min kæreste holder mig hen!

min kæreste og jeg har snart været sammen i 2 1/2 år og inden da, kendt hinanden i et par år..Vi har haft vores diskusioner, men har dog altid formået at komme videre derfra. Vi har været igennem flere lange kriser pga. at min kæreste har haft en svær depression, jeg har haft og nu igen sygdom i nærmeste familie og andre småkriser....Men der har dog været nogle tidspunkter, hvor jeg ikke orkede forholdet mere-lige som nu, men det bunder for det meste i, at hver gang vi har snakket om at flytte sammen, så har min kæreste trukket det i land igen og kommet med alverdens undskyldninger om, at det ikke er længe siden vi havde en alvorlig krise og var fra hinanden (har været fra hinanden 1 gang i 1 månedstid) det er så knap 4 måneder siden og vi har faft nogle enkle smådiskutioner, så derfor mener min kæreste, at vi alt for ofte er i krise, så derfor er det ikke smart at flytte sammen alligevel...
Jeg kan på en måde godt forstå ham, for det er jo altid godt, at have sin fornuft med i tingende, men jeg synes min kæreste er alt for forsigtig, hvor jeg er mere den, som tør springe ud i livet og gøre de ting jeg har lyst til - dog med en vis fornuftighed...
Det der gør mig så frustreret er, at jeg føler min kæreste holder mig hen, for når han i første omgang siger ( det har han gjort et par gange ) at han gerne vil flytte sammen med mig, men vi skal da have en længere periode, hvor vi ikke diskuterer, altså en periode på omkring 1/2 år, før vi kan flytte sammen og det der også gør mig frustreret er, at han flere gange har sagt ja til at vi skal flytte sammen, men når jeg så undersøger tingene yderligere omkring lejligheden, så kommer han med alverdens undskyldninger på, hvorfor vi alligevel ikke kan flytte sammen. Han siger bla. at han ikke vil betale det hele, men nu har jeg sparet penge op, men nu dukker der så et nyt problem op for ham, at han ikke vil flytte i hus med mig, for om ca 10 år, så går han på pension, og da mener han, at han ikke har råd til at sidde i hus, for huset skal jo betales over 30 år, men jeg siger så til ham, at han da også skal betale husleje i en lejet bolig, hvortil han svarer ja, men da kommer der ikke et tag han feks. skal betale til, som det jo gør i et hus... ja, det er rigtigt, men man kan jo prioritere hvad man jo vil bruge sine penge på...han er bestemt ikke fattig og har mange penge tilovers på sin konto hver måned, fordi han næsten ikke vil ofre noget på sig selv...
Jeg har sagt til ham, at vi selvfølgelig skriver under på, at vi hver især har halvdelen af gælden i et hus, men han vil ikke og så må jeg hellere stoppe og ikke presse ham, men jeg prøver på at forklare ham det, da han se sort på tingene inden han har undersøgt tingene nærmere...
Så nu står jeg igen i denne situation, hvor jeg føler, at jeg er itvivl om hvorvidt han i grunden vil binde sig nærmere til mig, for holder han mig bare hen, da han er glad for mig, men ikke nok til, at han vil bo sammen med mig!! tja, men han kan sgu ikke være bekendt at først nærmest love mig at flytte sammen, hvorefter han så trækker sig igen..
Jeg har lige brug for at komme af med mine frustrationer, men håber dog også på, at I vil komme med noget feedback på dettte her.

En halvgammel nærig mand? Der end ikke - trods sin fremskredne alder - ved hvad han vil. Det er da kun undskyldninger med ham.
Drop det. Lad ham bo for sig selv. Det er du bedst tjent med.

Hvad vil du med en ældre stiv herrer på 55 år, når
du er en ung kvinde med livet foran dig.

og ja, det lyder som om, at min kæreste kommer med alverdens undskyldninger, for ikke at flytte sammen med mig.
Han sagde faktisk også, at hvis vi flyttede sammen, om jeg så som jeg gør nu, vil smide noget pap ude i haven og først fjerne det efter et stykke tid - hvor latterlig en undskyldning, skal jeg dog finde mig i ???? og bare fordi han er perfektionist - at der helst ikke må stå et glas for længe ad gangen på hans bord i hans lejlighed.. tja, det kunne måske være godt nok, at jeg fandt mig en LEJLIGHED FOR MIG SELV.
Lige nu bor jeg i en lille lejlighed og har næsten ikke plads til mne ting..

nogle gange er det følelserne der styrer mere end fornuften i ens liv, men nu er det på tide, at tænke rationelt, for ja, han er meget stivsindet og når han heller ikke er helt ny mere, så er det for sent at opdrage på ham - desværre

Find dig et dejligt sted at bo - for det kan I heller ikke blive enige om (hvad der er dejligt at bo i) og indret dig med de ting du holder af, uden at skulle tage hensyn til de rædsler han (garanteret) har samlet sammen. Nærrige mænd smider ikke noget ud, uanset hvor grimt vi andre synes det er, så han skrammel kommer du også til at leve med.
Hvis du så eller stadig synes han er et interessant bekendtskab, jamen så behold ham, men du er fri for at finde dig i hans særheder. Det er jo ganske anderledes, dersom I flytter sammen.

Du kan da bare lade ham være dit "favorite waist of time" - men lad dog være med at flytte sammen med ham. Det giver dig kun ærgelser og runder efter pap i haven. Griner! Tænk, hvad nogen finde væsentligt!

Spørgsmålet er ikke hvad han vil med dig, men hvad i alverden du dog vel med ham. Der findes unge mænd på 60 og gamle på 35, og så sådan nogle som ham. Vi andre undgår dem for tæt på.

det med følelser kan man ikke bare ligge låg på.
Nej, vi skal ikke flytte sammen og jeg vil ikke tigge og bede ham om det og hvis vi flyttede sammen, så skule jeg sikkert bare høre på, at det sikkert ikke var ok at have flytte-pap-kasser stående i huset for længe....
Jeg overvejer, om det i det hele taget er så sundt et forhold, for når han kommer med alverdens mest latterlige undskyldninger og holder mig hen, så ved jeg ikke, hvor jeg har ham henne!

er der altid i et forhold, men de kan også komme for langt ud i bagatellerne, som i mit tilfælde og jeg kan i sådanne tilfælde ikke tolerere særheder, så jeg har herinde fået et wake up

Først vil ejg sige at jeg godt forstår din fustration, men at jeg omvendt også forstår din kæreste.
Det lyder som om du presser meget på for et bofællesskab og lidt som om han måske har svært ved at skulle skuffe dig, ved endeligt at sige nej. Måske frygter han at du så helt afslutter jeres forhold - selvom et manglende bofællesskab jo ikke behøver at betyde at man ikke kan være et par.
Dernæst; jeg forstår godt at han ikke har lyst til at flytte sammen når i lige har haft ENDNU en krise. Jeres forhold virker ærlig talt ustabilt og jeg forstår godt hvis han holder sig tilbage og gerne vil se lidt mere stabilitet mellem jer, inden i tager det skridt.
Derudover forstår jeg ikke, hvorfor du er så forhippet på at det skal være en ejerbolig?
Jeg er selv modstander af det, fordi jeg ikke vil op og hænge på alle forpligtelserne ved en sådan og fordi jeg får stress ved tanken om at være bundet til et stort lån, som kræver en vis konstant indkomst at vedligeholde. Hvis din kæreste ved at han indenfor en kort årrække vil få en stor nedgang i indkomst kan jeg helt ærligt godt forstå at han gerne vil være fri for sådan et lån. det indskrænker friheden til f.eks. at nyde livet med rejser og oplevelser. Huset kan han trods alt ikke tage med sig i graven, så hvorfor ikke se på et billigere alternativ til en fælles bolig og så prøve at finde plads til at nyde livet sammen, hvis det altså skal være?
Det virker ærlig talt lidt formydnerisk at sige "man bestemmer jo selv hvordan man vil prioritere sine penge", for du vil jo helst IKKE lade ham selv bestemme!
Hvis du gerne vi binde dine egne penge i noget "fast" så kan du jo se efter en andelsbolig. Den kan du så købe og han kan bo til leje hos dig. Så får du din faste investering og han slipper for det lån han frygter så meget. Ellers er det også værd at se på f.eks. sikre aktieinvesteringer eller noget lignende. Det kan give et fint afkast og dine penge er bundet så du ikke bruger dem på en uhensigstmæssig måde, hvis det er de du frygter?

Jeg får sikkert nogle huk for at skrive det her, men det lyder som om du lider af en god portion offermentalitet.
Det lyder utrolig barnligt når du skriver at du nok bare finder en lejlighed for dig selv (jeg ser altså en 5-årig pige som står og tramper fornærmet i gulvet med armene over kors) og derefter gør opmærksom på at du nu lever i en lille lejlighed, hvor der næsten ikke er plads til dine ting.
Hvis du har råd til en større og bedre lejlighed, hvad venter du så på? Hvorfor har du ikke handlet for længe siden og skaffet dig et sted der tilfredsstiller DINE behov, fremfor at tørre din utilfredshed af på din kæreste?
Eller handler det i virkeligheden om, at det er ham der skal skyde pengene i projektet, fordi du ikke selv har råd til alle de store ting???

rigtigt nok, så skal det byttes rundt...
Jeg er for meget over i ham, hvad og hvorfor han behandler mig som han gør, istedet for at vende blikket indad og spørge mig selv om, hvad det er jeg forventer af ham og hvad jeg i grunden vil gå med til, når det kommer til stykket...
Jeg vil ikke have en gammel mand både på papiret-altså cpr.nummeret og når han så også er gammeldags af sind, så går det jo ikke..
Jeg havde bare håbet og også troet lidt naivt på, at han denne gang havde forandret sig og var villig til at flytte sammen med mig, så jeg er både såret, skuffet og har nu også mistet noget respekt overfor ham.
I mine øjne er han noget konfliktsky, ved ikke at tør sige tingene til mig, som de er, nemlig, at han ikke vil flytte sammen med mig, men i stedet for, prøver han ihærdigt på, at overbevise mig om, at jeg jo roder med pap ude i min have og sådan noget møg kan han da ikke have. Ligeledes, at han jo ikke har så mange penge om 10 år - lige nu synes jeg, at han er et pap-hoved..

præcis det pap du skulle fjerne - griner!
Men hav ham da som kæreste, hvis det fungerer, som du ønsker dig.

men det skræmmer mig da lidt, for er det virkelig sådan jeg mon er!!! det er i hvert fald sådan du oplever mig...Men ja, jeg synes efterhånden jeg har mistet noget af mit selvværd og den fik da lige en tand mere, da det gik op for mig, at han ikke ville flytte sammen med mig...
Det handler ikke om, at det er min kæreste, som skal skyde pengene i projektet, jeg har faktisk skrevet længere oppe, at jeg har sparet sammen,( enda mange penge)og om 10 år, når han går på pension, så er jeg stadig i arbejde og har forøvrigt stadig en god stilling til den tid, så da har jeg sagt til ham, at jeg er villig til at betale rejser og andet, når han ikke har så mange penge. Som det ser ud nu, så betaler vi hver især lige meget...
Grunden til, at jeg ikke er flyttet fra min lejlighed er, at jeg simpelthen ikke har kunnet finde en lejlighed/hus, der svarer til mine forventninger, men dette hus, som vi fornylig har set på, svarede til mine forventninger, men så ville han alligevel ikke, men det har jeg ikke råd til selv, men må så bare lede videre selv...
Når jeg tørrer min utilfredshed af på min kæreste, så skyldes det altså, at han siger han vil flytte sammen, men så i den sidste ende alligevel ikke. Ville du da ikke blive mærkelig, hvis din kæreste holdte dig for nar?

Ja, han føler sig sikkert presset til at flytte sammen med mig, for ellers at være bange for at miste mig... Jeg har i perioder af måneder ikke nævnt noget med at flytte sammen, men når jeg så får lyst til at lede efter hus/lejlighed og så kigger efter i aviser, så spørger jeg ham, om han vil bo sammen med mig, for at understreje, at jeg stadig gerne vil bo sammen med ham...

Ja, selvfølgelig vil han gerne se noget mere stabillitet i forholdet, inden vi flytter sammen, det er også fornuftigt af ham, hvor jeg er noget hurtigere på aftrækkeren og gør de ting jeg har lyst til, dog med en vis portion omtanke, for jeg vil ikke udskyde tingene til engang om 100 år, for hvor længe vi lever, ved jeg ikke, sådan har jeg lært livet at kende pga sygdom hos mig selv og nærmeste familie. Men han har det sådan, at bare vi har drøftet spisetider, hvornår vi hver især gerne vil spise aftensmad, hvis vi skulle flytte sammen...Han synes jeg vil spise for sent i forhold til ham og det har han svært ved, så kan det næsten få hele korthuset til at vælte..
Har jeg sagt det skal være ejerbolig - ikke mig bekendt, jeg har skrevet hus/lejlighed, så læs lige mit indlæg ordentlig, inden du kaster med sten...
Det handler ikke om, at jeg vil bestemme, hvad han skal bruge sine penge til, jeg giver udtryk for, hvad jeg gerne vil og har det iøvrigt noget at gøre med offermentalitet!!!
At min kæreste ikke vil bruge sine penge på, at invistere dem i et hus, er ok for mig, men det er ikke ok, at han holder mig hen og ikke tør sige til mig, at han faktisk ikke vil bo sammen med mig - han vil i det hele taget ikke bo sammen med mig og det gælder også, når vi taler om lejet lejlighed, hvorfor så alt det skuespil fra hans side - det er jo nettop det, som pisser mig af...
Jeg har IKKE sagt til ham, at jeg IKKe vil være kærester med ham, hvis han IKKe vil bo sammen med mig. Han har faktisk selv nogle gange sagt ud af den blå luft, at han gerne vil bo sammen med mig og giftes engang, men hvornår, ved han ikke....
Jeg synes han haler mig rundt i manegen, for han siger det ene og mener så pludseligt noget andet..

Hvorfor finder du ikke et lille hyggeligt hus og køber selv? Kender selvfølgelig ikke hele din situation, men hvis du har sparet op, skulle der da være gode muligheder for at låne resten...
Så kan du fortælle ham at han er velkommen til at flytte ind, som lejer, hvor i laver en lejekontrakt og det hele... Hvis han så med tiden beslutter sig for at han vil være medejer, kan i regne ud hvad han skal give til den tid. Og hvis han ikke er interesseret i at bo med dig, så er det hans tab... Men så har du fået det hus, som det mellem linierne lyder til at du drømmer om...

du da for d..

med jævne mellemrum. Men helt ærlig, hvis han vil have afklaret spisetiderne, for at flytte sammen.....

senere, når han engang bliver klar til det...
Hvis jeg skal tænke på mig selv, hvad jeg har brug for af plads, så behøver det jo ikke at være så stort, som hvis min kæreste engang vil flytte sammen med mig, men at jeg så nu skal tænke på, at jeg hellere må købe/leje noget, der er stort nok i fald han flytter ind engang - det vil jeg ikke, jeg vil ikke gå rundt om leve i en drømmeverden.
Flytter jeg ind i noget, der ikke er stort nok, til at min kæreste kan bo der engang, ja, så er vi tilbage til udgangspunktet, så jeg har nu besluttet, at vi ikke mere kan være sammen på samme måde som før, for vi har hver vores måde, at leve på og jeg vil ikke leve mit liv på hvis og hvis, han engang vil bo sammen med mig..
Selvfølgelig kan jeg da bare finde et hus/lejlighed, der passer til mine behov og ikke tænke på, at jeg engang skal bo sammen med min kæreste, men så er forholdet ligesom ikke rigtigt mere, for når man har afskåret sig noget fra hinanden og især når man ikke er enige om, hvordan man vil leve sit liv i et parforhold, tja, hvad er der så tilbage...

oprydningen skal afklares, rengøringen skal afklares, hvor meget jeg skal snakke i tlf med veninderne skal afklarea (snakker i tlf 1-2 gange om ugen med veninderne eller evt. andre) ja det er fint, at der er nogle afklaringer omkring forskellige ting, for at få det hele til at køre, men igen for fanden da, der kan også komme så mange "regler" og afklaringer, at det ligefrem æder en op..

at du skal beslutte dig for om du kun vil bruge ham til sex eller du vil se dig om efter en anden - til det også.
Er det ikke dejligt at vide, det er dig og ikke ham der er i kontroltårnet over dit liv?

men jeg vil ikke se mig om efter en anden, det har jeg ikke brug for lige pt. Hvad jeg så vil bruge ham til, det ved jeg ikke endnu, men min beslutning om, at jeg ikke vil have ham som kæreste længere er taget, for vi har hver vore behov og vi kan ikke finde ud af, at gå for meget på kompromi.
Om det er dejligt at vide, at det er mig, der er i kontroltårnet over mit liv og ikke ham....! jeg føler faktisk, at det har været ham, der har været i kontroltårnet over mit liv, fordi jeg faktisk har ladet ham styre kontroltårnet, men jeg kan mærke, at jeg er på vej op ad trapperne og nærmer mig kontroltårnet.. Iøvrigt en god betegnelse, den med kontroltårnet..

Er manden født psykopat, for det her minder
om et ubehageligt regeltyranni. En rigtig
kæreste ville aldrig ting bås på denne måde.

Er manden født psykopat, for det her minder
om et ubehageligt regeltyranni. En rigtig
kæreste ville aldrig sætte det bås på denne måde.