vor kultur anvendes og optrænes den empatiske reaktion i opdragelsen, hvor barnet skal sætte sig i andres sted, hvis det vil anerkendes af autoriteterne.
Naturligvis bliver man ikke til den anden person, i hvis sted man sætter sig.
Individets værdier, opdragelse og kultur flytter med, for kan nogen frigøre sig fra alt det, der identificerer individet ved pseudorejsen ind i et andet individ?
Fællesskabet er illusorisk og fiktivt.
Oplevelsen af skiftet i identitet indskrænker sig til nogle forestillinger.
Hvilke følelser ville man selv have i den situation, som man forestiller sig, at den anden identitet oplever?
Er det rimeligt, at den anden er i en sådan situation?
Kan den medmenneskelige etik, der tilstræber hensyn og omsorg for andre, anvendes som målestok for rimeligheden?
Etikken betinges både af konsekvenserne ved at følge den og af en vurdering af de involverede parter.
Men disse betingelser kan begge ændres ved den forestillede ombytning af individer.
Den empatiske reaktion sætter altså individet i gang med at vurdere en illusorisk og fiktiv situation.
Det kan bekymre, at empati tillægges så central en funktion i opdragelsen.
Formodentlig fungerer øvelsen udmærket i simple sammenhænge.
Lille Peter lærer, at han ikke må slå lille Søren med plasticskovlen i børnehaven.
Men i et videre perspektiv føres vi ind i en fiktiv og illusorisk verden.
De fællesskaber og situationer, som vi ad denne vej oplever, er ikke virkelige.
Andre involverede vil ofte ikke opleve samme fællesskaber og vil sandsynligvis se situationerne helt anderledes.
http://www.peterlundmadsen.dk/hjernemad/hjernedannelse/empati.html
Ved denne identifikation med noget udenfor selvet overføres eller udvides den naturlige egoisme til dette noget.
Den empatiske reaktion får mennesket til at tage subjektivt parti for den person eller gruppe, som har fanget opmærksomheden og sympatien først.
Andre synspunkter skal derefter kæmpe op ad bakke imod individets egoistiske tilskyndelser for at vinde gehør.
For medmindre man lider af personlighedsspaltning, kan man kun vælge én part at identificere sig med ad gangen.
I vor kultur anvendes og optrænes den empatiske reaktion i opdragelsen, hvor barnet skal sætte sig i andres sted, hvis det vil anerkendes af autoriteterne.
Naturligvis bliver man ikke til den anden person, i hvis sted man sætter sig.
Individets værdier, opdragelse og kultur flytter med, for kan nogen frigøre sig fra alt det, der identificerer individet ved pseudorejsen ind i et andet individ?
Fællesskabet er illusorisk og fiktivt.
Oplevelsen af skiftet i identitet indskrænker sig til nogle forestillinger.
Hvilke følelser ville man selv have i den situation, som man forestiller sig, at den anden identitet oplever?
Er det rimeligt, at den anden er i en sådan situation?
Kan den medmenneskelige etik, der tilstræber hensyn og omsorg for andre, anvendes som målestok for rimeligheden?
Etikken betinges både af konsekvenserne ved at følge den og af en vurdering af de involverede parter.
Men disse betingelser kan begge ændres ved den forestillede ombytning af individer.
Den empatiske reaktion sætter altså individet i gang med at vurdere en illusorisk og fiktiv situation.
Det kan bekymre, at empati tillægges så central en funktion i opdragelsen.
Formodentlig fungerer øvelsen udmærket i simple sammenhænge.
Lille Peter lærer, at han ikke må slå lille Søren med plasticskovlen i børnehaven.
Men i et videre perspektiv føres vi ind i en fiktiv og illusorisk verden.
De fællesskaber og situationer, som vi ad denne vej oplever, er ikke virkelige.
Andre involverede vil ofte ikke opleve samme fællesskaber og vil sandsynligvis se situationerne helt anderledes.