Min far er død, spiller glad men er ulykkelig

Hej! jeg har også lige mistet min far den 14 marts 2007, han blev kun 60 år, han var det rareste og dejligste menneske. Alligevel havde jeg bare altid så travlt, når jeg skulle komme sagde jeg tit vi bliver kun til kaffe. Når jeg så kom sagde han altid men vi har lige taget en steg op. Og skal du allerede gå det var godt nok kort tid. Sidste gang jeg talte med ham aflyste jeg en aftale fordi jeg blev uvenner med min kæreste, Han blev så skuffet! han havde købt en gave til min datter der er 5 år og en stor pose med påskehare æg og alt muligt. Han glædede sig, men jeg kom ikke.
Jeg drømmer om ham hele tiden, drømmer at han er genoplivet. At det ikke passer! Jeg har gjordt og sagt så mange ting gennem årene, jeg har taget ham for givet, satte ikke pris på ham. Jeg er 33 år og burde have blevet den der tog mig af ham, men det var altid ham der skulle være der for mig ikke omvendt.
Jeg snakker med folk griner og ler taler om andre ting, ligner en der er ovenpå. Men hver gang jeg får et øjebliks ro tænker jeg, tænker på alt muligt fra barndommen frem til nu. Han havde astma, var overvægtig og havde åbenbart også lungebetændelse, måske hvis jeg kom den dag jeg så havde jeg måske opdaget det og tvunget ham til lægen.
Man ved ikke hvad man mister før det ikke er der mere.
Jeg har altid ment at man skal rejse sig op og gå videre og det gør jeg. Men indeni og i drømmene om natten kan jeg næsten ikke holde det ud. Jeg ved han elskede mig, men jeg tror ikke han vidste at jeg virkeligt elskede ham, at han var en grundsten i mit liv.
Jeg rejser mig og går videre, men kan ikke se mig ud af at jeg er dybt ulykkelig, kan ikke fjerne det selv om jeg vil. Den dårlige samvittighed kan jeg ikke fjerne, ærgelsen over det der ikke blev gjordt og sagt kan jeg ikke fjerne. Jeg har også helt dårlig samvittighed når jeg glemmer det lidt, føler bare at jeg lever videre og griner, mens jeg burde sørge får så dårlig samvittighed over at glemme ham.
Jeg var enormt glad for at kunne se ham på kapellet, men første gang var flere med og jeg kunne ikke fatte noget var forvirret, skulle kaste op, være der for min datter, græde, samme dag til bedemanden, svare på spørgsmål fra min datter og de andre. En helt utrolig medfølende og forstående medarbejder på Horsens kappel sagde at han syntes det så ud som om jeg trængte til at komme igen. Det gjorde jeg, jeg græd og græd og tænkte hvor er du? hvad sker der med sjælen når man dør? hvorfor? undskyld? tak for alle de ting vi har oplevet og de ting du har gjordt for mig. Jeg talte og talte græd og græd. Til sidst kom Bent fra kappellet ind igen, jeg kunne bare ikke gå igen, tænkte at han altid sagde skal du allerede gå, det var kort, tænkte på at det var sidste gang jeg så ham. Kunne ikke gå, fortalte om at jeg ikke kom den lørdag men far kunne jo ikke høre mig jeg er så fustreret over at han ikke kan høre mig. til sidst kom præsten og jeg gik ud. Jeg så ham en gang til, men stadig tænker jeg det var ikke nok, jeg skulle have fået en lok af hans hår så ville jeg jo have hans dna.
Jeg er fustreret over alt ting, var det nu også rigtigt at brænde ham? så er hans knogler der jo ikke mere. Men tanken om at han skal rådne og spises af mider er endnu værre. Alt er forkert og jeg kender ikke de rigtige løsninger, har ikke lyst til at tænke over det men vil tænke over det.
Jeg vil håbe at jeg drømmer om ham igen i nat så kan jeg i det mindste være sammen med ham.

Hej. Det er et eller andet sted et fint indlæg du har skrevet.
Du skriver ,at din far ikke kunne høre dig , da du talte med ham inde i kapellet. Du tager fejl, selvfølgelig kunne han høre dig. Hans legeme er død, men hans sjæl lever bestemt videre. Når man er død kommer en afdød pårørende og henter en, og man kommer ind af sin helt egen himmelport, som er meget flot.
Derfor jeg kan sige det med bestemthed er, at jeg har en søn som er clairvoyant og han havde en masse at sige til mig fra min mor da hun døde, da der også var mange ting som jeg menete ikke at have fortalt, selvom jeg faktisk havde. Det med at man kommer ind af sin egen himmelport ved jeg, da jeg havde en negativ energi ( ånd ) hos mig og den havde gemt min fjornbetjening, jeg ringede til min søn , han fortalte at den lå bagved nogle puder, det vil sige at energien havde lagt den der, da den havde brug for hjælp. Jeg bad den om at tage op til min søn, da jeg jo ikke kan hjælpe, men han havde en ud af kroppen oplevelse og fulgte energien ( ånden ) hjem, da det var en lille dreng på 10 år som ikke kunne finde hans forældre.
Så jeg synes, for at du skal få ro i kroppen, at du kan prøve at sætte dig i forbindelsen med en god clairvoyant, så han / hun kna tage kontakt med din far, så du kan få sagt de ting, som du mener du ikke fik sagt.
Jeg håber at det hjælper dig lidt, hvad jeg har skrevet til dig.
Mange knus Manuela
manuela49@sol.dk

Jeg var 14 da min 50 årige far blev akut syg og døde cirka en uge efter. Jeg var der den aften hvor han fik en hjerneblødning. Jeg var så chokeret og jeg kunne ikke finde ud af mit liv mere. Det har været rigtig hårdt for mig at miste ham i den alder og nu 2 år efter at han døde, føler jeg at jeg skulle have været der mere for ham. Jeg har ofte dårlig samvittighed.
Jeg føler også at folk tror at jeg er oven på igen, men der er ikke rigtig nogen der forstår at der stadig mangler noget i mit liv. Jeg har heller ikke rigtig nogen at snakke med det om.

JESU gode ven Lazarus er død. Alligevel siger Jesus til sine disciple: „Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen for at vække ham af søvnen.“
„Herre, hvis han er gået til hvile, vil han blive rask,“ svarer disciplene.
Så siger Jesus rent ud til dem: „Lazarus er død.“
Hvorfor sagde Jesus at Lazarus sov, når han i virkeligheden var død? Hvad sker der når man dør? Det kan vi bedre svare på når vi nu drager med Jesus på besøg der hvor Lazarus boede.
Så snart Lazarus’ søster Marta hører at Jesus er på vej, løber hun ud for at møde ham, og efterhånden kommer hendes søster Maria og alle deres venner også derud. Da Jesus ser hvordan de sørger, giver han sig til at græde. Han spørger: „Hvor har I lagt ham?“
Da de kommer hen til mindegraven — det er en hule, og der ligger en sten for — siger Jesus: „Tag stenen væk.“ Marta gør indvendinger: „Herre, på nuværende tidspunkt må han stinke.“ Der er nemlig gået fire dage siden Lazarus døde. På Jesu opfordring bliver stenen alligevel fjernet.
Efter at have bedt til Gud, råber Jesus: „Lazarus, kom ud!“ Og Lazarus kommer ud! Han kommer levende ud, med ligklæderne, det vil sige tøjstrimler, viklet om sig. „Løs ham og lad ham gå,“ siger Jesus. (Johannes 11:11-44)
Prøv nu at tænke over dette: I hvilken tilstand befandt Lazarus sig i de fire dage hvor han var død? Havde han været i himmelen? Han var et godt menneske. Men han sagde ikke at han havde været i himmelen, hvad han sikkert havde gjort hvis han havde været der. Nej, Lazarus var virkelig død, som Jesus sagde. Men hvorfor sagde Jesus først til sine disciple at Lazarus kun sov?
Det var fordi Jesus vidste at den døde Lazarus var uden bevidsthed, som Bibelen siger: „De døde ved ingenting.“ (Prædædikeren 9:5) Men akkurat som et levende menneske kan vækkes af en dyb søvn, sådan ville Jesus vise at hans ven Lazarus kunne vækkes af døden. Det kunne naturligvis kun ske ved den kraft Jesus havde fået fra Gud.
Præcis som et menneske ingenting kan huske når det ligger i en dyb søvn, sådan er det også med de døde. De har slet ingen fornemmelse af noget som helst. De eksisterer ikke mere. Men når Guds tid er inde bliver de døde som Gud har løskøbt, vakt til live igen. (Johannes 5:28-29; Apostelgerninger 24:15)
Prøv at læse de nævnte skriftsteder i din egen bibel. De vil give dig et pålideligt håb om at du kan komme til at se din far igen selv om han nu er død.
Med venlig hilsen, ftg.

Jeg synes din reaktion er helt forståelig i forhold til din far.
Du skal give dig tid til at bearbejde din sorg. Altid, vil vi gerne bebrejde os selv et og andet, men til syvende og sidst, gjorde du det, som du nu fortryder, nemlig, at du ikke var der, eller var der for lidt. Deri ligger din bebrejdelse, hvis du vender det om, og siger tak til dig selv, for de gange du i det mindste var der, så kan det være, at du kan tilgive dig selv. du er nødt til, at tilgive dig selv for at komme videre.
Jeg kender en god sindsrobøn, som jeg bruger hver eneste gang jeg er i knibe og bebrejder mig selv det ene eller det andet.
Den er enkelt simpelhen. Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre, mod til, at ændre de ting jeg kan, og visdom til at se forskellen.
Ved brug af denne bøn, kommer du også til at tænke på, hvordan du i fremtiden, undgår din unødige spekulation over, hvordan du behandler andre mennesker. Ingen er forpligtiget ud over sine evner. Du føler du har svigtet, men det kan du ikke bruge til noget nu, men husk ikke at svigte fremover, så er du kommet langt.
Jeg har også lige mistet min mor, som jeg, i mange år, ikke havde et godt forhold til, jeg blev smidt ud af familien i 5 år, men fik dog rettet op på det hele. Min mor var yderst dominerende, men måtte det sidste sande år erkende, at hun ikke var fejlfri og det havde hun godt nok ikke gjort tidligere. På det tidspunkt blev hun syg, jeg var der så godt som hver dag for at hjælpe hende. Vi fik talt ud om alt, barndom, ungdom, voksenliv, sygdom og død. Vi fik givet hinanden en undskyld for vores opførsel, og vi fik fortalt at vi elskede hinanden, men at det ikke havde været let for nogle af os.
Jeg havde drømme og underlige tanker i 2 måneder, og nu er det 2½ måned siden hun døde, og alt det mærkelige ved døden, er ved at fortage sig ganske langsomt. Det er en proces, vi alle skal igennem. døden møder vi mange gange i vores liv.
Vær god ved alle de mennesker der lever, så kan du umuligt bebrejde dig selv noget, senere i livet.
Held og lykke fremover.

Min erfaring er at man aldrig kommer sig over et dødsfald, men man lære at leve med det.
Da jeg var 11 år, mistede jeg begge mine foreldre. Først min far og så to måneder senere min mor. Da hun døde var jeg i så dyb en sorg over tabet af min far, at jeg stort set ikke kunne mærke nogen foreskeld. En uge før min mor døde havde jeg et skænderi med hende hvor jeg sagde "gid du for helvede snart vil dø, din åndsvage kælling" Barske ord fra et barn og jeg fik aldrig sagt at jeg ikke mente det. (Der gik over 20 år inden at jeg tilgav min selv)
Over de næste 10 år mistede jeg mine bedsteforeldre på både min mors og fars side. Jeg stod med en følelse af, at jeg aldrig nåede at komme mig over det ene dødsfald før det næste kom. Og jeg havde et stort behov for at få sat tingne på plads.
I 1984 var der en folkeskolelærer der skrev 3 bøger om døden og alt hvad der har med døden at gøre. De hjalp mig med at forstå hvad det var der skete og på den måde, over tid, sætte tingene på plads. Jeg mener stadig bøgerne er aktuelle, så jeg giver hermed stafetten videre.
Dødens Biologi 1-3
Skrevet af: Alex Birch
Bog 1. ISBN 87-411-4934-3
Bog 2. ISBN 87-411-4935-1
Bog 3. ISBN 87-411-4937-8

Bibelen siger: "Endvidere, brødre, ønsker vi ikke at I skal være uvidende om dem som sover ind i døden, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb." (1 Thessaloniker 4:13)
Når vi ved hvad der sker med dem der sover ind i døden, nemlig at de bliver vækket til live igen, så er sorgen ikke så svær at bære. Selv om sorgen er stor, og det er den når man mister en man holder af, så er den ikke så stor når man ved at man får sine elskede at se igen. Det er langt værre for dem der ikke har dette vidunderlige håb.
Med venlig hilsen, ftg.
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16&conference=140&posting=1000375

Beklager meget, men jeg har midstet min gud i prosessen. Mig har han/hun ikke gjort noget for. Men stor respect for din tro...

og eksisterer. Det er da i sig selv en god ting.
Med venlig hilsen, ftg.

http://mingler.dk/user/lyp/perma/2007/04/09/Hvordan_finder_jeg_min_biologiske_far
Læs min blog på overstående link og husk du har fået lov at kende din far.
Da min stedfar begik selvmord var der også en masse skyldfølelse, hvorfor fik jeg ikke lige gjort dit og ikke sagt dat.
Ting tag tid og du skal finde ud af at tilgiv dig selv, det er jo ikke din skyld ham er død.

Hvor må det have været svært for dig - min far døde da jeg var 13 år gammel af kræft, jeg kan slet slet ikke forstille mig hvad jeg ville have gjort hvis min mor også var forsvundet. Sikke trist.
Jeg håber af hele mit hjerte at du i dag lever et meningsfyldt liv - hvor du af de dyrekøbte erfarringer har lært at sætte dine kære i allerførste række.
For det er de erfarringer jeg lærte - man skal behandle hinanden kærligt, hver eneste dag - man ved nemlig aldrig hvornår det slutter...
De varmste hilsner fra mig...

Jeg har i sagens natur ikke nogen stor familie, men jeg har min datter som er højt elsket og jeg siger det tit til hende - Det har jeg nemmelig også lært
Men det var jo slet ikke mig der var til debat, jeg havde bare nogle erfaringer som måske kunne bruges ;o)

så jeg kan se mig selv i øjene hver morgen. Og når min tid kommer og hvis der er noget efterliv, så ved jeg godt hvad for en dør jeg skal gå ind af - Mon ikke at jeg så vil blive tilgivet at jeg koncentrede mig om livet før døden ?

De døde ved ikke at de ikke eksisterer, men de har heller ikke mulighed for at glæde sig over livet.
Med venlig hilsen, ftg.

Kæreste kamill90
Tak for dit svar. Det gør mig helt utroligt ondt at du skulle miste din far så tidlig. Det må have været helt utroligt syreelistisk for dig og enormt svært at skulle forstå. du skriver at du vile ønske at du havde været der mere for ham, men kamill90 du var jo 14 år. Jeg syntes da ikke have dårlig samvittighed, som 14 årig skal man gå fra at være barn til at blive voksen det er svært nok i sig selv at finde ud af. Kan virkeligt godt forstå at du føler der er noget der mangler i dit liv, intet kan jo nogensinde erstatte en far. Kender den med at folk tror man er ovenpå men man græder alene og skriger indeni. Er ked af at høre du ikke føler du har nogen at tale med det om, fik du krisehjælp? Måske kunne du igennem din læge få en psykolog at tale med det om, du er også meget velkommen til at skrive til mig igen.

Kære forældreløs
Jeg er ked af det på dine vegne over at du mistede din mor, nu hvor i fik redt trådende ud. Men glad på dine vegne over at i fik redet dem ud. Ville ønske jeg fik det med min far. Men jeg ved at det kan jeg ikke ændre. Jeg ville gerne kunne leve efter bønnen men jeg syntes ikke det er så enkelt at vide hvad man kan ændre og ikke ændre. Da min kære far levede, havde jeg jo mit studie, jeg er alene mor til den dejligste pige i Verden. Kom hjem efter at have handlet kl. 17.00 aftensmad, lege, bad, putte. weekenden gik med legeland, svømmehal, børnehaveveninder på besøg. Jeg vil gerne give hende det jeg ikke fik som barn. der skulle jeg se fulde voksne. Jeg prioriterer ganske enkelt min datter højest. Jeg har tilgivet min far for barndommen og han ændrede adfærd, drak ikke når vi var sammen og han gjorde det godt. Min datter syntes bare det var vildt træls at besøge ham og hans kæreste. Hun ville ikke og når vi var der ville hun hjem. Ikke fordi de gjorde noget forkert. Han gjorde det så godt. Når de var på besøg blev den nogen gange 23.00 på hverdage og 24.30 i weekender, han ville bare så enormt gerne være sammen med os. Når vi besøgte ham, ville han gerne have vi blev, tog en lækker steg op og vi blev. Når jeg så sagde vi skulle hjem for Dina skulle iseng blev han skuffet fordi han bare så gerne ville være sammen med os. Han og hans kærste fik strøjet dug, købte gaver til Dina og gjorde det så godt. Men det var bare det at når vi skulle være sammen varede det en hel dag. Jeg elskede ham, men skulle have vasket tøj, gjordt rent sørget for at være sammen med min kære datter. Mit problem er så det med at vide at jeg kunne have ændtet tingene til fordel for min far, have brugt mere end en dag i weekenden hver måned. Og taget afsted med min datter som ikke havde lyst. Jeg kan godt lide den bøn men har simpelthent ikke visdommen til at se forskellen. Jeg vil det hele, der er kun 24 timer. Og en masse at skulle nå. Jeg håber at jeg i fremtiden kan se forskellen. At jeg lærer at prioriterer. Jeg skammer mig over at alt roder i hovedet.

Kæreste BanDYT
Tusind tak for dit svar, puha hvor en barsk omgang du har haft og så i den alder. Er ked af at høre at der skulle gå 20 år for dig før du tilgav dig selv for du var jo et barn, et sørgende barn der lige havde mistet sin far. Kun 11 år, for helt ondt i maven over at tænke på hvad du må have været igennem.
desværre var jeg voksen og regnede med at min far altid ville være der. Jeg skammer mig og det roder i mit hoved. Er rigtig glad for dit svar og vil bestille bøgerne og håbe på at jeg kan få rodet lagt i nogen skuffer jeg kan tage frem og kikke på. tak BanDYT

Kære mig-lyp
tak for dit svar, Jeg er ked af at læse om din stedfar det må have været rigtigt hårdt for dig. Har lige læst dit link, tak. Jo det sætter tingene lidt i perspektiv, jeg er taknemmelig over den tid jeg fik med ham. Taknemmelig over alle de gode tider vi rent faktisk nåede at få sammen.

Hej Manuela
Tak for dit svar, åh jeg håber han kan høre mig, håber min fars mor eller hans højt elskede bedstefar hentede ham. Men forsvandt han så eller kan han stadig høre mig? Jeg sidder lidt om natten når jeg ikke kan sove taler til ham. En aften var jeg varm men min ene fod blev iskold, det var som om han holde om den som da jeg var barn og lå i sofaen og han holde om min ene fod. Jeg græd og jeg snakkede og snakkede blev ved med at sige jeg havde behov for at vide at han havde det godt, vis mig hvor du er i mine drømme sagde jeg. (ja havde der været noget havde de troet jeg var tosset, sad i natten og talte med mig selv). Jeg kunne ikke huske hvad jeg havde drømt dagen efter, men efterfølgene dag, småtudede jeg lidt og gik i soveværelset for at lægge mig lidt jeg sov ikke rigtigt, men havde lukkede øjne vågen. Jeg fik ligesom et sug i maven, og så ham køre forbi i hans bil han smilede og vinkede. Åbnede øjenene og havde det lidt underligt, følte egenligt lidt at han sagde at han havde det godt hvor han var. Jeg håber det, men nu drømmer jeg bare at det ikke passer han er død, han er genoplivet og ung. Har tabt sig pga. han ikke har spist. Drømmer han er her og er med i dagligdagsting. Men den dag ja jeg følte det var lidt specielt. Bad også præsten om at bede til at han kunne høre mig, det gjorde hun. vil overveje det med en clairvoyant, men den verden skal jeg have kikket lidt på først. Søgt på nettet og undersøgt for jeg evt. gør det. Mange tak for dit svar igen.

Kære Manuela,
Jeg syntes lige at jeg syntes det var uroligt flot, at du var der for hende da hun blev syg. Du var ude af familien i 5 år. du elskede din mor og hun elskede dig. Jeg tror du er et rigtigt godt menneske. Manglede lige at få det med i det jeg skev foregående.
Kram

Ja, jeg var en rigtig hård omgang igennem, men sådan er det og jeg har lært at leve med det.
Du må ikke sige at du desværre var voksen, jeg syntes at det er godt at i havde hinanden så længe.
Du må heller ikke skamme dig, for i elskede jo hinanden og selvfølgelig roder det i dit hoved.
Håber at du får en god sommer, trods alt. Og jeg er glad for at du kunne bruge mit indlæg ;o)

Hej igen
Jeg syntes du er stærk, og ja jeg er glad for den tid vi fik sammen. Håber også du får en god sommer.
Venlig hilsen Rita Kristensen

HVAD SKER DER FOR JER!!!