Mig , Min Kæreste & Børn

Min kæreste & jeg er 23 & 21, vi har til marts været sammen i 4 år & bor sammen & det hele nu kunne jeg så godt tæke mig at tage et skridt videre og få et lille ''vidunder'' men min kæreste siger at han syntes det er alt for tidligt. Er der noget man kan gøre for at få ham på andre tanker❓
håber at høre fra en masse da jeg selv føler at jeg virkelig har prøvet alt uden at presse alt for meget...
på forhånd mange tak

Hej med dig.
Børn kommer, når forældrene er klar til det.
Jeg kan godt sætte mig ind i din situation, for jeg har selv stået i den. Min nuværende mand og jeg havde talt en lille smule om at få børn, da vi havde været sammen i ca. 5 år. Da var vi også 21 og 23. Min mand mente, det var for tidligt. Men jeg blev ved med at føle, at nu var et godt tidspunkt, og at det var det næste naturlige skridt i vores forhold. Vi havde også udviklet os til hjemme-mennesker. Jeg respekterede dog min mands ønske, for vi havde jo og har stadig masser af tid. Vi passede fortsat på ikke at blive gravide.
Men så skete der noget, da jeg lige var fyldt 22. Lige som jeg gik til de sidste eksaminer på min HF, fandt vi ud af, at jeg var gravid. De første fem sekunder var forfærdelige, for et lille barn vender op og ned på dit liv. Selvom jeg gerne ville have børn, var der meget, jeg gerne ville nå først. Men så begyndte det at være dejligt. Skønt. Pragtfuldt. Vi havde været sammen i 5½ år. Hvis ikke vi kunne finde ud af at være forældre, hvem kunne så?
Vores datter kom til verden lige før jul 2000. Inden da var vi blevet gift. På trods af dette så jordemoderen fast på min mand under udskrivningssamtalen og formanede ham til at blive hos mig og Lillepigen. ´For vi ser så tit de unge fædre rende´. Vi havde kun latter til overs for hende, for vi kender jo hinanden. Vi er sammen endnu og har lige haft 5 års bryllupsdag. Datteren vokser og har det godt.
At vælge som meget unge at blive forældre betyder ikke, at man bliver dårligere forældre. Man modnes, mens man venter barnet. Ens nye ansvars tyngde går pludselig op for en. At have ansvar for en lille, ny, hjælpeløs verdensborger er ikke noget, der bør tages let på. Og jeg kan sige det, som det er: Dit sociale liv vil være på stand-by i al fald de første ni måneder efter fødslen. Det nye barn vil kræve jer begge to i lang tid. Mit sociale liv har ændret sig meget. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været ude om natten, men heldigvis kommer der jo snart en julefrokost :-).
Et godt råd: Prioritér din kæreste, så det hele ikke går op i baby. Det er nemlig ikke godt for parforholdet. Arbejd på at finde løsninger frem for at skyde ansvaret fra jer, hvis det ikke lige spiller med den lille eller mellem jer. Søg hjælp. Lær om børn. Børneopdragelse bliver den største, mest omfattende og vigtigste opgave i jeres liv. Og det var ikke et fag i skolen.
Een ting ved jeg da. Hvis I lægger al jeres kælighed i opgaven, bliver I en lykkelig, lille familie. <3
God vind.
Kærlig hilsen Linemor